Det graa Hus

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretr?s Seng og t?ndte sit Lys. Saa stod han op. Han overg?d sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og st?rkt som et gammelt T?mmer.

Over den hvide V?g tegnedes det som en K?mpes Skygge.

Han kl?dte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,

Piedestaler og H?dersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i

M?rket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem

Sp?gelser.

Ved den sidste D?r stansede han et ?jeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i S?vne. I S?vne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var d?de.

Hans Excellence blev staaende, mens hans l?ftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede D?ren. I M?rket gik han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale-og h?jere, mens Hans Excellence lyttede:

-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en St?tte.

-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede D?ren og gik videre.

Hans H?nder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den t?ndt, f?r han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, b?jede Margen paa dem og begyndte at skrive.

Han skrev, med Hovedet b?jet og med ?jnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Oph?r, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem v?k og fra sig.

Der h?rtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saá ?rsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa V?ggene Stuen rundt,-afd?de og stille.

Excellencen havde l?net sig tilbage i sin Stol:

-Aa, ja, aa, ja.

-Aa, ja, aa, ja. L?d det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.

Tjeneren kom ind og, b?jende sine ?mme Kn? foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Br?ndestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk-den havde saadan underlig opstaaende Kanter-og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen h?rte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.

-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede

The-Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ?ldgamle

Legeme.

Ude i K?kkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede r?de Knokler.

-Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

-Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af K?kkenbordet l?d langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert t?vende Sekund m?jsomt og st?nnende op af en uendelig Br?nd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han l?ste ikke mer Aviser:

-Sker der noget? sagde han.

-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes

Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forel?se af sin

Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken l?d saa s?rt langt inde i

Huset; det var S?nnes?nnen:

-Excellencen er hjemme? sagde han.

-Ja, svarede Georg, og han h?ngte den unge Mands T?j paa den samme

Knage som igaar.

-Du har skrevet, sagde den unge Mand og b?jede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

-Ja, og Stemmen l?d vredt:

-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Bl?k, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der g?r de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

-Har Du f?gtet? spurgte han pludseligt.

-Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans

Excellence:

-Du er en Sildef?ding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte S?nnes?nnens Ansigt, hvor L?berne midt i Blegheden var som Blod saa r?de, sagde han, med den samme Stemme som f?r:

-Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i

Familjen.

S?nnes?nnen, der f?rte den meget slanke Krop meget rankt, l?ftede de m?rke ?jenlaage en Kende:

-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

-Ja. L?s det h?jt.

-S?nnes?nnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at l?se-meget h?jt, for at Hans Excellence skulde kunne h?re ham:

-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

S?nnes?nnen l?ste h?jere, anstrengende sig for at samle den ul?selige

Skrift, hvor Bogstaver var glemt og S?tninger var faldet ud:

-Hvad er det, der staar?

S?nnes?nnen blev ved at l?se:

-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og b?jet frem mod Lyset, fors?gte han selv at l?se alle de S?tninger, han allerede havde glemt.

-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er ?jnene. ?jnene vil ikke.

Han slap Manuskriptet:

-?jnene vil ikke mer.

-L?g det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.

Excellencen fulgte med ?jnene hans H?nder:

-Der er mange, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket ?jnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence k?rte til Forl?ggere. Aarevis havde han k?rt fra D?r til D?r, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da v?re et Gravvers over et

Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var ber?mt og som nu var

glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i

Avisen, med meget smaa Bogstaver.

-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde S?nnes?nnen-hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, n?sten ?ngstende bl?d-og han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

-Erindringer, sagde han: Erindringer-vi har V?v nok. Erindringer-hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

-Og de g?r Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin D?d, vilde de d?mme ham til Tugthus i hans Grav-for der er jo Retf?rdighed i Himlen og paa Jorden....

-Nej, det er ikke v?rdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en

Stund. Saa sagde han:

-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sv?reste, og at t?nke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker v?rdt.

S?nnes?nnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.

-Ja, sagde Excellencen: I skal jo f?des og kl?des.

Det unge Menneskes Mund sitrede, n?sten um?rkeligt. Men den Gamle blev ved:

-Har-har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen h?rer. Hvem h?rer? Grosset snakker uden at h?re det selv.

