Chapter 3 No.3

Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev ikke aabnet.

-K?r ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens D?r.

Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede

Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en

Herre i Pels, som vendte Ryggen til.

Der gik en voldsom Tr?kning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.

Den Skruttede naaede ikke Vognd?ren, f?r hans Excellence var ude og havde sparket D?ren op til Trappen, hvor der var m?rkt.

-T?nd, sagde han.

Den Skruttede l?b, med en T?nder, som en Gnom, foran Hans Excellence op ad alle Trapperne, tankel?st t?ndende alle Lamper.

Hans Excellence ringede og saá to ?jne, der kom frem bag D?rens ?je og igen forsvandt.

Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.

Fr?ken Erichsen var l?ben ind i Spisestuen, hvor Hofj?germesterinden, if?rt en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.

-Det er Hans Excellence, sagde Fr?ken Erichsen, der n?sten var blevet forpustet.

Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:

-Igen.

Hun l?ftede sit Hoved:

-Saa skal han have Penge, sagde hun.

Men med et pludseligt Glimt i sine ?jne, som Fr?ken Erichsen saá, sk?nt Hofj?germesterinden havde s?nket Laagene for at d?kke Blikket, sagde hun efter et Nus Forl?b, n?sten bl?dt:

-Hans Excellence kan man ikke afvise, Fr?ken. Meld ham hos

Konferensraaden.

Fr?ken Erichsen saá et ?jeblik Hofj?germesterinden lige ind i

Ansigtet:

-Som Hofj?germesterinden mener, sagde hun og gik.

Hun aabnede Gangd?ren:

-Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange

Stuer:

-Her er m?rkt, sagde Hans Excellence.

-Nu skal jeg t?nde, Deres Excellence, sagde Fr?ken Erichsen og t?ndte to Lys paa en Konsol, f?r hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokov?ggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.

-Det er Hans Excellence, sagde Fr?ken Erichsen og stod midt i

Konferensraadens Stue.

Konferensraaden l?ftede det vanf?re Hoved og der sk?d som et gult Lyn frem fra hans seende ?je:

-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt:

-Jeg har ventet ham.

-Vel, Hr. Konferensraad.

Konferensraaden havde l?ftet den h?jre og sunde Arm:

-Tag Puderne bort, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad. Fr?ken Erichsen gjorde det.

-Og Sk?rmen af Lampen.

-Ja, Hr. Konferensraad; Fr?ken Erichsen l?ftedeSk?rmen.

-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var fast i hans Mund.

*........

-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.

-Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde ?je Fra

Excellencens Ansigt:

-Du kommer igen.

Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.

-Det haster, sagde han:

-Jeg skal bruge Penge.

Konferensraaden tav, bestandig med ?jet paa ham.

-Jeg maa s?lge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene ?je bestandig hvilede paa ham, som vilde det t?lle Sveddraaberne paa Hans Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans Legemes Porer:

-For der er vel Papirer?

Konferensraaden lod Ordene d? hen:

-Naar skal Du s?lge? sagde han.

-Straks, sagde Hans Excellence og f?rte uden at vide det den venstre

Haand op for at aft?rre sine Tindingers Sved.

-Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke r?rte sig.

Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit

Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en k?mpem?ssig

Ansp?ndelse, mens han sagde meget brat:

-Der er altsaa s?lgelige Papirer?

Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "s?lgelige", men hans Stemme l?d som altid:

-Saa maa Du s?lge, sagde han.

-For hvormeget?

Hans Excellence tav et ?jeblik:

-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.

Man h?rte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans

Excellence sagde uden at se paa ham:

-Du maa forstaa, det er n?dvendigt.

Konferensraaden l?ftede den h?jre og sunde Arm:

-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Fors?g paa

Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:

-Genierne prutter ikke.

Hans Excellence l?ftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede

Haand ned mod det m?gtige Bord:

-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:

-Er Pengene mine-eller er de det ikke?

Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det d?de og h?ngende ?je syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:

-Du véd jo, de er dine.

Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans L?ber var saa hvide som hans Sk?g.

-Og-Konferensraaden n?sten rejste sig, i en overm?gtig F?lelse af

Triumf-:

-De er til Udbetaling straks.

Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han f?rte den atter tilbage:

-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:

-Tag N?glerne selv.

