Chapter 4 No.4

Hvorledes Brigaderen holdt paa Kongen.

Her i mit Knaphul kan I se mit Ordensbaand, men Medaljen gemmer jeg hjemme i mit L?deretui og b?rer den aldrig, undtagen naar en af de nymodens Fredsgeneraler eller en eller anden bekendt Fremmed, som passerer gennem vor lille By, benytter Lejligheden til at bevidne den bekendte Brigadeofficer Etienne Gerard sin Respekt. Saa anbringer jeg den paa mit Bryst og giver mit Oversk?g det rette Marengosving, som bringer Glans i ?jnene. Og alligevel frygter jeg for, at hverken I, mine Venner, eller nogen anden rigtig vil forstaa, hvilken Mand jeg den Gang var. I kender mig kun som Civilist - med Mine og Holdning, forstaar sig! - men dog kun som Civilist. Men havde I set mig, som jeg stod der i Krod?ren i Alamo den 1ste Juli 1810, vilde I have forstaaet, hvor h?jt en Husar kan naa.

Jeg havde maattet opholde mig i den forbandede Landsby en hel Maaned, blot som F?lge af en Lansespids i min ene Ankel, hvad der gjorde det umuligt for mig at s?tte Foden til Jorden. I Begyndelsen var der tre foruden mig: Gamle Bouvet af Berchenys Husarer, Jacques Regnier af Kyrassererne og en morsom lille vims Kaptajn, hvis Navn jeg har glemt, men de var alle bleven raske og havde skyndt sig til Fronten, medens jeg sad og bed mig i Neglene og rev mig i Haaret og - jeg tilstaar det - nu og da f?ldede en Taare ved Tanken om Conflans' Husarer og den beklagelige Stilling, de maatte befinde dem i, nu, de var ber?vede deres Oberst. I forstaar, at jeg endnu ikke var bleven Brigadechef, men jeg var den yngste Oberst i hele H?ren, og jeg omfattede mit Regiment med en Interesse, som var det min egen Familie. Jeg var bedr?vet over, at det skulde undv?re mig. Ganske sandt, Villaret, den ?ldste Major, var en udm?rket Soldat, men selv mellem de bedste er der forskellige Grader paa Dygtighed.

Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg f?rste Gang hinkede hen til D?ren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen f?r havde jeg h?rt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side Bjergene, Ansigt til Ansigt med Engl?nderne og ikke ti Mil fra mig. Men hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde saaret min Ankel, havde dr?bt min Hest. Jeg spurgte baade Gomez, V?rten og en gammel Pr?st, der samme Nat havde overnattet i Kroen, men begge forsikrede mig, at der ikke var saa meget som et F?l tilbage i hele Egnen.

V?rten vilde ikke h?re Tale om min Plan at drage over Bjergene uden Eskorte, og fortalte mig, at El Cuchille, den spanske Guerillas Chef, var ude samme Dag med sin Bande, og at det var ensbetydende med D?den under Tortur at falde i hans H?nder. Den gamle Pr?st mente derimod, at en fransk Husar ikke lod sig skr?mme heraf, og denne Bem?rkning gjorde det ganske af med mine Bet?nkeligheder.

Men hvor skulde jeg faa en Hest fra? Jeg stod netop i D?ren og spekulerede herpaa, da jeg h?rte Hestetrampen, og da jeg saa op, saa jeg en graask?gget Mand med en blaa Kappe kastet over sig paa milit?r Vis. Han red paa en stor sort Hest med en hvid Sok paa venstre Forben.

"Hallo, Kammerat!" sagde jeg, da han naaede hen til mig.

"Hallo!" svarede han.

"Jeg er Oberst Gerard af Husarerne," sagde jeg. "Som Saaret har jeg maattet opholde mig her i en Maaned, men er nu parat til at st?de til mit Regiment i Pastores."

"Mit Navn er Vidal ved Forplejningskorpset," svarede han, "og jeg er netop paa Vej til Pastores. Jeg vilde v?re glad ved at faa Deres F?lgeskab, Oberst, thi efter hvad jeg har h?rt, er Bj?rgene langtfra sikre."

"Aa!" sagde jeg, "jeg har ingen Hest. Men saafremt De vil s?lge mig Deres, lover jeg Dem, at en Eskorte skal blive sendt hertil og hente Dem."

Det vilde han ikke h?re noget om. Det var forg?ves, at V?rten fortalte ham de frygteligste Historier om El Cuchillos Bedrifter, og at jeg fortalte ham, hvad han skyldte H?ren og Frankrig. Han vilde ikke en Gang dr?fte Sagen med os, men forlangte blot et B?ger Vin. Jeg anmodede ham indst?ndigt om at stige af og drikke et Glas med mig, men mit Ansigt maa have forraadt min Hensigt, thi han rystede paa Hovedet, og da jeg n?rmede mig ham for at tr?kke ham ned af Hesten, jog han sine Sporer i dens Sider og forsvandt i en St?vsky.

Min Tro, det var n?sten at g?re en Mand gal at se ham ride saa muntert bort til sine K?dgryder og Br?ndevinsankre og saa at t?nke paa mine femhundrede pr?gtige Husarer, der var uden F?rer. Jeg stod og stirrede bittert efter ham, men hvem andre r?rte da ved min Albue end den lille Pr?st, jeg tidligere har omtalt.

"Jeg tror, at jeg kan hj?lpe Dem," sagde han, "thi jeg skal netop Syd paa!"

Jeg slog Armene om ham af Henrykkelse, men da min Ankel svigtede mig i samme ?jeblik, var vi begge n?rved at trille om paa Gulvet.

"Hj?lp mig til Pastores!" raabte jeg, "og De skal faa en Rosenkrans af Guldperler!" Jeg havde taget en saadan fra Klostret i Spiritu Santo, hvilket viser, at det er n?dvendigt at tage, hvad man kan faa, naar man er i Felten, thi man ved ikke, naar de utroligste Ting kan komme En til Nytte.

"Jeg tager Dem med," svarede han paa godt Fransk, "ikke for Bel?ningens Skyld, men fordi jeg altid hj?lper mine Medmennesker, hvor jeg kan. Derfor er jeg saa afholdt, hvor jeg kommer."

Han f?rte mig derefter gennem Landsbyen hen til en gammel Kostald, i hvilken vi fandt en forfalden Rumlekasse af en Dilligence, af den Slags, der i gammel Tid plejede at k?re mellem de fjerntliggende af vore Landsbyer. Desuden fandtes der tre gamle Muldyr, af hvilke intet var st?rkt nok til at b?re en Mand, men sammen kunde de nok tr?kke Vognen. Synet af deres magre Ribben og spatlamme Ben frydede mig mere end Kejserens to hundrede og tyve arabiske Heste, som jeg havde set i Stalden ved Fontainebleau. Efter ti Minutters Forl?b havde Ejeren sp?ndt dem for Vognen, om end ikke med s?rlig Begejstring, thi han var i d?delig Angst for denne skr?kkelige Cuchillo. Det var f?rst efter at jeg havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Pr?sten havde truet ham med evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med T?mmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastv?rk med at komme af Sted, af Frygt for at det skulde blive m?rkt, f?r vi kom igennem Bjergpasserne, at han n?sten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med V?rtens Datter. Jeg erindrer ikke i ?jeblikket hendes Navn, men vi gr?d begge, da vi tog Afsked med hinanden, og jeg kan huske, at hun var en meget smuk Kvinde. I vil forstaa, mine Herrer, at naar en Mand som jeg, der har f?gtet med M?ndene og kysset Kvinderne i fjorten forskellige Kongeriger, ber?mmer den ene eller den anden, saa betyder det noget.