-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

S?nnes?nnen sad sammensunken med m?rkeligt neds?nkede Skuldre:

-Ret Dig, sagde den Gamle.

-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han st?dte sin Nakke paa

Stoleryggens Vaabenskjold.

-Nej, blev Excellencen ved at forts?tte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og d?. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke g?re sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger St?der og skaber sig Ber?mmelse . . . Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

-Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa V?ggene: Der h?nger de med deres K?der, i deres Kaaber, som de Akt?rer de var og-Excellencen gjorde en Bev?gelse med sine F?dder, som rensede han sine Saaler-hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa d?de som de selv.

-Hvad er det Hele? blev han ved: det m?tter ikke ... Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den st?rste, ogsaa som Komediant, for det f?lges ad ... Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde t?nde R?gelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensber?mte Navn. Men den Dag var han vaagen-det var i hans V?rksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

-"Ja, det er jo meget k?nt".

-Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som n?d han sit eget Minde:

-Og Oehlenschl?ger d?de br?lende over sin egen Sokrates, som ingen gad l?se, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over ?jnene, og i en anden Tone sagde han:

-Men gamle Folk skal ikke ha'e st?rke Hjerner, for saa véd de for meget ... De skulde blive sl?ve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene v?re fri for-Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah-og Excellencen lo paa dette Ord-han d?r. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sj?len, saa vilde han d?. Og hvis det kunde t?nkes-men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt-at man saa sig selv til Grunden af sin Sj?l, saa vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe men n?dvendig Straf selv og uden et Kny at l?gge sit Hoved paa en Blok-

-Naa-og paa en Gang br?d Hans Excellence af-jeg snakker . . . Men (pludselig saá han paa S?nnes?nnen og der var i mindre end et Sekund i hans ?je noget, der n?sten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det g?r vel ikke noget, for Du h?rer ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine ?ren.

Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han sk?d en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

-Ungdommen maa have Penge, sagde han:

-Farvel.

-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

-Farvel, sagde den unge Mand og b?jede Hovedet.

Georg h?ngte "Sedlen" ud paa D?ren: Paa et Stykke Pap stod med

Bogstaver, som var halvt fort?rede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og l?ste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt-f?r han lagde den ned igen, men l?ngere inde, i M?rket.

-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

-Hendes Naade har ringet.

-Og min S?n?

-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

-Hm.

-Bring mig Journalen.

Georg bragte den sv?re Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?

-Den otte og tyvende, Deres Excellence.

-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre

Rubrikker, der stod tomme.

-Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen t?t ved D?ren. Han

holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences

Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets h?je Krave og

Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paakl?dt men livl?st

Stativ op ad Panelet.

-Aa ja, aa ja, l?d det ud gennem Excellencens D?r.

-Georg r?rte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget h?j, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der l?ste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

-Sig Baronessen Tak, sagde han.

-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det?

-Tak, godt, Deres Excellence.

-Og han selv?

Tjeneren stod ret ved D?ren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den ?vrige

Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det

Styrkende", Deres Excellence.

-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et ?jeblik, f?r han sagde-hans evige eller eneste Tanke-:

-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

-Saa skulde han la'e v?r', sagde Excellencen.

-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans

Kl?'er.

-Farvel.

-Hans Excellence vendte sig og D?ren gled til.

-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

-Der er vel ikke no'et, til der ka' hj?lpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod D?ren:

-Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.

-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens D?r, sagde han:

-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én

Gang for en vis Stramhed:

-Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en N?gle l?d i Gangd?ren. Det var Faderen. Han tog Overt?jet af og spurgte:

-Er der nogen syge hos Baronens?

-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans

Excellence ... til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

-Ja saa-der var gaaet n?sten som en Bleghed over Faderens Ansigt-:

Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences D?r.

-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans ?jne ved Synet af S?nnen, der smilte til ham med et eget ?mt Smil, n?sten som en Kvindes:

-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, b?r ikke klage, naar de kun nogenlunde kan tr?kke Vejret.

-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig b?jet over Hans Excellence.

-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa b?re. Faderen vendte sig imod

Vinduet.