N?gleknippet faldt fra hans sunde H?jre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet:

-Dér er N?glen til Pengeskabet.

-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.

Hans Excellences H?nder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets D?r. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans H?nder f?rdedes der hver Dag.

-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.

Man h?rte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:

-Dér, sagde han og sk?d Anvisningen bort:

-Vil Du kvittere.

Konferensraadens ?je betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad.

-Tak, sagde Hans Excellence og l?ftede Ansigtet.

Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte

Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Tr?kning som en

Grimasse hen over hans lammede Ansigt.

-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans

Excellence, der havde rejst sig:

-Vil Du s?tte dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der l?d som en St?nnen:

-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans ?je blev ved at f?lge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte t?nde et Lys og b?re det hen og tage den m?gtige Signetring af, i hvis store ?delsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for l?nge, saa alt formeget

Lak svulmede op-som den f?rste Strime Blod, der rinder af et Saar.

-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

-Farvel, sagde han.

-Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen kom ind ad den lille Paneld?r:

-G?r i Orden, sagde han.

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.

-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte

Hvidernes Mappe.

-Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

-Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den ?verst i den store Bunke:

-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen, l?ftede Konferensraaden sit ?je paa sin Skriver.

-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen f?rte forfjamsket de blege H?nder frem og tilbage.

-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

-Hvad har De mere end Kejserens Broche?

-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

-Hvilket? spurgte han.

-En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit ?je:

-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i V?rdi.

-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

-Sk?rmen, sagde han.

Hr. Hansen satte Sk?rmen over Lampen.

-De kan gaa.

Den store D?r gik op. Det var Hofj?germesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen:

-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens ?je stak over paa hende:

-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund.

-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.

Og-Hofj?germesterinden saá Faderen ind i Ansigtet-: vi beh?ver ikke

Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofj?germesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.

-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbev?gelser.

Konferensraaden l?ftede sit ene ?je:

-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om mit.

Hofj?germesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med et Smil, som Konferensraaden ikke saá:

-Jeg skal g?re det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanf?re Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin St?tte.

... Da Faderen h?rte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i D?ren til Porten:

-Hvor Du kommer sent.

-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand k?rer som k?rte han til Lig.

-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen h?ftigt op mod Johan, medens

Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

-Den N?rmer vil ikke l?nger, sagde Johan tv?rt.

-Vil ikke? sagde Faderen, r?d af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom f?r.

Faderen fulgte efter Hans Excellence.

-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal kl?des om.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun h?rte Faderen gaa frem og tilbage og kl?de sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke r?rt sig.

Kun nu og da aabnede hun ?jnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes D?r.

-Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjolekl?dt og rank:

-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

-Jeg har t?nkt saa meget i Dag, sagde hun og f?rte de foldede H?nder ned imod sit Bord.

-Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens L?ber sk?lvede et ?jeblik og der kom et Tr?k om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger:

-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun t?nkt paa én Ting.

Hun tav et ?jeblik:

-Og nu har jeg t?nkt den til Ende.

Hun bev?gede de to dejlige H?nder:

-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.

Faderen havde i Halvm?rket, hvor han stod, gjort en Bev?gelse med sin

Haand:

-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa l?nge siden?

-Men jeg maa tale, Fritz-hun vendte det blege Ansigt imod ham-: for at forsvare mig.

-Forsvare Dig?

-Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvh?jt og langsomt som den, der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke f?dt til at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske-og alligevel har Du holdt uendelig meget af mig.

-Men det er saa sv?rt for den, der elsker, at gaa ved Siden af den, der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende ?jne mod den, som b?jes dybest, sk?nt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.

Hun l?ftede sit Ansigt:

-Jeg har v?ret egenk?rlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som hun talte til nogen over sig:

-Men jeg skal ikke v?re det l?ngere og din Livsevne skal ikke mere v?re d?d.

Faderen stod i M?rket:

-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?

Moderen rystede paa sit Hoved:

-Du skal ikke svare mig, sagde hun:

-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et ?jeblik stille. Um?rkeligt knugede hun de dejlige H?nder mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os-ikke en Gang paa den Dag, hvor vi d?r.

Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

-Og hvorfor har Du netop talt idag?

-Hvorfor?

Moderen f?rte Haanden op til sine ?jne og tog den atter bort.