Den lille Pr?st var bleven lidt alvorlig, da vi kyssedes til Afsked, men i Vognen viste han sig snart som den behageligste Rejsef?lle. Han morede mig med Fort?llinger fra sit Sogn oppe i Bjergene, og til Geng?ld fortalte jeg ham Historier fra Livet i Felten, men jeg maatte min Tro holde lidt igen, thi fortalte jeg altfor flot, flyttede han sig uroligt i S?det, og hans Ansigt udtrykte da den Smerte, jeg havde forvoldt ham. Naturligvis falder det ikke en Gentleman ind at opf?re sig upassende overfor en Gejstlig, men selv om man tager sig i Agt, kan Ens Tunge dog let komme til at l?be l?bsk.

Han kom fra Nord-Spanien, fortalte han, og var taget af Sted for at hilse paa sin Moder i en Landsby i Estremadura, og da han talte om hendes lille hyggelige Hjem og hendes Gl?de ved igen at faa ham at se, traadte min egen Moders Billede saa levende frem i mine Tanker, at Taarerne kom mig i ?jnene. I sin Enfoldighed viste han mig de smaa Gaver, han havde med til hende, og hele hans V?sen var saa hjerteligt, at jeg godt forstod, det var sandt, naar han sagde, at han var afholdt, hvor han kom. Han unders?gte min Uniform med et Barns Nysgerrighed, beundrede Fjerbusken i min Chako og lod sine Fingre glide langs Zobelkanten, med hvilken min Dolman var prydet. Han trak min Sabel frem, og da jeg derefter fortalte ham, hvor mange M?nd jeg havde dr?bt med den, og satte min Finger paa det Skaar i Klingen, som Skulderbenet af den russiske Kejsers Adjutant havde frembragt i den, gyste han og lagde Vaabnet under Vognhynden, idet han erkl?rede, at han blev syg af at betragte det.

Naa, vi rumlede af Sted hen ad Vejen, medens Passiaren gik livligt, og da vi naaede Foden af Bjergene, kunde vi h?re Kanontorden til h?jre for os. Det var Massena, som jeg vidste belejrede Ciudad Rodrigo. Jeg vilde intet hellere end straks at have begivet mig til ham, for dersom han havde j?disk Blod i sine Aarer, hvad der blev paastaaet, saa var han i hvert Fald den bedste J?de, jeg havde h?rt om siden Josvas Dage. Imidlertid er en Belejring altid en kedelig Ting, og der var bedre Udsigter for mine Husarer lige overfor Engl?nderne. For hver Mil, vi kom frem, blev mit Hjerte lettere, indtil jeg greb mig i at synge som en ung F?ndrik, der lige er sluppen ud fra St. Cyr, ved Tanken om, at jeg skulde gense mine smukke Heste og flotte Husarer.

Da vi tr?ngte ind gennem Bjergene blev Vejen daarligere og Omgivelserne mere storslaaede. I Begyndelsen havde vi m?dt enkelte Muldrivere, men nu syntes hele Egnen at v?re som udd?d, hvad der ikke kan overraske, naar I bet?nker, at Franskm?ndene, Engl?nderne og Guerillaerne skiftevis havde v?ret Herrer der. Hvor her var m?rkt og vildt. Den ene store, kantede Klippe afl?ste den anden, og Vejen blev sn?vrere og sn?vrere. Jeg opgav at se ud og sad i Tavshed og lod Tankerne flakke viden om til Kvinder, jeg havde elsket, til Heste, jeg havde redet. Jeg blev imidlertid reven ud af mine Dr?mme ved at se de Vanskeligheder, min Ledsager ?jensynligt havde ved med en Sylespids at bore et Hul i L?derremmen paa sin Vandflaske. Da han arbejdede med rystende Fingre, undslap Remmen hans Greb, og Trep?gleflasken faldt ned for hans F?dder. Jeg b?jede mig ned for at tage den op, og da jeg gjorde dette, kastede Pr?sten sig over mig og stak Sylen ind i mit ene ?je.

Som I ved, mine Venner, er jeg en Mand, der er vant til at se Faren lige i ?jnene. Naar man har gjort Tjeneste lige siden Aff?ren i Zürich, indtil den sidste sk?bnesvangre Dag ved Waterloo og har faaet den sj?ldne Medalje, som jeg gemmer hjemme i L?deretuiet, saa kan man godt v?re bekendt at tilstaa, naar man en enkelt Gang er bleven bange. Men foruden Skr?kken ved dette frygtelige Angreb og den vanvittige Smerte fra mit Saar, havde jeg en F?lelse af Modbydelighed, som naar et eller andet v?mmeligt Kryb angriber En.

Jeg klemte Slyngelen med begge mine H?nder, og idet jeg slyngede ham ned i Bunden paa Vognen, trampede jeg paa ham med mine tunge St?vler. Han havde trukket en Pistol frem fra sin Pr?stekjole, men jeg rev den ud af hans Haand og faldt atter over ham med mine Kn? paa hans Bryst. Da jeg, halvt blindet, s?gte efter mit Sv?rd, som han saa listigt havde skjult, gav han sig for f?rste Gang til at skrige frygteligt op. Min Haand havde netop r?rt ved det, og jeg var i F?rd med at t?rre Blodet af mit Ansigt for at se, hvor han laa, da Vognen v?ltede over i den ene Side, og Vaabnet blev slynget ud af min Haand ved det st?rke St?d.

F?r jeg kunde fatte mig, blev Vognd?ren revet op, og jeg blev ved F?dderne trukken ud paa Vejen. Men netop da jeg blev trukken ud paa denne og opdagede, at tredive Banditter stod rundt omkring mig, svulmede mit Hjerte af Gl?de, thi min Dolman var i Kampen gledet over mit Hoved og d?kkede for det ene af mine ?jne, men det var med det saarede ?je, at jeg saa denne R?verbande. I vil se af dette Ar, hvorledes den tynde Spids er tr?ngt ind mellem ?jehulen og ?jestenen, men det var f?rst i det ?jeblik, jeg blev trukken frem fra Vognen, at jeg forstod, at jeg ikke havde mistet mit Syn for bestandig. Det havde uden Tvivl v?ret Udyrets Hensigt at st?de Sylen ind i min Hjerne, og han havde i Virkeligheden l?snet nogle Smaaben inden i mit Hoved, saa at jeg har haft flere Smerter af det ene Saar end af de andre sytten, jeg har faaet.

De sl?bte mig ud, disse Hundetampe, under en Regn af Eder og Forbandelser, slog mig med deres N?ver og sparkede mig, medens jeg laa paa Jorden. Jeg har ofte lagt M?rke til, at Bjergbeboeren bruger at sv?be T?j om Benene, men jeg havde aldrig t?nkt mig, at jeg skulde faa saa megen Grund til at v?re taknemlig derfor. Da de saa mit blodige Hoved, og at jeg laa ganske rolig, troede de, at jeg var bevidstl?s, medens jeg var optaget af at indprente mig hvert eneste af disse grimme Fj?s i min Hukommelse for at jeg kunde faa dem h?ngt, saafremt de senere kom indenfor min R?kkevidde. Fyrene var brune med gule T?rkl?der om Hovedet og store r?de B?lter, sp?kkede med Vaaben. De havde rullet Klippestykker ned over Stien, hvor denne svingede, og dette havde bevirket, at det ene Hjul var gaaet af Vognen, saa at den v?ltede. Det Kryb, der saa udm?rket havde ageret Pr?st og saa r?rende havde fortalt mig om sit Sogn og sin Moder, havde selvf?lgelig vidst, hvor Bagholdet laa, og havde fors?gt at g?re mig uskikket til Modstand i samme ?jeblik, som vi naaede det.

