Chapter 2 No.2

Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve.

Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede N?glerne om i begge sine D?re, f?r han satte sig igen. Han havde lidt besv?rligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede h?jt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans H?nder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han l?ste med sine blotte ?jne:

Thorsholm den 26. Februar.

K?re Papa.

"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som s?dvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min S?n Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ?nske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Bel?b er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhj?lp maatte g?re yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder."

Hans Excellences fremskudte Underl?be skjalv-for anden Gang-men han l?ste videre:

"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet". Endsk?nt jeg vel kender Papas ?nske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at l?se, da Stillingen n?ppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules l?nger, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstr?ngelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landv?sen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erkl?ret ikke at kunne have en S?n til L?ge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de f?rste Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Overs?ttelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilf?lde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afg?re, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til L?gevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desv?rre overfl?digt at tale om Gaardene, hvis K?b Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa k?bte Annebygaard. kort f?r han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, sk?nt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indr?mme, f?rst og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele K?besummen, f?r Mama kunde bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning-men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en J?germester-havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og v?ret givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde v?ret prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit."

Hans Excellences Haand sk?lvede som i et Ryk og Aarerne i hans

Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at l?se.

Det tog i D?ren.

-Hvem er det? raabte han.

-Hans Excellence l?ser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen:

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa S?lvklokken paa sit

Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at opl?se

"Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:

-"Herskabelig Lejlighed, elve V?relser, alle Bekvemmeligheder.

Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."

-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.

Selskabsdamen svarede.

-Ja, om man kunde opnaa at faa en f?rste Sal, sagde Hendes Naade: men

Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

-Videre.

Selskabsdamen l?ste igen:

-"Herskabelig Lejlighed, ti V?relser, Anrettev?relse, Badev?relse o.s.v., f?rste Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."

-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til

-Legationsraadinden var d?d der og Hendes Naade gav ikke Agt paa

Lejligheder, hvor hun vidste om D?dsfald-:

-Der var ellers rart.

Georg var kommen ind.

-L?g T?ppet om mig, sagde hun, og da Georg havde b?jet sig for at l?gge T?ppet om hendes Kn?, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at l?se:

-Hvor er hans Excellence?

Georg, der f?rte sine krogede Fingre hen over T?ppet, sagde:

-Hans Excellence l?ser Posten; og idet han l?ftede Hovedet og saá paa

Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig kr?ngede sine L?ber,

saa hans to eneste T?nder blev synlige-de lignede "Gnaverne" hos en

Rotte-:

-Der var Brev fra Hr. J?germesteren.

Georg skjulte med L?ben atter sine to T?nder og rejste sig.

-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommet?rkl?de aft?rrede sine Tindinger, der var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at l?se.

-Hvorfor l?ser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og h?rte ikke, hvad

Fr?kenen svarede.

Pludselig sagde hun:

-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden St?tte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med H?nderne i Sk?det, foran et lille Tr?skrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvm?rkt.

-J?germesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet h?s.

-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et

Par m?rkere Skygger i M?rket.

Hendes Naade f?rte sine H?nder over hinanden:

-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle

?jeblikke, i M?rket.

-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke r?rte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie n?vnede for hende, henne fra M?rket, Ret efter Ret.

-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at n?vne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

-Han m?rker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie n?vnede Deserten:

-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik Penge igaar.

-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i M?rket.

-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes

Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, sk?nt der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde v?ret hele Tiden, mens hendes Ansigt var n?sten som fortrukket af Smerte eller af en V?mmelse, hvorunder hendes tynde L?ber syntes at faa deres Fylde igen:

-Men det er mig, sagde hun:

-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting l?nge.

-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis L?ber paany var blevet smalle som f?r; og hun l?ftede Haanden, at Tyendet kunde gaa.

Da D?ren var lukket, tog Hendes Naade en N?gle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde l?snet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over

Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde v?ret af Jern.

Det bankede paa D?ren-og en Gang til:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde

Kr?fter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne D?r.

-Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig st?tte af Fr?kenen, mens hun gik ind gennem

Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, sm?kkede Hans

Excellence D?ren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde l?ftet deres ?jne paa samme Tid og slog dem atter ned.

-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin L?nestol, ikke tog ?jnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand.

-Fra Hans.

Der var stille nogle ?jeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise.

-Som s?dvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev st?rre, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:

-Og B?rnene? sagde hun.

-De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine H?nder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt b?jede han sig ned og kyssede hende paa

Panden med just den samme Bev?gelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ?ndredes lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

-Det er Harriette, sagde hun.

-Naa.

-Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede D?ren og Fru Harriette kom ind, indsv?bt i Fl?jl og

Pelsv?rk:

-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

-Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

-Goddag, Onkel Hvide.

-Goddag, min Ven, sagde han og r?rte flygtigt Marschalindens Kind med sine L?ber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Frav?relse ikke var til for ham.