-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker og de smaa Ting.

Faderens Ansigt sitrede:

-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde n?ppe h?res:

-Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det sk?nne Ansigt imod ham:

-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes ?jne. Men hun betvang dem. Og mens hun f?rte begge sine H?nder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens D?r:

-Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paakl?dt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et

Smykke af oksyderede S?lvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af D?rene:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set J?germesteren, hendes S?n, der aabnede D?ren:

-Det er mig, sagde han.

-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

-Lad t?nde.

Hendes Naade b?jede sig ned over J?germesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol:

-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?

Hendes Naade f?rte sine H?nder ned over hans Haar og ned over hans

Hals:

-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?

J?germesteren blev kun ved at hulke:

-Jeg kan ikke sige det.

-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede H?nderne sammen.

-Ja, sagde J?germesteren og l?ftede Ansigtet, mens den ludende Krop faldt sammen igen:

-Det er ordnet.

-Saa Gud v?re lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over

Stolens Sider.

-Men vi skal vel ind, sagde J?germesteren og stod op. Hans ?jne var endnu ganske forvildede.

-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.

Hendes H?nder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store

Vandfad:

-Saadan, sagde hun, og J?germesteren f?rte det dyppede Haandkl?de hen over sit Ansigt.

-Laan mig det, sagde hun og hun f?rte et ?jeblik det fugtige Kl?de ind mod sine egne ?jenlaag.

-Saa, sagde hun:

-Giv mig din Arm.

De gik ind.

Kronerne var allerede t?ndte i alle Stuer.

-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersl?jfe.

-Ja, Deres Naade.

-Vel.

-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.

-Ja, Deres Naade.

Tjeneren gik.

-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.

-Nej.

-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de t?ndte

Lys.

Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg f?stede Storkorset.

Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:

-Hvor Du skal v?re fin!

-Ja, vi skilter vel alle.

Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod paa Skrivebordet.

-Der er mange, sagde hun.

-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:

-De har v?ret gode for Forretningen.

Da Moderen aabnede D?ren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:

-Er Hans der?

-Ja, svarede J?germesteren.

-Kom her ind.

J?germesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med

?jnene.

-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham

Anvisningen, som havde det v?ret en Recept paa nogle Hostedraaber.

Sveden var sprungen frem paa J?germesterens Pande.

-Tak, sagde han og gik.

Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en

Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin

Silkepuddel:

-Men jeg t?r ved Gud ikke la'e det Kr? alene med Tjenestefolkene.

Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens

Sk?d.

-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i

Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.

Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom ind:

-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?

-Godaften Augusta, sagde han og sk?d Brystet frem, som kastede han en

Byrde fra sig: det g?r godt at se et Menneske.

-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?

-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I h?rer jo til

Familjen.

Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Sl?gtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at af alle St?der foretrak hun Florents.

-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man f?ler sig saa bitte, midt i alt det.

Hans Excellence sagde:-Hvor stor vil Du v?re?

-K?re Onkel Hvide, man vil dog helst f?le det, som var man af almindelig St?rrelse.

-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa og rode dernede. Man l?rer saa rart at se, at de fra f?r var mindst lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.

-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:

Rom er for dem, som har begyndt at vende N?bet nedad. Bliv Du gammel,

Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.

Hendes Naade fandt, at intet var saa sk?nt som Messen i Vatikanet.

Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til J?germesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

-Ja, det er saa l?nge siden, jeg har v?ret der, sagde J?germesteren, der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den slanke Tjener isk?nke sig et Glas Madeira, da D?ren til Gangen gik op og den unge Fritz kom ind:

-Er det Dig, sagde J?germesteren og slap Glasset.

-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine ?jne fra det t?mte

Glas.

-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde J?germesteren.

-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, f?r J?germesteren var gaaet f?rst.

Den slanke Tjener havde l?ftet de blanke ?jne paa sin Herre.

Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.

-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en

Haandslag:

-Og Tak, at Du kom.

-Hvordan gaar det med Gigten?

-Den er da ikke v?rre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der b?jede den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.

-Jeg er altid bedr?vet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med sin Bas.

-Tak, Augusta.

-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.

-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.

-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen m?nstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage:

-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.

-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.

-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedr?vet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?

