Chapter 2 No.2

Hvorledes Brigaderen fik ?resmedaljen.

Hertugen af Tarentum eller Macdonald, som hans gamle Kammerater foretrak at kalde ham, var aabenbart i et skr?kkeligt Hum?r. Hans barske, engelske Ansigt lignede i ?jeblikket en af disse groteske Masker, der smykker Facaderne i Faubourg St. Germain. Major Charpentier og jeg kunde ikke undgaa at se, at han indvendig var rasende.

"Brigader Gerard af Husarerne," sagde han med en Mine som en Korporal overfor en Rekrut.

Jeg gjorde Honn?r.

"Major Charpentier af Hest-Grenadererne!"

Min Kammerat slog H?lene sammen.

"Kejseren har en Sendelse for Dem."

Uden yderligere Forklaring aabnede han D?ren og meldte os.

Jeg har set Napoleon ti Gange til Hest for hver en Gang til Fods, og jeg har altid fundet, at han gjorde klogt i at vise sig for Tropperne saaledes, thi i Sadlen gjorde han en meget god Figur. Derimod finder jeg, at han til Fods var for lille og med sine krumme Skuldre mere lignede en Professor ved Sorbonnen end Frankrigs f?rste Soldat. Imidlertid havde han en fast Mund, og hans ?jne var m?rkv?rdige. Han har en Gang vendt dem imod mig i Vrede, og jeg vil hellere ride gennem en fjendtlig Afdeling paa en daarlig Hest end se dem saaledes igen. Og alligevel er jeg ikke en Mand, man nemt jager en Forskr?kkelse i Livet.

Kejseren stod henne i det ene Hj?rne af V?relset med Ryggen mod Vinduet og stirrede paa et stort Kort, der hang paa V?ggen. Berthier stod ved Siden af ham og fors?gte at se kl?gtig ud. Netop da vi traadte ind, snappede Napoleon Kaarden fra ham og pegede paa Kortet med den. Han talte hurtigt og lavm?lt, men jeg h?rte ham dog sige: "Meuse-Dalen" og to Gange gentage Ordet "Berlin". Da vi traadte ind, kom Berthier os i M?de, men Kejseren standsede ham og befalede os at komme n?rmere.

"De har endnu ikke modtaget ?res-Medaljen, Brigader Gerard?" sagde han.

Jeg besvarede Sp?rgsmaalet ben?gtende og skulde netop tilf?je, at det var ikke, fordi jeg ikke havde fortjent den, da han afbr?d mig paa sin s?dvanlige korte Maade.

"Og De, Major?"

"Nej, Sire!"

"Saa skal De begge faa Lejlighed hertil -!"

Han f?rte os begge hen til det store Kort. Med Spidsen af Berthiers Kaarde pegede han paa Rheims.

"Jeg vil v?re aabenhjertig overfor Dem, mine Herrer, som overfor to Kammerater. De har jo begge v?ret hos mig siden Marengo, husker jeg," Han havde et m?rkv?rdig behageligt Smil, der plejede at lyse op paa hans blege Ansigt som en mat Solstraale. "Her ved Rheims er i ?jeblikket vort Hovedkvarter, og det i Dag den fjortende Marts. Meget vel. Der er Paris, godt og vel tolv Mil herfra. Blücher ligger i Nord, Schwarzenberg i Syd." Han prikkede i Kortet med Kaarden, medens han talte.

"Nuvel!" sagde han, "jo l?ngere ind i Landet disse Folk marscherer, des mere afg?rende skal jeg knuse dem. De er i F?rd med at rykke mod Paris. Meget vel. Lad dem komme. Min Broder, Kongen af Spanien, vil snart v?re her med hundrede tusinde Mand. Det er til ham, at jeg vil sende Dem. De skal overbringe ham et Brev, af hvilket De hver faar et Eksemplar. Det er for at meddele ham, at jeg kommer ham til Hj?lp om to Dage med hver Mand, hver Hest og hver Kanon. Jeg maa give Dem en Hvil paa otte og fyrretyve Timer. Saa lige mod Paris! De forstaar mig, mine Herrer!"

Aa, blot jeg kunde have beskrevet Jer min Stolthed og min Lykke ved saaledes at blive den store Mands Fortrolige. Da han rakte os vore Breve, klirrede jeg med Sporene, sk?d Brystet frem og smilede og nikkede for at lade ham forstaa, at jeg havde fattet hans geniale Plan. Han smilede ogsaa og lagde et ?jeblik sin Haand paa min Skulder. Jeg vilde gerne have betalt det halve af min L?nning, hvis min Moder kunde have set mig i det ?jeblik.

"Jeg skal vise Dem Deres Rute," sagde han og vendte sig atter mod Kortet. "De maa f?lges ad saa langt som til Bazoches. De maa da skilles. Den ene tager Vejen mod Paris over Oulchy og Neuilly, medens den anden rider Nord paa gennem Braine, Soissons og Senlis. Har De noget at bem?rke, Brigader Gerard?"

Jeg er kun Soldat, men mangler dog ikke Talegaver og Ideer. Jeg begyndte at tale om Frankrigs H?der og Storhed, men Kejseren afbr?d mig brat.

"Og De, Major Charpentier?"

"Saafremt vi maatte finde, at den opgivne Rute er usikker, er det da tilladt at v?lge en anden?"

"Soldater v?lger ikke, de adlyder!" svarede Napoleon. Han b?jede Hovedet for at vise, at vi kunde gaa og vendte sig atter mod Berthier. Jeg ved ikke, hvad han sagde til denne, men jeg h?rte dem begge le.

Som I sagtens kan t?nke Jer, begav vi os skyndsomst paa Vej. Efter en halv Times Forl?b red vi ned gennem Rheims og Klokken slog netop tolv, da vi passerede Domkirken. Jeg havde min lille graa Hoppe, Violette, under mig, og det var den hurtigste Hest i hele sjette Brigade. Charpentier red derimod en af den Slags Gyngeheste, disse Hestgrenaderer holdt saa meget af, en Ryg som et Sengested og Ben som en Vandpost. Han var selv en klodset Fyr, saa det var et k?nt Par.

Da vi kom ud af Byen, red vi igennem den franske Lejr og derefter over Slagmarken fra i Gaar. Denne var besaaet med Ligene af Russerne og af vore egne stakkels Kammerater. Men alligevel fremb?d Lejren det bedr?veligste Syn. Vor H?r var ved at smelte hen. Med Garden fik det endda gaa, sk?nt den unge Garde kun bestod af Rekrutter. Artilleriet og det sv?re Kavalleri kunde have v?ret udm?rket, saafremt der blot havde v?ret noget mere af det; men Infanteristerne med deres Underofficerer lignede n?sten Skoledrenge med deres L?rere. Og vi havde ingen Reserver. Naar jeg saa fort?ller, at der stod 80,000 Pr?jsere i Nord og 150,000 Russere og ?strigere i Syd, vil I forstaa, mine Venner, at dette kunde stemme selv den tapreste Mand alvorlig.

