Chapter 10 No.10

Ellen Maag vaagnede hen mod Middag af sin tunge Slummer.

Hun reiste Hovedet og betragtede Dagen. Ja, det var sent. Saa lagde hun med et Suk atter Ansigtet ned. Hun var d?vende tr?t. Hun vilde sove igen. Sove mer.

Eller ialfald tage fri-blot lidt endnu for det, som ... hun vidste nok.

Hun vilde gemme sig bort, og hun sv?bte atter T?pperne om sig. Men alle Tankerne kom pludselig, vaagnende paa en Gang. Og hun f?lte med et en t?r Smerte.

Saa var det da sket.

Hun satte sig op paa Hug, og mens hun rokkede det tunge Hoved: Nei ingen Tr?st, nei ingen Tr?st ... Nu var det sket-slog hun de nerv?se H?nder op og ned.

-Hvorfra var der Tr?st-hvorfra?

-Nei-aa Gud-det var det forf?rdelige, som var sket.

Og snart krympede hun sig sammen, sv?bt i T?ppet, og klynkede saa sagte; og snart syntes hun, hun skulde kv?les under Smerten, og hun vred de oprakte H?nder, og Fingrene ilede fortvivlet gennem det svedige Haar.

-Hvilken Elendighed-Himmel dog-hvilken Elendighed.

Hun blev siddende opreist.

-Ja-saa maa Dagene ... blive som Sandet.

Hun lagde sig atter tilbage, og hendes Tanker begyndte at komme til Ro. Hun gr?d ikke mer, men laa helt stille. Hun t?nkte paa, hvordan det var sket.

-F?rst var det hans ?ine ... Hun havde altid elsket hans ?ine. Hun l?ngtes efter deres Glans, naar han blev glad-og han var saa let at gl?de: blot et K?rtegn, kun den mindste Gave, blot et Smil, og han blev glad ...

Og hans Latter-hvor hun havde elsket hans Latter.

Det var vist paa Thorsholm ... Ja-en Dag i Efteraaret ... Hun stod og satte Blomster i en Skaal. Saa tog han pludselig hendes H?nder, som var vaade, og han sugede Vandet af med sin L?be, og da hun blev vred og vilde sk?nde, bed han hende i den lille Finger over Neglen og lo og lo ... Men der var et lille M?rke mange Dage.

Og naar de sad efter Middag, og hun f?lte hans Hoved mod sit Sk?d-det s?gte jo altid om St?tte-og han sad taus og helt stille ... og uden at hun vidste det, klappede hendes H?nder hans Haar-hvor var det ikke bl?dt.

Da, en Aften, var han falden i S?vn. Hans Hoved laa op mod hendes Kn? ... Saa sank det ned; og hun l?ftede det op, saa varsomt og lagde det helt i sit Sk?d. Han sov og smilede i S?vnen ... Sk?ret fra Kaminen lyste mod hans Nakke ... mod de fine og smaabitte Haar ... Saa havde hun b?iet sig ned, og hurtigt kyssede hun hans Nakke ... Han sov.

Saadan var det kommet.

Saa tit, han gjorde noget, ingen anden kunde finde paa, noget af det ubegribelige, som var hans V?sen, og hun sagde til ham:

-Carl-det kan De ikke-det gaar ikke an.

Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad-hvorfor ikke?

En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes F?dder, og lidt efter havde han st?ttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da G?sterne var borte, havde hun sk?ndt, og han forstod hende ikke. Har jeg st?ttet mig til Dem? ... Det t?nkte jeg ikke over ... Men hvorfor kan man ikke det? havde han sagt ... Og hun havde tiet forvirret.

Om Aftenen, naar hun gik til Ro, faldt hun i Tanker med de tunge Fletninger i sine H?nder, foran sit Speil. Hun saa ham for sig, og hun h?rte hans Sp?rgsmaal igen, og hun lyttede efter hans Latter ...

Og l?nge h?rte hun efter de samme Ord, og hun saa hans Ansigt og hans

?ine, og hun saa hans L?ber-mens hun smilede.

Ja-hun t?nkte paa ham. Og naar hun reiste sig fra Puden og st?ttede sig paa den hvilende Arm for at slukke sit Lys, da kom tilsidst et Smil, et Ord eller et af hans K?rtegn, og hendes ?mhed dv?lede endnu derved.

Et K?rtegn.

Thi han elskede at sidde hende n?r, at dv?le, mens de talte, med hendes Haand i sin, og at f?le hendes Aande n?r sit Haar. Den Dag paa Thorsholm ... Hun havde lagt sin Arm langs med Sofaens Ryg ... og pludselig f?lte hun Carl sagte gnide sin Nakke langs hendes blottede Haandled, mens hans lo op i hendes Ansigt.

Saadan var det gaaet indtil nu.

Hvor hvert Haandtryk, givet for at give, hvert et Smil sk?nket for at fremme hans Gl?de, hvert et halvglemt Ord-havde flettet sin V?v om hendes Liv, mens hun var sorgl?s: Thi han var jo kun et Barn, hun gjorde glad.

