Chapter 7 No.7

Min S?n-min Hustru.

Grevinden havde f?lt sig lidt urolig og ikke rigtig sikker paa sig selv. Hun havde v?ret temmelig l?nge om at bestemme sig for en Kjole, inden hun tog den sorte Atlaskes og i Halsen den eneste Diamant, og hun blev helt irritabel, da hendes H?nder rystede en Smule, saa hun ikke kunde faa sine Armk?der h?gtede. Hun havde heller ikke l?st meget, mens hun bagefter sad i Salonen og ventede ... Men nu, da hun saa det Barneansigt, der blussende r?dt af Generthed skjulte sig bag hendes Mand, kom hun n?sten til at smile.

Derfor sagde hun ingenting, og de stod et ?ieblik ligeoverfor hinanden uden at tage i Haanden og uden at tale. Men saa f?lte hun med en Gang Pausen, blev selv lidt r?d, ledte for at finde noget og kom ikke til at sige andet end:

-Hvor De dog ser ung ud! og gav ham Haanden.

Han stammede lidt, og helt purpurr?d sagde han:

Ja, det siger alle.

Saa? sagde Ellen og lo, Stemmen var ligesaa barnlig som Ansigtet. Ja, De ser meget ung ud.

Greven talte lidt om den skr?kkelige Varme i Kupéen, og Ellen spurgte, om han havde husket hendes Indk?b i Brüssel.

De havde alle tre sat sig ned, hun lidt med Ryggen mod sin Steds?n; naar hun vendte sig for at faa ham med ind I Samtalen, som sl?bte sig lidt genert og tvungent af, saa hun ham sidde ufravendt og stirre paa sig. Men han sagde ikke et Ord.

Saa ringede Klokken anden Gang til table d'h?te. Ellen f?lte det som en Befrielse, men sagde dog, mens hun reiste sig: Allerede! Saa er Toget kommet sént.

-Carl tager dig tilbords idag, sagde Greven. ?res den, som ?res b?r.

-Naturligvis, Hun ventede paa Carl, som stod op og noget keitet fik budt hende Armen.

-Mange Tak, sagde han.

-De maa holde Armen lidt n?rmere, sagde hun, mens de gik ned ad Trappen,

De kommer til at tr?de i mit Sl?b.

Saa holdt han forf?rdelig fast.

De kom ind i den store Sal, N?sten alle G?sterne var samlede og stod rundtom klyngevis i Samtaler. Nogle begyndte at tage Plads, og nede fra Bufetten h?rte man Raslen af Terriner og Talerkener og Ordrer om Vin.

-Hvor her er mange, sagde Carl. Hvor mange Damer!

-Ja-i Pensionen var der nok heller ikke ret mange.

-Nei-Carl saa ikke andre end Fru Dubois, og hun havde ikke en Tand i

Munden.

Ellen hilste paa enkelte Bekendte, og man gik tilbords.

Greven var sulten efter Reisen og spiste st?rkt. Ellen maatte underholde Carl. De talte dansk, saa de ikke blev forstaaet, og Ellen fortalte, hvem G?sterne var og sligt. Carl tog n?sten intet af Retterne, men naar de andre var f?rdige, og Tjenerne vilde tage bort, sad han alligevel med det altsammen paa Tallerkenen.

-De spiser ikke noget.

-Nei, sagde han. Jeg kan aldrig spise, naar jeg er ude. Han havde ellers ikke talt meget, men han saa hele Tiden paa hende, naar hun talte, og sagde hun noget raillerende over en og anden, lo han h?it.

-Hvor du ler Carl, sagde Greven.

-G?r det noget? Det kom hurtigt og han saa paa Ellen.

-Nei, slet ikke. De ved jo ikke, hvad vi ler af ... Men tag dog nu lidt

Artiskok ... De har jo slet ingen Ting faaet ...

-Aa-a jo. Han tog lidt Artiskok paa sin Talerken og faldt igen i

Staver. Ellen talte med en russisk Fyrstinde over Bordet.

Der var begyndt at blive livligt, og det var lidt vanskeligt at forstaa hinanden. Champagnek?lerne kom frem foran Kuverterne, og Opvarterne fl?i frem og tilbage bagved Stolene. Man h?rte en stadig Knalden af Propper og Klirren med Glas i den forvirrede St?i.

Fyrstinden raabte meget h?it, saa hun blev endnu r?dere i Hovedet, og man kunde h?re hende over den halve Sal.

-Men Serpolette er hendes bedste Rolle.-Jeg har en Loge. De tager jo med, Hr. Greve, tag med ... alle tre ... Hun tog sin Guldlorgnet op ... Qu'est ce que ?a-ce jeune homme là, spurgte hun saa lidt sagtere.