For mit eget Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg f?ldede en Taare, indtil jeg kom i Tanker om, at Kejseren stadig var iblandt os, og at han samme Morgen havde lagt sin Haand paa min Skulder og havde lovet mig ?res-Medaljen. Dette fik mig til at se lysere paa Tingene, og jeg jog Sporene i Violettes Sider, indtil Charpentier bad mig om at have Medlidenhed med hans store, prustende Kamel. Vejen var elendig, og Artilleriet havde skaaret to Fod dybe Furer i den, saa i og for sig havde han Ret i, at det ikke var Stedet for en Galop.

Jeg har aldrig staaet paa en s?rlig venskabelig Fod med denne Charpentier, og de n?ste fem Mil kunde jeg ikke tr?kke et Ord ud af ham. Han red med sammentrukne Bryn og Hagen ned paa Brystet som et Menneske, der er hensunken i sine egne Tanker. Jeg spurgte mere end én Gang, hvad der optog ham, idet jeg gik ud fra, at jeg med min hurtigere Intelligens muligvis kunde klare Begreberne for ham. Han svarede altid, at det var hans Sendelse, han t?nkte paa, hvilket overraskede mig, thi sk?nt jeg aldrig havde haft store Tanker om hans Forstand, forekom det mig umuligt, at nogen kunde misforstaa en saa simpel og soldaterm?ssig Opgave.

Da vi kom til Bazoches, red han imod Syd og jeg imod Nord. F?r han forlod mig, vendte han sig imidlertid om i Sadlen og saa paa mig med et besynderligt sp?rgende Blik.

"Hvad har De faaet ud af det, Brigader?" spurgte han.

"Af hvad?"

"Af vor Sendelse."

"Den er dog lige til!"

"Ja, det tror De! Hvorfor betroede Kejseren os sine Planer?"

"For at pr?ve vor Forstand!"

Min Ledsager lo paa en Maade, som jeg fandt generende.

"Maa jeg sp?rge, hvad De har i Sinde at g?re, saafremt De finder alle disse Landsbyer fulde af Pr?jsere?" spurgte han.

"Jeg f?lger min Ordre."

"Saa bliver De blot slaaet ihjel."

"Meget muligt."

Han lo igen, denne Gang saa udfordrende, at jeg greb til mit Sv?rdh?fte. Men f?r jeg kunde fort?lle ham, hvad jeg mente om hans Dumhed og Uopdragenhed, havde han vendt sin Hest og humpede ned ad Vejen. Jeg saa hans sv?re, laadne Kappe forsvinde bag Brynet af H?jen og red saa videre, medens jeg undrede mig over hans Opf?rsel. Fra Tid til anden stak jeg Haanden ind paa Brystet for at overbevise mig om, at jeg endnu sad inde med det v?rdifulde Dokument. Dette pr?gtige Papir, der skulde skaffe mig ?resmedaljen, om hvilken jeg saa l?nge havde dr?mt. Hele Vejen fra Braine til Sermoise t?nkte jeg paa, hvad min Moder vilde sige, naar hun h?rte det.

Jeg standsede hen paa Formiddagen for at give Violette et Foder i en Kro, der laa ved Landevejen ikke langt fra Soissons. Kromanden meddelte mig da, at Marmont havde trukket sig tilbage herover for to Dage siden, og at Pr?jserne var gaaede over Aisne. En Time senere saa jeg i det svindende Dagsk?r to af deres Vedetter paa en H?j til h?jre, og da M?rket br?d frem, skinnede deres Bivuak-Ild mod den nordlige Himmel.

Da jeg h?rte, at Blücher allerede havde besat Egnen for to Dage siden, forbavsede det mig, at Kejseren ikke allerede vidste, at Egnen, hvorigennem han havde befalet mig at ride med det vigtige Brev, var besat af Fjenden. Men saa t?nkte jeg paa, at han havde sagt til Charpentier, at en Soldat har at adlyde, ikke at v?lge. Jeg skulde f?lge den Vej, han havde opgivet mig, saal?nge Violette kunde r?re et Lem og jeg holde en T?mme. Paa hele Turen fra Sermoise til Soissons, hvor Vejen gaar op og ned og snor sig gennem Fyrreskove, holdt jeg min Pistol og min Sabel parat, idet jeg red hurtigt til, naar Vejen gik lige ud, og naar jeg skulde dreje om Hj?rnene, sagtnede jeg Farten, saaledes som jeg havde l?rt i Spanien.

Da jeg kom til den Bondegaard, som ligger til h?jre for Vejen, naar man har passeret Tr?broen, der f?rer over Crise, i N?rheden af den store Statue af "den hellige Jomfru", raabte en Kone til mig fra Marken, at Pr?jserne var i Soissons. En lille Afdeling Landsenerer var kommen samme Eftermiddag, og man ventede en hel Division inden Midnat. Jeg gav mig ikke Tid til at h?re Slutningen af hendes Beretning, men jog Sporerne i Violettes Sider, og fem Minutter efter galopperede jeg ind i Byen.

For Enden af Hovedgaden stod tre Uhlaner og sludrede ved Siden af deres Heste, medens de r?g paa Piber saa lange som min Sabel. Jeg fik ?je paa dem i Lyset fra en aaben D?r, men af mig kan de kun have set Skinnet af Violettes graa Sider og den sorte Skygge af min flagrende Dolman. Et ?jeblik efter for jeg gennem en Klynge af dem, der kom ud fra en aaben Port. Violette l?b en af dem over Ende, og jeg sparkede efter en anden uden dog at tr?ffe ham. To Karabinskud knaldede, men jeg var allerede kommen om det n?rmeste Hj?rne og h?rte ikke en Gang Kuglernes Hvislen. Aa, hvor vi var storartede, Violette og jeg! Hun l?b som en opskr?mmet Hare, og der fl?j Ild fra Hovene. Jeg stod op i Stigb?jlen og svingede mit Sv?rd. Der var nogen, der sprang til for at gribe T?jlerne. Jeg huggede Armen over paa Vedkommende og h?rte ham hyle af Smerte bag mig. To Ryttere red ind paa mig. Jeg st?dte den ene ned og satte fra den anden. Et Minut efter var jeg ude af Byen og fl?j hen ad en bred, hvid Landevej med sorte Popler langs Siderne. Endnu en Tid h?rte jeg Lyden af Hovslag bag ved mig, men de d?de lidt efter lidt hen. Tilsidst kunde jeg ikke skelne dem fra mit eget Hjertes Banken. Snart blev alt stille. De havde opgivet Jagten.

Jeg maatte nu v?re midt inde i Fjendens Linjer, thi ud fra et Hus ved Vejsiden l?d en Drikkevise, sunget af flere Stemmer. Kort efter dukkede to M?nd frem i Maaneskinnet - Himlen var nu ganske uden en Sky - og tilraabte mig noget paa Tysk, men jeg galopperede videre uden at svare dem. De var aabenbart bange for at give Ild, thi deres egne Husarer er kl?dt netop som jeg var.