Som et Barn var han farel?s gleden ind i hendes Liv, og hun havde f?lt al Giverskens Fryd, mens han fangede alle hendes Tanker. Mens hun gav og gav af sit, tog han langsomt hendes hele Liv.

Nu saa hun det ... nu, hvor alle L?ngsler havde kastet Masken ...

Ja-hun elskede ham.

Hun laa endnu l?nge; da hun tog Lagenet bort fra sit Ansigt og saa Solen mod Gardinerne, begyndte hun sl?v at staa op. Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig l?s og kl?dte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde.

Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde s?tte hendes Haar.

-Hvor Grevinden er bleg, sagde hun.

-Ja-jeg har ikke sovet inat. Hun blev selv forskr?kket over sit Ansigt, og hun begyndte at unders?ge Tr?kkene et efter et: Hvor hurtigt, sagde hun, og hun tog Pudderkvasten og lod den glide hen over sine Kinder. Men med et holdt hun inde; hun saa Kammerjomfruen, der flettede hendes Haar, smile bag sig i Speilet.

Og pludselig sagde hun: Om hun ved det.

Hun f?lte et Nu en stivnende Skr?k, hendes Arm faldt ned. Saa drog hun

Veiret dybt.

-Aa-jeg bliver gal, sagde hun. Det er jo umuligt. Hvordan skulde det v?re sket?

Hun tog atter Pudderkvasten-Sveden var sprunget frem af alle Porer-og hun talte muntert med Pigen, indtil hun var f?rdig og reiste sig fra Toilettebordet, hvor Flakonerne stod aabne, hulter til bulter. Hun havde febrilsk ?dslet med alt deres Indhold.

-Den unge Greve har v?ret tidlig oppe, sagde Pigen. Han red ud Klokken syv.

Ellen blev bleg ved at h?re hans Navn, og hun f?lte, at hendes Hjerte bankede st?rkt.

-Ja-saa. Red han ud ... sagde hun. Og i det samme blev hun bange paa ny ... Hvorfor var han redet ud? Saa tidligt-netop efter Ballet, saa tidligt.

-Hvorfor var han dog redet ud? Havde han-hun turde ikke t?nke ud.-Gode Gud-om ogsaa han ...

Hun f?lte en vanvittig Skr?k, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme

Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde v?ret saa besynderlig

iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det

Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud-hun rev Kjolen ud af

Kammerpigens H?nder-fik den paa-hun maatte se ham straks.

Da hun gik ned ad Trappen til Dagligv?relserne, sk?lvede hun, saa hun maatte holde sig ved R?kv?rket. Hun standsede udenfor D?ren og trykkede Haanden mod sit Bryst.

Hun turde ikke gaa ind.

Saa saa hun Carl sidde strakt i en Gyngestol: God Morgen, sagde han.

Naa-De har saam?nd sovet godt.

Hun var stanset bag hans Stol, angst for at sé hans Ansigt. Da han vendte sig, greb hun for sig: Saa vidste han intet. Hun satte sig, Angsten havde gjort hende svimmel: Ja, sagde hun, jeg har sovet l?nge.

Hun var endnu stakaandet: Og De har v?ret ude at ride, sagde hun, saa tidligt.

-Ja-jeg vaagnede og havde alle Valsene i mit Hoved ... Saa syntes jeg, det kunde v?re ganske rart ... Der var deiligt paa Langelinie.

De talte om ligegyldige Ting, indtil Carls F?gtel?rer kom for at give ham en Time.

Ellen satte sig hen at spille. Hun hamrede Rubinstein efter Rubinstein uden at t?nke. Bare der var St?i om hende. Indtil hun var tr?t af Larmen under sine egne H?nder.

Saa sank hun sl?v sammen, og sk?d alle Tanker bort. Hun t?nkte dette eneste i Hovedet: Han ved det ikke. Han ved det ikke, og hun f?lte en tung Lykke.

Men Tankerne begyndte igen at kredse om Carl, og hun aabnede et Album for at sé hans Billede. Pludselig kom hun, til at huske det lille Maleri i den Citrontr?skapsel, og hun gik ind for at s?ge det. Det stod paa det gamle Sted, og hun aabnede Kapselen og betragtede Billedet.

Hun huskede den f?rste Aften, hun havde set dette Billede: hun havde siddet med det timevis i sine H?nder.

Hun tog en lille Kniv og skar Maleriet ud med sky Hast; hun saa slet ikke paa Moderens Portr?t, kastede det og Kapslen ind i Ilden: Urne vil ikke l?gge M?rke dertil, sagde hun. Han har glemt det.

Hun stirrede paa Kapslen, der br?ndte, og hun gemte Carls Billede nede paa sit Bryst. Lidt efter tog hun det ud igen, kyssede det og gav sig til at gr?de.

L?nge gr?d hun en stille Graad.

* * * * *

Dagene gik.

For Ellen et Feberliv.

Snart med Febrens tunge Blyblund som dorske Tankecirkler om den samme

Ting. Snart med springske Pulses Hast som Attraa, der kvaltes under

Angster.