-Hvor jeg havde gl?det mig til at se Dig, sagde Marschalinden og f?lte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

-Vi har ogsaa gl?det os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med

Haanden b?d Fru Harriette en Stol:

-Og du er helt den samme.

-Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens ?jne, hvor det nogle Sekunder havde v?ret ligesom forsvundet.

-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overt?j.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin

Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.-Dig har jeg Hilsner til,

Onkel Hvide, og hun n?vnte et Par store Kolleger i ?strigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

-Slaar de ihjel endnu?

-Ja.

Idet han lo, sagde han:

-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke-ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret-lagde han til:

-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis ?jne, saasnart hun ikke talte, l?b rundt i Stuen ligesom om de s?gte.

-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik n?sten den samme Glans i sine ?jne, som da hun var kommen ind ad D?ren, lagde hun til:

-Hvor r?rt jeg har v?ret over, at Du har husket mig med alle dine

B?ger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forl?b nogle ?jeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

-Saa l?ber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter

Tanten paa Panden, f?r hun gik.

Selskabsfr?kenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, t?t bag den aabnede D?r. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store T?pper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde l?snet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans

Excellence:

-Skal Du svare Hans?

Men han h?rte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubev?gelig, med ?jne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Sl?gtens Billeder eller den tomme V?g . ..

-Nej, Harriette, Harriette-og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen-: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og f?rte Fru

Harriette hen til Vinduet:

-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

-Ja, sagde Moderen: er det ikke m?rkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig.

-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ?ndrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

-Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen.

-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var h?j og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben.

-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud.

-Det er min Nev?s Tjener, sagde Faderen.

-Aa. Marschalinden lagde H?nderne ned i sit Sk?d: hvor er det dog vidunderligt at v?re kommen hjem.

-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin

Tallerken.

Hun tav et ?jeblik, f?r hun sagde:

-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et ?jeblik:

-Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med ?jnene stort aabnede:

-Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Pl?nerne var gr?nne derhjemme.

De dejlige, de dejlige Pl?ner, sagde hun.

-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede n?ppe sine L?ber, mens hun sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Pr?sten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de r?dhaarede Pigeb?rn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da d?d.

-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

-Foran hver sit Hus lige ved Indk?rslen, sagde Moderen.-Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden l?ftede

Armene:

-Nej, for de d?de jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde.

-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog gr?d ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-D?ren i paa din hvide Silkekjole.

-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama.

-Gud, hvor blev den fl?nget, sagde Moderen.

-Ja.

-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog D?ren i ... og badus var Kjolen i to Fl?nger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde sl?bt, de to Fl?nger.

-Det var gr?sseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa

Bordopsatsen, spurgte hun:

-Hvad er det for Blomster?

-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

-De er dejlige.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: f?r de falder. Den hvide Sne fra

Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

-Men, sagde Marschalinden, der var f?rdig med at t?nke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden":

-Jens var dog bedst tilhest.

-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og ?jnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde K?lderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den sk?nne Halvblods Hingst.

-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

-Det var da v?rre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.

-Ja, da Du l?ste dem og de satte over V?nget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fl?j, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit r?de Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

-Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes ?jne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

-Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubev?geligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt.

-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar-Marschalinden saá over paa Faderen-Du kom hjem fra Bonn, Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem ?resporten. Margrethe Stuepige var forrest, i gr?nt Liv med r?de B?ndler...

-Men Du blev Rosenbruden, Stella-Marschalinden begyndte at le-: Nej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:

-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det ?jeblik, Du blev kronet, midt paa den gr?nne Pl?ne.

-Under Blodb?gen, sagde Moderen.

Hun l?ftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig s?nket

Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt

Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne ?jne, som den,

der t?nker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide

Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for

Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

-Ja, det var den Gang, sagde hun.

-Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne ?jne, Skylleskaalene frem.

-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle H?nder: han h?ger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

-Skaal, Fritz, sagde hun.

-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.

-Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kl?ften i hans Hage, den Kl?ft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

-Aa nej, sagde hun: Aarene st?ver os alle i Ansigtet.

Faderen st?dte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine H?nder.

-Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt f?rte hun Moderens dejlige H?nder op mod sine L?ber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra V?g til V?g:

-Men at det kan blive ved ...

-Hvilket? spurgte Moderen.

-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke h?rt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at t?nke paa Baron Brahes, sagde:

-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

-Hvem?-Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt r?d i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han b?jede sit armeniske Hoved meldte han,

at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte

Moderen, om hun ikke vilde k?re med: hun skulde kun g?re et Par

Visiter.

-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.

-T?nk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog

Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

-Der bli'er dog altid et Slags T?ppe ud af det, sagde hun.

-Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom-og de gik videre, ind til Hans Excellence:

-Ja, Farvel, Onkel Hvide.