Det var pr?gtigt Maaneskin, og Tr?erne kastede deres m?rke Skygger hen over Vejen. Jeg kunde se ud over Landet lige saa tydeligt, som om det var om Dagen, og meget fredeligt saa det ud, naar undtages, at der flammede en stor Ildebrand et Steds oppe i Nord. I denne stille Nattetime og med Bevidstheden om, at jeg havde Faren baade for og bag, var der noget gribende og uheldsvangert ved denne store, fjerne Ild. Men jeg er ikke saa let paavirkelig, dertil har jeg oplevet for mange m?rkelige Ting. Jeg gav mig til at nynne en rask Melodi og t?nkte paa den lille Lisette, som jeg maaske skulde faa at se i Paris. Jeg var helt optaget ved Tanken herom, da jeg ved at dreje om et Hj?rne kom lige ind paa et halvt Dusin tyske Dragoner, som sad omkring en Br?ndeild ved Vejsiden.

Jeg saa straks, at hvad jeg end gjorde, vilde jeg nu blive jaget, og paa en Hest, der allerede havde tilbagelagt seks lange Mil. Men det var bedre at blive jaget fremad end at blive jaget tilbage. Risikoen blev den samme i den maaneklare Nat med Forf?lgernes friske Heste bag mig, men saafremt det skulde lykkes mig at ryste dem af mig, vilde jeg foretr?kke, at det skete i N?rheden af Senlis fremfor ved Soissons. Dette stod mig klart i samme ?jeblik. Mine ?jne havde n?ppe hvilet paa de sk?ggede Ansigter under Metalhj?lmene, f?r mine Sporer havde r?rt Violette, og hun for af Sted som en Stormvind.

Hvilken Raaben og Klirren og Stampen bag os! Tre af dem fyrede, og tre svang sig paa deres Heste. En Kugle traf Bagremmen paa min Sadel med en Lyd som en Stok mod en D?r. Violette sprang vildt forover, og jeg troede, hun var bleven saaret. Men det var kun et Strejfskud, t?t op imod en af Forhovene. Aa, det k?re lille Dyr, hvor jeg dog elskede det, da jeg m?rkede, at det atter slog over i sin lange, lette Galop, medens Hovene gik som en spansk Piges Kastagnetter. Jeg kunde ikke beherske mig. Jeg vendte mig i Sadlen, vinkede og raabte: "Leve Kejseren!" og hylede af Latter over den Str?m af Eder, der fulgte paa.

Men Enden var ikke endda. Havde min Hest v?ret frisk, havde vi nok redet dem agterud. Der var en af dem, en ung Kn?s af en Officer, som var bedre ridende end de andre. Han kom mere og mere ind paa Livet af mig. De to andre Forf?lgere red allerede trehundrede Alen bag ham, og hver Gang jeg vendte mig om, saa jeg, at Afstanden stadig blev st?rre.

Jeg ventede, indtil Kn?sen var kommen et langt Stykke foran sine Kammerater, og saa holdt jeg lidt igen paa min Hoppe, ganske lidt, saa at han maatte tro, at han nok skulde indhente mig. Da han kom indenfor Skudvidde, trak jeg min Pistol frem og lagde min Hage paa Skuldren for at se, hvad han vilde tage sig for.

Han gjorde ikke Mine til at fyre, og jeg opdagede hurtigt Grunden. Den dumme Dreng havde taget Pistolerne ud af Saddelhylsterne, da han skulde kampere for Natten. Nu svang han Sablen imod mig og udst?dte en eller anden Trusel. Han syntes ikke at forstaa, at han var ganske overgivet til min Naade og Barmhjertighed. Jeg holdt Violette tilbage, indtil der ikke var stort mere end en Landsel?ngde imellem Hestene.

"Rendez-vous!" br?lede han.

"Maa jeg komplimentere Monsieur for hans Fransk," sagde jeg og lagde Pistolen paa min venstre Arm, hvad jeg altid har fundet var den bedste Maade at skyde paa fra Sadel. Jeg sigtede paa hans Ansigt og kunde i Maanelyset se, hvor bleg han blev, da han forstod, at det var ude med ham. Men netop da jeg lagde Fingeren paa Aftr?kkeren, kom jeg til at t?nke paa hans Moder, og jeg jog min Kugle gennem Bringen paa hans Hest. Jeg er bange for, at han slog sig slemt i Faldet, for det var et frygteligt Bums, men da jeg havde mit Brev at t?nke paa, lod jeg atter Violette str?kke ud.

Men de var ikke saadan at ryste af sig, disse Banditter. De to andre Forf?lgere tog sig ikke mere af deres Officer, end om han havde v?ret en Rekrut, der var bleven kastet af i Rideskolen, men fortsatte Jagten paa mig. Jeg var kommen op ad en Bakkeskraaning og haabede saa smaat at have set dem for sidste Gang; men Pokker tage mig, om de ikke var lige i H?lene paa mig! Derfor fremad i lynende Fart! Min Hoppe rystede Hovedet og jeg min Chako for at vise, hvad vi t?nkte om to Dragoner, der s?gte at fange en Husar. Men i samme ?jeblik holdt mit Hjerte n?sten op at banke, thi for Enden af den lange, hvide Vej holdt en sort Klynge Kavalleri rede til at modtage mig. En ung Soldat vilde have taget det for Tr?ernes Skygger, men jeg saa godt, at det var en Afdeling Husarer, og hvorhen jeg end vendte mig, syntes D?den mig vis.

Jeg havde altsaa Dragonerne bagved mig og Husarerne foran mig. Aldrig siden Moskwa havde jeg v?ret i en saadan Knibe. Men for mit Korps' ?re vilde jeg hellere lade mig hugge ned af det lette Kavalleri end af det sv?re. Jeg drev derfor Violette fremad.

Jeg husker, at jeg fors?gte at bede en B?n, medens jeg red fremad, men at jeg var lidt ude af ?velsen, og de eneste Ord, jeg kunde finde, var B?nnen om godt Vejr, vi plejede at bruge paa Skolen Aftenen f?r en Helligdag. Men denne var dog altid bedre end ingen, og jeg fremmumlede den netop, da jeg pludselig h?rte franske Udraab foran mig. Det var vore egne, k?re, smaa Slyngler af Marmonts Korps! Mine to Forf?lgere gjorde kort omkring og galopperede bort i rasende Fart, medens Maanelyset br?des i deres Metalhj?lme, og jeg travede hen til mine Venner uden upassende Fart, thi jeg vilde have, de skulde forstaa, at selv om en Husar maa flygte, er det imod hans Natur at flygte for hurtigt. Imidlertid er jeg bange for, at Violettes Forpustethed og skummende Mule paa det kraftigste dementerede min sk?desl?se Optr?den.

Og hvem var vel saa i Spidsen for Troppen andet end den gamle Bouvet, som jeg frelste ved Leipzig! Da han fik ?je paa mig, fyldtes hans smaa, missende ?jne med Taarer, og jeg blev helt r?rt over at se hans Gl?de. Jeg fortalte ham om min Sendelse, men han lo vantro, da jeg sagde, at jeg skulde gennem Senlis.