-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik fors?tligt et "Ja".

Som i L?bet af et Sekund blev Excellencens Ansigt m?rkere:

-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:

-Hun er ellers saa glad ved at v?re her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonl?st som altid, naar han talte om sin Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til

Middag.

-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

D?ren faldt til.

Georg sad som f?r, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran D?ren og vendte

Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en

Masse bleget Flor, der d?kkede hende fortil-Ryggen var skruttet-:

-Tak.

-Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens D?r, saadan lidt, som man aabner for et Kr?, der smutter ind ved den nederste D?rfylding, og Excellencen drejede Hovedet:

-Er det Dem? sagde han.

-S?t Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved D?ren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes F?dder kunde naa Jorden.

-Saa er det vel galt igen?

-Ja, Deres Excellence.

-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog ?jnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:

-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister

Opr?mthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Gl?derne.

Jomfru Villadsen begyndte at gr?de, saa Graaden kr?ngede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den kr?ngede Mund lignede hun en Tudse:

-Ja, En b?der for'et, mimrede hun, man pines for'et, man b?der for'et, naar man er kommen i Ulykke . . .

-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Forn?jelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at gr?de, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.

-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde h?rt den fra den f?rste Dag, da hun m?dte paa Hospitalet, og han, som forl?ngst havde opgivet at ?ve den F?dselshj?lp, der havde v?ret med at g?re ham ber?mt, i et pludseligt Anfald af en s?lsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forl?se-forl?se dette Kr?, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandk?n dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet s?tte et Menneske i Verden.

-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ...

Excellencen véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en

Str?m af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den h?je Stue, sagde han:

-Ja.

-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.

Der blev Tavshed et ?jeblik, til Excellencen paa ny vendte ?jnene mod

Tudsen.

-Og hvor er han? spurgte han.

"Han" var Jomfruens S?n.

-Ja, nu er han jo l?bet fra Konen.

-Naa.

-Og K?rresterne ta'er han blandt de v?rste, sagde Jomfru Villadsen.

-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun h?jere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et f?r:

-Det er osse en F?rdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, b?jede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:

-Det er en Sk?ndsel, det er en Sk?ndsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Sk?ndsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan v?re saa st?rk, at ogsaa den bliver et Levebr?d.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et

Spark, lagde han til:

-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

-Brug, hvad hun plejer, sagde han og sk?d to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.

Hans Excellence l?ftede Hovedet.

-Og hvor er hun selv? sagde han.

-Ja, man er jo hos S?strene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i

Jorden for hver S?tning.

-Bliver det stadig ved hos S?strene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde ops?gt Villadsen hos "S?strene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at sn?fte igen:

-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Sn?ften blev igen til

Graad: det bliver ved.

-Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkr?bling, ud af hvis K?d han havde skaaret et Menneskebarn:

-Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre-Hans Excellence rakte kun sj?ldent Haanden-:

-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

-Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart sp?rrede med Tr?benet, Erindringen om hans Opofrelse for F?drelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillem?nt forsvinde i

Haanden, som F?drelandsforsvareren ikke havde mistet.

-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Tr?benet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

-Vognen, sagde han.

-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

-K?rer Du ud? spurgte han. Men Excellencen h?rte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden v?re flere af de

Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

-Excellencens Sententser er forbryderiske.

-Maaske, Go'e-og Excellencen rejste sig-Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale-han sagde altid saa meget, mens han skiftede Kl?der, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:

-Men l?g M?rke til, at den menneskelige Retf?rdighed er en?jet. Havde den to ?jne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakke?rmet:

-Eller vi fik slet ingen.

-Men Ulykken er og Ulykken bliver-og han talte sig hidsigere-at Menneskene, de er kun nogle forf?ngelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

-Sover Hendes Naade? sagde han.

-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

-Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede D?ren. Han gik n?nsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var m?rkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fl?jelsbaldakin paa de fire S?jler.

-Hvem er det? raabte Hendes Naade.

-Mig, sagde Excellencen, og han stod med b?jet Hoved, i en saa besynderlig Stilling-?m eller frygtagtig-foran Hendes Naades Seng.

-Hvordan har Du sovet? spurgte han.