-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge

H?nder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence r?rte sig ikke:

-Farvel.

De k?rte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu f?lte som

Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

-Men Onkel Hvide er blevet gammel.

-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

-Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

-Langt bort?

Marschalinden vendte ?jnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et

Ryk.

-Langt bort, gentog hun, og det saá n?sten ud, som om hendes L?ber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbev?gelse:

-Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen saá langt ud over Sneen.

-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine ?jne:

-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen k?rte frem gennem

Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende ?jne.

Fru Harriette kom tilbage og de k?rte igen, da Moderen halvt raabte:

-Dér er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort.

-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

-Er det stadig det samme med Hans?

-Det er vist snarere v?rre.

Marschalinden nikkede:

-Jeg havde jo h?rt det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens D?r. Hendes Naade blundede allerede i sin

Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydl?st med sine

Klude.

-Aa ja, aa ja, st?nnede Hans Excellence i S?vne.

Den slanke Tjener, som havde sm?get de lyseblaa ?rmer op, saa man saá n?sten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. D?ren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut.

-Aa ja, aa ja, st?nnede Excellencen.

Husets gamle Tr?v?rk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med H?nderne i sit Sk?d sad hun foran en opslaaet Bog, uden at l?se.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens V?relse. De tre Kommiser stak

Hovederne op af deres K?ldervindu som L?nkehunde, der slaar den hede

Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens M?rke.

Den enbenede strakte sit Tr?ben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit K?lderhul. Han begyndte at slaa den nye L?ber op ad Trappen. Hammerslagene l?d, mod det hule Tr?, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved D?ren og gik ind:

-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa D?rtrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand:

-Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene-Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme-strejfede han med sine ?jne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.

-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et St?d, havde skubbet

Skuffen i, da han saá Moderen tr?de ind. Hun havde et ?jeblik og fra

Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig

Bev?gelse, b?jede hun sig og, mens deres ?jne m?dtes saa meget som et

Nu, kyssede hun hans Kind.

-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i D?ren til Dagligstuen, da han sagde:

-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?

Moderen lo og sagde:

-Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Fl?jd?rene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en S?lv-Merkurs l?ftede Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen f?ste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

-S?t Dig dog, bedste.

Moderens ?jne var faldne paa en Anton Melbye, hvis gr?nne og salte

B?lger pludselig g?d sig frem i Solen, og hun sagde:

-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af V?ggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:

-Har Du talt med Hvide?

-N?sten ikke, Grandmama. Jeg har jo v?ret ude.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine H?nder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

-Og saa har vi tilmed Middag idag.

-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade s?nkede Hovedet med et Suk:

-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade v?re at t?nke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren:

-Hvad er det for Madeira?

Den Slanke bukkede:

-Hendes Naade har givet Ordre.

Faderen l?ftede et ?jeblik paa Glasproppen og f?rte Flasken op mod sit

Ansigt:

-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere t?r, sagde han.

Den Liberikl?dte bukkede paany uden at bev?ge sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

-Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvm?rkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to S?stre, hvoraf den ?ldste havde v?ret Hofdame hos Hendes kongelige H?jhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bev?gede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask:

-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

-Vi har det godt, sagde Hans Excellence-al Talen om hans Befindende

var en Afsky for ham-og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille

Herre, spinkel og med studset Sk?g, af Udseende som en General og f?r

"Tabet" Overpr?sident i Kiel.

-Jeg vilde dog se Dig, k?re Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den n?ste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige Haandbev?gelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger, fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majest?t Kong Georg havde forskaffet ham fra de gr?ske ?er og som Kammerherren, i Vedb?k, paa "Ensomhed", fors?gte at omplante i Drivhuse:

-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen

Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugd?mmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa h?jt, at det klang gennem

Stuerne.

-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde b?jet sit Hoved.

-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

-Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den Lyseblaa bragte omkring paa en S?lvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske:

-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den ?ldre faldt ind:

-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes ?jnes

Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

-Hendes Majest?t Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.

-Men der har jo, det tilstaar jeg, v?ret Aftener, sagde Hofdame-S?steren til Hofj?germesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt til Charlotte Amalie, naar hun l?ste, at nu maatte hun holde inde, for der er jo ingen R?dsler, for hvilke man nutildags forskaanes i Aviserne.

-Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne

Senge om Natten.

Fr?kenen br?d pludselig af med Slagmarkerne og sagde til

Hofj?germesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

-Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var f?dt Glud, takkede, Konferensraaden havde det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som kom hen mod Bordet:

-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade gjorde hendes Bev?gelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence sk?d Skuldrene frem:

-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastl?st pillende Fingre, der var blevet krogede af at gennemse en ber?mt Faders Arbejder, sagde fra en Stol ved Vinduet:

-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.