Dag efter Dag blev hendes Tanker f?rt ulidelig i den samme Ring, Time efter Time sl?bte hendes Angest sig tild?de i de samme Sp?rgsmaals endel?se Tvivlsmaal. Indtil alting blev som Dagregn over Stepper, vidsket ud og forml?st graat i graat. Saa hylledes hun i sin egen Tr?stesl?shed. Indtil Tankerne igen br?d op som et evigt Tog af vingeskudte Fugle, der forbl?dende fors?gte Flugt. Og altid slog paa ny de samme Sp?rgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sj?l.

Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sl?ve

Kummer; og hun stirrede kun saa s?vnigt paa sin egen Fortvivlelse.

Ja-dette var det urimelige. Dette var det hensigtssl?st urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Gl?de i en Tilv?relse uden Maal. Hun var flygtet herhen til noget neutralt; som til det, hvor ingen Uret kunde ske. Og tusind Gange, naar hun havde gl?det sig ved hans Lykke, havde hun sagt til sig selv:

-Mod dette Menneske g?r du kun godt.

Og det havde v?ret hendes store Fryd i lang Tid.

Hun vilde eie et Menneske, mod hvem hun kun gjorde vel, og ingen Skygge af Uret og ikke Gnist af Ford?rv skulde komme til ham fra hende.

Og saa var det blevet denne R?dsel til Fortvivlelse.

Saa kunde det altsaa komme saaledes, og det unaturligt forf?rdelige kunde f?des um?rkeligt af det, vi vilde bedst. Thi det var jo kommet um?rkeligt. F?dt af den evige N?rhed, vokset st?rkt under de k?lne Ber?ringer, modnet i K?rtegn, hvor Driften laa halvvaagen.

Og hun spurgte sig igen og igen, naar det dog var sket, og hendes Tanker, der s?gte, fandt ingen Skillerum, og hun vidste ikke, naar hendes Venskab var blevet til Forbrydelse.

San vaagnede hendes Fortvivlelse paany, og snart blev den Trods, der ryddede alle Mure og spurgte om, hvad der var Lov, snart sm?g den sig saa myg i angerrig Forsagelse.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste

Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt.

Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skr?mmet

med hans R?st. Nu var hun hjeml?s i sit eget Liv.

De maatte skilles.

Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens

Elendighed.

Da tog hun hans Billede frem fra sit Bryst, og hun betragtede ham l?nge.

Og hun sagde paany:

Nei-han skal aldrig erfare det.

Og hun kyssede hans ?ine, som hun elskede, og hun p?nsede paa Veie til de tusinde Brud. Men hun fandt ingen, og hun vidste ingen Raad, og mens alle de gamle Tanker kom i uendeligt Tog, sagde hun hj?lpel?s:

-Man naar saa ogsaa han-

Og hun indbildte sig selv, at hun frygtede det, som hun l?ngtes mod af al sin Sj?l.

Mod Carl var hun foranderlig og uens.

Hun var ofte s?rgmodig. Naar de sad sammen, faldt hun hen i lange

Dr?mmerier, og hendes ?ine fyldtes med Taarer.

-Er De bedr?vet? spurgte Carl.

-Ja-lidt, hun fors?gte at smile.

-Hvorfor vil De ikke sige mig hvorfor.

-Nei, min Ven, det kan jeg ikke sige Dem.

Og hun l?snede blidt sin Haand af hans, thi hun led ved hans K?rtegn.

Hun led under dem og hun veiede dem med bitter Nyfigenhed. Naar han tit,

mens hun spillede for ham, trykkede Kys efter Kys, som br?ndte hendes

Blod, paa hans H?nder, sagde hun til sig selv:

-Det er en M?nt, hvis V?rd han ikke kender.

Naar han som f?r hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun:

-Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar.

Og hun led og l?ngtes dog efter denne ?mme Tomhed.

Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han forstaar alt, hvad han har givet mig-den Dag, da han giver alt det samme til den, som han elsker.

Og da vil han hade mig.

Og altid jog det hende lige rastl?st, og Nat efter Nat kastede hun sig s?vnl?s, angstfuld under samme Tankes Pinsel.

-Men han vil ikke huske det, sagde hun. Han vil have glemt det.

Og Tanken om Glemsel voldte hende mer stingende Smerte end selv hans

Had.

Eller hun sagde til sig selv:

-Det er ikke denne ?mhed, han vil give hende.

Og hun vidste, at hun l?i, og hun frydede sig derover.

Men hun led Dag for Dag, og hendes Liv blev tomt og ?rkesl?st og bart, altid i den samme Kredsgang.

Hun blev mager, hendes ?ine mistede deres Glans, L?gen ?ngstedes:

-Grevinden maa v?re syg, sagde han.

-Nej, Doktor, svarede hun, jeg lider kun af S?vnl?shed. Giv mig noget at sove paa, Doktor. Og L?gen gav hende Kloral, som ikke sk?nkede hende nogen S?vn.

Da sad hun en Aften efter Jul alene med Carl i Drivhuset. Hun havde l?nge v?ret taus, og ogsaa Carl havde h?rt op at tale.

Hun lagde begge Armene op paa Marmorbordet, hvorved de sad, og sagde:

-Carl-vilde De blive bedr?vet om vi skulde skilles.

-Skilles? Hvorfor sp?rger De om det?