"Fjenden er der," sagde han, "saa du kan ikke komme derigennem."

"Netop af den Grund vil jeg derigennem," svarede jeg.

"Men hvorfor dog ikke v?lge den lige Vej til Paris med din Depeche? Hvorfor netop v?lge den eneste Vej, hvor du kan v?re nogenlunde sikker paa enten at blive taget til Fange eller dr?bt?"

"En Soldat v?lger ikke, han adlyder!" sagde jeg, ganske som jeg havde h?rt Napoleon sige.

Den gamle Bouvet br?d ud i en drillende Latter, der varede lige indtil jeg havde sat mine Moustacher i Vejret og maalt ham fra Top til Taa. Saa kom han endelig til Fornuft.

"Godt," sagde han, "men saa maa du helst tage af Sted med os, thi vi skal ogsaa til Senlis for at rekognisere. En Eskadron af Ponnowskis polske Lansenerer foran os."

Saa travede vi af Sted gennem den stille Nat, indtil vi kom op paa Siden af Polakkerne. Fine gamle Soldater var det, selv om de forekom mig lidt tunge til deres Heste. Det var en Fryd at se dem, og de kunde ikke have f?rt sig bedre, om de havde h?rt til min egen Brigade. Vi fulgtes ad, indtil vi henad Morgenstunden saa Lysene i Senlis. En Bonde kom tr?kkende med sin K?rre, og han fortalte os, hvorledes det stod til inde i Byen. Hans Efterretninger var paalidelige nok, thi hans Broder var Kusk hos Borgmesteren, og de havde talt sammen hele den foregaaende Aften. En enkelt Eskadron Kosakker var indkvarteret paa Raadhuset, som laa i et Hj?rne paa Torvet og var Byens st?rste Bygning. En hel Division pr?jsisk Infanteri kamperede i Skoven nordpaa, men i Senlis var der ikke andet end Kosakker.

Hvilken k?rkommen Lejlighed tilb?d der sig ikke her til at h?vne sig paa disse Barbarer, hvis Grusomhed imod vore stakkels Landboere var et staaende Samtaleemne ved Lejrilden.

Vi fo'r ind i Byen som en Hvirvelvind, huggede Vedetterne ned og red Forposterne over Ende. Raadhusets D?re blev slaaede ind, f?r Fjenden forstod, at Franskm?ndene var over dem. Vi saa frygtelige Hoveder ved Vinduerne, Hoveder, sk?ggede til Tindingerne, med sort, uredt Haar under Faareskindshuerne, og dumme, gabende Munde. "Hourra! Hourra!" skreg de og affyrede deres Karabiner, men vore Folk var inde i Huset og i Struberne paa dem, f?r de fik gnedet S?vnen af ?jnene. Det var frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og Kosakkerne, trods Navneligheden, D?dsfjender. De fleste blev dr?bt i de ?vre V?relser, hvorhen de var flygtede, og Blodet fl?d ned i Salen som Regnen fra et Tag.

Da Huset var renset for Fjender, hentede jeg Vand til Violette, og vor landlige F?rer viste mig, hvor den gode Borgmester gemte sit Foder. I kan stole paa, at min lille Veninde tr?ngte til det. Derefter vaskede jeg hendes Ben, t?jrede hende og gik saa ind i Huset for at finde en Mundfuld til mig selv, saaledes at jeg ikke beh?vede at g?re Ophold, f?r jeg havde naaet Paris.

Og nu kommer jeg til den Del af min Fort?lling, der sikkert vil synes Eder m?rkeligst, endsk?nt jeg kunde berette Jer mindst ti Tildragelser, hentede fra mit Soldaterliv, lige saa m?rkelige som denne. I vil forstaa, at en Mand, der har tilbragt hele sit Liv i Spejder- og Vedettjenesten paa den blodige Grund, der skiller to store, fjendtlige H?re, har oplevet en Del. Nu skal jeg imidlertid fort?lle Jer, hvad der h?ndte ved denne Lejlighed.

Gamle Bouvet stod og ventede i Gangen, da jeg traadte ind, og han spurgte mig om vi ikke skulde kn?kke Halsen paa en Flaske Vin. "Men vi maa min Salighed ikke vente for l?nge," sagde han, "thi over i Skoven ligger der ti Tusinde af Theilmanns Pr?jsere."

"Hvor er Vinen?" spurgte jeg.

"Bare rolig! To Husarer kan altid finde Vin, saafremt der er nogen." Og med et Lys i Haanden gik han ned ad Stentrappen til K?kkenet, hvorfra en Vindeltrappe f?rte ned i K?lderen. Det var let at se, at Kosakkerne havde v?ret der f?r os; det fortalte de mange t?mte Flasker, der fl?d omkring os. Imidlertid maa Borgmesteren have v?ret en stor Levemand, for jeg kunde ikke ?nske mig en bedre Vink?lder: Chambertin, Graves, Alicante, hvid og r?d Vin, t?r og musserende, alt laa i velordnede Pyramider og kiggende undseligt frem mellem H?vlspaanerne. Gamle Bouvet stod med sit Lys og smidskede af alle Herlighederne - han lignede ganske en Kat foran et M?lkefad. Han havde faaet sig uds?gt en Flaske Bourgogne og strakte netop Haanden ud efter Flasken, da der bragede en Musketsalve over os. Pr?jserne var over os!

"Det er forbi!" raabte jeg og greb Bouvet i Armen.

"Der er én til, som skal d? forinden!" sagde han og fo'r som en Gal op ad den anden Trappe.

Havde jeg v?ret i hans Sted, vilde jeg ogsaa have s?gt D?den. Thi han havde begaaet en stor Fejl ved ikke at uds?tte Vagtposter. I f?rste ?jeblik havde jeg i Sinde at g?re ham F?lgeskab, men saa kom jeg i Tanker om min Sendelse, og at, saafremt jeg blev fanget eller dr?bt, vilde Kejserens vigtige Skrivelse falde i Fjendernes H?nder. Derfor lod jeg Bouvet d? alene, gik atter ned i K?lderen og slog D?ren i efter mig.

Dog heller ikke hernede var der synderlig morsomt. Bouvet havde tabt Lyset, da Pr?jsernes Hylen l?d oven paa, og jeg, der famlede mig frem i M?rket, kunde ikke finde andet end ituslaaede Flasker. Men heldigvis fandt jeg efter nogen S?gen Lyset, der var rullet hen under et Vinfad. Jeg s?gte forg?ves at t?nde det ved mit Fyrt?j. V?gen maatte v?re bleven fugtig ved at falde ned i en Vinp?l, og jeg huggede det derfor midt over med mit Sv?rd, hvorefter det lyste storartet. Hvad jeg nu skulde g?re, stod mig ikke klart. Slynglerne ovenpaa skreg sig selv h?se, og det vilde sikkert ikke vare l?nge, f?r de f?lte Trang til noget at faa Struben v?det med. Saa vilde det v?re Slut for den flotte Soldat, hans Sendelse og ?res-Medalje. Jeg t?nkte paa min Moder, og saa t?nkte jeg paa Kejseren. Jeg f?lte mig bedr?vet over, at den ene skulde miste saa fortr?ffelig en S?n, den anden den bedste Letkavallerist-Officer siden Lasalles Dage. Men straks efter var jeg atter mig selv. "Fat Mod!" t?nkte jeg og slog mig for Brystet, "fat Mod, min Dreng! Det er ikke sandsynligt at en Soldat, der kom uskadt fra Moskva uden saa meget som et Frostsaar, skal d? i en fransk Vink?lder!" Jeg sprang hurtig op og forvissede mig om, at jeg havde mit dyrebare Brev. Dette gav mig Mod.