De to Damer fra Vall? gjorde en Bev?gelse med Hovederne som et Par gamle H?ner, der faar en Sjat Spildevand i ?jnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Tr?ben, der just var kommen ind:

-Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke.

-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt

kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i

Aarhundredernes L?b l?rt at indskr?nke sig til kun at passe deres

Piber.

Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte T?nder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber. Baronen, som var enbenet fra en Gr?nsetr?fning mod de Svenske fra de Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var stanset et Nu.

-?nsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

-Hvordan staar det til?

Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var standset den Dag, han mistede Benet) om noget m?rkeligt han havde l?st i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild.

Hr. Fritz blev staaende med b?jet Hoved, til Baronen pludselig saá paa

ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde

?jne ufravendt f?stede paa Glasset i sin Haand, som det var hans

?rgerrighed ikke maatte ryste.

-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han b?jede Overkroppen lidt, mens han h?rte paa hende, f?r han gik videre, ind i den n?ste Stue, hvor Grevinde Schulin med S?n og Datter sad i nogle L?nestole og talte med en r?dblond og bred Godsejer fra deres Egn.

-K?re Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis skulde have v?ret her, nu han var hjemme... Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor l?nge det varer.

Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun h?jere og lidt r?d i sit

Hoved-mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et ?jeblik

betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved

Ankomsten f?r en Middag betragter hinandens Toilette-:

-Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bev?gelse, l?ftet sine ?jne:

-Ja, sagde han.

-Ja, vi saá ham, nu vi k?rte herhen...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, k?re Rottb?ll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for sn?ver i ?rmegabene, hvad han hele Tiden f?lte, sagde:

-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal g?re af deres egne B?rn.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overfl?dige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes h?jt, fra alle Hj?rner.

Over alle Stemmerne h?rte man Marschalinden, der lo:

-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den ?strigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre tr?nger frem langs v?ggene i det andet Ting.

Hans Excellence lo:

-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver-og Hans Excellence gjorde en Bev?gelse, som om han t?rrede sin Fodsaal mod T?ppet-af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

-Sandheder, man ikke vil h?re, kalder man Paradokser, sagde Hans

Excellence:

-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil n?jes med

Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham h?nge.

Den f?rste Herre sagde:

-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

-Ja, sagde han, jeg har levet l?nge.

Og han fortsatte:

-Vi havde en General-han l?ftede pludselig Haanden og pegede paa et

Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord-:

-Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den ?strigske Minister, havde sét Excellencens Haandbev?gelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse:

-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes ?jne paa

Faderens Ansigt, der i den n?ste Stue smilende, saa man saá

Smilehullerne i hans Kinder, var b?jet over den unge og friske Fr?ken

Schulin.

-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den ber?mte Faders S?n.

-Jeg har aldrig haft den ?re at blive Dem forestillet, sagde

Ministeren bukkende.

Kammerherren b?jede det graa Hoved:

-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde v?ret Medlem af en ?strigsk Kommission i Hertugd?mmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han:

-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar-forrige Sommer-i Flensborg og paa Dybb?l.

-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret s?rgmodigt paa mig.

-Ja, sagde Kammerherren, hvis L?ber ikke ganske adl?d hans Vilje:

-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.

Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde:

-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Gev?rglimtene fra Dybb?l vil lyse gennem Historien.

Hans Excellence havde h?rt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en St?tte, som han stod:

-Maaske.

Og et Nu efter lagde han til:

-Det er maaske Glimtene fra ?ressalverne over vor Grav.

-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres

Folk.

Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit

Ansigt:

-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever l?nge og som det kan.

-Det er kun Sl?gterne, der d?r og hvis Arbejde kan d?mmes.

Der fl?j et Udtryk af Bev?gelse over Kammerherrens Ansigt, mens

Ministeren sagde:

-Deres Excellence har Ret.

Marschalinden, der s?gte om et Emne, sagde efter et Par ?jeblikkes

Forl?b:

-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade.

Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.

Sofie stod derinde i en Krog:

-Hvad vil hun? sagde han.

-Hun skulde-hun skulde gerne ha'e Penge:

-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.

-Hm, sagde Hans Excellence.

Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet:

-Hvem er Hustyvene her i Huset?

Sofie f?lte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.

-Gaa, sagde Hans Excellence.

Og hun gik.

Hans Excellence lukkede Klappen og st?ttede sig, med de fremstrakte

Arme, et ?jeblik til Chatollet.

Saa gik han hen og laasede D?ren og satte sig i sin Stol.

Hendes Naade vendte Hovedet et ?jeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nys?, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette:

-Hvor er Hvide?

-Grandpapa er her, sagde Moderen og s?gte selv Hans Excellence med ?jnene, mens den ?strigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade -talende om Gastein.

-Hvor Deres Naade har v?ret saa mange Gange, sagde Ministeren.

-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.

Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade r?rte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald:

-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa ?jne.