Greven vidste ikke, hvorom der var Tale ... den unge Mand var hans S?n.

Det var Théo, som sang i Theatret. Fyrstinden havde en Loge-ganske alene. De maatte f?lge med.

Ja-han takkede, hvis Ellen vilde ...

-Det vilde maaske more Carl ...

Hun vendte sig. Men, k?re, De har jo ikke r?rt Deres Artiskok ... Nu saa han igen paa hende.

-Nei-hvor han dog havde let ved at blive r?d-jeg ved ikke, jeg forstaar ikke ... rigtig at spise dem.

Ja, saa var det altsaa aftalt, De fulgte med ... Kl. 9 ... De maatte sé anden Akt ... Scenen paa Markedet ...

Fyrstinden tog igen Lorgnetten op og saa paa Carl Urne, der fik

Undervisning i Kunsten at spise Artiskok.

-Il est charmant, sagde hun ganske h?it.

Tjeneren havde sk?nket Mo?t i Glassene, og Carl havde t?mt sit et Par Gange. Greven havde drukket med ham og ?nsket ham Velkommen. Ellen sad med Glasset og ventede.

-Drikker De ikke med mig, sagde hun.

-Jo Tak-saa gerne ... men ...

-Men saa klink dog!

-Tak! Han stak det ud til Bunden. Det er deilig Vin, sagde han. Saa s?d.

St?ien steg for hvert Minut, og alle talte i Munden paa hinanden. Over det hele h?rte man Fyrstindens Skraalen, hun viftede sig, saa hendes Diamantbandelokker dirrede i Vinden-og noget h?ir?stet forf?rdeligt Engelsk fra et Par Amerikanere, som spiste med Armene paa Bordet og halvt opsm?gede Frakke?rmer.

Carl var ogsaa blevet r?d i Kinderne og lidt mere snaksom. Han talte saa morsomt Dansk med underlig Akcent. Ellen lo af det.

-De snurrer-De snurrer saa latterligt.

-Lyder det da grimt? spurgte han, og ganske som en Elev til sin L?rer sagde han alvorligt: Det skal nok blive bedre.

Ellen smilede ad Tonen, hvori han talte. Det er jo rimeligt, naar man har v?ret borte fem Aar ...

-Ja ... n?sten seks ... til November ...

Der var allerede adskillige tomme Pladser ved Bordet Engl?nderinderne begyndte at reise sig, mens Deserten blev budt om, og de forsvandt lidt efter lidt, stive og ubev?gelige. Men de andre holdt Stand, noget échaufferede, pludrende over deres Konfekttallerkener, og med de blottede Arme st?ttede paa Bordet. Vifterne fl?i frem og tilbage, og man plyndrede ubarmhjertig Opsatserne for deres Rosenflor.

Ellen l?nede sig tilbage i Stolen og trak sine svenske Handsker op paa

Armene; Greven lukkede Armbaandene igen; lidt fortumlet af St?ien og

Maaltidet, blev Ellen siddende tilbagel?net og pillede tankel?s en Rose

i Stykker i sit Sk?d.

Pludselig saa hun hen paa Carl, og da hun lod Blikket smilende hvile paa ham (han sad igen b?iet over sin Kuvert og saa paa hende), sagde han:

-Jo-De er meget smukkere end Deres Portr?t.

-Synes De? sagde hun og lo igen. Ja-hvilket er det, De har.

-Et stort-med Kniplinger om Hovedet ... Aa, f?rst maatte jeg slet ikke ha'e det paa min V?g ...

-Hvad for noget-maatte De ikke ha'e det? for hvem?

-Nei-i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportr?tter ... og jeg havde ikke sagt til Hr. Dubois, hvem det var ... Saa sladrede de andre ... og saa sagde Forstanderen, at jeg havde nok et Billede ... som ... jeg ikke maatte og saa maatte jeg jo sige ... at ... det var ... Dem.

Ellen lagde Rosenbladene i en Krands paa sin Handske og pustede til dem, saa de fl?i som Sommerfugle.

-Naa ... og saa blev Billedet h?ngende?

-Ja-over min Seng.

De br?d op. Greven gik om og b?d Fyrstinden Armen, og de satte sig alle i et Hj?rne i Konversationssalen. Herrerne omringede Ellen og spurgte, om hun havde v?ret syg, siden man ikke havde set hende imorges paa "la plage".

Saa gik Greven ud paa Verandaen for at ryge, og Ellen blev tilbage i

Salonen med et Par trofaste. Carl havde skjult sig omme bag en Gruppe

Palmer.