-Hvis jeg nu reiste bort.

Carl spurgte ikke, han saa forundret paa hende uden at forstaa. Og mens hun st?ttede Hovedet i sine H?nder, sagde hun langsomt:

-Jeg vilde ikke v?re lykkelig. Aa-nei-Dagene vilde blot komme og gaa, gaa og komme-

Hun taug og sad ubev?gelig.

-Og jeg da? sagde Carl sagte.

Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og lav. Lidt efter sagde hun:

-Ja ... det var det bedste.

Han talte ikke mer. Men som et V?ld sprang Taarerne hede ned fra hans

?ine, mens de begge sad i tung Taushed. Og Ellen f?lte en forbitret

Harme mod disse Taarer, som var hans Uforstaaenheds eneste Svar.

Men hun blev og reiste ikke, og der blev aldrig siden talt derom imellem dem.

Et Par Aftener efter kom Vilsac. Han havde ikke v?ret der l?nge. Greven og Carl var i Herreselskab, Ellen var alene og sad i sit Boudoir.

-Jeg kommer for at sige Farvel, sagde Vilsac.

-Tager De Ferie nu-midt i Vinteren? Hvor det er l?nge siden, man har set Dem-

-Nei-jeg er blevet forflyttet.

-Forflyttet-Men De har jo slet ikke s?gt.

-Jo-Fru Grevinde-men ikke talt derom.

-Men-hvor skal De da hen?

-Til München.

Ellen lagde sig atter tilbage: Jeg troede De holdt mer af K?benhavn, sagde hun.

-Ja-jeg har holdt meget af K?benhavn.

Der blev en Pause. De var begge generte. Og for at sige noget sagde

Ellen:

-Men München skal v?re en behagelig By. Overhofmarchalen giver to Gange om Aaret et Bal paa Kongens Vegne.

-Ja, hvor Legationerne har Ordres til ikke at v?re tilstede. Nei-det er egenlig ikke for Selskabelighedens Skyld, jeg gaar til München.

-Naar skal De forlade os?

-Jeg reiser om to Dage tit Paris.

-Og kommer ikke mer tilbage?

-N?ppe.

Vilsac saa mod Gulvet. Deres Mand faar jeg maaske ikke en Gang at sé.

Jeg h?rte, han skulde v?re paa Urnesgave.

-Nei-han er i Byen. Ellen legede nogle ?ieblikke med et Baand paa sin

Kjole. Saa saa hun op:

-Nei-Vilsac-vi kan ikke skilles saaledes. Vi maa tale med hinanden.

Hun reiste sig, og hun talte l?net over Sofaen: Jeg vil savne Dem meget,

Vilsac, sagde hun.

Vilsac rystede paa Hovedet.

-Jo-jeg vil savne Dem og mer end De tror.

-Hvis De faar Tid dertil-

-Jeg har ogsaa meget at takke Dem for, min Ven, sagde Ellen. Jeg véd godt-at jeg har v?ret Dem meget dyrebar, Vilsac, og De har dog tilladt os at v?re Venner. Det g?r meget faa.

-Hvorfor skal vi tale derom?

-Fordi jeg ?nsker det, Vilsac, og fordi jeg vil takke Dem. Jeg véd godt, hvad De f?ler for mig, og saa stor har Deres Respekt v?ret, saa stor Deres Hengivenhed, at vi har kunnet sidde her ved Siden af hinanden, vi to, Aften efter Aften, mange Timer, jeg ikke skal glemme, uden at De nogensinde ved saa meget som et Blik, ved en Sk?lven af Deres Haand til Farvel har bedt mig om mer end jeg kunde give Dem, sagt mig, hvad jeg ikke turde h?re-det faar jeg vel Lov at takke Dem for-

Hun gik et Par Skridt frem og rakte ham Haanden. Vilsac kyssede den uden at tale.

Han gik nogle Skridt og l?nede sig til Flygelet. Saa faar jeg Dem ikke en Gang oftere at h?re spille, sagde han.

-Skal jeg spille for Dem nu? sagde hun. En af Deres Sange.

-Hvis De vilde-

-Ellen satte sig. Hun slog an og spillede en af Chopins polske Sange. Al hendes Vemod l?ste sig op i Tonerne. Hun betragtede Vilsac, hans Ansigt laa i Lys af Lampen: hvor han var d?dbleg. Og mens hun gentog den tungsindige Sang, t?nkte hun:

-Hvorfor har jeg ikke kunnet elske denne Mand.

Hun holdt inde og foldede H?nderne over Tasterne. Og da de havde siddet nogen Tid tause, sagde Vilsac:

-Og De-De bliver her?

Ellen s?nkede Hovedet: Vilsac, hvor skulde jeg vel reise hen?

Vilsac svarede ikke, og i nogle ?ieblikke h?rte de begge Urets Dikken.

-Husker De, Vilsac-sagde hun sagte-at vi en Gang talte om at m?de det urimelige i Livet?

-Ja-De ?nskede det-

Ellen h?rte ham ikke. Hun var meget bleg og kunde n?ppe tale.

Nei-Vilsac, sagde hun og vendte sig, der er ingen L?sning paa dette.

