Chapter 2 No.2

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som B?rn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opl?ben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at b?re Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage-som var ?ldre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilf?rdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.

Men h?ndte det hos L?rerinden, hvor hun l?ste med Justitsraadens D?tre, at en eller anden kom hende for n?r og kaldte hende for "Prinsessen"-hendes ?genavn-saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens ?ine, som gjorde den h?italende bange. Ellers var hendes ?ine m?rkelig d?sige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var besynderlig sv?mmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende-lige som en S?vng?ngers.

Barne?ine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig v?ret Barn. Hun havde gaaet dèr hos Bedstefor?ldrene, hvor Madam Lind fork?lede hende, og gamle Lind saa op til hende med en underlig tr?lsk Respekt, fordi hun h?rte med til dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en S?rling.

Han var hjemmeh?rende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte med at vogte Kv?g. Vist er det, at helt tomh?ndet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Kn?s at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, og Datteren Ellen voxede til, laante Niels-han havde nu taget Navnet Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom-Ellen mange venlige ?ine og Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse m?rkede ikke stort til det hele, han var som sagt blevet saa sv?rt gammel, men Madammen gr?mmede sig, saa hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter d?de hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa s?r efter Moderens D?d, besynderlig lyssky og skr?mt. Saa skaltede Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet br?ndte det for Lind. Han havde l?nge ?nsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det v?rste var, at gamle Kruse br?ndte inde, men han vilde jo alligevel nok v?re d?d inden l?nge.

Lind byggede alt op fra nyt-Assurancen havde v?ret meget h?i-og gjaldt nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie f?dt. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og d?de.

Al Fork?lelsen overf?rtes da paa hendes Datter. Og Ellens Fork?lelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. Tjenestefolkene kaldte hende Fr?ken; hun havde sit eget V?relse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Sp?g: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Val?.

Saaledes blev Ellen fork?let af begge Bedstefor?ldrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretenti?st: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedstefor?ldrene fj?rnt og f?lte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok v?re k?rlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte h?ndte, sad stille hen og gr?d, og Ellen reiste sig fra Forh?iningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og tr?stede hende, da var der dog altid i hendes K?rtegn noget overlegent, n?sten noget nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sj?ldent. Hun foragtede ham med B?rns

Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger h?vnede sig paa Faderen for al Tr?lskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de k?nneste Navne i Barnets N?rv?relse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et ?ieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte f?lges strax.

-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa-Satan-han slog til Tallerkenen-og saa kan den Usselhund ikke en

Gang hente dem selv ...

-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.

Lind saa lidt over.

-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e sp?nde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurr?d. En Time efter k?rte hun til Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sj?ldent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros-man maatte altid g?re endel for Bedriftens Skyld.

R?dkindet var han blevet og meget sv?r.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige-hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra Jacques-fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store M?nd var af hendes Sl?gt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle B?ger med Storheden fra Thorsholm.

Den sk?nneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun h?rte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde hun h?re Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det ?stre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres V?relse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det sp?gede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt s?rgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med B?kken gjennem B?gelunden. Indtil det m?rknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Tr?er, hvor der var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran

Marmormonumentet.

Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende l?se Indskriften for sig.

-L?s den igen, sagde han. Og Ellen l?ste:

MARIE AF MAAG F?DT DEN SJETTE AUGUST 1829. D?D DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at gr?de.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Gr?sb?nken ved Stenen og glemte

Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det h?nde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

-Hvad vil du-

-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver m?rkt.

-Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag v?re livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kj?reture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kj?reture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirseb?rvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige-og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa r?d og saa h?ir?stet. Hun var bange for hans ?ine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hj?rne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, r?dblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med t?rre ?ine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny

Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forl?nge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overl?deret tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun g?s ved at h?re St?ien fra Sk?nkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens Stemme mellem de andre og sk?lvende kr?b hun op, holdt sig fast paa K?lderhalsen, og saa ind i G?stestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han-Aa hvor han lo-med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...

Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa

Maven ...

Ellen h?rte hans Latter, og hun slap K?lderhalsen og sl?v faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, l?ftede Overl?deret og gemte sig i M?rket for at gr?de.

Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen-Ellen var allerede n?sten tretten Aar-hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen gr?d, Bedstemoderen gr?d, og gamle Lind sk?ndte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og k?rte.

Faderen talte n?sten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange

Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at v?re alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til N?rup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i K?lderen, under Koret.

Gamle Linds For?ldre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende

Kors, S?nnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile

og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og l?ste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra M?rket. Og pludselig l?b hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og s?gte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Br?ndet ...

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med H?nderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende-hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé ...

Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det bl?ndede hende.

-Er Du kommen?-Hun kunde n?ppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...

Hun m?rkede, han havde ikke drukket.

-Aa-at du kommer.