Hans Excellence, der uafladelig holdt sine ?jne f?stede paa Hendes Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med S?lvblomsterne i sit Haar, sagde:

-Han ser ud som et Menneske b?r; og Hans Excellence vendte sig mod

Faderen:

-Skal vi spise?

-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i D?ren sagde:

-K?re Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi k?rte om ad Brahes.

Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overd?vende alle de andre:

-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?

-Der har ikke v?ret Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligesaa h?jt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i H?nderne, da D?rene var blevet aabnede:

-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og f?rte, som det var Skik hos

Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.

Alle stod op, mens Herrerne s?gte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til

Grev Eck:

-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen, som skulde anbringes i Spisestuen paa et T?ppe.

Marschalinden lo ad Kr?et, der bj?ffed. Men Gehejmeraadinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:

-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig godt ind, naar Du k?rer hjem.

Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen-Hendes Naade med J?germesteren sidst-og der skubbedes med Stolene om det brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig, medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener b?jede sig bag Moderen:

-Sherry eller Madeira?

-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det skinne i Lyset:

-Hvor man kender dem, sagde hun.

-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.

Alle talte om Glassene.

-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev k?bt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet....

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til

Excellencen:

-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde h?rt hendes Ord, sagde:

-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Tr?kning over

J?germesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge

Fritz Hvides Stol, slog de blanke ?jne op mod sin Herres Ansigt:

-Sherry eller Madeira?

-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og b?jede det lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde f?stet en af Bordets tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker den Slags Ting.

-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.

Hans Excellence, der havde h?rt det som alt, hvad Hendes Naade talte om, sagde:

-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder etsteds og melder sig, naar de skal.

-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa Dugen, og havde f?stet den ved sit Bryst.

-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens

Brystbuket.

Moderen tav et ?jeblik og f?rte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De ikke, det siger Ofelia.

Greven tog en Mundfuld Fisk:

-Saa? sagde han: det er saa l?nge siden, de spillede det Stykke.

-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid v?re Forbud mod, hvad de G?glere leml?stede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.

Gehejmeraadinden sagde:

-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store Tanker skulde de helst lade v?re i Fred og ikke forfalske dem paa deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne ?bler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider spille dem.

-Men er der nogen, som l?ser dem? spurgte Grev Eck.

-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Sl?gtninge og der vil l?nge leve nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget sv?rt ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.

-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring:

-Det er ligesom Michel Angelo ...-Det er dog for meget ...

-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine

Formeninger om Michel Angelo.

-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte L?nkerne og vidste, hvor de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et ?jeblik stift

som en Maske; men hun b?jede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes

Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om

Katolicismen-:

-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa trygt.

Professor Berger l?ftede Hovedet fra sin Tallerken:

-Naar de f?rst har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Pr?st paa

Godset, som var ny:

-K?re, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.

-Jeg h?rer ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel heller ikke H?jskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de v?rste. De synger saa l?nge, til de faar st?rke Lunger. De Folk t?r saagu se deres Vorherre ind i ?jnene.

Marschalinden slog H?nderne ned mod Bordet og sagde:

-Tante Augusta bander endnu.

-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med til min D?d.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, t?nkende paa

Grundtvigianismen:

-Ja, min Hr. Halvf?tter var gal, men han havde sine lyse ?jeblikke: han gjorde "Synden" til Gl?de og Gl?den til et Sakrament. Han fik Himlen til at sp?nde over Jorden-og det er vanskeligt.

J?germesteren, der saá hen over sine t?mte Glas, sagde halvh?jt:

-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.

Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om

Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

-Du har vel ogsaa v?ret der?

-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin lo og sagde:

-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

-Naar man kommer lidt h?jt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar ogsaa et andet Ansigt.

-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

-Et st?rre.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til den unge Fritz Hvide:

-Aa, Fritz, vil Du s?rge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin

Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, h?ldte han et kvart Glas Portvin ud paa en Underkop foran Kr?et, der var placeret paa et T?ppe foran Kakkelovnen:

-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu, sagde hun:

-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

-Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis ?jne lyste under Fest og Lys.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og st?dte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et ?jeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals.

-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilf?rdige Stemme:

-F?r vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen for sig.

-Og de ulykkelige?

-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og s?nkede sit Hoved, mens

J?germesteren saá op paa hende.

-Mama, sagde han ganske sagte og st?dte sit Glas mod hendes.