Lev vel.

Hun st?ttede sig til Sofaen og gled langsomt ned paa S?det, Armene laa i hendes Sk?d. Og hurtigt, uden Ord, i fortvivlet Smerte, greb Vilsac hendes H?nder og kyssede dem Gang paa Gang.

Saa gik han.

Lidt efter kom Greven hjem.

Hun h?rte hans Fodtrin gennem V?relserne og for op, hen til Flygelet. Hun holdt af at v?re besk?ftiget, naar hun var sammen med sin Mand. Hun var altid forberedt paa at v?re opdaget, og hun stillede sin Besk?ftigelse op som et V?rn. Hun valgte de m?rkeste Pladser i Stuen, og hun havde visse Stole, hvor hun vidste, man ikke kunde sé hendes Ansigt. Der flygtede hun hen.

Naar han da kom ind, beherskedes hun af en stakaandet Generthed, der speidede efter "Opdagelsen", i hvert Blik. Hun var tit st?iende, en underlig forlegen Ord-Rigdom, hvor altid samme Tanke lammede alle S?tninger:

-Om han véd det-hvis han pludselig sagde: Jeg véd det godt.

Og hun drog f?rst Veiret, naar han var gaaet.

Men der var ogsaa Tider, hvor hun blev besynderlig tungsindig-?m. Hvor hun saa paa ham med et fugtigt og hj?lpel?st Blik, som hos et Barn, der lider stumt. Og hun f?rte lange, sentimentale Samtaler, han ikke forstod, og hun rakte ham sin Pande frem til Kys og sagde:

-Urne-Urne, dog ...

Og han f?lte hendes forskr?mte Hjerteslag, mens hun l?nede sig op til ham.

-Nu slog hun Sk?rmen dybere for Lampen og spillede en Vals.

-God Aften, min Ven. Hun holdt af at have det f?rste Ord ... Var det morsomt?

-Aa-saa som saa.-Hun speidede efter hans Ansigt, mens han satte sig n?r ved Flygelet:

-Nei-intet: og hun h?rte op at spille. Greven slog Benene over hinanden og strakte sig let i Stolen.

-Nei-han var uskadelig.

Hun skiftede Plads, satte sig hen i den lille Sofa og spurgte, hvem der var af G?ster.

Greven fortalte. De talte om forskellige Ting.

-Er Carl kommen hjem, spurgte saa Greven.

-Jeg tror ikke-

-H?r-han skiftede Plads-hvad Carl dog er for en underlig Patron ...

Ellen lo: Hvormed, sagde hun og rettede paa Puden i sin Ryg.

-Aa-jeg mener, dette evige Hjemmestikkeri-oprigtig talt-der er ... ja ... I Damer-han s?gte lidt efter Ordene under Ellens Blik, der saa lige paa ham-forstaar Jer ikke paa Sligt ... men forstaar Du, der er noget-usundt ved ham ...

Han taug, og Ellen ber?rte Pandehaaret med Lommet?rkl?det.

-Jeg tror, han h?nger for meget her hjemme-at han ... forstaar

Du-Greven lo lidt forlegent kort-det er ikke naturligt i hans

Alder ...

-Ja, sagde Ellen, han er besynderlig.

Og Greven kom n?rmere: Han viser jo Dig st?rre Fortrolighed-jeg kender ham egenlig saa lidt ... Du véd maaske noget mere om hans Liv ...

Ellen f?rte de klamme H?nder sammen i sit Sk?d; og da hun ikke talte, sagde hendes Mand, der f?lte sig utilpas og vilde en Ende paa Sagen:

-Begriber Du-jeg vilde n?sten ?nske, han havde et Fruentimmer ...

Han vendte sig. Ellen fandt intet at svare, og der blev en Pause. Greven gik til Flygelet: Tingen er naturligvis, at jeg har kendt altfor lidt til ham.

Og han gav sig til at tale om andre Ting.

Da han var gaaet, reiste Ellen sig. Hun begyndte at gaa frem og tilbage, aabnede D?rene og flakkede gennem Stuerne. Hun r?rte ved alting, slap det igen og gik videre.

Hun gik til og fra, betragtede et Maleri.

-Det h?nger sk?vt, sagde hun, gik frem for det.

-Ja-det h?nger sk?vt.

Hun fandt en Flakon Sherry: Det var hendes

Mand, som havde drukket. Hun h?ldte lidt op. Drak det og gik igen.

Hun flakkede paany, flyttede, pillede, vendte tilbage til Spisestuen.

Der tog hun et ?lglas ud, fyldte det og drak Vinen. Hun saa ikke paa det tomme Glas, men skyllede det og satte det ind igen. Hun skjulte Flasken, der var tom.

Saa gik hun til Ro ved egen Hj?lp og sov.

Den n?ste Formiddag, da de sad sammen i Dagligstuen, spurgte Carl:

-Hvad bestilte De igaar?

-Er De nysgerrig? Jeg havde det meget rart.

-Ja saa.

-Vilsac var her.

Hurtigt: Hr. Vilsac-naar kom han?

-Aa-vel Klokken syv ... Han kom forresten for at sige Farvel. Han reiser.