-De har for?get Deres Hof, sagde Hr. von Dannenberg og l?nede sig lidt over mod Grevindens Vifte ... en ungdommelig Tilbeder.

Ellen forstod ikke.

-Pagen, De havde tilbords. Kender "Grevinden" nu ikke "Cherubin"?

-A-a jo ... Ellen gjorde Puderne tilrette paa Chaiselonguen ... Det er min S?n.

Og da Baron Dannenberg stod konsterneret, med aaben Mund, tilf?iede hun leende:

-Ja, Baron, min Steds?n-en S?n af min Mands f?rste ?gteskab ... Skal vi gaa ud til de andre?

* * * * *

Fyrstinden tog Carl Urnes Arm, da de stod ud af Vognen, og oppe i Logen lod hun ham s?tte sig ved Siden af sig. Salen var n?sten ganske tom-det var Mellemakt. Fyrstinden lagde Kikkerten bort og begyndte at snakke med Carl.

Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger.

Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvm?rket.

En Gang imellem, naar han dumpede ud med et Svar eller et Sp?rgsmaal, lo

Fyrstinden himmelh?it og vendte sig til Ellen.

-Ah-l'ingenu-il ne comprend pas.

Ellen svarede kun med et svagt Smil og vedblev at betragte Salen, der begyndte at fyldes.

Hun sad med Kikkerten for ?inene, mens hun h?rte hvert Ord, Fyrstinden sagde. Hun f?lte et nerv?st Mishag med hendes Snak.

-Det varer en Evighed, sagde hun.

-Chère-la divette maa have Tid til at puste-naar man er saadan sn?rt. Fyrstinden lo igen og vendte sig til Carl.

-Nei-se. Der staar jo Prinsen af Ligne. Er han ogsaa i Ostende ... Ham maa de jo kende fra Brüssel-

-Ja-jeg har set ham et Par Gauge ...

-Og hans Moder-hun er saa smuk ... Ja ... Fyrstinden examinerede

Prinsens Loge i Kikkerten-han er forresten ogsaa k?n ... For den

Historie kender De da?

-Alle siger, han er saa elskv?rdig.

-Gudbevar'es, derfor kan man jo gerne kalde Prinsessen for Salonernes

Rachel-

-Spiller hun Komedie, spurgte Carl.

Ellen havde forstaaet og blev pludselig r?d uden at hun vidste hvorfor.

Men Fyrstinden var virkelig utaalelig, hun lo, saa hun maatte bide i sin

Vifte og sagde:

-Nei-hun spiller bare "F?dra".

Carl vendte sig imod Grevinden, som om han ikke forstod, hvad der var ment, men Ellen sad stadig med Kikkerten for ?inene, kun besk?ftiget med Salen. Fyrstinden fulgte Retningen af Carls Blik:

-Ja-De kender jo dog Historien, sagde saa Fyrstinden og vendte sig.

Ellen tog f?rst Kikkerten bort og som om hun slet ikke havde h?rt noget, sagde hun aandsfrav?rende:

-Hvilken? Taler De og Grev Urne nu om Mytologi?

Men saa fik Fyrstinden pludselig ?ie paa en Veninde i den anden

Avant-scéne-Loge, og hun maatte absolut over at tale med hende. Grev

Urne kom ind og fulgte hende over.

Ellen f?lte det som en Lettelse, da hun var gaaet. Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud.

Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl.

-Aa-jeg kender hende saa lidt.

-Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han.

-Jo-jeg tror det.

Det var en h?i, majest?tisk Figur, som sad ved Siden af S?nnen. Ellen saa paa hende.

Saa paa en Gang reiste Carl sig og gik hen og tog hendes Haand.

-De er da ikke vred, fordi jeg er kommen hjem? sagde han. De maa ikke v?re vred.

Tonen var saa m?rkelig bl?d, og han blev ved og ved at trykke hendes

Haand.

Ellen saa lidt paa ham: Vred? Hvorfor dog det? Og hun var saa besynderlig nerv?s, at hun fik Taarer i ?inene.

Lidt efter kom Fyrstinden og Grev Urne tilbage og Akten begyndte.

Carl morede sig umaadeligt og lo himmelh?it ad L?ierne. Se dog, se dog, sagde han, kvalt af Latter. Se dog, hvor han er komisk-aa-nu falder han ... aa ... sikken Kolb?tte ...

Man begyndte paa en Gang at klappe nede i Parkettet, og de b?iede sig alle frem over Logeranden. Det var Théo, som kom ind.

L'impudente, sagde Fyrstinden.

Théo gik l?ngere frem rokkende en Smule paa sine h?ie H?le.