-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, h?rt om Heste, der tr?kker samme

L?s, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens

Gehejmeraadinden sagde:

-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

-Netop, sagde Hans Excellence og f?rte det m?gtige Krystalglas med

Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra

Hendes kongelige H?jhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:

-Derfor er jeg n?gtern.

Og idet han lod Blikket l?be nedover Bordet, sagde han:

-J?germesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var blevet graablegt, h?rte man Baron Rosenkrands, der talte om den tyrkiske Krig, sige:

-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet J?germesterens Haand, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der sk?d Brystet frem over Bordet, sagde:

-Gud, der maa da v?re en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren sk?nkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var l?ben bort fra sin Mand.

-Men hvorfor er hun l?bet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod

Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg kunde heller ikke, Lydia, t?nke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to r?de Pletter op i Hendes

Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

-Er Du tr?t?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden, gennem St?jen op til Moderen:

-Stella, har Du aldrig v?ret skinsyg?

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at v?re skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

-Og det er aldrig faldet Dig ind?

Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

-Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et ?jeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.

Saa sagde hun til Faderen:

-Stella er vidunderlig.

-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.

Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet

Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere st?nnende, med en

Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine ?jne, hun aldrig havde

set:

-Saa er Du alligevel lykkelig.

-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste Lyn.

Hendes H?nder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt sit Ansigt bort.

Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i

Samtalen, sagde til Faderen:

-Jeg har for Resten v?ret i Haremet.

-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt:

-Det var der ikke meget ved.

Grev Eck havde kun v?ret hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.

Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter Hovedet over Fl?jlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole, og sagde:

-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om

Konstantinopel.

Ved en s?r Tankeforbindelse-maaske fra Seraillets Damer til

Smykker-begyndte Marschalinden paa en Gang at fort?lle om

Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig

tilbage paa Stolen:

-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens

Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".

Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:

-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.

-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo ogsaa N?dstilstand i mange gamle Familjer.

Marschalindens ?jne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, b?jede sig frem mod hendes Skulder og sagde:

-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.

-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa historisk. De siger, det har tilh?rt Madame Dubarry.

Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortl?bne

Kusine og afsluttede sine Bem?rkninger ved at sige:

-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine B?rn.

-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der smilede over sin lysende Halssnor.

-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der t?rrede sin lille Kirseb?rmund med

Servietten: det er saam?n meget muligt, at der ikke er saa meget ved

Livet.

-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun

pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.

-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som

De om Livet?

Grev Eck s?nkede det lille og fine Hoved:

-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.

-Men alligevel?

Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede halvt:

-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et oph?ngt Lagen.

Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:

-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?

Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:

-Et Glas, sagde han.

Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og t?mte i ét Drag:

-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?

Mens Gehejmeraadinden lo, h?rte man Professor Berger sige i

Stilheden-Herrerne var blevet r?de i Hovederne-:

-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.

Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og h?rte Grev Schulin, der hovedsagelig besk?ftigede sig med Silkekr?et ved Kakkelovnen, sige:

-Dyret er s'gu drukkent.

Moderen smilede og sagde:

-Dyret er klogt.

-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv t?mte et Glas til Dyreryggen.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkef?rer.

-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan aarevis i Udlandet.

-Men, sagde hun om Folkef?reren: tror De da virkelig, at han selv tror paa alle sine egne Ord?

-Undertiden.

-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens

Midtpunkt.

-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro t?r ingen miste.

Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden h?rte ham, sagde han:

-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....

-Sandflugten, Grandpapa?

-Ja, Sandflugten gennem ?rkenen.

-Og-Hans Excellences Stemme l?d paany som f?r og, et Nu, saá hans

?jne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet

Smerte-: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i

den hede Sky.

-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter h?jt ned til Eck og

Marschalinden.

-Politik, sagde Marschalinden.

-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse og sad med H?nderne st?ttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle, vilde straks l?be Panden mod Talerstolene.

-Og-Hans Excellence lo-den, som vilde vove at hugge Talerstolene ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sand?e eller hvem takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde sm?re dem om Munden og f?re dem til Dannevirke.

Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at t?nke paa Hans Christian ?rsted og blev ved at le:

-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.