-Saa ... han taug lidt: Var han her l?nge? spurgte han saa med ét.

-Hvem, k?re Carl.

-Vilsac naturligvis. Hvem ellers?

-Et Par Timer, tror jeg ...

-Naa-ja ... han sv?rmer jo for Dem. Det siger jo alle.

Ellen sad og smilede: Carl-De er dog latterlig skinsyg, sagde hun. Naar jeg nu siger Dem, at Vilsac skal reise ... Han reiser allerede i Morgen Aften ... saa var det dog rimeligt, jeg sagde ham ordentlig Farvel.

Carl sagde ikke mer. Men om Aftenen spurgte han pludselig:

-Tager De ud og siger Farvel til Vilsac?

-Det havde jeg t?nkt.

-Naa-ja, det kunde jeg begribe.

Han sagde ikke mer. Ellen lagde sin Bog bort: Carl, sagde hun. Kom hen til mig.

Carl stod op: Hvad skal jeg.

-S?t Dem her.

Ellen blev ved at smile: Hvorfor er De nu vred paa Vilsac? spurgte hun.

-Jeg er aldeles ikke vred.

Han satte sig, og hun str?g sin Haand over hans Haar. Og meget mildt sagde hun: Nei-Carl-De skal ikke v?re bange.

-Bange? Kan De ikke forstaa det? Han b?iede Hovedet. Det er, fordi jeg synes, jeg ikke er god nok.

God nok-til hvad?

Hans Stemme sk?lvede: Til at De skal holde saa meget af mig.

De taug begge ... han lagde sin Haand paa hendes ... Og afbrudt sagde hun:

-Carl-De véd jo ... Og Blik i Blik sad de atter tause.

Hun f?lte hans Haand br?ndte, og svimmel fornam hun, hans Aande var hastig som hendes.

Saa slap hun hans Haand.

Han lagde sig ned paa Kn?, og de blev ved at sé paa hinanden. Langsomt str?g hun hans Haar.

-Carl, sagde hun-De er saa god ... Men en Egenskab kender De ikke.

-Hvilken?

-Aa nei-og hun sk?d ham bort med sin Haand-det vil jeg ikke sige

Dem ...

-Hvorfor taler De saa tit i Gaader? Det g?r jeg aldrig ...

-Nei, Carl-og hun reiste sig-De er Gaaden selv.

Den n?ste Aften var de paa Bal.

De dansede sammen. Han var stakaandet, hed: de rugede Blik i Blik.

Musiken holdt op: Hvor vi har danset, sagde han.

Hun betragtede ham: hans Blik var muntert. Og h?st sagde hun, i det hun slap ham:

-Nei, Carl, De har intet Mod.

Og atter kom de lange Dage med triste Tankers Snefog over Sj?len. Og hendes Liv var en Flugt fra det, hvorom hun evindelig kredsede, en evig Sp?rgen om det, hvori hun r?ddedes for begge Svar.

Saaledes levede hun.

Greven sp?gte med, at hun ved Bordet drak mest af de tre. Thi Vinens milde D?s glattede alle Tanker ud i bl?d Bevidstl?shed. Saa gik Skumringen, og hun laa hen paa en Chaiselongue, og f?lte i Halvblund sine Tanker tiltaages, mens hendes Hoved blev tungt og v?rkede svagt. Og hun n?d sin egen Omtaagelse. Alt som Aftenen gik, sagde hun til sig selv-thi Lik?rflasken var bragt ind med Kaffen:

-Jeg vil ikke drikke mer.

Og hun kunde skifte Plads og flytte bort fra Flasken der fristede hende, og hun vidste allerede at hun k?mpede. Men lige efter nippede hun igen, sky og ilsomt. Og naar det blev Sengetid, og hun frygtede den forf?rdelige Nat, ops?gte hun som en Tyv en Flaske Vin fra Buffeten, slugte den og gik tilsengs. Hun f?lte Vinen bem?gtige sig hele hendes Legeme og hun fornam med et sl?vt Smil, at hendes Sanser tungt gled ud, og hun k?mpede halsstarrig for at holde en dum Tanke fast i Svimmelheden, indtil hendes Lemmer blev som Bly, og hun sov ind.

Hun bestemte om Morgenen, at hun vilde ikke smage Vin den Dag, og naar Middagen kom, blev hendes Fors?t sl?vt og hun gik paa Akkord om det eneste Glas, og hun drak febrilsk og med den onde Samvittigheds Hast. Indtil Ophidselsen kom, og hun drak mer, og Sl?vheden fulgte efter med bevidstl?s Afm?gtighed.

Og hun tumlede allerede i alle Drankerens Fors?tter og evindelige Fald, og hun begyndte at stj?le sig til at drikke, og hun elskede Ensomheden.

Hun drak ikke mer ved Bordet. Man kunde tro, hun havde Afsky for Vinen; hun n?d kun lidt Bordeaux, blandet med Vand. Og hun holdt af at tale med Afsky om Drik, og en Dag, da hun paa en K?retur med Carl havde sét en d?ddrukken Mand ligge paa Veikanten, blev hun syg af V?mmelse.

