Chapter 5 No.5

Felix von Sch?naich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun, at han var bleven tyve Aar igen, og det var l?nge siden, han havde v?ret saa lykkelig. Saa br?d han sig kun lidt om at t?nke paa Fremtiden. Og heller ikke Ellen t?nkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig l?nger end-var han borte-til en evig L?ngsel; var de sammen, hvilte de i et dybt Behag.

Og de var ofte sammen.

Hun red over til Bakkerne, og de m?dtes der. Hun kom f?rst, og hun bandt Hesten til et Tr? og satte sig under Egene for at vente. Men fem Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte hun sig igjen for at bie.-

Saa kom han, og de sad der sammen under Tr?erne og stirrede ud paa de b?lgende Bakker og Dalstr?get, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at l?be omkaps som et Par B?rn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af Angst for en tykmavet Snog.

Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de, og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de lod deres K?lenavne lyde gennem Dalen.

Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme Stier, hvor Bromb?r sp?rrede for deres F?dder og Buskenes Grene slog imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de gr?nne Tr?er, og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind Sp?rgsmaal og tusind Svar.

Saa kom de til et Tr?, hvis Rod var d?kket af bl?dt-fristende Mos. De satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe Fred, holdt de op med at tale. De sad kun n?r hinanden. Og deres H?nder m?dtes.

Men pludselig slog Ellen ?inene ned, og l?mpeligt tog hun sin Haand ...

Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved

Stedets dybe Fred.

Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det begyndte at m?rkne.

Skumringens blaalige Taage sl?rede Tr?ernes Omrids, og ned fra Kronerne

sank Tusm?rkets k?lende Luft svalt mellem Tr?erne. Mens oppe fra

L?vv?rkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem

Bladenes M?rke.

De kom ud af Skoven, langs de h?ie Bakker. Luften var tung af Duft fra den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.

Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over

Eng og H?ie.

-Men, hvor de oftest m?dtes, var ved Graven.

De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor sl?rede deres Sind med mild

Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens

Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit

ensomme Liv og om Faderens Elendighed.

Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Sk?nhed med de vide Stepper og de

store Floder-den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen h?rte:

Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,

Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...

Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:

-Felix, her vilde jeg gjerne d?.

-Det var Aften, og de kom fra Graven. H?stens Dag havde v?ret tung og hed.

Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kv?lende som altid f?r et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Tr?er, Havens Duft.

De var gaaet tause gennem Skoven og d?sigt tr?tte satte de sig nu i

Lindegangen.

-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden l?d ud gennem Haven nogle klagende

Toner af Violiner og Horn.

-De leger Begravelse, sagde Sch?naich. Deres Yndlingsleg.

Ellen h?rte det ikke. Hun sad med lukkede ?ine og lyttede til Musiken,

der steg op til dem d?mpet og h?itidelig. Naar Hornene taug, h?rte man

Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens

Takt.

-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?

Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man h?rte kun St?ien af Fodtrin mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det dog? sagde hun; der l?d fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.

Sch?naich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.

Hun forstod ham ikke. Hun l?nede stille Hovedet til hans Bryst; de h?rte kun en enkelt Violin.

-Det er Guyla, der spiller.

Ellen aabnede ?inene, og mens hun trykkede H?nderne mod sine br?ndende

Tindinger, sagde hun igen:

-Kom-Felix-lad os gaa.

Sch?naich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et r?dligt Sk?r af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.

Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs

Terrassernes H?k. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese

Fakler faldt de r?de Flammer over Havens Tr?er.

Violinerne l?d.

Ellen stod st?ttet til et Tr?. Faklernes Sk?r faldt pludselig paa hendes

Ansigt.

Og da Guylas Strenge atter l?d gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab, slap hun Tr?et og sagde endnu en Gang: Felix-kom-jeg vil gaa.

Men hun blev. Hun f?lte Sch?naichs Arm gribe saa fast om sit Liv, f?lte hans Kys br?nde mod sine L?ber ...

Sch?naich-Felix ...

-Ja-ja-jeg elsker Dig, elsker ...

Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans K?rtegn ...

Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig, hviskede hun:

-Hvorfor har Du saa elsket mig?

En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.

* * * * *

Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.

Ellen vilde n?gte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i D?ren.

Saa reiste hun sig, og gik ham im?de.

Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes hun ved Sch?naichs Navn.

-Grevinden skal v?re i Vente, sagde Generalen.

-Hans S?ster?

-Nei-hans Frue?

Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.

Men et Nu efter sagde hun:

Ja-Det er sandt-aa, man glemmer saa let, at Grev Sch?naich er gift.