Hans Excellence sad lidt, f?r han sagde:

-Ja, han var Anders Sand?es Broder. Men det var alligevel under Hans

Christians Fingre, Ariadnetraaden fl?j ud.

-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.

-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til, hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.

De h?rte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:

-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i

London.

Hans Excellence sagde:

-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i

?tna, var den f?rste, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra ?tna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, l?ftede ?jnene og saá sig uvilkaarligt om i Stuen:

-Ja, sagde hun: saa mange M?nd, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.

-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv V?relset med et langt Blik: mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.

Der var et ?jeblik stille i Stuen.

Saa sagde Grev von Eck:

-Og Telegrafp?lene over Jorden.

-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige L?gne.

Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.

Samtalen var n?sten stanset, og Grevinde Schulin b?jede sig ned mod Professor Berger, der, medens han spiste, f?rte sine meget fine H?nder n?sten som en Kvinde:

-Hvad er der dog h?ndet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en

Fornemmelse, som om Gulvet gynger.

-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde h?rt eller ikke havde villet h?re.

-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.

N?sten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og Hendes Majest?t Enkedronningen, som desv?rre var syg.

-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.

Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der l?nge havde siddet og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:

-Hvad t?nker egentlig De paa?

Den unge Mand l?ftede det blege Ansigt.

-Greven g?r mig et Samvittighedssp?rgsmaal, sagde han.

-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.

Den unge Mand svarede ikke mer, men b?jede kun sit Hoved.

Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den f?rste.

-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.

-Ja, sagde Hans Excellence.

Det var en ?ldgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker, en Present af en afd?d Prins af Philipsthal.

-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.

-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.

Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af

Hvidernes Vaaben glimtede.

Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:

-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.

-Ja, sagde Hans Excellence: de f?rreste.

Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit l?ftede Glas, sagde:

-Den er som Blod.

-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og st?dte sit Glas mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde v?ret med til alle atten Flasker, op gennem Aarene.

-Ja, sagde Baronessen.

Og med Glasset op til sine L?ber sagde hun, halvsagte, over til sin

Mand:

-Du.

-Dja, sagde Manden-Dja var hans K?lenavn for Lydia-og de drak, seende hinanden dybt ind i ?jnene.

I det samme havde Moderen b?jet sig frem, som om hun vilde drikke med nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.

Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas, hvis Vaabenskjold syntes blodspr?ngt paa Vinens Baggrund.

-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og l?ftede Glasset ned mod

J?germesteren.

-Skaal, svarede han.

Og for at sige noget sagde Marschalinden:

-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. J?germesteren svarede og saá op:

-Saa maa Du skynde Dig. F?r Taget ramler sammen.

-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.

-Jeg taler Sandhed, sagde J?germesteren, mens Hans Excellence havde rejst sig med det l?ftede Glas i Haanden:

-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig, t?mte de den sidste Draabe af den r?de Vin paa Hendes Naades Vel.

Georg slog D?rene op og alle gik ind, Hendes Naade f?rst ved

J?germesterens Arm.

Da D?ren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned over Bordet og fik ?je paa den unge Hvides ur?rte Glas.

Den unge Mand t?mte det hastigt, f?r Georg vendte tilbage.

-Kaffen, sagde Georg.

Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.

Da Georg var alene, gav han sig selv til at t?mme Slatterne, hulter til bulter.

... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste

Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,

Schulin og Professoren.

-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor

Gehejmeraadinden lagde et Lommet?rkl?de over sit brede Ansigt og, et

Minut efter, var falden i S?vn.

Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hj?rne, gav sig til at le:

-Tante Augusta har altid sovet som de Retf?rdige, sagde hun.

-Ja, sagde Moderen.

Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var sv?rt at faa:

-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.

Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue h?rte man Kortenes

Fald.

Moderen l?ftede Hovedet en Smule og sagde:

-Saa underlig denne Dag maa have v?ret for Dig, Harriette.

-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.

-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.

-Ja, sagde Marschalinden: n?sten tyve Aar....

-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.

-Rejser? sagde Moderen.

-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg jo set Jer.

Moderen svarede ikke, og de h?rte igen Kortenes Fald. Saa sagde

Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:

-Det var lige f?r mit Bryllup, Du rejste.

Marschalinden havde foldet H?nderne over sit Kn?.-Ja, sagde hun: det var lige f?r dit Bryllup.

