Chapter 6 No.6

B?rnene havde h?rt op med at lege ved N?rup K?r, og Aftenklokkerne havde lydt over Engen. Det sidste Sk?r af Solen sluktes over Thorsholm Skov, og den b?lgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og Ellen m?rkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og tilbage langs Engveien.

Den unge Pr?st havde talt l?nge og varmt, nu gik han taus ved Siden af Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev staaende bestandig uden at tale og med ?inene mod Jorden, sagde Holm lavt og m?isommeligt.

-Har jeg da kr?nket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?

Ellen l?ftede Ansigtet, og han saa, at hendes ?ine var fulde af Taarer:

Nei, Holm, nei-men hvorfor har De talt?

Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten af, Haaret laa kl?bet til hans Pande.

-Hvorfor? Tro mig-ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde Haab. Jeg har aldrig v?ret dum nok til at n?re Haab. Jeg har vidst det fra den f?rste Dag, at min K?rlighed var ulykkelig og tabt-det maa De tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde v?re, dette Venskab fra Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar De-hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ...

Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedr?vet som f?r sagde

Ellen:

-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?

-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke v?re Venner ...

Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og s?rgmodigt. Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, sk?lvede af undertrykt Bev?gelse.

-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor d?ber man dog altid Egoisme med K?rlighedens Navn? Jo-Egoisme. Thi De vidste jo dog, at dette Venskab var for mig noget dyrebart og k?rt. Og dertil tog De ikke Hensyn-De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at K?rligheden handler saaledes: K?rligheden har ingen Tanke uden paa sig selv ...

-Ellen Maag-det har jeg ikke fortjent ...

-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu-men sagde De ikke selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil, Holm, til dette idag? Thi K?rligheden kommer ikke paa én Dag og f?des ikke paa en Time-og er den uden Haab og faar den ingen N?ring-og jeg har aldrig n?ret Deres K?rlighed-da kan man k?mpe med den og man t?r ikke l?gge sig villiel?s ind under dens Aag. Men De har hyllet og v?vet Dem ind i Fantasier-jo Fantasier-og ?nsker-indtil nu, hvor De lider -Jo, Holm, Fantasier-

-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var n?sten tredive Aar, da jeg m?dte Dem-tredive Aar og kendte ikke andre Kvinder end min Moder-Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og mit Liv-alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem og elske Dem og forgude Dem-aa, saa vanvittigt forgude Dem-Og saa kalder De det for en Fantasi ...

Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.

-Jo, Fr?ken Maag, saadan maa vi skilles.

Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt, mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min K?rlighed-og én Gang skal De vide, at jeg dog har v?ret Mand og elsket, som alle de andre. At der var ikke det ?ieblik, hvor ikke Deres L?ber var mig en Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke t?rstede efter Deres Kys, ikke den Dag, hvor jeg ikke var vansm?gtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog-dog er det bedre saadan ...

Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af hende. Da sagde han tonl?st og standsede:

-Og nu-gaar vi hjem.

Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.

-Holm, tag dog min Haand.

Han tog den mellem begge sine H?nder, som sk?lvede, og med et dybt Suk b?iede han sig og kyssede hendes Haand.

-Lev vel-hviskede han.

* * * * *

Saa var altsaa ogsaa det forbi.

Ellen havde ladet t?nde Lampen i det ?stre Taarn, og Tjeneren havde bragt The. Men hun havde ikke r?rt den. Distr?t og hvilel?s var hun draget rundt i V?relset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude; skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.

Nu sad hun lige under Lampen med H?nderne begravet i det opl?ste Haar, og hun m?rkede ikke K?ligheden fra Terrassen eller Natsv?rmerne og Uret, der l?d hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distr?t som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter tilbage i sit forstenede Dr?mmeri.

Det var altsaa forbi-ogsaa det. Og-hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man v?nnede, man v?nnede sig til alt.

Jo-Vanen glattede Livet ud ... hun havde v?nnet sig til meget.

Til alt-til alt-var hun vant.

Hun smilede: Ogsaa til Sk?ndslen.

Mens hun sank dybere sammen i Stolen, t?nkte hun paa sit Livs Taagedag.

Hun havde kun en Tanke den Dag, da D?ren havde lukket sig efter Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater r?mmer, naar Fjenden er over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik hun til Veile.