Jeg kan ikke beskrive Jer deres Raseri, da de trak ham ud af Vognen og saa den Tilstand, han befandt sig i. Havde han end ikke faaet alt, hvad han fortjente, saa havde han i hvert Fald faaet en saadan Erindring om sit M?de med Etienne Gerard, thi hans Overkrop rystede krampagtigt af Raseri og Smerte, og Benene svigtede ham, da de fors?gte at rejse ham op. Men hele Tiden straalede hans smaa, m?rke ?jne, der havde straalet saa venligt og uskyldigt i Vognen, paa mig som en saaret Kats, medens han uafladelig spyttede efter mig. Da Skurkene derefter rejste mig op og trak mig op ad en Bjergsti, forstod jeg, at den Time var inde, hvor jeg vilde faa Brug for hele mit Mod og al min Aandsn?rv?relse. To M?nd bar min Fjende paa Skuldrene bag ved mig, og jeg kunde h?re hans Hv?sen og Sk?lden snart i det ene, snart i det andet ?re, medens jeg blev trukken op ad den bugtede Sti.

Jeg antager, at vi steg opad i en Timestid, og min daarlige Ankel, mit smertende ?je og Frygten for, at dette Saar skulde ?del?gge mit Ydre, bevirkede, at jeg aldrig havde foretaget nogen Rejse med mindre Forn?jelse end denne. Jeg roser mig ikke af at v?re nogen s?rlig god Bjergbestiger, men det er forbavsende, hvad man kan udrette, selv med en stiv Ankel, naar man har en kobberfarvet R?ver under hver Arm og en ni Tommers Kniv for Brystet.

Vi kom endelig til et Sted, hvor Stien gik over Bjergryggen, og steg saa ned paa den anden Side gennem en t?t Granskov ind i en Dal, der vendte imod Syd.

Jeg var ikke i Tvivl om, at Banditterne i Fredstid var Smuglere, og at dette var en af de hemmelige Stier, som f?rte over den portugisiske Gr?nse. Der var mange Spor af Muldyr, og en Gang blev jeg overrasket ved at se Sporene af en stor Hest paa et Sted, hvor Vejen var opbl?dt ved en lille B?k. Dette fik jeg snart en Forklaring paa, thi kort efter, ved en Lysning i Granskoven, saa jeg Dyret staa bundet til et Tr?. Jeg havde n?ppe faaet ?je paa den, f?r jeg genkendte dens store, sorte Krop og dens hvide, venstre Forben. Det var den samme Hest, som jeg uden Held havde ?nsket mig om Morgenen. Men hvad mon der var bleven af Vidal? Var det muligt, at endnu en Franskmand befandt sig i en lige saa farlig Stilling som jeg? Tanken var n?ppe falden mig ind, f?r mine Venner standsede og en af dem udst?dte et besynderligt Skrig. Det blev besvaret inde fra Bromb?rbuskene, som voksede ved Foden af Klippen, og et ?jeblik efter kom der en halv Snes andre Banditter kravlende ud fra Buskadset, hvorefter R?verne gensidigt hilste paa hinanden. De nyankomne omringede Ridderen af Sylen og br?d ud i harmfulde Sympatitilkendegivelser, hvorefter de vendte sig om imod mig, svang deres Knive og hylede som den Bande af Mordere, de var. Deres Optr?den var saa truende, at jeg var overbevist om, at min sidste Time var kommen, og jeg bestemte mig netop til at m?de min Sk?bne paa en Maade, der skulde blive min tidligere L?bebane v?rdig, da en af dem gav en Ordre, hvorefter jeg blev puffet hen til den Aabning i Bromb?rkrattet, som den nye Bande var kommen ud af. Herfra f?rte en smal Fodsti atter til en dyb Klippehule. Solen var allerede ved at gaa ned udenfor, og Hulen vilde have v?ret fuldst?ndig m?rk, om ikke to br?ndende Fakler havde v?ret anbragte paa Stager derinde. Mellem dem sad ved et tarveligt Bord en meget m?rkelig Person, som jeg straks, efter den ?rb?dighed, der blev ham vist af de andre R?vere, indsaa ikke kunde v?re nogen anden end deres H?vding, som paa Grund af sin Grusomhed havde faaet ?genavnet El Cuchillo[1].

[1] Paa Dansk: Kniven.

Manden, jeg havde slaaet ford?rvet, var bleven baaret ind og anbragt ovenpaa en T?nde. Hans hj?lpel?se Ben hang dinglende ned, og hans Katte?jne sendte mig stadig hadefulde Lyn. Det gik hurtigt op for mig gennem de Brudstykker, som jeg kunde forstaa af den mellem hans Chef og ham f?rte Samtale, at han var L?jtnant i Banden, og at hans Opgave var, ved sin smidige Tunge og sit fredelige Ydre at lokke forbifarende i F?lden. Naar jeg t?nker paa, hvor mangen tapper Officer, der sikkert var falden i Baghold og havde fundet D?den ved denne skinhellige Skurks Hj?lp, f?lte jeg mig helt tilfreds ved Tanken om, at jeg i alt Fald forel?big havde gjort en Ende paa hans Meriter, sk?nt jeg frygtede for, at det var gjort paa Bekostning af et Liv, som hverken Kejseren eller H?ren godt kunde undv?re.

Medens den forslaaede Mand, der stadig sad paa T?nden, underst?ttet af to Kammerater, paa Spansk fortalte alt, hvad der var h?ndet ham, blev jeg af nogle af R?verne f?rt frem foran Bordet, ved hvilket Anf?reren sad, og havde derfor en udm?rket Lejlighed til at tage ham n?jere i ?jesyn. Jeg har sj?lden set en Mand, der mindre svarede til den Ide, jeg havde dannet mig om en Bandit, og navnlig om en Bandit med et Rygte, der endog i dette Grusomhedens Land havde skaffet ham saa frygteligt et Tilnavn. Hans Ansigt var stort, tykt og mildt med r?de Kinder og smaa gemytlige Bakkenbarter, hvad der gav ham et Udseende som en veln?ret Sp?kh?ker i Rue St. Antoine. Han havde intet af disse spraglede B?lter eller skinnende Vaaben, der udm?rkede hans Underordnede, tv?rtimod bar han en adstadig Frakke ligesom en h?derlig Familiefader, og naar undtages hans brune Gamascher, var der intet, der r?bede Bjergbeboeren. Hans Omgivelser faldt ganske i Traad hermed, og ved Siden af hans Snustobaksdaase, der laa paa Bordet, stod der en stor, brun Bog, der mindede om en Regnskabsbog. Paa et Br?dt mellem to Krudtt?nder stod der flere andre B?ger, og desuden laa der en Bunke Papirer, af hvilke nogle indeholdt Vers. Dette bem?rkede jeg, medens han magelig l?nede sig tilbage i sin Stol og lyttede til sin L?jtnants Beretning. Da denne var afgiven, beordrede han den leml?stede baaret ud, og jeg blev staaende med tre Vogtere, ventende paa at h?re min Sk?bne. Han greb sin Pen og bankede sig med dens Skaft paa Panden. Saa sk?d han L?berne frem og sk?vede op mod Hulens Loft.