Om Middagen, da Carl og hun var alene hjemme, lod hun Vinflaskerne tage bort:

-Jeg kan ikke taale at sé dem, sagde hun.

Jeg taaler ikke Vinlugt idag. Og de drak begge Vand.

Saa drak hun ikke i to Dage. Indtil hun tredie Aften pludselig stod op af sin Seng, listede sig ind i Spisestuen, t?mte en Flakon Cognac, gik tilbage og sov som et Dyr.

Hun begyndte paa sine K?reture at s?ge Konditorierne, og hun drak et Par Glas Portvin hvert Sted til Kagerne, Saa kom hun hjem helt d?sig, sl?bte sig ind i sit Boudoir og sl?ngte sig hen med l?ste Kl?der. Hun laa halve Dage og drev paa sin Sofa n?sten upaakl?dt, og hun blev halvveis sjudsket med sig selv, n?sten urenlig. Men sine H?nder pudrede hun st?rkt, fordi de ofte var klamme.

Men der kom Dage, hvor Fortvivlelsen br?d ud til haabl?s Elendighed paany, og hun forbandede sin Svaghed, og hun sk?ldte sin Last. Og hun var altid sammen med Carl. og hun turde ikke v?re ene og klamrede sig til hans N?rhed.

Der var en sorgfuld Vemod over alt hendes V?sen imod ham.

Hun s?gte at g?re sig ?ldre, hun ?nskede, han skulde forelske sig.

-Hvorfor sv?rmer De ikke for nogen? sagde hun. Det er sundt. Det gi'er

Ens Tanker noget at bestille. De maa se at blive forelsket.

-Jeg ved ikke, hvad det er-jeg har aldrig pr?vet det ...

-Men én Gang maa da det komme, sagde hun. Fors?g det-der er unge Piger nok.

Hun bragte ham sammen med de unge Piger i deres Kreds, hun arrangerede smaa Fester, hvor de unge kunde m?des.

Og naar saa paa Ballerne Carl svang sig lystigt, fulgte hendes Blik, som hun sad blandt de ?ldre, febrilsk hans Vei, og hun led alle Skinsygens Kvaler. Indtil hun pludselig ikke beherskede sig mer og rev ham bort fra den Munterhed, hun havde skabt, og atter tog den Magt, som hun besad.

Men der kunde ogsaa v?re lange Aftener, hvor hun led stille, og hun f?lte sig glemt, mens han tumlede blandt de unge. Og naar de kom i Vognen, fortalte han om den og den, om det Kys, han havde r?vet, og en Haand, han havde trykket under Bordet-thi han fortalte hende alt-saa hun i Vognens M?rke, bleg, bed sin L?be til Blods i skinsyg Fortvivlelse.

Naar hun da kom hjem, berusede hun sig liggende i sin Seng.

Hun gemte Flaskerne i det store Skab mellem sine Kjoler. De tomme

Bouteiller skjulte hun i Drivhuset.

Hun blev raa i sin Last, hun drak helst af Flaskerne.

En Dag til Frokosten var Carl lige kommen hjem fra en K?retur. Han fr?s, saa hans Fingre var d?de.

-Drik en Snaps, Carl, sagde Greven, det varmer.

-Ja-det var ikke saa galt-for jeg fryser ... og han reiste sig for at ringe.

Ellen var blevet ganske bleg: Men-Carl-sagde hun-De forstaar da nok, det er Deres Faders Sp?g.

Greven lo: Bedste Ellen, sagde han, tror Du ikke det store Menneske kan taale en Snaps-

Ellen gjorde en Bev?gelse op til Halsen: Ja, sagde hun, det var ikke det ... men Greven bragte en Flaske Akvavit, Ellen sad bleg og saa paa ham; da Carl f?rte Glasset op til Munden, sagde hun stakaandet: Aa-nei -Carl, drik det ikke.

Greven og Carl lo himmelh?it, og Greven drak selv et Glas. Lugt, sagde

Carl og holdt sit Glas hen mod Ellens N?se. Det er sundt.

-Carl-hun skreg det-lad v?re.

Hun kom til at ryste som i Krampe. Ja-sagde hun. Jeg har aldrig kunnet taale den Lugt.

Greven blev ?ngstelig, k?rtegnede hende og sagde: Du er utrolig nerv?s, min Ven. Jeg ved virkelig ikke, hvad det skal blive til.

Saa blev Ellen roligere, hun tvang sig til at smile: Ja, sagde hun.

Hvorfor skal man ogsaa lade B?rn drikke Br?ndevin? Og de talte om andre

Ting.

Men Lugten fra Glasset forfulgte hende, hun kunde ikke blive den kvit.

Den forfulgte hende i Dage.

Den vakte alle Minder om hendes Fader, om de forf?rdelige K?reture, n?r hun ventede i Vognen udenfor Kroerne. Og hun huskede de ensomme Aftener, naar hun sad oppe og biede, og hun f?lte en lamslaaet Skr?k for hvert Minde.

Hun vidste ikke, hvorhen hun skulde flygte for Synerne, og hun f?lte en ubeskrivelig Afsky. Og bestandig stirrede hun de samme Minder ind i Ansigtet, indtil hun n?sten blev vanvittig.