Og efter et ?jebliks Tavshed lagde hun til:

-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.

Faderen traadte hen til dem:

-Hvad sidder I to og taler om?

-Vi talte om ét og t?nkte paa noget andet, svarede Marschalinden.

-Hvorpaa da?

Alle tre Ansigter saás sammen i Sk?ret af Standlampen.

-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og t?nkte paa Lykken og

Livets Gang.

Faderen svarede ikke.

Men Marschalinden sagde:

-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.

Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos

Baronesse Rosenkrands.

-Det maa alligevel, sagde hun, v?re underligt for Harriette at v?re kommen hjem og nu se alt det.

-Hvordan alt det?

-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der t?nker paa noget, der ligger meget langt tilbage:

-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden fra B?rn.

-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella-og saa rejste Harriette ned til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.

Grevinde Schulin tav et ?jeblik:

-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.

-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde b?jet Overkroppen helt frem.

-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over ?jnene:

-De er et Barn.

-Men, sagde hun og betragtede et ?jeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og st?rk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Aarene:

-Livet vil nok l?re Dem mange Ting.

Baronesse Rosenkrands sk?d Kirseb?rmunden frem:

-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.

-Skal vi k?re? spurgte hun Baronen, der kom til.

-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.

Georg kom l?bende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans

Excellence:

-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.

Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.

-Er Vognen der? raabte han.

-Ja, Deres Excellence.

Alle havde rejst sig i begge Stuer-undtagen Hendes Naade.

-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.

-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.

-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod

Excellencen.

-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:

-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.

Ved D?ren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, b?jede

Hovedet over den store Krave.

-Det haster, Deres Excellence, sagde han.

-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:

-K?r.

Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.

Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.

Portneren l?b til og var n?r snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod paa K?ldertrappen, l?net op til V?ggen, med Forkl?det over sit Hoved, og gr?d, saa det genl?d i Porten:

-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.

-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.

Ved den aabnede D?r ventede Kammertjeneren.

-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han havde tjent i Huset i tyve Aar.

-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den faldt paa Gulvet som en tung S?k. f?r Tjeneren kunde gribe den.

-H?ng den op, sagde Hans Excellence.

Han aabnede D?ren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad-han, der ikke var vant til at gr?de-om mod Excellencen:

-Tak, sagde han og rejste sig.

Baronessen kom l?bende og slog sine Arme om Excellencens Hals:

-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence l?snede hendes Arm fra sin Hals:

-I henter mig sent, sagde han.

Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en

K?mpes:

-Lad mig se hende.

-Ja, sagde Baronessen og gik foran, st?ttende sig til M?blerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var.

En Gang stansede hun, l?nende sig til en Stoleryg:

-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.

Han svarede ikke.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilf?ldig Stol. Han f?rte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans L?ber, der smertede ham.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.

-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have h?rt.

I den lange Gang havde de to S?stre flyttet to L?nestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys D?r, angste og sammenkr?bne, uden at kunne gr?de, mens en Kammerjomfru, l?ngere nede, i Halvm?rket, gik frem og tilbage som en Skygge.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.

-Godaften, B?rn, sagde Hans Excellence.

Baronen slap D?ren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i

V?relset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydl?st.

Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.

I det matte Sk?r traadte N?sen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man h?rte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.

-Tag Sk?rmen af, sagde Hans Excellence.

Baronessen strakte st?nnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:

-Vil De v?re saa elskv?rdig? sagde hun.

Sygeplejersken l?ftede Sk?rmen, saa Lyset fl?d ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at r?re sig, ved Sengens Fodende, ubev?gelig, foran den unge D?ende.

-S?t Sk?rmen paa, sagde han og havde ikke r?rt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev m?rkt paany.

Det var, som den D?ende vaagnede og hun s?gte at l?fte Haanden fra

T?ppet:

-Hvem er det? hviskede hun.

-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.

Der gik n?sten et Smil hen over hendes Ansigt og hun fors?gte at nikke.

-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte ?jnene, der maaske n?ppe mer kunde se.

-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.

Baronessen havde ikke rejst sig.

Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.

De to S?stre var fulgt efter, lydl?se som to Skygger.

-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.

-Ja, sagde Baronen.

-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.

-Ja, sagde Baronen.

Ingen r?rte sig.