Men da Vognen var forsp?ndt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede D?ren efter sig og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Pl?ner, Skov og Marker.

Og bleg og hj?lpel?s foran denne Have, l?ftede hun Armene i afm?gtig

Kummer ...

Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opl?sning. Men hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede om Morgenen efter en lang S?vn, tung som et Mareridt gik hun ned i "Moders Lysthus" og laa der i en D?s, f?lesl?s som en Besvimelse. Hun fors?gte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun laa og smilede ved en Erindring om sin K?rlighed.

Hun kunde n?vne hans Navn saa bl?dt og l?nge.

Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin

Bed?velse.

Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange Efteraarsdage dumpt tungsindig og ?rkesl?s i de raakolde Stuer, hvor hun ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den sn?vre, livl?se Gade, og h?rte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit tr?stesl?se Liv.

Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i

Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde

Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her

skulde Aarene komme et kv?lende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for

Tomme-

Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da gr?d hun timelang afsindige og meningsl?se Taarer, og magtesl?s truede hun ad sine Dages Taageh?r.

Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring gled det atter Dag efter Dag.

Sand-Sand-Sand-

Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sj?ll?st. Det blev til et M?rke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig for alt andet. Intet havde V?rd-slet intet.

Hvad var vel dette h?ieste, for hvilket hun havde givet sig hen?

Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt k?bte man saa lidt.

Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de var L?gnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin Pessinisme ligesom en Fodskammel, der l?ftede hende over M?ngden.

Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.

De livl?se Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede

Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilv?relsens

Behageligheder. Og hendes K?rlighed til alt dette raffineredes. Det var

det sj?ldne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.

Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind d?de, og den Formue han efterlod sig, var st?rre end nogen anede. Ellen blev pludselig mere end rig, Renterne af den stort Kapital tilfl?d hende uafkortet. Hun kunde handle, som hun vilde.

Et Par Maaneder efter d?de Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig

Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.

Hun lod da Thorsholm restaurere og alle V?relser istands?tte. Hun havde ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det ?stre Taarn en Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes M?nstre. Hun polstrede sit Boudoir som en ?ske, og over udfordrende Divaner lod hun Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny V?rdighed paa de kapitonerede V?gfelter.

Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens Anl?g. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange; midt i Anl?get et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav den franske Have.

Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens

Yndlingssted.

* * * * *

Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsl?w, Arkitekten, og sk?rmende mod

Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.

-Hr. Winsl?w, sagde hun, De d?mmer uden at forstaa. Hvad De kalder aristokratiske Fordomme er en Races n?dvendige Meninger. Jeg anser mig virkelig ikke for bedre men for anderledse end-end ... Demokraterne. Jeg f?ler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel imellem os ...

-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?

-Ved Opdragelse, ved Indtryk-ved alt ... Jeg for Exempel.-Jeg husker en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han talte ... Robinson levede ene paa en fremmed ?. Jeg har levet og modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forf?dre, som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil sige at v?re omgivet af sin Sl?gts V?rk, Arbeide; at v?re omringet af dens Skygger, at m?de den ved hvert Skridt ...

Ser De, sagde hun, og standsede-De har aldrig vidst, hvad man f?ler blot ved Dag for Dag at m?de de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den har istandsat det, den det ...

-Og den ?delagt det ...

-Vist saa ... men selv den, der ?delagde, levede her, besad dette.

F?lelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig-hos de

bedste af os udvikler den F?lelsen af vort Ansvar. Den g?r dog

Aristokraterne til f?dte F?rere i Samfundets evige Strid: De f?ler baade

Besiddelsens Lykke og dens Pligt.

-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort

Aristokrati?

-Jeg mener, min k?re Winsl?w, at De ogsaa der d?mmer hastigt ... "Vort

Aristokrati"-jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen

... De trak sig ud af det hele-og netop de dygtigste, fordi Frederik

VII saarede mer end deres Standsf?lelse nemlig deres Takt ... saa blev

de hjemme ...

-Og blev ikke klogere, Fr?ken Maag.

-Det er sandt. Deres Horisont blev sn?ver. Naar et Aristokrati har en d?d Tid, maa Horisonten blive sn?ver, det ligger i Sagens Natur. Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg sagde f?r, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa mig, Huset, de store Tr?er i Haven, Billederne i Riddersalen-alting ... Jeg s?gte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa ... Den havde v?ret Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet-eller tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent Kongen, Landet, om De vil ... Sl?gtf?lelsen f?der det n?ste hos os: Patriotismen ...

Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ...

-Maaske-jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men ... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en Republik, naar den var deres F?dreland ...

Ellen talte sig varm:

-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv, af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder det for Sn?verhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv sn?vert-sig mig saa, tror De ikke paa den anden Side, det samme Liv-Livet her-og hun pegede rundt-g?r mange F?lelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.

Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.

Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor Br?dkampens Smuds, Hr. Winsl?w-men det er en Lykke, og denne Lykke er det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg aldrig kunde nedlade mig-Handlinger, jeg aldrig kan forstaa-det er dem, som l?gger ... l?gger Mile mellem mig-og disse Folk.

Ellen l?nede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i

Vandet.

Winsl?w betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven, fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.

-Ja-sagde han-De passer til dette Billede.

Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde vadet i Bassinet.

-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.

Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:

-De maa, naar De d?mmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opm?rksomhed-i andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ...

-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at g?re sig g?ldende. Man har fra F?dselen et Fodstykke ...

Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en B?nk og sagde:

-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere ... De bedre Kr?fter blandt dem tager fat. Men husk, der skal n?sten som begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid meget at bestille-det maa man f?rst tage sig af ... Siden vil det andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa begynde et Sted for ikke at g?re det hele snavs ...

Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsl?w, De er blevet saa taus?

-Hebraisk-aa nei-det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af 10,000 lever i-

-Ja-det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis jeg ikke havde haft min Sl?gt til Rygst?d. Jeg har haft den til at leve Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa d? som Aristokrat ...

-Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ...

Ellen reiste sig, og Hr. Winsl?w fulgte ...

* * * * *

Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes F?lelse af Ensomhed gjorde hende dertil og mer og mer-dyrkede hun sig selv.

Hun gik ikke kl?dt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsl?se, hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes sk?nne Legeme. Men denne Sk?nhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Sk?nhed henvendte sig ikke til nogen.

Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Ur?rlighed.

Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var Musik, hun havde givet sig til ?ve, og hun gav sig til at uddanne sig med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Br?d ved Pianoet. To Aar havde hun modtaget Undervisning af en udm?rket udenlandsk Mester, en af Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne Vejledning. Hun l?rte meget af sin L?rerinde, og de delte i Musiken ganske samme Smag.

Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det febrilske og nerv?se. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein og Liszt.

Undertiden kunde det derfor h?nde, at en eller anden fremmed, som f?rste Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herres?der, faldt i en maabende Forbauselse, naar V?rtinden ud paa Aftenen bad sin G?st at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at spille-al denne m?rkelige Musik.

Thi denne Fr?ken Maag havde n?sten indjaget ham Frygt. Saa fjernende havde hun hilst ham i sin ur?rlige Sk?nhed, saa lidet havde hun set hans beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet b?iet paa den slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man f?lte Trang til at vige og at b?ie sig, hvor hun kom.

Men var den fremmede ung, kunde det saa h?nde, at han, mens Rubinstein

tonede fra Strengene, n?rmede sig Flygelet og begyndte at vende

Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distr?t og b?iet frem kom

Ellen saa n?r, at han strejfede hende ganske let.

Men da beh?vedes kun en eneste Fjernelse af dette m?rke Haar, for at han skulde huske sig om og vende Bladet i ?rb?dig Afstand med en Haand, der rystede en lille Smule.

Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet k?be i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer og den sovende Endymion. Og viste hun sin m?rkelige Samling til en eller anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne N?genhed.

Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i

Paris med Rigsgrevinden.

* * * * *

Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet til N?rup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i hendes Liv. Luften var saa bl?d der i Pr?stegaarden med sin Have, der st?dte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid modtog hende med et glad Smil. Den unge Pr?st spillede Violin. Og saa Sommeraftener, naar D?rene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med sine Takker l?ftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og Haydn, da f?lte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme bl?dere og hendes Ord mildere,-thi de talte alle mildt og d?mpet i disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Str?mpe, og B?rnenes Stemmer l?d fra Kirkegaarden.