Min f?rste Tanke var at s?tte Ild paa Huset for at undslippe i Forvirringen. Min n?ste at kravle ind i et tomt Vinfad. Jeg saa mig om for at finde et saadant, da jeg i et Hj?rne fik ?je paa en lav D?r, der var malet i samme graa Farve som Muren. Jeg st?dte til den og troede f?rst, at den var aflaaset. Imidlertid gav den dog lidt efter, og saa forstod jeg, at et eller andet holdt igen paa den modsatte Side. Jeg satte Ryggen imod D?ren og mine F?dder mod et Oksehoved, st?dte derefter saa kraftigt til, at D?ren sprang op, og jeg styrtede bagl?nds ind i det andet Rum. Lyset r?g ud af Haanden paa mig, saa jeg atter befandt mig i M?rke.

Gennem et Gittervindue faldt der en svag Lysstribe ind i K?lderen, thi uden for br?d Dagen frem, og jeg saa nu, at jeg befandt mig i en anden Vink?lder, opfyldt af k?mpem?ssige T?nder. Men det forekom mig, at dette i hvert Fald var et sikrere Skjulested end den ydre K?lder, og efter at have fundet mit Lys var jeg netop i F?rd med at barrikadere D?ren, da jeg pludselig saa noget, der fyldte mig med Forbavselse og, hvorfor ikke tilstaa det, med et ganske lille St?nk af Frygt.

Jeg har fortalt, at i den fjerneste Ende af K?lderen faldt der en graa Lysstribe ned fra et lille Gittervindue. Naa, som jeg stirrede ind i Halvm?rket, saa jeg en stor, h?j Skikkelse glide ud i Lysstriben og atter ind i M?rket. Det gav paa ?re et saadant S?t i mig, at min Chako n?sten spr?ngte Hageremmen. Det Hele foregik i et Nu, men alligevel havde jeg opdaget, at Fyren havde en lodden Kosakhue paa Hovedet, og at det var en stor, langbenet R?ver med en Sabel ved Siden. Min Tro, selv Etienne Gerard blev lidt bet?nkelig ved at v?re alene i M?rket med en saadan Karl.

Men kun for et ?jeblik. "Mod!" t?nkte jeg. "Er jeg ikke den bekendte Grenader, en og tredive Aar gammel og Kejserens udvalgte Sendebud? Naar det kommer til Stykket, har den Fyr mere Grund til at v?re bange for mig, end jeg for ham." Og i det samme gik det op for mig, at han virkelig var bange - d?dsens angst. Jeg kunde se det af hans ilsomme Skridt og hans sammenkr?bne Holdning, da han l?b rundt mellem T?nderne som en Rotte, der s?ger efter sit Hul. Det maa naturligvis have v?ret ham, der havde holdt igen paa D?ren, og ikke en Pakkasse eller et Vinfad, hvad jeg havde antaget. Det var ham, der var den Forfulgte, og mig, der var Forf?lgeren. Nu skulde han erfare, at det ikke var nogen Kylling, han havde at g?re med, denne R?ver fra Norden. I skulde have set mig i det ?jeblik!

Jeg indsaa snart, at jo dristigere jeg optraadte, des bedre. Altsaa t?ndte jeg Praasen og gik lige l?s paa ham med draget Sv?rd. "Kom frem, din Slyngel!" skreg jeg, "du er d?dsens, og skal g?re dine Kammerater F?lgeskab!"

Jeg holdt Lyset i Vejret og fik nu Mandens Hovede at se, som det stak op af en T?nde. Han havde en gylden Kokarde paa sin sorte Hue, og Udtrykket i hans Ansigt fortalte mig straks, at han var Officer og en dannet Mand.

"Min Herre!" raabte han paa udm?rket Fransk, "jeg overgiver mig til Deres Beskyttelse. Men giver De mig ikke Deres L?fte, vil jeg s?lge mit Liv saa dyrt jeg kan!"

"Min Herre!" svarede jeg, "en Franskmand ved, hvorledes han skal behandle en ulykkelig Fjende. Deres Liv er sikkert!"

Han langede mig derefter sit Sv?rd op fra T?nden.

"Hvem har jeg den ?re at tage til Fange?" spurgte jeg.

"Jeg er Grev Boutkine af de donske Kosakker," sagde han. "Med min Afdeling kom jeg hertil for at rekognisere Senlis, og da vi ingen Fjende fandt, besluttede vi at tilbringe Natten her."

"Det er maaske indiskret at sp?rge om, hvorledes De er kommen herned i K?lderen?" spurgte jeg.

"Aldeles ikke!" svarede han. "Vi havde i Sinde at drage af Sted ved Morgengry. Da jeg imidlertid fr?s, gik jeg herned i K?lderen for at tage mig en Slurk Vin. Medens jeg rumsterede rundt hernede, blev Huset stormet af Deres Folk, og da jeg kom op ad Trapperne, var det Hele allerede forbi. Jeg havde da ikke andet at g?re end at fors?ge at frelse mit eget Liv, hvorfor jeg l?b tilbage og skjulte mig i denne K?lder, hvor De nu har fundet mig."

Jeg t?nkte paa, hvorledes gamle Bouvet havde handlet under lignende Omst?ndigheder. Imidlertid fremgik det af Grevens Fort?lling, at han havde opholdt sig i den bageste K?lder, medens vi befandt os i den forreste, og at han derfor ikke havde h?rt Spektaklet, da hans egne Allierede tilbageerobrede Huset. Men opdagede han dette, vilde Bladet vende sig, og jeg vilde blive hans Fange i Stedet for han min. Hvorledes skulde jeg nu handle? Jeg var ved at k?re fast, da jeg pludselig fik saa glimrende en Indskydelse, at jeg ikke kunde lade v?re at beundre min egen Opfindsomhed.

"Grev Boutkine," sagde jeg, "jeg befinder mig i en meget vanskelig Stilling!"

"Og hvorfor?" spurgte han.

"Fordi jeg har lovet at beskytte Deres Liv."

Han begyndte at h?nge med N?bet.

"De vil da ikke tage Deres L?fte tilbage?" sagde han.

"I v?rste Fald vil jeg ofre mit Liv for at beskytte Dem," svarede jeg. "Men Vanskelighederne er store."

"Forklar Dem n?rmere," udbr?d han.

