Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. F?r havde skiftevis

en Jens og en J?rgen Maag-de to var Sl?gtens Yndlingsnavne-fra

Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til

Fjorden, og ?tten havde h?rt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter ?re havde Sl?gten altid v?ret, og ydre Glands elskede de. S?nnerne holdt til ved Hove, og D?trene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa til Udlandet drog de-de yngre B?rn-og man havde ofte h?rt Ry af dem baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Sl?gten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. H?it var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa h?it, at Landet styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han dybt: ?xen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Sl?gtens krusede Mund og store tungsindige

?ine.

Velhavende var hun ogsaa-Maagerne var endnu rige-og Ellen havde haft

Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende

hjemme. Saa h?ndte det en Sommer-da Jomfru Maag var tredive Aar-at

Kongens yngste S?n paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Bes?g paa

Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa

Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter G?stebuddet gik Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det m?rknede. Saa, naar Natten faldt ind, og G?sterne s?vnigt br?d op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante

Gang, og Sommer blev H?st, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.

Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst

lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes

Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Sl?gtsagn.

Men forf?ngelig og pragtsyg havde hele Sl?gten v?ret og en egen T?rst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med ?tten: snart bortsolgtes en Skov, snart afh?ndedes et Stykke Jordegods, for stort skulde det stadig v?re paa Thorsholm.

Christen Maag ?dte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, og da han kom hjem, lidt f?r den store Revolution, var han en forarmet Mand. Hans franske Tjener, en ung Kn?gt, som han havde fisket i Paris, og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, t?ttede for Vinduerne i det ?stre Taarn: og han polstrede V?ggene med alle Husets gamle T?pper-Maag var blevet sv?rt kuldsk?r i Udlandet-og pakkede ud en M?ngde Billeder af n?gne Hyrdinder, som sov paa Silkepuder, eller legede letf?rdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag de polstrede V?gge med de k?lne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sort?jet Marketenderske, som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en k?n Karl endnu, og som altid havde en Flaske Cognac staaende i K?kkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa l?nge siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en Erotik, der vel n?rmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men som alligevel f?rte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

?gteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets

Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og hul?iet, og hendes

Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun kr?b op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet l?net til V?ggen og H?nderne om sine Kn?. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes L?ber hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han kalde flere Gange, f?r hun h?rte det; eller hun vendte Ansigtet om imod ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr. Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ub?ndig Lunefuldhed, der sv?lgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den ?de Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde v?ret gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun d?de strax efter F?dselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en S?n, Han fik Navnet

Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sj?ldent og S?nnen syntes ham helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste L?rdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fort?lle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i Versailles. Han veiede sj?ldent saa n?ie sine Ord, Jacques, og det var oftest l?ierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at h?re.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til-indtil han faldt i S?vn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, d?de Christen Maag. Drengen s?rgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskr?mt og uhyggelig, saal?nge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften f?r Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af

Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa

Sk?derne n?sten sl?bte efter ham; H?nderne blev borte helt oppe i

?rmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel gr?n frakke med Guldbroderi, der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu skulde de til Lit de Parade.

Han gik iforveien og slog D?rene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud og vilde ikke ind. Han blev saa r?d.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i

Kn? ved det,-og han f?rte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare

beh?ngte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle

Portr?tter, der havde det h?ngt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han n?ppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste

?inene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandl?se Mund.

Jacques blev ved at tr?kke i ham, helt hen til Kisten.

R?d lukkede han ?inene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget paa et Bord ved Hovedg?rdet, og han stod pludselig stille og stirrede. Paa et r?dt T?ppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af Sl?ifer og Stumper af Sl?r. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko med S?lvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine ?ine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa Silkeskoene og fra dem hen paa det gr?ngule Ansigt og det store malede Vaabenskjold paa Liglagenet over Kn?erne. Det var det store Vaabenskjold fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques kn?lede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.

Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med

Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og

Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at st?de sit Hoved, der dinglede, mod

Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyser?dt Flor og lagde det under Hovedg?rdet. Der stod Skum ud af Christen Maags tandl?se Mund, da Jacques l?ftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den m?rke Gang, og hans T?nder klaprede, da

Kistelaaget blev slaaet til.

Saa sov Christen Maag den evige S?vn med Hovedet hvilende paa sit Livs

Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham l?be, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opl?ben Kn?gt med h?rgul Manke og d?sige ?ine. Munden var de Maagers: en kruset, beg?rlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv s?vnig: han havde en egen Lyst til at flyde henad B?nken.

Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige

alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af

Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede n?rmest saadan en stor

Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landv?senet. Han pl?iede, spiste overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et st?rkt animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars Forl?b tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han fors?gte sig i Studeopdr?tning og bragte Avl og Indt?gt ikke saa lidt op. Hans Selskab var Prangerne som k?bte hans Stude. I deres Selskab blev der drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kj?bmand Lind i Veile, eneste Barn. Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun f?rste Gang Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Gr?nsv?ret, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte K?bmandsdatteren med ?inene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store ?ine, der saa saa langt-langt bort under de fine Bryn-saadanne ?ine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig fors?mt. Krattet var vokset saa h?it og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og m?rkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Konges?nnen havde spist. Der havde han siddet-og der laa den Gang Humlehaven-og der-

Saa holdt han inde forvirret ...

Men den lille blege K?bmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.

Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja-det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren h?rte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne Sal.

Jomfru Lind h?rte stille, og Erik blev ved at fort?lle.

Det var en Admiral, der havde k?mpet paa et fremmed Hav ... Han havde v?ret Rigets Marsk.-Han saa hen.

-De h?rer ikke efter, sagde han. Hun stod og dr?mte med H?nderne foldede.

-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg h?rte godt. Og hun pegede paa et

Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at m?rknes. Den gamle K?bmand var blevet tr?t af alle de

gamle Excellencer, og han og Konen gik ?rkesl?se rundt og talte

Spindev?vene og Laserne i Tapetet ... Saa m?rkede de, der var Ekko i

Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet f?rdige med Billederne. De kom ind i

Taarnkammeret.

Marie havde aldrig f?r set Svinel?derstapeter og saa tunge Egetr?sstole, at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra Venedig-men al Forgyldningen var gaaet af-de var helt brune.

De var Present fra en Doge.

En Doge?

Ja-saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit

Navn i St?vet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa

Haven m?rk. Duften fra Lindene l?ste og l?ftede sig under den dugvaade

K?lighed; steg op imod dem. Marie b?iede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun st?ttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun m?rkede, at Erik b?iede sig dybere ned over hende, og hun f?lte hans

Aande over sin Kind. Hun sk?lvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske n?r og turde ikke ber?re hendes Haar med sin Haand ... Sk?lvede som hun.

Saa h?rte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde gr?dt. Men Erik n?rmede sig hendes Ansigt i M?rket, og han tog om hendes Hoved med begge H?nder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa n?rmede Erik sine L?ber til hendes, og han ber?rte dem flygtigt, i let Svimmel.

-Marie-hvor er du-Marie ...

Den gamle K?bmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere

Ord, f?r Linds k?rte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen k?rte. Da saa Maries Sl?r forsvandt bag

Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.

Paa Stentrappen blev han staaende, og han l?nede sig et ?jeblik til

Gel?nderet.

Hvor det dufter,-han h?rte hendes Ord igjen-Hvor her er smukt.

Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og f?lte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge H?nder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede L?ber det kolde Tr?.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken.-

Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hj?lpel?s Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som n?sten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det br?ndende Hoved i H?nderne og t?nkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han maatte tale med Marie.

Ialfald derind-ind, hvor hun var. Og som om hans L?ngsel ikke kunde vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om det saa kun var i Smug at sé hende.

Bare at komme hende n?r.

Saa f?lte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For andet-nei-andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. T?ilerne faldt Erik af H?nderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa

Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen-og der ... omtrent ved

Kirken-laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han gr?sse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Tr?er, snart ad Veie, t?nkte ikke derover. Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik f?lte sig saa uendelig tr?t.

Han stod atter af og f?rte Hesten ved T?ilen og pludselig vaktes han ved at h?re Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til

G?stgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tj?rn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.

Han l?ftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig b?iet t?t langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede H?nderne mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund g?ede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. H?rte saa Skridt i

Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med b?iet Hoved og H?nderne knuget sammen, som om han foldede dem.

Hr. Maag-hvad vil De her-Marie talte sagte, strakte H?nderne afv?rgende frem-Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind B?nner i hans

Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes F?dder.

Og mod hendes Kjoles S?mme trykkede han sine L?ber, mod hendes H?nder, mod Jorden, hvor hun stod-i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag-men Maag ... med en Stemme fuld af Graad.

Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den n?ste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit

Samtykke og lovede at holde Brylluppet til H?sten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af

Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om

Sl?gtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.

Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkj?rselen, for

baade Skjoldene og Vaabenet var for l?ngst faldet de gamle af Kl?erne.

Det var Sl?gtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og ?de Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom hun havde l?st. Her havde de f?rdedes, hendes Dr?mmes Helte, her de stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Sl?gt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med alle hendes Dr?mmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans Hustru.

?gteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa H?nder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under

Riddersalens Billeder for at v?lge Navnet til den S?n, hun bar under sit

Hjerte. Efter de ber?mmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, f?dte Marie en Datter og d?de samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.

Barnet vilde han ikke sé.

Da det var svagt og skr?beligt, lod Madam Lind det hjemmed?be og gav det i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og s?rgede i det hele for Barnet, hvad der var n?dvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og t?nkte kun paa Gravm?let til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der br?d sig stort om lille Ellen.

* * * * *