-Du har rumsteret l?nge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.

-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange T?pper.

-Og nu k?r' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa ?jne gennem M?rket:

-Hvorfor k?r' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade t?vede et Nu, f?r hun sagde:

-Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han h?rte det maaske ikke. Han b?jede pludselig hastigt sit

Hoved-Bev?gelsen var n?sten sky-saa langt frem, at hans L?ber r?rte

Hendes Naades Pande:

-Farvel.

-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde r?rt sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubev?gelig med lukkede ?jne, midt i den m?gtige Seng, hvor, i M?rket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.

Faderen aabnede D?ren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bev?gelse sk?d han dem hurtigt endnu l?ngere ind paa Konsollen.

Excellencen havde set det.

-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence l?ste aldrig Posten, f?r han kom hjem.

-Bliv inde, sagde han og slog D?ren i for S?nnen. Georg fulgte ham, med Vognt?ppet over sin Arm.

-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa

Trappen.

-Jeg véd ikke, Deres Excellence.

-Han véd ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte t?t.

-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

-Det er snavs, svarte Johan t?rt.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar

dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste

Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig

Avance for at indk?be nye, ligeledes mod en Godtg?relse.

-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

-Den g?r'et ikke l?nge, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig n?rmere paa de Firf?dedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson tr?ngte sig frem i Porten, hen til Vognd?ren, som Georg vilde lukke:

-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde sm?kke

Vognd?ren i, men Personen satte tilf?ldigt Albuen imellem:

-Det var bare et Ord til Hans Excellence.

-Hvad?

Og Excellencen slap Vognd?ren.

-Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.

Excellences S?n.

-Ja, ja.

-Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. S?n ...

Personen havde en saare h?flig Stemme-der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstr?get Silkehat-men han holdt stadig Albuen imellem.

-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap D?ren.

-K?r, raabte han.

Og Vognen k?rte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget ?jnene fra

Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham l?nge og ?rb?digt.

Georg var gaaet op. I Halvm?rket i Entreen l?ste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og sk?d dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i M?rket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede D?ren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Str?mper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en T?ppebanker i hver Haand pryglede l?s paa Fl?jelsportiérerne, saa St?vet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede D?ren igen, for Tr?kken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.

-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med D?rforh?ngene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vink?lder var der ifjor flyttet en

Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i

Morgentimerne vekselvis opholdt sig i K?lderhalsen.

De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor....

Jomfru Arkadia pryglede l?s paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

-Godmorgen, l?d det fra K?lderhalsen, fra én af de tre Handelsm?nd.

Arkadia var atter ved Vinduerne.

-Godmorgen.

-Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge T?ppebankerne ned mod den sorte Kommis i

K?lderhalsen.

-Man har vel mer at g?re end De-heldigvis, sagde hun.

Og v?k var hun og bankede igen. Pludseligt l?d der et:

-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog

Entréd?ren op oppe paa f?rste Sal og raabte sit:

-Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa D?ren inde i sit V?relse, ved Siden af Moderens:

-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

-K?re Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog H?nderne ned over sin Dyne:

-Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun h?rte "Kaffen" og hun l?b gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i K?kkenet:

-Fruen har kaldt, sagde hun.

-Ja, svarede Sofie, der aldrig ?ndrede sit Tempo, og h?ldte Kaffen op, mens hun sagde:

-Hendes Naade har ringet.

-Fr?kenen er inde, ("Fr?kenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og l?b med Kaffen.

-Der kan hun l?be, sagde Sofie.

-Gud v?re lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som

Arkadia stillede paa Dynen.

-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skr?k, om

Morgenerne, under Bes?get hos SvigerFor?ldrene.

-Ja, svarede Arkadia.

-H?ng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

-Halvelve, sagde Moderen forf?rdet og lige efter:

-K?re Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de

Melodier . . . hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkv?d men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens F?rden forhen intet véd, og hun f?r Partiet stiftes s?ge vil at skaffe sig lidt god Besked-

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

-Ja, ja, sagde Moderen og sang med-hun sk?d Benene helt op under sig af lutter Iver-:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens F?rden forhen intet véd, og hun f?r Partiet stiftes s?ge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har v?ret dydig, kan hun faa ham unders?gt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa' paa Uret:

-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin D?r:

-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge?