"Jeg vil v?re ?rlig overfor Dem," fortsatte jeg, "De ved sikkert, at vore Soldater, og s?rlig Polakkerne, er saa rasende paa Kosakkerne, at blot Synet af en Uniform g?r dem rasende. De kaster sig ?jeblikkelig over B?reren og hugger ham i Stykker, Lem for Lem. Ikke en Gang Deres Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem.

"Men det er jo frygteligt!" sagde han.

"Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette ?jeblik gik ovenpaa sammen, vilde det v?re ganske umuligt at beskytte Dem!"

"Jeg l?gger min Velf?rd i Deres H?nder," sagde han. "Hvad foreslaar De, at vi skal g?re? Vilde det ikke v?re det bedste, om jeg blev tilbage her?"

"Det v?rste af alt!"

"Og hvorfor?"

"Fordi vore Soldater om et ?jeblik vil unders?ge Huset, og saa bliver De hugget i Stykker. Faar de ?je paa Deres forhadte Uniform, ved jeg n?jagtigt, hvorledes det vil gaa."

"Skulde jeg da ikke tage Uniformen af?"

"Udm?rket!" raabte jeg; "nu har jeg det! De maa tage Deres Uniform af og tr?kke i min. Den vil g?re Dem hellig for enhver fransk Soldat."

"Det er ikke Franskm?ndene, jeg frygter, men Polakkerne!"

"Ogsaa mod dem vil min Uniform beskytte Dem."

"Hvorledes kan jeg takke Dem?" svarede han. "Men De selv - hvad vil De tage paa?"

"Jeg vil tr?kke i Deres Uniform!"

"Og maaske falde som Offer for Deres ?delmodighed?"

"Det er min Pligt at l?be Risikoen," svarede jeg; "men jeg frygter ikke. Jeg vil gaa ovenpaa i Deres Uniform. Hundrede Sv?rd vil blive vendt imod mig. Saa vil jeg raabe: "Holdt! Jeg er Brigader Gerard!" De vil se mit Ansigt, de vil genkende mig, og derefter vil jeg fort?lle dem om Dem, og De vil v?re frelst."

Han sk?lvede af Iver efter at faa Kl?derne af. Hans St?vler og Benkl?der var omtrent som mine egne, saa der var ingen Grund til at skifte dem, men jeg gav ham min Husartr?je, min Dolman, min Chako og mit Sabelh?ng med Taske, medens jeg til Geng?ld fik hans h?je Faareskindshue med den gyldne Kokarde, hans skindbr?mmede Frakke og hans krumb?jede Sabel. Men selvf?lgelig glemte jeg ikke at l?gge mit dyrebare Brev om i Lommen paa min ny Frakke.

"Med Deres Tilladelse," sagde jeg, "vil jeg nu binde Dem til T?nden."

Han gjorde en r?dsom Masse Oph?velser, men i mit Soldaterliv havde jeg l?rt at v?re paa min Post, og hvem ved, om han ikke, naar jeg havde vendt ham Ryggen, vilde forstaa det Hele og krydse mine Planer? Han stod netop og l?nede sig op ad en T?nde, saa jeg beh?vede kun at l?be seks Gange rundt om den med et Reb og slaa en tyk Knude bag paa for at g?re ham uskadelig. Dersom han nu fik i Sinde at gaa ovenpaa, maatte han i det mindste b?re et Tusind Liter god fransk Vin som Tornyster. Jeg laasede derefter D?ren til den bagerste K?lder efter mig, saa at han ikke kunde h?re, hvad der gik for sig, kastede Lyset bort og steg op ad K?kkentrappen.

Der var kun tyve Trin, men alligevel fik jeg Tid til at t?nke paa mangt og meget, medens jeg steg op ad dem. Jeg havde ganske den samme F?lelse som den Gang ved Eylau, da jeg laa med mit br?kkede Ben og saa Feltartilleriet galoppere lige imod mig. Jeg var klar over, at dersom jeg blev opdaget, vilde jeg ?jeblikkelig blive skudt som forkl?dt Spion. Men alligevel var dette en h?derfuld D?d i Kejserens personlige Tjeneste - og jeg beregnede, at der ikke kunde komme mindre end fem Linjer, maaske syv, om mig i Monit?ren. Palaret fik otte Linjer, og jeg er sikker paa, at han ikke havde saa fin en Karriere som jeg.

Da jeg traadte ind i Hallen med al den Ligegyldighed, jeg raadede over, var det f?rste, jeg fik ?je paa, Bouvets Lig med Benene trukket op under sig og et kn?kket Sv?rd i Haanden. Jeg havde den st?rste Lyst til at hilse, da jeg gik forbi ham, thi han var en tapper Mand, men saa blev jeg bange for, at de skulde l?gge M?rke dertil, og opgav det.

Hallen var fyldt med pr?jsiske Infanterister, som var i F?rd med at hugge Skydehuller i Muren, som om de frygtede, at der vilde f?lge endnu et Angreb. Deres Officer, en lille Mand, l?b omkring og uddelte Ordre. De var altfor optagne til at l?gge M?rke til mig, men en anden Officer, der stod ved D?ren med en lang Pibe i Munden, kom hen til mig og klappede mig paa Skulderen, idet han pegede paa vore stakkels Husarers Lig. Han sagde samtidig noget, der vist skulde v?re morsomt, thi hans lange Sk?g aabnede sig, og nogle skinnende Hugt?nder kom til Syne. Jeg lo af hans Vittighed og sagde de eneste russiske Ord, jeg kendte. Jeg havde l?rt dem af den lille Sophie i Vilna, og de bet?d: "Dersom Natten er smuk, m?des vi under Egetr?et, men dersom det regner, ses vi i Kostalden." Imidlertid var det jo ligegyldigt, hvad jeg sagde til denne Tysker, men han maa aabenbart have ment, at jeg havde sagt noget meget morsomt, thi han lo hjerteligt og klappede mig igen paa Skulderen. Jeg nikkede til ham og marscherede ud af D?ren saa koldblodig, som om jeg var Afdelingens Kommandant.

Et hundrede Heste stod bundne i Gaarden, og de fleste af dem tilh?rte Polakkerne og Husarerne. Min k?re lille Violette ventede mig i Klyngen, og hun hvinede af Henrykkelse, da hun saa mig komme ned imod sig. Men hende vilde jeg ikke op paa. Nej, jeg var mere dreven end som saa. Jeg valgte tv?rtimod en lille lodden Kosakhest og l?ste den med saa stor en Overlegenhed, som om den havde tilh?rt min Fader f?r mig. Den havde paa Ryggen en stor S?k med Plyndringsgods. Denne S?k lagde jeg over paa Violette, som jeg derefter f?rte med mig i T?mmen. De har aldrig set et bedre Billede af en Kosak, der vender tilbage fra et Plyndringstog.

Byen var paa dette Tidspunkt fuld af Pr?jsere. De stod langs Gaderne og pegede mig ud for hverandre, saa vidt jeg kunde sk?nne med Bem?rkninger som denne: "Det er en af disse Helvedes Kosakker, ingen kan hamle op med, naar det g?lder at r?ve og plyndre."