Han lo:-For jeg har slet ikke v?ret ude-sagde han.-Kun gjort i Orden til iaften.-

Ellen saa paa ham.-Til iaften-?

-Ja--ser du ikke, hvor jeg er fin-sagde han,-vi har Fest idag, i

Riddersalen.-Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

-Men vi to alene, Fa'er?-Ellen lo: Det havde hun aldrig h?rt.-Og ingen andre?-

-Vi to. Ja-der er f?rdigt-sagde han. Han b?d sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog D?ren op.

-Men, Fa'er.-Ellen slap hans Arm,-har du t?ndt i Kronerne- ...

Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede-? sagde Maag.

-Jo-der var det.-Det er nyt? sagde hun.

Men-Fa'er-naar har du faaet det?

-Ja-jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet H?nderne og stod foran sin Hustrus Billede.-Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod l?nge, og pludselig d?kkede han Ansigtet med sine H?nder og gr?d.

Ellen gik hen til ham. Han m?rkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, s?nkede han H?nderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.

-Hvorfor skulde hun ogsaa d?, sagde han, og-jeg blive-en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes ?ine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.

De gr?d, st?ttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fort?lle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Sk?nhed og deres f?rste M?de.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han f?rte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun havde l?net sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den h?iryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Sk?r lagde en blaalig Glands hen over Pl?nernes Sne.

Maag st?ttede sig til Karmen og stirrede l?nge ud. Ellen saa, at han gr?d paany, og hun sagde:

-Her er koldt, lad os gaa ind.

-Ja-det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han v?ret Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med B?nnebogen og de store ?ine-hun var kendt som den sk?nneste Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte V?g. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.

-Dig-hvem-det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og-hans Datters ?ine l?ftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

-Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af S?lv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halsk?der og B?lter med ?dle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilh?rt, og naar de var sk?nket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,

begyndte at sammenligne og veie dem i H?nderne ... Hun f?lte n?sten

?refrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Sp?nder med de Maagers

Navnetr?k sammensat af funklende Stene, og K?der, hvor Sl?gtens eget

Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes

Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes

Skuldre, og hun f?stede hurtigt et Par K?der om Hoved og Hals.

-Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og l?b ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus

Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok-man havde burdet kalde hende Marie.

Han gav sig igen til at gaa.

-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portr?terne. Det var den samme Mund, fyldig r?d-lysten og tr?t, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle.-De var saadan, Kvinderne af de Maager-

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med l?ftet Blik over B?nnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme.

-Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og st?dte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt sl?be henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter k?rte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end s?dvanlig, talte ikke med nogen. Var det Sommer, s?gte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke sp?rges ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa Kl?deskasket og den r?dbrune Paryk, som sad sk?vt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede m?rke Bod med sine Sild og sine uldne T?rkl?der og den evige Stank af Skraatobak og gammel Lampeolie. Og B?nderne, der trampede ind med deres Tr?sko og sk?ndtes om T?ndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i D?ren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste K?b. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til D?ren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene ?re af; og Konen vendte tilbage og f?lte igen paa T?iet med: "N?"-og "Li'eveller"-og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling-

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt ude paa Trappen, gav Svenden K?b og Konen fik T?iet-

En Dag spurgte Ellen Svenden: S?lger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken.-

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte

Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke h?rte det. Hun havde ikke talt til

Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

-Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule r?d;-Ja, jeg bragte dem.

-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres

Grav, sagde hun.

-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hv?lvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget r?d og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at k?re med din Fader? sagde han langsomt.

Ellen forstod. Nei.-Hendes Stemme var rolig-det var for koldt, lille

Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, d?de Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, og der blev talt l?nge inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle Lind en Gang var d?d, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;

Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende

paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og sk?vede til

Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover T?ppestrimlene fra D?r til D?r.

Og under Stilheden h?rte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten.

Ellen var forskr?mt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i H?nderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at l?se. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubev?gelig paa den hvide

Seng, greb hun krampagtig om D?rstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved St?ien: Er det dig? sagde hun stille. Er du bange for mig? Ellen blev staaende.

-Kom herhen. Ellen gik, og hendes H?nder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun l?ftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og r?rte hendes Haar: Ellen-mit Barn.

Hun F?lte den d?endes Haand paa sin Pande og sk?lvede. Og fattende f?rste Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afm?gtig Sorg greb hun den d?endes H?nder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog g?re? Bedstemoder, d? ikke-

Den d?ende l?ftede Hovedet, begge de famlende H?nder vilde fatte om

Ellens Hoved, og hun n?rmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille

Barn, sagde hun, er du saa bedr?vet? Hun faldt tilbage med et Smil om

sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes

Hoved ned mod sit Ansigt og fors?gte at tale ... Saa var hun d?d.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.

... Ellens Sorg var i de f?rste Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at h?nge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.