"Jeg gaar ud fra," kom det endelig paa meget godt Fransk, "at De kan n?vne mig et Rim paa Ordet Covilha."

Jeg svarede ham, at mit Kendskab til det spanske Sprog var saa ufuldkomment, at jeg ikke var i Stand til at tjene ham.

"Det er et rigt Sprog," fortsatte han, "men vanskeligere at forme til Vers end Tysk og Engelsk. Derfor er vore bedste V?rker skrevne paa urimede Vers, en Form for Digtning, der kan naa en h?j Rang. Men jeg er bange for, at dette Emne overstiger en Husars Fatteevne."

Jeg skulde netop til at svare ham, at hvad en Bandit kunde forstaa, ikke var for meget for det lette Kavalleri, da han kastede Pennen fra sig med et Udtryk af Tilfredshed og fremsagde nogle Linjer, der fremkaldte Beundringsudbrud fra de tre Fyre, som holdt mig. Hans brede Ansigt straalede som en ung Piges, der har modtaget sit f?rste K?rlighedsbrev.

"Kritiken synes at v?re mig gunstig," bem?rkede han, "De forstaar, at vi i de lange Aftener morer os med at synge vore egne Sange. Jeg har lidt Talent i den Retning. En Dag med det f?rste haaber jeg at se mine Fors?g paa Tryk og med "Madrid" paa Titelbladet. Men vi maa tilbage til vore Forretninger. T?r jeg sp?rge om Deres Navn?"

"Etienne Gerard."

"Rang?"

"Oberst."

"Korps?"

"Det tredie af Conflans Husarer."

"De er en ung Oberst."

"Jeg har gjort en glimrende Karriere."

"Saa meget desto v?rre," sagde han med sit venlige Smil.

Jeg svarede ham ikke, men ved min Optr?den s?gte jeg at vise ham, at jeg var forberedt paa alt.

"Det forekommer mig for Resten, at vi tidligere har haft Bes?g af et Medlem af Deres Regiment," sagde han og bladede i sin Regnskabsbog. "Vi bestr?ber os altid for at holde Orden i Regnskabet. Her staar der under den fireogtyvende Juni en Officer ved Navn Soubiron, en h?j, slank, ung Mand med lyst Haar. Har De kendt ham?"

"Ja vist!"

"Jeg kan se, at vi begravede ham under samme Dato!"

"Stakkels Fyr!" udbr?d jeg, "og hvorledes d?de han?"

"Vi begravede ham!"

"Men f?r De begravede ham?"

"De misforstaar mig aldeles, Oberst! Han var ikke d?d, da vi begravede ham!"

"De begravede ham levende!"

Jeg var i samme ?jeblik altfor forf?rdet til at handle. Men lidt efter kastede jeg mig over Manden, som han sad der med det veltilfredse Smil paa sine L?ber, og jeg havde drejet Halsen om paa ham, hvis ikke de tre Slyngler havde trukket mig bort fra ham. Men atter og atter fo'r jeg ind paa ham, idet jeg rystede snart den ene, snart den anden af mine Bevogtere af mig bandende og sk?ldende, men dog aldrig helt fri. Tilsidst, da mit T?j n?sten var flaaet af Kroppen paa mig og Blodet dryppede fra mine Haandled, blev jeg kastet omkuld, medens et Reb blev surret om mine Ankler og mine Arme.

"De usle Hund!" skreg jeg, "saafremt jeg nogensinde faar Dem foran min Sv?rdspids, skal jeg l?re Dem at mishandle en af mine unge Officerer. De vil snart erfare, De blodt?rstige Rovdyr, at Kejserens Arm r?kker langt, og selv om De gemmer Dem her som en Rotte i sit Hul, vil den Tid komme, da han skal jage Dem ud af det og tilintetg?re Dem sammen med alt Deres Kryb."

Jeg havde min Tro en skarp Tunge, og der var ikke et Sk?ldsord, som jeg havde l?rt i mine fjorten Felttog, som jeg ikke lod str?mme ud over ham. Men han sad ganske rolig og bankede sig med sit Penneskaft paa Panden og sk?vede op i Loftet, som om han havde faaet Ideen til en ny Strofe. Dette fortalte mig, hvorledes jeg lettest kunde saare ham.

"De, Idiot!" sagde jeg, "De mener, at her er der sikkert, men Deres Liv vil blive lige saa kortvarigt som Deres meningsl?se Vers, og Gud skal vide, at kortere kan det umuligt blive."

I skulde have set ham fare op fra sin Stol ved disse Ord. Dette nedrige Uhyre, som handlede med Liv og Tortur, som en K?bmand handler med Figner, havde et ?mt Punkt, hvor jeg kunde ramme ham efter Behag. Han blev ligbleg, og de smaa bev?gelige Bakkenbarter rystede lidenskabeligt.

"Meget vel, Oberst! De har sagt tilstr?kkeligt!" sagde han med dirrende Stemme, "De har fortalt, at De har gjort en enestaaende Karriere. Jeg lover Dem en enestaaende D?d. Oberst Etienne Gerard af tredje Husarregiment skal faa en D?d som ingen anden!"

"Jeg beder Dem blot om," fortsatte jeg drillende, "at De ikke s?tter den paa Vers!" Jeg havde endnu et Par spydige Bem?rkninger paa Tungen, men han afbr?d mig med en rasende Haandbev?gelse, der fik mine tre Bevogtere til at tr?kke mig ud af Hulen.

Denne Samtale, som jeg har fortalt saa n?jagtigt, som jeg kan huske den, maa have varet nogen Tid, thi det var helt m?rkt, da vi kom udenfor, og det var dejligt Maaneskin. R?verne havde ant?ndt et stort Baal, ikke for Varmens Skyld, da Natten var kv?lende hed, men til at koge deres Aftensmad ved. En stor Kobberkedel hang over Ilden, og Banditterne laa rundt omkring i det gullige Sk?r, saa at Scenen lignede et af de Malerier, som Junot bragte med hjem fra Madrid. Der er Soldater, der intet Begreb har om Kunsten, men jeg har altid f?lt mig tiltrukket af den, hvilket viser min gode Smag og Opdragelse. For Eksempel erindrer jeg, at da Lefebvre solgte Plyndringsgods efter Danzigs Fald, k?bte jeg et meget fint Maleri, kaldet "Nymfer, der bliver overrasket i Skoven", og gennem to Felttog f?rte jeg det med mig, indtil min Hest ved et Ulykkestilf?lde stak sin Hov gennem det. Jeg n?vner i Forbigaaende dette, for at vise, at jeg ikke udelukkende var Soldat som Rapp eller Ney. Men medens jeg laa i R?verlejren, havde jeg hverken Tid eller Lyst til at t?nke paa saadanne Emner.

De havde kastet mig hen under et Tr?, og de tre Skurke drev omkring og r?g deres Cigaretter lige t?t ved mig. Hvad jeg skulde gribe til, vidste jeg ikke. Hele mit Soldaterliv igennem har jeg ikke ti Gange v?ret i saa fortvivlet en Situation. "Fat Mod!" t?nkte jeg, "Mod, min tapre Dreng! Du blev ikke Oberst ved Husarerne i otte og tyve Aars Alderen, fordi du kunde danse en Cotillon. Du er en fiffig Mand, Etienne, en Mand, der er sluppen levende gennem to hundrede Aff?rer, og denne bliver sikkert ikke den sidste!" Jeg begyndte at spejde ivrigt om efter en Lejlighed til Flugt, og saa da noget, som fyldte mig med den st?rste Forbavselse.