En eller to Officerer tiltalte mig med en vigtig Mine. Som Svar rystede jeg blot smilende paa Hovedet og sagde: "Dersom Natten er smuk, m?des vi under Egtr?et, men dersom det regner, ses vi i Kostalden," hvorefter de trak paa Skuldrene og opgav al videre Samtale. Jeg naaede saaledes uhindret ud af Byen. Et Stykke henne ad Landevejen kunde jeg se to Vedetter med deres sorte og hvide Smaaflag, og jeg vidste, at kom jeg blot uhindret forbi dem, vilde jeg v?re fri. Jeg lod min Pony trave til, medens Violette hele Tiden gned sin Mule op ad mit Kn? og saa op paa mig, som vilde hun sp?rge mig, om hun havde fortjent at blive skubbet ud af den laadne D?rmaatte, jeg red paa. Jeg kan vel have v?ret en halvandet hundrede Alen fra Uhlanerne, da jeg pludselig saa en ?gte Kosak komme galopperende hen imod mig. I vil forstaa mine F?lelser ved Synet af ham. Jeg vil aabent tilstaa, at dette Syn n?sten bragte mig til Fortvivlelse, og at jeg nu ansaa Spillet for tabt. Men kun for et ?jeblik. Derefter aabnede jeg to Knapper i min Frakke, saa at jeg hurtig kunde faa fat i Kejserens Brev, thi det var min faste Beslutning, naar alt Haab var ude, at sluge det og derefter d? med Sv?rdet i Haand. Jeg l?snede min lille krumme Sabel i Skeden og travede hen til det Sted, hvor de to Vedetter holdt. De gjorde Mine til at standse mig, men jeg pegede blot paa Kosakken, der nu var et hundrede Alen borte, og da de forstod, at jeg havde i Sinde at tale med ham, lod de mig passere med en Hilsen.

Jeg huggede Sporerne i Siden paa min Pony, thi kom jeg blot tilstr?kkelig langt bort fra Vedetterne, haabede jeg uden st?rre Vanskelighed at kunne klare mig mod Kosakken. Han var Officer, en stor, sk?gget Mand og i samme Uniform som jeg. Da jeg red frem, kom han mig uvilkaarligt til Hj?lp ved at holde sin Hest an, saa at Afstanden mellem Vedetterne og mig yderligere ?gedes. Eftersom jeg n?rmede mig ham, kunde jeg se Forbavselse blive til Mistanke i hans brune ?jne, medens han n?je betragtede mig og min Pony. Jeg ved ikke, hvad der var galt, men han maa have faaet ?je paa noget, der ikke var, som det skulde v?re. Han tilraabte mig et Sp?rgsmaal, og da jeg ikke svarede, trak han sit Sv?rd. Jeg var glad ved at se ham g?re dette, thi jeg har aldrig holdt af at slaa en intetanende Fjende ned. Nu for jeg ind paa ham, afparerede hans Hug og anbragte mit St?d lige under den fjerde Knap paa hans Frakke. Han styrtede ned af Hesten, og V?gten af hans Legeme trak mig n?sten med, f?r jeg kunde frig?re Sablen. Der var ikke Tid til at unders?ge, om han var levende eller d?d. Jeg sprang af Ponyen og op paa Violette og vinkede med Haanden til de to Uhlaner. Raabende spr?ngte de af Sted efter mig i Galop, men Violette havde nu udhvilet og var lige saa frisk, som da vi begyndte Turen. Jeg drejede om ad den f?rste Sidevej mod Vest og fulgte derefter Vejen mod Syd, hvad der hurtig vilde bringe mig bort fra det af Fjenden besatte Land. Fremad, bestandig fremad gik det, og hvert Skridt bragte mig l?ngere bort fra mine Fjender og n?rmere mine Venner. Da jeg endelig saa mig tilbage, kunde jeg ikke ?jne mine Forf?lgere, og jeg forstod, at mine Tr?ngsler var forbi. Hvor var jeg lykkelig over at have fulgt den Ordre, Kejseren saaledes havde givet mig. Hvad vilde han sige, naar han saa mig? Han havde befalet mig at ride igennem Sermoise, Soissons og Senlis uden at ane, at disse Byer var besatte af Fjenden. Og jeg havde bragt hans Brev gennem de fjendtlige R?kker, Husarer, Dragoner, Landsenerer og Infanteri - havde k?mpet med Magt og sejret ved List og var endda sluppet ganske uskadt.

Da jeg var naaet til Damartin, fik jeg ?je paa vore egne Forposter. Jeg galopperede ned imod dem for at h?re, om Egnen var sikker lige til Paris, og medens jeg hastig red fremad, f?lte jeg mig saa stolt over at v?re kommen uskadt tilbage til mine Venner, at jeg ikke kunde dy mig for at svinge mit Sv?rd i Luften.

Ved dette galopperede en ung Officer frem fra Dragonerne, ogsaa svingende sin Sabel, og det varmede mit Hjerte at t?nke, at han red mig i M?de med saa megen Varme og Begejstring for at byde mig Velkommen. Jeg lod Violette danse, og da vi n?rmede os hinanden, svang jeg mit Sv?rd endnu elegantere end tidligere, men I kan forestille Jer min Bestyrtelse, da han rettede et kraftigt Hug efter mit Hoved, der sikkert vilde have rullet hen ad Vejen, havde jeg ikke kastet mig fremad med N?sen ned i Violettes Manke. Sv?rdet for hvinende over mit Hoved som en ?stenvind. Selvf?lgelig kom dette af den ford?mte Kosakuniform, som jeg i min Begejstring ganske havde glemt. Den unge L?jtnant havde troet, at jeg var en eller anden forvoven russisk Kamphane, der vilde udfordre det franske Kavalleri. Stor var hans Bestyrtelse, da det gik op for ham, hvor n?r han havde v?ret ved at dr?be den ber?mte Brigader Gerard.

Imidlertid var Vejen klar til Paris, og omtrent Klokken tre om Eftermiddagen var jeg i St. Denis, men det tog mig hele to Timer at naa herfra til Paris, thi Passagen var n?sten helt sp?rret af Forplejningsvogne og Artillerireservens Kanoner, der gik nordpaa til Marmont og Mortier. I vil forstaa den Opsigt, min Dragt vakte, og da jeg naaede Rue de Rivoli, tror jeg, at jeg havde et F?lge paa en Fjerdingvej efter mig. De to Dragoner, der var fulgt med mig fra St. Denis, blev bestormede med Sp?rgsmaal, og snart kendte alle mine Eventyr, og hvorledes jeg havde faaet min Kosakuniform. Det blev et helt Triumftog. M?ndene raabte Hurra, og Kvinderne kyssede paa Fingrene til mig fra Vinduerne, og jeg f?lte mig meget bev?get over al den Hyldest. Ja, selv min Hoppe rystede Manken og behandlede sine Sider med Halen, som om den vilde sige: "Vi har denne Gang gjort det godt. Det bliver i Fremtiden os, man b?r betro saadanne Sendelser!" Da jeg kyssede hende paa Mulen efter at v?re steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, l?d der lige saa h?je Jubelraab, som naar en Bulletin l?stes op for Storarméen.