Saa kom det iaften-

Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:

-Ser De, Holm, jeg vil g?re min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde v?re et Bedrag. Hvad De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig, jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,

for jeg holder saa meget af Dem. Men ?gte Dem-det kan jeg ikke. Den, jeg skulde ?gte uden K?rlighed, han maa v?re mig helt ligegyldig. Lev vel-bestandig vel.

Ellen.

Hun sad l?nge, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu de tre Ord:

-Glem mig ikke.

Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget paa den samme Plet.

* * * * *

Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognr?kkerne standsede. Man h?rte Kuskenes Raab der strammede T?ilerne og Betjentenes "Avancez-avancez", som l?d skarpt gjennem Spandenes St?i. Hestene rasler med Skaglerne og under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige R?kke ubev?gelig med Vognenes skinnende Flader og S?lvbeslagene, der glimter lige som Lyn.

-Ser Du Fyrstinden af Serbien-der i Victoria, siger Grevinden.

Carolhausen finder hende saa smuk.

Ellen l?ftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet er smukt, siger hun.

Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres

Kautschukhjul, og l?net tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte

Bev?gelse. Hun kniber ?inene t?t sammen for Solen og h?rer kun

d?sig Selet?ienes evindelige Raslen og Blads?lgernes Raab:

Figaro-Gaulois-Figaro!

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende S?lv.

Man hviler tilbagesl?ngt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man

Parasollernes Silketag i en lang Linie.

Vognene glider den ene efter den anden, i en lang R?kke. Under Kastanierne rager Tjenerne op, ubev?gelig, paa de h?ie Bukke, ranke og med korslagte Arme.

Ellen h?rer under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra Rotunden, og hun aabner ?inene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.

I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke bl?ndende i Solen, mens i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.

Ved Udgangen af Alléen opstaar en ul?selig Tr?ngsel, og man standser paany. Man b?iér sig ?ngsteligt frem over Vognd?rene og taler hurtigt fra Vogn til Vogn.

Ellen bliver liggende i sit Hj?rne uden at r?re sig, gjemt bag sin

Parasol.

-Fyrsten, siger Grevinden.

Ellen reiser sig en Smule og r?kker sin behandskede Haand ud over

Vognd?ren.

-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?

Fyrsten bukker. Ja-Ismail er syg.

-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget imod at gaa hjem gennem Parken?

Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.

-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?

Fyrst Sch?naich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen s?tter sig i

Bev?gelse om Springvandet, b?ier han med Ellen og Grevinden bort fra

Rotunden og dens St?i.

De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.

-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilh?ire for Rotunden?

-Ja med Vand. Forf?rdeligt. En fuldst?ndig Spr?ngning af Hjernen.

-Og man sagde, det var en lille Blondine ...?

-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende-lille, rund; med en Opstoppern?se og lidt fremstaaende ?ine. Laa paa tredie Sky tilvenstre-i Orfeus-

Jo, hun havde forresten godt set hende-en lille, fr?k Tingest-i

Trikot.

-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person-

Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak

Parasollen efter sig.

-Han har vel elsket hende, sagde hun.

-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun overlegent:

-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.

Maaske-Ellen smilede lidt-Det er forresten et besynderligt Emne, men-Maaske betaler de fleste M?nd nok uden at elske-men der er vel ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker-Prins de Silvas-Stakkel-har vel h?rt til dem ... Han b?r undskyldes; han var saa ung.

Ja-lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Sch?naich.

-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen-Ellen saa paa Fyrsten nu og da-Lidenskaben nogensinde ser paa dens V?rd, man elsker? Saa tror jeg desv?rre ikke, der vilde findes saa megen K?rlighed i Verden. Nei-det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar-og hun saa lige paa Fyrstens Ansigt, mens hun talte-f?rst Skammen, der lever l?ngere end Lidenskaben-

-Skammen?

Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede hende ikke. Men Sch?naich gik n?rmere hen til Ellen og talte d?mpet, da han sagde:

-Skammer sig og-h?rer op at elske?

Ellen h?rte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.

Bag dem spurgte Grevinden h?it:

-Og hun-Damen-hvor er hun nu?

Sch?naich vendte sig:

-Paa Skyen-tilvenstre-i Orfeus-med sin Trof?: Hjerneskallen.

-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa v?re meget utaalmodig for at dr?be sig af ulykkelig K?rlighed. De fleste venter ...

-De mener til det er gaaet over.

-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.