Jeg har allerede fortalt Jer, at der br?ndte et stort Baal midt paa Pladsen. Ved dets Sk?r og ved Maanelyset traadte alt ganske tydeligt frem. Paa den anden Side af Pladsen var der et enkelt h?jt Fyrretr?, som tiltrak sig min Opm?rksomhed, fordi dets Bark og nedh?ngende Grene var forkullede, som om der havde v?ret t?ndt en stor Ild under det. Der voksede nogle Buske foran det, som skjulte dets nederste Del. Men da jeg kiggede gennem dem, blev jeg overrasket ved at se et Par Ridest?vler stikke frem mellem dem. De var aabenbart fastgjorte til Tr?et med Skafterne nedad. Min f?rste Tanke var, at de var bundne fast til Tr?et, men ved at se n?rmere til, opdagede jeg, at de var s?mmede til Tr?et. Saa blev jeg pludselig slagen af R?dsel, da jeg forstod, at St?vlerne ikke var tomme, og da det lykkedes mig at flytte mit Hoved lidt til h?jre, opdagede jeg, hvem det var, der var bleven naglet til Tr?et, og hvorfor der var bleven t?ndt Ild under det. Det er ikke morsomt at tale om eller t?nke paa R?dsler, mine Venner, og jeg ?nsker ikke at skaffe Jer onde Dr?mme i Nat - men jeg kan ikke fort?lle Jer om de spanske Guerillaer uden samtidig at vise Jer, hvad Slags Mennesker, de var, og hvilken Krigsf?relse de benyttede. Jeg vil kun sige, at jeg forstod, hvorfor Hr. Vidals Hest ventede herrel?s i Buskadset, og at jeg haabede, at han var gaaet sin grufulde Sk?bne i M?de med Frejdighed og Mod, som det s?mmede sig en god Franskmand.

Det var ikke noget opl?ftende Syn for mig, kan I forstaa. Da jeg var sammen med deres Anf?rer i Hulen, havde jeg v?ret saa rasende over unge Soubirons grufulde D?d, at jeg slet ikke havde t?nkt paa min egen Sk?bne. Maaske havde det v?ret klogere, om jeg havde talt h?fligt til Skurken. Men nu var det i hvert Fald for sent. Proppen var trukken op, og jeg maatte drikke Vinen. Men hvad Haab havde der alligevel v?ret for mig, der havde skamferet deres L?jtnant, naar det var gaaet den godmodige Intendant saaledes? Nej, jeg havde alligevel v?ret fortabt, og nu havde jeg dog faaet Lejlighed til at sige min Mening rent ud. Dette Dyr skulde komme til at sande, at Etienne Gerard var d?d, som han havde levet, og at i det mindste én Fange ikke havde b?jet sig for ham. Jeg laa og t?nkte paa de forskellige Kvinder, som vilde s?rge over mig, paa min k?re, gamle Moder og paa det beklagelige Tab, som min altfor tidlige Bortgang vilde blive for mit Regiment og for Kejseren, og jeg tilstaar, at jeg fik Taarer i ?jnene derved.

Men under alt dette havde jeg min Opm?rksomhed henvendt paa enhver Bagatel, der kunde hj?lpe mig til Flugt. Jeg er ikke en Mand, der ligger som en syg Hest og venter paa Slagter?ksen. F?rst s?gte jeg at l?sne Rebet om mine Ankler og derefter dem, der var bundet om mine Haandled. En Ting var imidlertid klart. En Husar er kun halvt sig selv uden Hest, og jeg saa min anden Halvdel gr?sse et halvt hundrede Alen fra mig. Derefter blev jeg opm?rksom paa noget andet. Stien, ad hvilken vi var komne over Bjergene, var saa stejl, at en Hest kun med stort Besv?r kunde f?res op ad den, men til den anden Side syntes Vejen mere fremkommelig og f?rte j?vnt skraanende ned i en Dal. Havde jeg blot mine F?dder i Stigb?jlen og mit Sv?rd i Haanden, skulde et eneste dristigt Hug nok bringe mig udenfor dette Paks R?kkevidde.

Jeg t?nkte herpaa, medens jeg laa og vrikkede med mine Haandled og Ankler, da Anf?reren kom ud af Hulen, og efter at have vekslet nogle Ord med sin L?jtnant, der st?nnende laa henne ved Ilden, nikkede de begge og saa hen paa mig. Herefter gav han Banden en Ordre, ved hvilken de klappede i H?nderne og skoggerlo. Stillingen var ingenlunde lystelig, men jeg var glad ved at f?le, at mine H?nder for saa vidt var fri, som jeg kunde tr?kke dem ud gennem L?kken, naar jeg vilde. Men med mine Ankler frygtede jeg, at der intet var at stille op, thi naar jeg strakte Foden, havde jeg saadanne Smerter i mit Lansesaar, at jeg maatte bide i mit Oversk?g for ikke at skrige af Smerte. Jeg kunde blot ligge ganske stille, halvt fri og halvt bunden, og se, hvad Tiden vilde bringe.

Straks kunde jeg ikke regne ud, hvad de havde for. En af Skurkene klatrede op i et velvoksent Fyrretr? paa den ene Side af Pladsen og bandt et Reb fast om Toppen paa det. Derefter fastgjorde han paa lignende Maade et andet Reb i et Tr? paa den anden Side. De to l?se Ender af Rebene blev derefter kastet ned, og jeg ventede nu med nogen Nysgerrighed og en Smule Frygt paa, hvad der videre skulde ske. Hele Banden greb nu fat i det ene Reb, b?jede Tr?et ned i en Bue og fastgjorde det til en Tr?stub. Da de havde b?jet det andet Tr? ned paa lignende Maade, var de to Tr?toppe kun nogle Fod fra hinanden, men I forstaar, at de hver for sig vilde fare tilbage i deres naturlige Stilling i samme ?jeblik, som Rebene blev l?snede. Nu forstod jeg den dj?velske Plan, som disse Uslinger havde udkl?kket.

"Jeg formoder, at De er en st?rk Mand, Oberst," sagde Anf?reren smilende, da han kom hen til mig.

"Dersom De vil v?re saa venlig at l?sne disse Reb," svarede jeg, "skal jeg vise Dem, hvor st?rk jeg er."

"Vi er interesserede i at se, om De er lige saa st?rk som disse unge Tr?er," fortsatte han. "De vil let indse, at det er vor Hensigt at binde den ene Ende af Rebene om hver af Deres Ankler og saa lade Tr?erne svippe tilbage. Dersom De er st?rkere end disse Tr?er, vil De forstaa, at der ingen Skade sker, er Tr?erne derimod st?rkere end Dem, Oberst, vil vi faa en Erindring om Dem, h?ngende paa hver Side af vor lille Plads."

Han lo, medens han talte, og ved Synet heraf lo hele Banden. Jeg ser endnu for mig, naar jeg er i mit daarlige Lune, eller naar jeg har et Anfald af min gamle lithauiske Koldfeber, Kresen af deres vilde, m?rke Ansigter og Baalet lysende paa deres st?rke, hvide T?nder.