-K?re Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

-Er det ikke dem, de s?lger paa Gaden?

Hun laa et ?jeblik. Saa sagde hun:

-Fra hvem er der Breve?

-Fra Hans, svarede Faderen indefra.

-Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand str?g

Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at r?re sig.

Derinde l?d Faderens Skridt.

-Fritz, hvad Dag er det?

-Fredag.

-Nej, men Dato.

-Den otte og tyvende.

Moderen r?rte sig ikke.

Derinde l?d Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at kl?de Hendes Naade paa. Det var en Smule besv?rligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvt?ppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

-Vi har den jo fra K?lderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undv?re min Vink?lder.

Selskabsdamen vidste det.

-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

-Tretten Grader.

-Hm. Lad dem saa h?nge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade sk?d L?berne frem, hvis sk?nne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:

-Men Hvide f?ler det jo ikke, sagde hun. Der l?d et Pappeg?jeskrig inde fra Stuerne.

Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:

-Fortuna fortis, ud gennem alle V?relserne.

-D?k dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen, til Selskabsdamen havde faaet Buret d?kket og igen var vendt tilbage.

-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilf?jede:

-Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og s?ttes h?jt op.

Hendes Naade, som for det ?vrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skr?k for Vand, lod sit Ansigt og sine H?nder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede S?lvt?j. I den store og halvm?rke Stue h?rtes ingen Lyd uden den sagte Klang af S?lvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske-med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I K?kkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Str?kone, der gaar i Gang med V?rket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en tr?t Rallen.

Henne paa R?rstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

--

Vognen k?rte bort-ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i S?let, som smudskede alle F?dder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.

Undertiden, naar Moderen k?rte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:

-Hvem var det, Grandpapa?

-Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa h?nde, at Hans Excellence pludselig genkendte et

Ansigt og sagde, at det var den og den.

-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da v?re S?nnen.

-Hm. Naa ja, nu er det vel S?nnerne, der l?ber rundt.

Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede H?nder foldede i sit Sk?d.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstr?de op foran Det Braheske Pal?. Portneren, en gammel Hvidsk?g, if?rt r?dstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vognd?ren, f?r F?rstetjeneren kom til, der blev helt forskr?kket, da han saá Excellencen, og l?b igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde b?re ham, op paa f?rste Sal-saa Portneren maatte hj?lpe Excellencen ud:

-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...

Det er nok blevet v?rre inat.

-Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun h?rte Ordet daarligt og troede, Hvidsk?ggen talte om sine Gigtknuder, sagde:-Saa sm?r sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasd?ren.

Tjeneren var l?bet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskr?kkede som han og de raabte begge to:

-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i D?ren til "den lille

Spisestue".

-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham-hun slog de fyldige

H?nder sammen-:

-Jeg sagde det jo nok.

-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De h?rte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to D?tre, ud for at tage imod ham:

-Men, k?re Onkel Hvide-og Baronesserne slog Armene om ham-er det

Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den f?rste Frokost.

-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge D?trene-Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed-:

-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og f?rte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa D?trene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen h?rte efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

-Ja, vi t?nkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de

Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

-De Gamle er d?de, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:

-Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Sp?rgsmaalet om Emmely-for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien-og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:

-Ja, Emmely ...

-Er ude at ride, faldt en af D?trene ind.

-Med Preben, sagde den anden.

-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

-Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og

Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde bes?gt igaar:

-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

-Hm, sagde Hans Excellence: man beh?ver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Sk?rtej?ger og holde Husholdningsbog for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

-Ja, men den K?rlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Tr?kning over Excellencens Ansigt:

-Livsindhold-og han lo-ja, det er Livsindhold at sl?be en M?llesten paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurr?d i sit runde Ansigt-hun havde t?nkt paa Hans

Excellences eget ?gteskab, endnu f?r hun havde fuldf?rt sine egne

Ord-og ingen fandt noget at sige, da der pludselig l?d en St?j, i

Gangen bag Spisestuen, af D?re, som sloges op og i, mens man h?rte

Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt-fra r?d blev hun bleg-og satte sig, i et S?t, igen.