Samtalen skiftede. Ellen beundrede Tr?grupperne paa Pl?nen.

-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.

-Og imorgen skal jeg dog reise!

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.

Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu-

-Ja-tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et lille Skrig.

-Hun var n?dt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa, det gjorde virkelig ondt.

-For Himlens Skyld-hun havde da ikke forstuvet sin Fod-

-Aa nei, det var ingen Ting-Det gik nok strax over ... Ganske bestemt, naar hun blot maatte st?tte sig ... saadan ... og han ikke-hun saa op-vilde blive vred-om hun-hang lidt tungt paa hans Arm ...

-Nei-han blev ikke vred-om hun blot vilde st?tte sig rigtig fast ...

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Tr?erne, mens Grevinden trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét v?k. Sch?naich svarede en Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at h?re; Ellen gik taus; og naar hun l?nede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa n?r, at hendes Haar streifede hans Skuldre ...

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun d?mpet og pludselig:

-Hvorfor reiser De?

-Fordi jeg maa-

-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Sch?naich b?iede sig, og med Ansigtet ganske n?r mod hendes, sagde han h?st og hurtigt. Ellen-hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem-og dog aldrig forstaa mig? Aldrig-kun pine mig-derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt.

Hun slap Sch?naichs Arm og satte sig paa en B?nk under Tr?erne.

-Hvis det ikke bliver bedre-sagde Grevinden-hvad skal vi dog saa g?re med Tableauerne?

-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem at se, inden jeg reiser.

-Og-Ellen lo-De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

-Nei-det vil blive en Overraskelse ...

-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.

Der k?rte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde hellere k?re ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vognd?ren og trykkede

Sch?naichs Haand varmt:

-Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen l?net tilbage i S?det med et forn?iet Smil.

* * * * *

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, h?rer man gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne f?rer i store Huer. De sidder midt i Salen t?t op ad hinanden i stort Toilette. Og V?gspeilene, der er let duggede af Heden, for?ger et Virvar af Profiler, r?dblonde Nakker, Buster og Kniplinger, h?ftede med Brillantagraffer-i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips og Buketter i Knaphullet. R?kken af deres skinnende Skjortebryster naar n?sten helt op til Fort?ppet.

De h?rer mindre: de staar distr?t, mens deres Blik forvilder sig i

Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,

snart ved et Par slaviske ?ine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts

Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bev?ge sig i en befriende Bev?gelse, og der bryder l?s en h?i, forvirret Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder tr?nger Herrerne sig dristigt ind mellem R?kkerne, og deres sorte Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der b?ies sammen ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Sch?naich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste R?kke sm?gter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forh?ngene, og han gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret St?i i Baggrunden af Salen, klinger Hornene st?rkere, og T?pperne glider langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens D?mring bliver Dag, l?ftes og spr?nges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem dem, i straalende Lys, ser man med Buen l?ftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang b?iede M?ndene sig frem

Skulder imod Skulder for at se, og ubev?gelige i S?derne stirrede

Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Sk?nhed, der lyser af Glans, l?ftes vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorst?rke Skuldre, Bryst og Arme blottet,

Benet tegnet fast under Stoffets bl?de Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandel?s foran denne Sk?nhed.

Og da de r?de Forh?ng atter glider frem sidder man endnu med tilbageholdt Aandedr?t og taus.

Paa Fyrst Sch?naichs Pande var Sveden sprungen frem-

* * * * *

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser l?nge. De har endnu ikke talt sammen f?r Dandsen, men mens de valser vuggende og bl?dt, hvidsker han til hende. Maaske hun ikke h?rer, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi og den underlige b?lgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men hun smiler og m?der under Dandsen hans ?ine, hvis Pupiller glindser.

-Sch?naich, jeg er tr?t.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende l?gger hun sig tungt ind i hans Arme, som hun f?ler sk?lve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad

Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt ?de i L?sesalene, som laa halvm?rke med Sk?rme over alle Blus, og man h?rte ikke anden Lyd end Gassens Kogen og hendes Kjoles Raslen over T?pperne.

Hun l?ftede Portieren til et lille Kabinet ved Siden af L?sesalene. Her er godt, sagde hun. Gik ind og satte sig i Hj?rnet paa en Puf, stillet under en Gipsappollo og nogle store Palmer.