Det er forbavsende - og jeg har h?rt mange g?re den samme Bem?rkning - hvor sk?rpede ens Sanser bliver i en saadan Situation. Jeg er overbevist om, at de ikke noget ?jeblik er saa klare, som naar man trues med en voldsom D?d. Jeg kunde lugte Tr?ernes Harpiks. Jeg kunde se enhver Kvist paa Jorden og kunde h?re den svageste Raslen i Grenene saa tydeligt, som jeg aldrig senere har lugtet, set eller h?rt, undtagen netop i lignende frygtelige ?jeblikke. Saaledes gik det til, at jeg, l?nge forinden, ja, endog f?r Anf?reren havde tiltalt mig, h?rte en lav, ensformig Lyd, endnu langt borte, men dog stadig kommende n?rmere. I Begyndelsen l?d den kun som en Rumlen, men lidt efter, da Anf?reren havde endt sin Tale, og medens Banditterne var ved at frig?re mine Ankler for at f?re mig til Retterstedet, h?rte jeg den saa tydeligt som jeg nogensinde i mit Liv har h?rt noget, Klapren af Hestehove, Raslen af Bidsler og Klirren af Sabler imod Stigb?jlen. Det var umuligt, at jeg, der havde levet med det lette Kavalleri, lige fra det f?rste Haar skyggede over mine L?ber, skulde kunne tage fejl af denne Lyd fra fremrykkende Rytteri.

"Til Hj?lp, Kammerater, til Hj?lp!" skreg jeg, og sk?nt de slog mig paa Munden og s?gte at tr?kke mig hen til Tr?erne, blev jeg ved med at raabe: "Til Hj?lp, mine tapre Gutter, man myrder Eders Oberst!"

I det ?jeblik havde mine Saar og mine Tr?ngsler bragt mig fra Sans og Samling, og jeg saa foran mig fem Hundrede Husarer. Kedeltrommerne og hele Tilbeh?ret viser sig ved Indgangen til den aabne Plads. Men det, der kom til Syne, var meget forskellig fra, hvad jeg havde ventet. En smuk ung Mand paa en flot Hest galopperede ind paa Pladsen. Han saa glad og forn?jet ud, den muntreste Mine af Verden og f?rte sig paa den eleganteste Maade. Han bar en besynderlig Frakke, der en Gang havde v?ret r?d, men som nu var falmet og havde antaget en Farve som vissent Egel?v. Men hans Epauletter straalede, og han havde en skinnende Metalhj?lm med en koket, hvid Fjerbusk paa Hovedet. Bagefter ham kom fire Ryttere i den samme Dragt, glatragede, med runde, venlige Ansigter og i mine ?jne mere lignede Munke end Dragoner. Ved en kort, bestemt Ordre standsede de under Vaabenklirren, og deres F?rer galopperede fremad, medens Baalet lyste paa hans muntre Ansigt og hans Hests smukke Hoved. Af deres m?rkelige Uniformer kunde jeg se, at det var Engl?ndere. Det var f?rste Gang, jeg var truffen sammen med saadanne, men at d?mme efter deres stolte Holdning og den udm?rkede Maade, de f?rte sig paa, forstod jeg, at Rygtet talte sandt, naar det sagde, at det var ypperlige Folk at k?mpe imod.

"Nuvel!" raabte den unge Officer paa elendigt Fransk, "hvad for L?jer har I for her? Hvem var det, der raabte om Hj?lp, og hvad har I i Sinde at g?re ved ham?"

I det ?jeblik velsignede jeg de Maaneder, som O'Brian, Descendenten efter Irlands Konger, havde anvendt paa at l?re mig Engelsk. Mine Ankler var fri, saa jeg havde kun at tr?kke mine H?nder ud af L?kken, med et eneste Spring fare op, snappe min Sabel, der laa ved Lejrilden, og kaste mig op paa Ryggen af den stakkels Vidals Hest. Paa Grund af min saarede Ankel kunde jeg ikke s?tte Foden i Stigb?jlen, men sprang lige op paa Ryggen af Dyret, l?ste det fra Tr?et, og f?r Banditterne kunde affyre en Pistol, var jeg ved Siden af den engelske Officer.

"Jeg overgiver mig til Dem, Sir!" raabte jeg, men jeg maa indr?mme, at mit Engelske ikke var bedre end hans Franske, "dersom De vil kaste et Blik paa Tr?et derhenne, vil De se, hvorledes disse Skurke behandler de h?derlige Soldater, der falder i deres Kl?r."

Ilden flammede i samme ?jeblik op og pr?senterede stakkels Vidal for dem, et saa r?dselsfuldt Syn, som nogensinde er set under et natligt Mareridt. "Godam!" skreg Officeren, og "Godam!" skreg hver af de fire Soldater, hvilket betyder det samme som naar vi siger "Mon Dieu!" Ud r?g fire Sabler, og Soldaterne rykkede frem. En af dem, en Sergent, lo og klappede mig paa Skulderen.

"K?mp for Deres Liv, min Ven," sagde han.

Hvor var det dejligt atter at have en Hest under sig og et Vaaben i Haanden. Jeg svingede det over mit Hoved og br?d ud i Begejstringsraab. Anf?reren kom hen imod os med sit forhadte, smilende Fj?s.

"Deres Ekscellence vil l?gge M?rke til, at denne Franskmand er min Fange!" sagde han.

"De er en nedrig R?ver!" svarede Engl?nderen og svingede sin Sabel mod ham, "det er van?rende for os at have saadanne Allierede. Dersom Lord Wellington var af min Mening, skulde vi, min Tro, klynge Dem op i det n?rmeste Tr?."

"Men min Fange?" spurgte R?veren med sin sledske Stemme.

"Han f?lger med os til den britiske Lejr!"

"Tillad mig at hviske Dem et Ord i ?ret, f?r end at De tr?kker af med ham."

Han n?rmede sig den unge Officer, men vendte sig derefter hurtig som Lynet om mod mig og fyrede sin Pistol af mod mit Ansigt. Kuglen fo'r gennem mit Haar og lavede et Hul i min Chako. Da han saa, at han havde fejlet, h?vede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig, da den engelske Sergent ved et eneste Hug n?sten skilte hans Hoved fra Kroppen. Hans Legeme havde n?ppe ber?rt Jorden, f?r hele Banden faldt over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som f?rte ned i Dalen.

Det var f?rst, da vi havde passeret Hulvejen, og var ude paa de aabne Marker, at vi vovede at standse og unders?ge, hvad Skade vi havde taget. Sk?nt jeg var baade tr?t og saaret, slog mit Hjerte dog af Stolthed og mit Bryst var ved at spr?nge Uniformen ved Tanken om, at disse R?vere sikkert sent vilde glemme mig. De vilde, min Tro, nok bet?nke dem to Gange, f?r de atter lagde Haand paa en Husar af tredje Regiment. Jeg var saa opfyldt heraf, at jeg holdt en lille Tale til disse brave Engl?ndere, og fortalte dem, hvem det var, de havde befriet. Jeg vilde ogsaa have talt om ?re og om tapre M?nds Sympati, men Officeren afbr?d mig kort:

"Det er meget godt!" sagde han, "er der noget i Vejen, Sergent?"

"Dragonen Jones' Hest er ramt af en Pistolkugle t?t ved Hoven!"

"Dragonen Jones kan ride med os. Sergent Hallyday har sammen med Dragonerne Harvey og Smith at holde til h?jre, indtil de naar de tyske Husarers Forposter."