Jeg var n?ppe i Paakl?dning til at bes?ge en Konge, men turde ikke spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte fra Spanien. Han syntes at v?re lige saa tyk, rolig og elskv?rdig som den Gang. Talleyrand stod ved Siden af ham, eller maaske skal jeg kalde ham Hertugen af Benevento, men jeg foretr?kker nu en Gang de gamle Navne. Han l?ste mit Brev, som Joseph Bonaparte havde rakt ham, og derefter saa han paa mig med et besynderligt Udtryk i sine pudsige smaa ?jne.

"Var De det eneste Sendebud?" spurgte han.

"Nej, der var et til!" svarede jeg. "Major Charpentier af Hest-Grenadererne."

"Han er endnu ikke ankommen," sagde Kongen af Spanien.

"Dersom De havde set hans Hests Ben, Deres Majest?t, vilde dette ikke forbavse Dem!" bem?rkede jeg.

"Der kan jo ogsaa t?nkes andre Grunde!" kom det fra Talleyrand med et besynderligt Smil.

Godt, de sagde mig et Par Artigheder og kunde endda have sagt adskilligt flere uden at sige mig for mange. Jeg bukkede og var glad for at komme bort, for jeg hader Hoffet lige saa grundigt, som jeg elsker Lejren. Saa tog jeg hen til min gamle Ven Chaubert, i Rue Miromesnil og laante hans Husaruniform, som passede mig meget godt. Han, Lisette og jeg spiste til Middag i hans Lejlighed, og alle mine udstaaede Farer var glemte. N?ste Morgen befandt jeg mig paa Hjemvejen med Violette, thi jeg l?ngtes naturligvis efter Kejserens Ros og Bel?nning.

Jeg beh?ver ikke at bem?rke, at jeg denne Gang valgte en sikrere Vej. Jeg havde forel?big faaet nok af Kosakker og Uhlaner. Jeg red igennem Meaux og Chateau Thierry og naaede samme Aften til Rheims, hvor Napoleon stadig laa. Baade Ligene af vore stakkels Kammerater og Russerne var nu bleven begravede, og Slagmarken fremb?d altsaa ikke det samme Syn, som da jeg passerede den paa Vejen ud. Ogsaa Soldaterne syntes at se bedre ud, Kavalleristerne var igen bleven forsynede med Heste, og alt var i udm?rket Orden.

Det er vidunderligt, hvad en god H?rf?rer kan udrette i L?bet af et Par Dage.

Straks, da jeg ankom til Hovedkvarteret, blev jeg vist ind i Kejserens Arbejdsv?relse. Han sad med en Kaffekop foran sig ved Skrivebordet og studerede et stort Kort. Berthier og Macdonald l?nede sig i ?jeblikket over Skuldrene paa ham, og han talte saa hurtigt, at jeg ikke tror, de forstod uden Halvdelen af, hvad han sagde. Men da han fik ?je paa mig, sl?ngede han sin Pen hen over Kortet og sprang op med et Udtryk i sit blege Ansigt, som fik det til at l?be mig koldt ned ad Ryggen.

"Hvad i Dj?velens Skind og Ben bestiller De her?" skreg han.

"Jeg har den ?re at melde, Sire," svarede jeg, "at jeg har leveret Dokumentet til Kongen af Spanien."

"Hvorledes!" hylede han, og hans to ?jne spiddede mig som Bajonetter. Aa, disse frygtelige ?jne, der skiftede fra Graat til Blaat ligesom Staal i Solskin. Jeg kan endnu se dem for mig i mine onde Dr?mme.

"Hvad er der bleven af Charpentier?" spurgte han.

"Han er tagen til Fange!" sagde Macdonald.

"Af hvem?"

"Russerne."

"Kosakkerne?"

"Ja, en enkelt Kosak!"

"Overgav han sig?"

"Uden Modstand!"

"Han er en intelligent Officer. S?rg for, at han faar ?res-Medaljen."

Jeg gned mine ?jne, for at forvisse mig om, at jeg var vaagen.

"Hvad Dem angaar," raabte Kejseren og traadte et Skridt hen imod mig, som om han vilde slaa mig, "De Faarehoved, hvorfor tror De, at jeg har sendt Dem ud i dette ?rinde? Antager De da virkelig, at jeg vilde sende en virkelig betydningsfuld Skrivelse ud ved saadant et Sendebud som Dem og gennem alle de Byer, Fjenden har besat? Hvorledes det er lykkedes Dem at slippe igennem, gaar over min Forstand, men saafremt Deres Kammerat ikke havde haft mere Oml?b i Hovedet end De, vilde hele min Felttogsplan v?re r?get i Lyset. Kan De da ikke se, Klodrian, at dette Brev indeholdt falske Efterretninger, og at det var beregnet paa at f?re Fjenden bag Lyset, idet jeg bragte en hel anden Plan til Udf?relse?"

Da jeg h?rte disse grusomme Ord og saa det fortrukne hvide Ansigt lige foran mit, maatte jeg st?tte mig til en Stol, thi enhver fornuftig Tanke forlod mig, og mine Kn? kunde n?ppe b?re mig. Men jeg samlede alt mit Mod, og Harmen sk?d op i mig ved Tanken om, at hele mit Liv havde v?ret viet denne Mand og mit elskede F?dreland, og at dette var L?nnen.

"Sire!" sagde jeg, og Taarerne trillede ned ad mine Kinder, medens jeg talte, "naar De vil benytte en Mand som jeg, vil De g?re rettest i at spille aabent Spil. Havde jeg vidst, at det var Deres ?nske, at Brevet skulde falde i Fjendens H?nder, vilde jeg have s?rget for, at det var sket. Men da jeg gik ud fra, at jeg skulde v?rge det, risikerede jeg mit Liv for det. Jeg tror ikke, Sire, at noget Menneske i Verden har gennemgaaet saa mange Farer og Hindringer, som jeg har gjort under Udf?relsen af, hvad jeg troede var Deres Vilje!"

Jeg viskede Taarerne af ?jnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde l?gge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenst?d med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit M?de med Grev Boutkine i K?lderen, min Forkl?dning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst n?r var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner. Kejseren, Berthier og Macdonald h?rte til med stigende Forbavselse. Da jeg havde endt min Beretning, traadte Napoleon hen til mig og kneb mig i ?ret.

"Saa! Saa!" sagde han, "glem nu alt, hvad jeg har sagt! Jeg havde handlet rigtigere ved at stole paa Dem. Gaa nu kun!"

Jeg vendte mig om mod D?ren, og min Haand hvilede allerede paa Haandtaget, da Kejseren kaldte mig tilbage.

"De vil s?rge for," sagde han til Hertugen af Tarentum, "at Brigader Gerard faar ?res-Medaljen, for jeg tror, at hvis han har det tykkeste Hoved, har han ogsaa det modigste Hjerte i min H?r."

* * *