-Hvor her er k?ligt. Hun tog sit Sl?b til Side og gjorde Plads for Fyrsten, og da han blev ved at v?re taus, spurgte hun: Naa-var jeg saa ikke smuk?

-Ja-De var smuk, sagde han.

Der var atter stille. Fra Balsalen h?rte man Trinene af den evindelige Vals og et Par Violintoner af en bl?d Takt. Pludselig reiste Fyrsten sig og skubbede Skodderne for Vinduet op. Han blev staaende nogle ?ieblikke med Ryggen imod hende, saa vendte han sig:

-Se, sagde han.

Der var ganske m?rkt paa denne Kant af Haven. Men ude i Dunkelheden saa man de store Busketter rage med deres Skygger op mod Himlen, og fra Alléens Tr?er steg Kastanieduften op fra M?rket.

Ellen reiste sig, og de saa begge ud; begge sk?lvede ved det samme

Minde. Og betaget hvidskede Sch?naich:

-Ellen, De maa jo huske det.

Ellen Maag var meget bleg; hun b?iede Hovedet.

-Jo, sagde hun, jeg husker.

Hun satte sig igen. Og vendt imod hende sagde Fyrsten:

-Saa ved De ogsaa, at jeg elsker Dem endnu. Han kunde ikke se hendes Ansigt, men pludselig fik han Mod og han lod sig synke ned ved Siden af hende paa Sofaen.

-Ellen, sagde han, lad mig tale, jeg be'er, og hindre mig ikke? Faar jeg ikke talt, vil jeg kv?les, faar jeg ikke talt-aa jeg ved slet ikke, hvad der h?nder. De ved jo, Ellen, at jeg elsker Dem-men hvorfor piner De mig saa, som nu-at jeg aldrig, aldrig hat elsket andre-men hvorfor vil De saa ikke h?re mig? Sig mig det, sig mig, hvorfor.

Ellen Maag havde leget med sin Vifte. Nu saa hun op.

-Véd De, hvor jeg led, da De reiste? At alt mit Liv kun var L?ngsel og

Fortvivlelse-Ellen, Ellen, og saaledes elsker jeg Dem endnu-

Han lagde sig ned foran hende, og han talte h?st.

-Saa vanvittigt elsker jeg Dem, saa vanvittigt at der var intet, jeg ikke kunde g?re, intet-ingen Forbrydelse jeg ikke vilde begaa-intet om De kun kunde elske mig-

-Og Deres Hustru?

Sch?naich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes F?dder.

Han taug lidt. Og Ellen, der ventede st?ttet til Statuen, h?rte Musiken d?mpet, og St?ien af de Dandsendes Trin.

Saa sagde Sch?naich:

-Men nu er hun d?d.

-Og jeg elsker Dem, Ellen-

... Ellen svarede ikke.

-Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres K?rlighed.

Der fl?i et pludseligt Smil over Ellens forstenede Ansigt, og idet hun slyngede Viften imod ham, sagde hun:

Làche!

Og gik.

* * * * *

Ellen forlod kort efter Spa. Hun var i Paris og i Italien og ud paa Efteraaret vendte hun hjem til Danmark. Hun tog Ophold i K?benhavn og var "Saisonens" L?vinde, meget omflagret og med flere Beilere. Men ud paa Vinteren valgte hun af dem alle den ?ldste og den fornemste, og om Foraaret blev hun gift. Lehnsgreven var n?r de treds, men han havde over sig det Sk?r af fuldendt Fornemhed, som udsletter Aarene. Han havde megen Verdenserfaring og alle Europas fornemste Ordener, som han ?rlig havde fortjent, siden han idetmindste uden Uheld havde balanceret paa de fleste Hoffers bonede Gulve. Da han trak sig tilbage som Konseilpr?sident-en Stilling han r?gtede l?nge ved at tale lidt og ved at paal?gge Respekt ved sin fornemme Ro-havde man ?nsket at sk?nke ham vor h?ieste Hofcharge. Men han afslog.

En fremmed overordenlig Afsending havde en

Gang sagt om Lehnsgreven, at han var Danmarks eneste Hofmand.

Med denne Mand, der havde en voksen S?n af f?rste ?gteskab, giftede

Ellen sig. S?nnen havde hun ikke set; han var i Udlandet.

* * * * *