Saa raslede de tre af Sted, medens Officeren og jeg red lige i Retning af den engelske Lejr, fulgt i nogen Afstand af Dragonen, hvis Hest var saaret. Vi aabnede snart vore Hjerter for hinanden, thi vi f?lte lige fra Begyndelsen gensidig Sympati. Han var Adelsmand, en pr?gtig Fyr og var sendt ud af Lord Wellington for at udspejde, om der var Tegn paa vor Fremrykning gennem Bjergene. Et omflakkende Liv som mit har den Fordel, at man efterhaanden l?rer at tilegne sig smaa Finesser, der kendetegner den sande Verdensmand. Jeg har f. Eks. n?ppe m?dt en Franskmand, der betjente sig rigtigt af engelske Titler. Dersom jeg ikke havde gjort mine Erfaringer, havde jeg ikke v?ret i Stand til med Sikkerhed at sige, at den unge Mand skulde betitles Milor the Hon. Sir Russell, Bart, s?rlig det sidste Ord er en meget fornem Titel, omtrent lige saa fornem som det spanske "Don", hvorfor jeg s?dvanligvis betjente mig af dette Ord, naar jeg henvendte mig til ham.

Medens vi saaledes red Side om Side i den dejlige, maanelyse spanske Nat, talte vi saa fortroligt sammen, som om vi havde v?ret Br?dre. Vi var begge i samme Alder, begge ved det lette Kavalleri - han h?rte til det sekstende lette Dragonregiment - og havde begge de samme Forhaabninger og den samme ?rgerrighed. Jeg har aldrig l?rt en Mand saa hurtigt at kende som Bart. Han opgav mig Navnet paa en Pige, som han havde l?rt at kende i en Have, der hedder Vauxhall, og jeg for min Del fortalte ham om lille Coralie ved Operaen. Han tog en Haarlok frem fra Brystet, og jeg et Str?mpebaand. Saa kom vi n?sten op at sk?ndes om Husarer og Dragoner, thi han var latterlig stolt af sit Regiment, og I skulde have set ham kruse sine L?ber og slaa paa sit Sv?rdh?fte, da jeg sagde, at jeg haabede, at han aldrig med sine Ryttere skulde v?re saa uheldig at komme i Vejen for tredje Husarregiment. Tilsidst begyndte han at tale om, hvad Engl?nderne kalder Sport, og han fortalte mig Historier om, hvor mange Penge han havde tabt i V?ddemaal om, hvilken af to Haner, der kunde dr?be den anden, eller hvilken af to M?nd, der slog den bedste N?ve, saa jeg blev ganske opfyldt af Forbavselse. Han var ?jeblikkelig parat til at v?dde om de m?rkeligste Ting. Saa jeg et Stjerneskud, vilde han straks v?dde om, at han saa flere end jeg. Det skulde g?lde femogtyve Francs pr. Stjerne, og det var f?rst, da jeg fortalte ham, at min Pung desv?rre var falden i R?vernes H?nder, at han opgav den Ide.

Naa, vi snakkede videre paa samme venskabelige Maade, indtil Dagen br?d frem, og vi pludselig h?rte en heftig Musketild et Sted forude. Det var i et klippefuldt og uj?vnt Terr?n, og jeg t?nkte straks, at der var begyndt en st?rre Tr?fning. Bart smilede ved denne Tanke og fortalte mig, at Lyden kom fra den engelske Lejr, hvor hver Mand om Morgenen t?mte sin B?sse for altid at v?re sikker paa at have t?rt Krudt i den.

"Endnu en Fjerdingvej, og vi er ved Forposterne!" sagde han.

Jeg saa mig omkring og opdagede, at vi under alt dette var kommen saa langt forud for Dragonen paa den halte Hest, at denne ikke var til at ?jne. Jeg saa mig om til alle Sider, men i den klippefulde Dal var der ingen andre at se end os to - begge bev?bnede og paa gode Heste. Jeg begyndte at sp?rge mig selv, om det nu ogsaa var n?dvendigt at tilbagel?gge den Fjerdingvej, der skulde bringe mig til de britiske Forposter.

Jeg ?nsker paa dette Punkt at tale aabent til Jer, mine Venner, thi jeg vil ikke have, at I skal t?nke, jeg handlede uh?derligt mod den Mand, der havde frelst mig fra R?vernes Kl?er. I maa erindre, at af alle Forpligtelser er den den f?rste, en kommanderende Officer har over for sine egne Folk. I maa ogsaa huske paa, at Krig er et Spil, der spilles efter ganske bestemte Regler, og naar disse Regler brydes, maa man b?de for Overtr?delsen. Hvis jeg havde givet Bart mit ?resord, vilde jeg have v?ret en infam Skurk, om jeg havde t?nkt paa at undfly. Men mit ?resord var ikke blevet mig afkr?vet. Uheldet med den lamme Hest, der befandt sig et Sted bagude, havde bragt os paa lige Fod. Havde det v?ret mig, der havde taget ham til Fange, vilde jeg have behandlet ham lige saa ridderligt, men paa samme Tid vilde jeg have affordret ham hans Sv?rd og i det mindste haft en Mand ved min Side. Jeg holdt min Hest an og spurgte ham, om han saa noget Brud paa disse Love, saafremt jeg forlod ham.

"Man kan jo v?re to i den Leg, min k?re Bart," sagde jeg.

"Saa vil vi se, hvem der leger bedst!" raabte han og greb sit Sv?rd.

Jeg havde ogsaa trukket mit, men jeg var fast bestemt paa ikke at saare den brilliante unge Mand, der havde v?ret min Velg?rer.

Han bet?nkte sig lidt og gentog saa flere Gange det engelske Ord for "Mon Dieu".

"De vil altsaa r?mme, vil De!" sagde han.

"Ja, hvis De ikke har noget at indvende derimod?"

"Den eneste Undskyldning, jeg kunde t?nke mig," sagde Bart, "skulde v?re den, at jeg g?r Dem et Hoved kortere, saafremt De fors?ger derpaa."

"H?r mig," sagde jeg, "De paastaar, at jeg er Deres Fange. Jeg kan med lige saa stor Ret paastaa, at De er min. Vi er alene her, og selv om jeg slet ikke tvivler om, at De er en udm?rket F?gter, kan De dog n?ppe haabe at staa Dem mod den bedste Klinge i hele sjette lette Kavalleri-Brigade."

Hans Svar var et Hug efter mit Hoved. Jeg afparerede det og huggede det halve af hans Fjerbusk af. Han st?dte efter mit Bryst, men jeg slog hans Sv?rd til Side og huggede ogsaa den anden Halvdel af Fjerbusken af.

"Hvad er det for Abekattestreger?" raabte han, da jeg vendte min Hest.

"Hvorfor hugger De efter mig? De ser jo, at jeg ikke g?r Geng?ld."

"Det er altsammen meget godt," bem?rkede han, "men De skal alligevel f?lge mig til Lejren."

"Jeg faar aldrig Lejren at se!" paastod jeg.

"Jeg holder ni mod en paa, at De faar den at se!" raabte han, medens han red efter mig med Sv?rdet i Haanden.

Ved disse Ord fik jeg en Ide. Kunde vi ikke afg?re Sagen paa anden Maade end ved at slaas? Bart kunde let bringe Sagen saa vidt, at jeg blev n?dt til at saare ham, for at undgaa, at han saarede mig. Jeg undgik hans St?d, men hans Sabelspids var kun en Tomme fra min Hals.

"Jeg vil g?re Dem et Forslag!" raabte jeg, "lad os kaste Terninger om, hvem der skal v?re den andens Fange."

Han smilede ved disse Ord. De tiltalte hans Sportssans.