-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.

Preben rejste sig fra en Stol.

-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.

Hans Excellence tav et ?jeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.

-Godnat, B?rn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til

Ansigt, f?r han gik.

Baronen var fulgt efter ham og kunde n?sten ikke gaa:

-Hvordan er det? sagde han, da de kom til D?ren.

Den st?rke Mand sk?lvede som et L?v.

-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens

Haand med et Greb, saa det sved.

Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.

-Godnat, sagde Hans Excellence igen og D?ren faldt til.

-K?r, sagde han og steg ind.

Og Vognen k?rte bort.

Der var n?ppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.

Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en S?tning, ud i

Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet h?rtes uden

Kortenes Fald.

Gehejmeraadinden sagde:

-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?

Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun fr?s.

-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe

R?st.

-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.

Alle tav igen, til Marschalinden sagde:

-Hvor gammel var hun egentlig?

-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.

-Tyve Aar, gentog Marschalinden.

Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:

-Ja, alting her i Verden er blindt-ogsaa D?den.

Der h?rtes en Vogn i Gaden og Marschalinden l?ftede Gardinet. Men det var ikke den.

-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.

Den unge Hvide l?ftede sit Ansigt fra en Bog:

-Papa er i Spisestuen.

-Hent ham, sagde Hendes Naade.

Men den unge Hvide r?rte sig ikke.

-Gaar Du? sagde Hendes Naade.

-Ja, Grandmama.

Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt J?germesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.

-Grandmama ?nsker at tale med Dig.

-Naa. J?germesteren fors?gte at staa op.

-St?t Dig til mig, sagde S?nnen.

-Hvad skal jeg, sagde J?germesteren, hvis drukne ?jne flammede op.

-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en d?d Klump.

Da S?nnen var gaaet, rejste J?germesteren sig og dinglede hen over

Gulvet.

Ude i den lange Gang st?dte han med Albuerne en D?r op og fandt frem til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et ?jeblik efter, at snorke h?jt.

Det var Hans Excellences Seng.

Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:

-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.

Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede:

-Dér er han, sagde hun og l?ftede Gardinet igen.

-Ja, sagde Moderen og rejste sig.

Vognen k?rte ind ad Porten.

Der var ikke blevet talt, f?r Hans Excellence kom ind og

Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:

-Det var altsaa D?den? sagde hun.

De fire Herrer var holdt op at spille.

Hans Excellence nikkede uden at tale.

-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man n?sten ikke kunde h?re:

-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til

Spillebordet.

-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans

Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.

--

G?sterne var taget bort.

I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste saa s?rt om hendes Hals i det meget Lys fra de n?sten nedbr?ndte Kroner.

Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var m?rkt.

-Er Du der, min Pige, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Sk?ret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over V?ggene, hvor Billederne af Aarhundredets M?nd dukkede frem i et usikkert Lys og igen Forsvandt.

Moderen sagde, ud i M?rket:

-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.

Han drejede Hovedet:

-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres D?dsattester, sagde han.

Der var l?nge stille, saa sagde Moderen:

-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.

-Paa hvad?

-Paa Vragene.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.

Saa sagde Hans Excellence:

-Sidder hun derovre endnu?

-Hvem?

-Mener Grandpapa Elsebeth?

-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.

Der var et ?jeblik stille i M?rket. Saa talte Hans Excellence:

-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:

-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker v?rd.

Han tav igen, f?r hans Stemme f?d paany:

-Og det, vi dog r?ddes for, kommer tidsnok.

Moderen havde b?jet sit Hoved:

-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.

Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.

Moderen l?ftede, i M?rket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:

Som Planten visner for dens Rod er uden V?de; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig k?r.

-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra M?rket.

Moderen fo'r sammen.

-Nej, Grandpapa, sagde hun:

-Jeg sukkede kun.

Georg aabnede D?ren til den lyse Stue, idet han bukkede paa D?rtrinet:

-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.

-Vi kommer, sagde Hans Excellence.

Og de rejste sig.

"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.

SIRENETTA:

Har Du gr?dt?

SILVIA:

Ja-en lille Smule.

SIRENETTA:

Det er ligesom Du havde gr?dt et helt Aar. Dine ?jne br?nder. Dit

Hjerte g?r altfor ondt.

SILVIA:

Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at v?re roligt.