Hun vilde aldrig v?re ene. Hun k?rte ud, tog i Visitter, gik i Theatret, var sammen med Carl. Og var der ingen, og Carl var ude, pludrede hun med Kammerpigen eller f?rte lange Konversationer med Tjeneren. Hun var aldrig besk?ftiget, hun talte kun. Altid. Vidtl?ftigt om de ligegyldigste Ting, blot hendes Mund aldrig stod. Hendes Tungef?rdighed overd?vede hendes Tanker.

Der var ogsaa Dage, hvor hun tilbragte Time efter Time ved Flygelet. Hun fantaserede, Tonerne kom, hun vidste ikke hvorfra. Men de beroligede, og hun f?lte Lykke ved at spille sin egen Fortvivlelse.

Naar da Carl kom ind, holdt hun ofte op; og hun gav sig til at tale. Minder fra hendes Reiser, alt hvad hun havde levet og sét, flokkedes hos hende; og b?iet frem med H?nderne hvilende paa Flygelet talte hun i br?ndende og ekstatiske Ord, hvor de tusinde Billeder kom.

Og selv fornam hun Talens hede Pragt som en Tropenat med Stjerners Sk?r.

I saadanne Timer vidste hun, han elskede hende.

Og hun gjorde sit V?sen tifold mer duftsvangert hedt, og hun l?ste sin

Magt i hans Blik, og selv laa hun under for sin egen Tales Fortrydelse.

De kunde sidde saadan mange Timer, og hun talte, og-bandt ham saa t?t, saa t?t.

Det blev ofte langt ud paa Natten, inden de skiltes.

En Nat kom Greven hjem ud paa Morgenen og traf dem endnu i Dagligstuen. Lampen var gaaet ud, og de havde t?ndt et Lys paa Flygelet, saa der var halvm?rkt.

Greven blev staaende i D?ren: Er I oppe endnu? sagde han.

Ellen foer sammen: Er det Dig, sagde hun ... Ja-vi sad her og talte sammen ...

... Det er vist blevet sent.

Carl var generet, sagde hurtig "Godnat" og gik. De to blev ene tilbage. Greven t?ndte det andet Lys paa Flygelet og gik taus op og ned. Ellen f?lte den pinefulde Uhygge, tog en Stage og vilde gaa:

-God Nat, min Ven. Det er blevet saa silde.

Hun gik henimod D?ren, og henne fra M?rket betragtede hun atter sin

Mand. Han kom forbi Flygelet, og hun saa i Lyset, han var bleg.

Hun f?lte en feig Angst og turde ikke gaa. Hun blev ved D?ren, spurgte ham om en ligegyldig Ting.

Men uden at svare sagde Greven: Tror Du ogsaa, det er v?rdt, Carl og Du sidder saa l?nge oppe? Han saa henimod M?rket, hvor hun stod.

-Man skal v?re forsigtig med en Natur som hans.

Ellen fik Mod til at lé: Du mener-

Greven talte ikke mer. Der blev en Taushed, hvor Ellen h?rte sit Hjertes

Slag. Saa vendte hendes Mand sig.

-Godnat, sagde han. Og-han fr?s-saa er her ovenikj?bet hundekoldt, saa man bliver fork?let af at sidde her, og kan faa en Svindsot paa Halsen-

Nogle Dage saa Ellen neppe Carl: Hun tilbragte Dagene ude, Aftnerne i

Theatret. Indtil Erindringerne om Faderen kom igen og hun pintes paany.

Tilsidst stod hun op en Nat, aabnede Tjenernes Buffet med en falsk N?gle og drak i et Drag den Br?ndevin, hun fandt.

Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab.

Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen h?rte tr?t til, og hendes ?ine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som laa i hendes Sk?d.

Hun gjorde et Par Sp?rgsmaal hen i Veiret, h?rte ikke efter Svarene og rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede.

-Det er godt, sagde hun. Tag den bare.

Han st?ttede Hovedet i sin ene Haand, og hendes Tanker var langt borte. Pludselig m?rkede hun, at "Jomfruen" var der endnu: Er der mere, spurgte hun.

-Ja-Deres Naade-der var en Ting, jeg gerne vilde sige Deres Naade.

Ellen lod atter Haanden falde ned: Og det er, spurgte hun.

-Det g?r mig ondt-meget ondt ... men der maa v?re en Tyv her i Huset.

-En Tyv, Jomfru Svendsen? Ellen saa op: Hvad skulde han stj?le?

-Der er i den sidste Maaned blevet stjaalet baade Vin og Br?ndevin-og det maa v?re En i Huset ...

Ellen havde l?net Hovedet tilbage. Hendes ?ine sk?d hastigt to Lyn op mod Jomfru Svendsen.

-Og hvem har De mist?nkt?

-Det ved jeg ikke, sagde hun. Men vi kunde l?gge Vagt i

Buffetv?relset-det er bestemt om Natten, der bliver stjaalet.

Grevinden var distr?t og stirrede frem for sig: Ja-sagde hun-De kan jo l?gge Vagt derned.

Og lidt efter. G?r som De vil.

Jomfru Svendsen gik.