"Hvor har De Terningerne?" kom det.

"Jeg har ingen!"

"Jeg heller ikke, men jeg har Kort!"

"Lad det saa bare v?re Kort!" sagde jeg.

"Og Spillet?"

"Jeg overlader det til Dem."

"Lad det v?re Ecarté - den, der vinder tre Partier."

Jeg kunde ikke lade v?re at smile, thi jeg tror ikke, der er tre M?nd i Frankrig, der er mine Overm?nd i det Spil. Jeg fortalte Bart det, da vi steg af Hesten, men han smilede kun, da han h?rte det.

"Jeg gik for at v?re den bedste Spiller hos Watiers," svarede han, "da Chancerne altsaa er ens, fortjener De at v?re fri, saafremt De vinder."

Vi t?jlede vore Heste og satte os ned paa hver sin Side af en stor, flad Klippeblok. Bart tog et Spil Kort frem, og jeg beh?vede blot at se ham blande for at forstaa, at han ikke var Begynder i Spillet. Saa begyndte Spillet. Det var min Tro nok v?rd at spille om den Indsats. Han ?nskede at f?je hundrede Guldstykker til, men hvad havde Penge at betyde, naar Oberst Etienne Gerards Sk?bne afhang af Spillet? Det forekom mig, som om alle, der havde Grund til at v?re interesserede i dette Spil - min Moder, mine Husarer, det tresindstyvende Armékorps, Ney, Massena, ja selv Kejseren - sluttede Kres omkring os i denne ensomme Dal. Himmel, hvilket Slag for dem alle, saafremt Spillet gik mig imod! Men jeg var ved godt Mod, thi med Undtagelse af gamle Bouvet af Berchenys Husarer, der vandt seks og halvfjerds af et hundrede og halvtreds Spil i en Tournering med mig, har jeg altid v?ret den, der har vundet de fleste Partier.

Det f?rste Spil vandt jeg let nok, men jeg maa indr?mme, at Kortene var mig gunstige, og at min Modstander ikke kunde spille anderledes end han gjorde. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har spillet bedre end i det andet Spil og reddede et Stik ved en Finesse, men Bart overvandt mig, markerede Kongen og gik ud i anden Omgang. Vi var nu saa ophidsede, at han lagde sin Hjelm fra sig og jeg min Chako.

"Jeg s?tter min r?dskimlede Hoppe imod Deres sorte Hest!" sagde han.

"Vedtaget!" sagde jeg.

"Saddel, T?mme og Stigb?jler!"

"Vedtaget!" sagde jeg.

Jeg var bleven smittet af hans Sportsiver. Jeg vilde have sat mine Husarer mod hans Dragoner, saafremt vi havde kunnet spille om dem.

Og saa fortsatte vi dette storartede Spil. Hvor han spillede, denne Engl?nder, spillede paa en Maade, der var Indsatsen v?rdig. Men jeg, mine Venner, jeg var storartet! Af de fem, jeg skulde vinde, naaede jeg de tre i f?rste Omgang. Bart tyggede paa sit Oversk?g og trommede med Fingrene, medens jeg allerede f?lte mig i Spidsen for mine smaa Hallunker. I anden Omgang vendte jeg Kongen op, men mistede to Stik - jeg havde nu fire mod hans to. Da jeg sidste Gang saa paa mine Kort, kunde jeg ikke tilbageholde et Fryderaab. "Dersom jeg ikke vinder min Frihed nu," t?nkte jeg, "fortjener jeg evig at blive i L?nker!"

Men min smukke Hest blev overvunden af hans ringere. Jeg kunde have kastet mig ned paa Jorden, da jeg t?nkte derpaa.

"De maa have spillet godt Ecarté hos Watiers i Aar '10 - det er Brigader Gerards Mening!" sagde jeg.

Det beroede nu paa sidste Omgang. Han lagde sit B?lte fra sig og jeg min Sabelrem. Han var meget koldblodig, denne Engl?nder, og jeg pr?vede paa at synes lige saa rolig, men Sveden l?b mig ned i ?jnene. Det blev hans Tur at give, og jeg maa tilstaa, at mine H?nder rystede, saa at jeg n?ppe kunde tage om Kortene. Men da jeg fik fat paa dem, hvad tror I saa, der var det f?rste Kort, jeg saa? Det var Kongen, Kongen, den m?gtige Trumf Konge! Jeg skulde netop til at melde, da Ordet d?de hen paa mine L?ber ved Synet af min Kammerat.

Han holdt sine Kort i Haanden, men hans Tr?k var slappede og han stirrede hen mod mine Skuldre med det forf?rdeligste Udtryk af Bestyrtelse og Overraskelse. Jeg vendte mig om, og blev selv forbavset over, hvad jeg saa.

Tre M?nd stod lige ved Siden af os, h?jst en halv Snes Alen borte. Den midterste var velvoksen, men dog ikke for h?j - omtrent af samme H?jde som jeg selv. Han var kl?dt i en m?rk Uniform med en lille trekantet Hat med hvid Fjerbusk. Men det var ikke hans Dragt, der interesserede mig. Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans ?rnen?se, hans haarde, blaa ?jne og hans tynde, fastsluttede L?ber, der bibragte mig F?lelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre. Midt bag ved de tre M?nd holdt der lige saa mange Heste, og l?ngst tilbage en Eskorte af Dragoner.

"Hallo, Crauford, hvad Pokker tager De Dem for?" spurgte den spinkle Mand.

"H?rer De ikke, Sir!" raabte den ene af hans Ledsagere, "Lord Wellington ?nsker at vide, hvad dette skal betyde!"

Min stakkels Bart fremstammede en Beretning om, hvad der var passeret, men dette Klippe-Ansigt formildedes ikke et ?jeblik.

"Meget vel, Crauford!" udbr?d han, "men H?rens Disciplin maa opretholdes. V?r saa god at melde Dem ved Hovedkvarteret som Fange."

Det var frygteligt for mig at se Bart stige op paa sin Hest og ride nedslaaet bort. Jeg kunde ikke udholde det, men kastede mig foran den engelske General. Jeg talte hans Sag og fortalte ham, hvorledes jeg, Oberst Gerard kunde bevidne, hvilken uforf?rdet ung Mand han var. Min Veltalenhed vilde have smeltet det haardeste Hjerte. Jeg fik Taarer i mine ?jne, men ikke i hans. Saa svigtede min Stemme mig, og jeg kunde ikke sige mere.

"Med hvilken V?gt bel?sser De Muldyrene i den franske Armé, Sir," spurgte han. Det var alt, hvad denne flegmatiske Engl?nder havde at svare paa mine gl?dende Ord. Saaledes l?d hans Svar, hvor en Franskmand vilde have kastet sig om Halsen paa mig.

"Hvor stor en V?gt paa et Muldyr?" gentog den ene af hans Ledsagere.

"Tohundrede og ti Pund!" svarede jeg.

"Saa bel?sser man dem Pokkers slet!" sagde Lord Wellington, "f?r Fangen hen til min Eskorte."

Hans Dragoner omringede mig, og jeg - jeg var n?sten ved at blive gal, da jeg t?nkte paa, at jeg havde haft et oplagt Spil i mine H?nder, og at jeg i dette ?jeblik kunde have v?ret en fri Mand. Jeg holdt Kortene op for Generalen.

"Se, Mylord!" n?sten skreg jeg, "jeg spillede for min Frihed og jeg vandt. Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!"

For f?rste Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt.

"Tv?rtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem."

* * *