-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine

Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

-Gewiss giebt es sch?ne Weiber in D?nemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og b?jede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

-Man smigrer saa let i ?strig, sagde hun, men hendes ?jne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens D?r og f?lt, at den var laaset.

-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap

D?ren:

-Du er jo helt bleg.

-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig f?rte Haanden hen over Panden, sagde hun:

-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Ber?mthedens

S?n, der stod bag hende i en Krog:

-Tror De paa Datoer?

S?nnen blev staaende med aaben Mund.

-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten fors?gte at le, men Moderen sagde:

-Ja, l?g en Gang M?rke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man l?gger om Forbryderes Ankler.

-Ja, sagde Ber?mthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig m?rkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til ber?mte M?nds Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

-Men, sluttede Kandidaten, man b?r naturligvis vogte sig for den Slags

Overtro.

-Thi hvor vil den vel f?re hen? sagde Kandidaten.

-Men hvor er dog den k?re Excellence, sagde en Dame pludselig meget h?jt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal D?r fra Entréen-det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale D?re i hendes Bekendtes Lejligheder-og som var sejlet gennem alle Stuer:

-Hvor er den k?re Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa h?jt som det ?vrige:

-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Sk?d.

-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun f?rst havde set Hofj?germesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i K?kkenet. Hun syntes, hun l?ftede Benene saa underlig h?jt op i Luften, mens hun gik.

Der l?d et Slag paa D?ren, da hun kom ind.

-Hvem er det? raabte hun.

K?kkenklokken skrattede, f?r hun lukkede op:

-Det er mig, sagde J?germesteren, som stod foran hende, i D?ren, i sin

Pels.

-Er det J?germesteren?

Sofie troede, hun skulde falde.

-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i.

-Hr. J?germester, Hr. J?germester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede H?nder, og pludselig sagde hun:

-Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som K?kkenbordet, slog hun D?ren i til Anrettev?relset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne.

-Ja, nu ramler det, sagde J?germesteren.

Sofie svarede ikke. Det var, som st?nnede hun ligesom Bornholmeren.

-Jeg skal tale med den Gamle, sagde J?germesteren og vilde Staa op.

-Vi har Fredag, sagde Sofie.

Hans Hvide lo:

-Se, om han er inde.

-Ja, sagde Sofie og blev staaende.

-Se, om han er inde, gentog J?germesteren.

-Ja.

-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede ?jnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden:

-Er der ikke no'et, J?germesteren vil ha'e?

Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

-Jo, bring mig et Glas.

Hun l?b gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun h?ldte

Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

-Dér, Hr. J?germester, sagde hun.

-Tak, sagde Hans Hvide, der havde t?mt det.

Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, V?ggene og D?rene og

Karmene-alting, f?r hun lettede paa Excellencens D?r.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

-Saa maa det v?re.

J?germesteren stod op:

-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to H?nder, der var kolde som et svedende Ligs.

-Ja, sagde han.

-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens D?r.

Hans Excellence drejede Hovedet:

-Jeg ventede Dig, sagde han.

-Det er jo godt, svarede S?nnen, der skjalv:

-Jeg maa have Penge.

-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

-Jeg kommer naar det er n?dvendigt, sagde S?nnen.

-Hvor kan det v?re n?dvendigt at skaffe Penge, naar Du pants?tter dine

Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

-Det forslaar ikke, sagde S?nnen.

-Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en D?d, der havde rejst sig.

-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.

Udenfor blev D?re slaaet op og D?re slaaet i, og paa Gangen l?d der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun ?jnene levede:

-Det kan ikke v?re Forbi.

-Det skal.

-Det er Veksler.

-Jeg betaler dem ikke.

-Du maa.

Ordene kom som Hug.

-Jeg g?r det ikke.

-Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

-Hvorfor? sagde Hans Excellence.

-Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

-Skrevet i dit Navn, sagde S?nnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, f?r Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som

En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

-For hvor meget? sagde han.

-Tredive Tusind.

Hans Excellence r?rte sig ikke. Bordet sk?lvede under hans sk?lvende

Arm.

-Tredive Tusind, sagde S?nnen igen, som om Hans Excellence ikke havde h?rt det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

-Har Du dem ikke? mens Sveden l?b ned ad hans blodl?se Ansigt.

-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til S?de i sin

Stol.

Det ruskede i D?ren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

-Hans kongelige H?jhed.

-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod S?nnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri:

-Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap D?ren.

Hans Hvide havde b?jet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, l?ftede han det igen og sagde:

-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

-Hvorfor?

I et pludseligt Raseri l?b han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans ?jne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, f?r han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter l?d som den plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige H?jhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og n?rmede sig, mens alle Stemmer l?d mere d?mpet, til Faderen, med den h?je Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences D?r.

Faderen b?jede Hovedet:

-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige H?jhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem D?ren. Og som ved et Tilf?lde r?rte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fl?jels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for D?ren som en V?g.