Der blev ved at lyde nogle afbrudte Bravoer fra Salen, og Orkestret taug. Théo stod midt paa Scenen og r?rte sig ikke. Hun holdt det lokkede Hoved paa Siden og smilede uskyldigt, saa man saa hendes hvide T?nder.

Se T?nderne, sagde Greven, han k?rtegnede sit Oversk?g-Millionknusere.

Ladiva stod der endnu og blev ved at smile. La coquine, l'impudente, sagde Fyrstinden igen, hun blev ved at sluge hende med Kikkerten.

Pludselig skottede Ellen hen til Carl, som sad ved Siden af hende: Han var ganske bleg. Han sad forbauset med store ?ine og stirrede paa Scenen uden Kikkert. Men saa med én Gang blev han blussende r?d, og da Théo begyndte at synge, reiste han sig sagte og gik op i Baggrunden. Der blev han siddende.

Ellen blev selv r?d og utilpas ved Sangen; hun vendte Hovedet lidt bort fra Scenen, og saa ud over Tilh?rerpladsen, saal?nge Théo sang.

Men Carl blev siddende helt inde i Logen, indtil T?ppet faldt.

* * * * *

De sendte Vognen bort: de vilde hellere gaa hjem langs D?mningen.

Fyrstinden tog Grevens Arm og Carl b?d Ellen sin.

Hverken Carl eller Ellen talte, mens de gik ned over Torvet. Men da de kom ind i Gaden ned mod D?mningen sagde Carl: Aa-han trykkede hendes Arm-hvor det er deiligt at komme ud; og overstadig gav han sig til at l?be med Ellen under Armen henad Fortoget. Vi maa se, om der er Fosfor i Vandet!

Ellen lo og lod sig tr?kke ned med. Hans Overstadighed smittede hende.

H?rer De, raabte hun, h?r-Carl, Carl, det gaar ikke an. Hun brugte hans

Fornavn uden at vide det. Jeg bliver-helt forpustet.

Men de blev ved at l?be ned gennem Gaden, leende, indtil de naaede

Stranden.

Der hvor Oceanet laa med Stjernehimlen over det dybe M?rke.

-Nei-nei-hvor her er smukt. Hans Udbrud d?de, og de taug.

L?nede til R?kv?rket stirrede de ud over Havet.

Men da de h?rte Grevens og Fyrstindens Stemmer lidt borte, vendte de sig begge hurtigt paa samme Tid, og de gik videre, hjemad, langs D?mningen.

De havde gaaet et Stykke uden at sige noget. Saa stansede Carl, og paa sin s?dvanlige bratte Maade sagde han: Hvor t?r Fyrstinden dog sige saadan noget ... om Folk ... saa skr?kkeligt. Ellen saa paa ham. Hun havde ikke troet, han havde forstaaet-

Men hun spurgte ikke, og han talte ikke mere. Udenfor Hotellet ventede de paa de andre, og de gik op sammen.

Ellen opdagede, mens de ventede paa Théen, at hun havde tabt sin Vifte, maaske paa Trappen. Carl l?b ned i Portnerlogen for at sp?rge, og Viften laa paa Bordet. Portneren gav ham den.

-Det er maaske Deres S?sters Vifte? Den er just funden paa Trappen-

Carl saa paa ham, og lidt forvirret over sin Familiaritet, sagde

Portneren.

-L'eventail de madame la comtesse!

Carl lo og tog Viften. Men udenfor D?ren kyssede han to Gange dens hvide

Svanedun, inden han gik ind til de andre.

Lidt efter vilde man til Ro. Da Carl sagde Godnat, kyssede han Ellen paa

Haanden og sagde sagte: Mange Tak, mange Tak for idag. Og da han l?ftede

Hovedet, saa Ellen, at han havde Taarer i ?inene.

Greven blev nogle ?ieblikke tilbage. Han er en skikkelig Dreng, sagde han. Og han har virkelig voxet sig k?n-synes Du ikke?

Ellen havde ikke h?rt hvad han sagde. Hun stansede paa sin Vei forbi

Sofaen.

-Tror Du, tror Du egenlig det var rigtigt at tage ham med i Theatret ...?

-Hvorfor dog? Aa-han lo-nei, ved Du hvad-det store Menneske ... Det var dog for galt ...

Nu da det blev sagt, f?lte Ellen selv det latterlige; hun kom til at smile: Nei-ikke saadan, sagde hun ... Men-aa nei, det var bare en dum Idé ...

Da Greven var gaaet, aabnede hun Flygelet og gav sig til at spille. Det var en gammel Melodi, som gled frem under hendes H?nder. Hun vidste det knap selv, men mens hun spillede, begyndte hun at nynne svagt. Saa sang hun:

Tell my the tales, as remember to my

Long, long ago

Long ago.

* * * * *