-Ja, Hvide er utr?ttelig, sagde Hans kongelige H?jhed og smilte.

-Deres kongelige H?jhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og sk?d Portièren bort.

-Det er den aldrig tr?ttede, som vi ?rer, sagde Hans kongelige H?jhed og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige H?jhed talte sp?gende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige H?jheds Broder i Gr?kenland.

Hans kongelige H?jhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og

kammerherren sagde-mens al anden Tale blev meget stille og der paa

Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige H?jhed, Excellencen,

Kammerherren og Kadetten-angaaende sit Arbejde, at det var

Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte

Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke h?rte efter, sagde:

-Ja, Deres kongelige H?jhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

-Ja, V?rket har meget interesseret Hans Majest?t, sagde Hans kongelige

H?jhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

-En Invalid t?r ikke klage, Deres kongelige H?jhed.

-Ja, sagde Hans kongelige H?jhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben:

-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens

Skulder:

-Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige H?jhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter f?rst et Nu at have trukket de tykke ?jenbryn i Vejret:

-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige H?jhed.

Hans kongelige H?jhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende t?ttere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofj?germesterinden og sagde:

-Er Hofj?germesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

-Nej, Deres kongelige H?jhed, sagde Hofj?germesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egeh?j.

Der opstod en Pause, f?r Hans kongelige H?jhed sagde-Etatsraadinde

Mouritzen var tr?ngt frem lige bag Fru von Eichwald og bev?gede sig

saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes

T?ppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget l?srevne Ord h?rtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige

H?jhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige H?jhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige H?jhed til D?ren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om J?rgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to B?rn havde fjernet sig, sagde:

-J?rgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved-og Moderen, der havde fulgt Faderen med ?jnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, h?rte pludselig efter-jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa B?rn, men de bliver sj?ldent gamle nok, til deres B?rn begynder at blive gamle.

Moderen saá paa Grevinden og havde f?rt sin ene Haand ind mod sit

Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes L?ber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde:

-K?re I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et ?.

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg t?nkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saam?n ikke meget kl?gtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man l?nge har t?nkt over ... Og jeg tror, at en Kone f?rst rigtig har tabt i ?gteskabet, naar hun ikke l?nger er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bev?ge sit

Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde h?rt le henne ved D?ren, traadte hen i N?rheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden L?nestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det sk?nne Racehoved st?ttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forf?rdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja t?nk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bev?gelse med sine L?ber, som udst?dte han en Slurk R?g:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil g?re det samme Arbejde.

Han gik videre og kom i N?rheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du v?ret, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand k?rtegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog ?jnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange G?ster idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men-og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens

Ansigt-Du er anstr?ngt.

-Jeg, sagde han-der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovsl?gten-:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sj?ldent-at se saadan et ?gteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse-Etatsraadinden talte altid saa h?jt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen-:

-Underligt er'et, at ingen af B?rnene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod b?jet over et Par unge D?tre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en H?j?rv?rdighed, som i en lang Arvef?lge havde arvet en Kirke sammen med et h?jkirkeligt Syn, og som nu n?rmede sig Hendes Naade-Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde:

-Hvad taler I om?

-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun

Burene om de st?rste Dyr.

Marschalinden lo:

-Du v?lter alting idag, Onkel Hvide.

-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads.

-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om K?rligheden.

-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet

Marschalindens Ord fra f?r.

-K?rligheden, sagde Excellencen og et ?jeblik kr?ngede han sin altfor sv?re Mund: K?rligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, f?r alle de pyntelige Ord er blevet h?vlede af Sproget.

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget v?k:

-Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af

Abernes B?rneb?rnsb?rn.

-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenh?ng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man b?r give Menneskene fri.

-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

-Den k?re Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes N?se pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

-Hvad er her h?ndt?

-Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde l?ftet sine ?jne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort. Og hun spurgte om en m?rkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

-Den maa v?re meget gammel, sagde hun.

-Ja, Stykket er historisk.

-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

-Den har tilh?rt Marie Antoinette.

-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra

Frankfurt.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre:

Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilf?jede-naar

Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa m?rkelig ud i ét-:

Pastellen fremstiller Dauphin.

-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb ?jnene sammen, som Kendere g?r.

-Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofj?germesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes.

-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter d?kkede et hastigt

Glimt i hendes ?jne som da hun f?r sad, med Ministeren, ved Siden af

Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald b?jede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nerv?st op om Kejser Nikolajs Brosche, n?sten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og f?rte dem op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde brat f?rt Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue-Marschalinden understregede Frue-er altid ganske s?regent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at f?ste

Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden br?d op, og Fru von Eichwald talte med Hans

H?j?rv?rdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.

Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke bel?gge

med Guld:

-Og de virker saare sk?nt paa deres hellige Sted, sagde Hans

H?j?rv?rdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod l?net til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endel?s Vej et Minut har l?net sig til et Tr?, og sagde:

-Jeg har t?nkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et ?jeblik, f?r hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man t?nker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.

Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod l?net mod et

Ibenholts Skab:

-Er det Hans' S?n?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert

Ord.

Da den ?strigske Minister traadte til for at sp?rge, om de skulde gaa, b?jede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, b?jede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er sk?n som et Gravm?le.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og t?nkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Ber?mthedens S?n kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portr?t, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde for?ret Hans Excellences Fader under et Bes?g i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra

Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repr?sentere ved et Slags Regeringsjubil?um.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme ?jne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappeg?jens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-Fortuna fortis, fortuna fortis.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofj?germesterinden og Hans H?j?rv?rdighed og h?rte Hans H?j?rv?rdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid tr?nge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres H?j?rv?rdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár.

Han vendte sig til Hofj?germesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desv?rre, svarede Hofj?germesterinden.

Der fl?j et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i

Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbev?gelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv k?rt.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle G?sterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop t?ndte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedss?tninger til Hendes

Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udm?rket Sl?gt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade-og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa ?jne straalede-set saa smukke M?nd som Prinserne af Huset Weimar.

Der sk?d en R?dme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne h?re en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes M?de med Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til

Ministeren.

Hans Excellences ?jne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bev?gelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig L?nke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav

Drivfjedren Vinger og l?ste Sammenh?ngen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev r?d som et Blod og et Nu talte ingen, f?r Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede han usynlige V?kster op med alle deres R?dder:-F?rst nogle B?ger, saa én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer.

Ber?mthedens S?n, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre ber?mte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin b?jede foran Hendes Naade sit Hoved i en tom ?rb?dighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede paa den anden Side Stolen.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen i et stadigt Raseri.

-Det er Gammelmandssnak, sluttede Ber?mthedens S?n.

Den slanke Tjener aabnede D?ren og lukkede den igen, rank med nedslagne ?jne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence l?ftede Hovedet brat og stod som et Lys:

-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Ber?mthedens Afkom, har g?ttet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende Statsunderst?ttelser, n?rmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen b?jede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske V?relse og inderst inde i den n?ste Stues M?rke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han:

-Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren k?rte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og ?strigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han:

-De h?rer ikke efter.

-Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der v?re et og andet at t?nke over.

-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet:

-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.

Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:

-Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, f?r Ministeren stod ud.

Da Vognen atter k?rte videre, f?rte Marschalinden pludselig hastigt

Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

* * * * *

Hans Excellence sad foran sit Bord:

-Hvad er Klokken?

-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

-Klokken fem skal Vognen k?re frem.

Georg rettede sig.

-Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence r?rte sig ikke:

-Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bev?gelse i sit

Ansigt betragtede han Hans Excellence:

-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede, da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

-Sig ham til, at her spises Klokken seks.

-Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget ?jnene fra den unge Mand, hvis Mund maaske sitrede en um?rkelig Kende, idet han bukkede.

-Har Du h?rt det?

-Ja, Grandpapa.

-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var str?mmet over den unge Mands Ansigt og han gik.

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

-Hvor er Hvide? spurgte hun.

-Hans Excellence er i sit V?relse, sagde Selskabsdamen.

-Jeg paakl?des Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bev?gelse med Haanden.

-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.

D?ren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over

Gulvet:

-Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.

-Det er mig, hviskede Sofie.

-Véd Fruen det?

-Hvad? sagde Hendes Naade, som f?rte H?nderne op og ned i sit Sk?d.

-J?germesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede et ?jeblik paa hinanden gennem M?rket.

-Jeg t?nkte det, st?nnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede ikke straks:

-J?germesteren har talt med Hans Excellence.

-Naar?

-Under Modtagelsen.

Hendes Naade st?nnede paany og bed de hvide L?ber sammen:

-Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen n?ppe kunde h?re det.

D?ren blev lukket.

Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences D?r.

Han sad ved Lampen og havde ikke h?rt hende.

-Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig?

Han havde l?ftet sit Hoved og saá paa hende.

-Hans er i Byen, sagde han.

Hendes Naade havde foldet sine H?nder-i det sorte Skrud, som hun stod med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve-:

-Hvad har han sagt?

Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit eget Liv.

-Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.

-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:

-Du er tr?t.

Hendes Naade vendte sig og gik.

Moderen var gaaet op. Hun t?ndte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys.

-Jeg skulde kl?de mig paa, sagde hun, og Armene faldt tr?tte ned langs hendes Sider.

Lidt efter aabnede hun D?ren til Gangen:

-Arkadia, raabte hun:

-Arkadia.

Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var der n?sten m?rkt.

-Arkadia, raabte Moderen.

-Slip mig, Frederiksen, l?d det nede fra, i Skumringen.

Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.

Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hj?lpe Fruen.

-Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige H?nder laa i hendes Sk?d: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.

Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op og Sk?rter op og ?sker op. Moderen fulgte hendes Bev?gelser.

-Det er en sort Barége, sagde hun.

-Med Underkjole af Reps.

Selskabsdamen blev ved at rode op.

-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig paa et straagult Kjolesk?rt:

-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.

Og pludselig sagde hun:

-Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens

Kufferter, sagde, mildt afv?rgende:

-Men den er jo saa god som ny.

-K?re Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

-Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Kl?dningsstykke hen paa en Stol og fandt tilsidst den Baréges:

-Her er den, sagde hun.

-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle ?jeblikke foran Lysene, f?r hun slog Eau de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var kl?dt paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag til Middag lod l?gge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule Blomster?jne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre B?ger paa sit Bord tog hun den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, f?r hun l?ste:

Og daglig mer og mer Diones Sind

Sig slutter til-hun dr?mmende kun leved;

Det evigt nyt Erindrings Billed v?ved,

Men Livets Indtryk lukked ej det ind.

Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,

Og saá i Luften ud, hvor Skyen sv?ved,

Af Vinden f?rt, saa tung og m?rk forbi:

Et Spejl af hendes Sj?ls Melankoli.

Dog, hvad er Ord forn?dne?-Samme Spil Kan her beskues som paa Livets

Scene; F?rst Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp

f?r det sig lukker til. F?rst Haab og L?ngsel, derp? Savn alene. Saa

Tomheds Taarer, der ej stanse vil. F?rst dobbelt Liv og Kraft i hver

Fornemmelse, Saa Tr?thed, Slaphed, Sl?vhed og Forglemmelse.

Moderen l?ftede sit Ansigt. Et ?jeblik lukkede hun sine ?jne. De r?de

L?ber sk?lvede.

Saa l?ste hun igen:

Du svigter mig-du flyer mit ?jes Blik, Sk?nt ?mt jeg kalder, Du vil ej mig h?re; Du for min Hilsen lukket har dit ?re Og r?kker bortvendt mig den bitre Drik. Det svinder hen-min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand s?gte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun f?rte den til en n?sten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun l?ste:

Og intet mer kan mig tilbage f?re De Straaler, som min Gl?de f?dtes i,

Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde v?re-nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit

Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,

foruden Tr?st; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets

Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en

Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke:

Farvel-Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst beg?rte Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord.

Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,

Hvis sidste Haaben i dens B?ger bor,

Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,

Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer str?mmede ud af hendes ?jne, og et Nu st?ttede hun sit

Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa t?rrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige ?jne mod

Bogen, hvis Bind stod l?net mod Spejlets Rand som en B?nnebogs mod en

Bedepult:

Min Sj?l er tr?t, men paa mit ?je falder

der ingen Slummer; rastl?s Tanken gaar

I Sorgens F?lge gennem Fortids Haller

Og stille for hvert dejligt Billed staar.

Hver Dr?m, der fryder, jeg tilbagekalder,

Jeg str?kker Haanden ud-men ej den naa'r

Den flygtige, den lyse H?r af Minder,

Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da v?kkes jeg, af L?ngsels Toner kaldt,

Da f?ler end med dobbelt Kraft jeg Savnet

Af alt det Herlige, min Arm har favnet,

Af Dig, din K?rlighed og din Gestalt.

Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet

Endnu jeg har, sk?nt dette Navn er alt,

Alt, hvad jeg t?nker, f?ler: Lyst og Kummer,

Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide H?nder. Ansigtet var let strakt frem:

O, Du-Men Taaren falder ned og sletter

Mig Skriften ud; og t?rres end den bort,

Den v?lder frem paany og Brevet pletter

Saa selv min Afskedshilsen g?r mig tort.

Lad her mig ende. Dig jeg ej forg?tter,

Dertil et bittert Liv var mig for kort.

Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.

Kun dette Kys-nej, nej. Og dog-det blive.

Hendes H?nder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet, ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.

-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa v?re.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde h?gte Fruens

Kjole.

-Tak, jeg er f?rdig, svarede Moderen.

Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:

-Men skal jeg dog ikke f?ste Blomsterne? sagde hun.

Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et ?jeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster.

-Tak, sagde hun:

-Men lad dem visne her.

Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:

-De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.

Selskabsdamen vilde gaa, da der h?rtes St?j i Gaarden.

Det var Hestene, der blev sp?ndt for.

-Skal der sp?ndes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod

Selskabsdamen.

-Ja, Hans Excellence k?rer ud, svarede Selskabsdamen.

-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.

-Hans Excellence har ikke sagt det.

Moderen gjorde en Haandbev?gelse mod Selskabsdamen, der gik.

Porten blev slaaet i. Hans Excellence var k?rt ud.

--