-Ida, se hvad det er.

Og den ?ldste Datter l?b.

-Hvorfor l?b hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde h?rt.

-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at l?be, der ude, frem og tilbage-Skridt frem og Skridt tilbage.

-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

-Hvad er det for K?d, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med r?dt Oksek?d.

-Det er Oksek?d, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde ford?je, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast-da D?ren blev revet op og Baronesse Ida l?b ind og raabte:

-Mo'er, stakaandet, uden at t?nke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:

-Mo'er.

-Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, f?r Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Sk?gget, og lod D?rene staa aabne, idet han raabte:

-Kom, kom, Emmely . . .

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens D?ren sloges til.

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt

syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at

Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en

Middagsindbydelse, for at han intet skulde g?tte . . .

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han st?ttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livl?se Tr? blevet levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme l?d roligt:

-Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned-man havde det

Indtryk, at st?dte man til ham med en Albu, vilde han falde-sagde:

-Hvem? og saá paa Excellencen med ?jne, der intet saá.

-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod st?ttet til Stolen.

-I har jo redet.

-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure g?r.

-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

-Gaar Du, sagde hun.

-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han-for

Baronesse Ingeborg turde ikke f?lge ham-ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik h?jt:

-Det g?r saa ondt, aa, det g?r saa ondt.

-Ja, ja, lille Emmely.

-Det g?r saa ondt.

-Ja, ja, rejs Dig lidt, h?rer Du, rejs Dig lidt...

Den Syge fors?gte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine H?nder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtl?st som var det skilt fra Kroppen:

-Nej, jeg kan ikke ...

-Nej, nej, det g?r saa ondt.

-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte n?sten vissende som til et sp?dt lille Barn:

-Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og gr?d stille.

-Sover hun? hviskede Preben.

-Ja.

Ida l?ftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa S?sterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at gr?de h?jere, og hun greb i Moderens Arm:

-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes ?jne, mens hun blev ved at stirre paa S?steren paa Puden:

-Skal vi ikke sp?rge Onkel Hvide? Moderens og Datterens ?jne m?dtes i et Nu:

-Nej, nej, sagde Baronessen saa h?jt, at hun v?kkede den Blundende.

-Hvor er Preben, hviskede Emmely.

-Her.

-Tak.

Og hun lukkede ?jnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han st?ttede sig ikke. N?sten rank stod han ind i sin Vogn, der k?rte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin

K?lder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit

K?kken.

-Det var den Gamle, sagde han.

-Excellencen?

-Ja, sagde Portneren, der havde foldet H?nderne.

Konen n?sten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at t?rre rundt i sit sv?re Ansigt med H?nderne.

Hendes Mand sad stadig med H?ndene foldede mod sine spidse Kn?.

-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er D?den.

-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at gr?de, som om

Baronesse Emmely allerede var d?d.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den h?jre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt sp?ndtes.

Han t?nkte paa Braherne, disse Braher; og alle Sl?gtens hemmelige Historier, som hans L?geviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den f?rste som han -luede for hans langsynte ?jne, i en frygtelig Hunger efter at m?tte sig med H?vn.

Han st?nnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

-Jo, jeg kender dem ...

-Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine H?nder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele ?jet n?sten hvidt: under en v?ldig Ansp?ndelse af Vilje sk?d han som en Jernskodde for sin egen Tanke-og havde begravet den.

Han vidste ikke mer om det.

Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen k?rte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

Hans Excellence steg ud. D?ren havde ingen Klokke, men kun en

D?rhammer, der ligesom ikke vilde mere.

En Pige lukkede op:

-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-M?blerne stod saa m?rkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et s?regent Lys i Stuen, som af Sk?ret fra et oph?ngt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.

Han h?rte ikke Fru Urne komme, f?r hun stod der. Hun var h?j og mager og helt i Sort.

-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans H?nder.

-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans H?nder, mens hun satte sig.

-Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke h?rt, hvad han havde sagt. Hun havde l?ftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:

-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.

-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes ?jne, mens en Hulken rystede hende:

-Og jeg kan ikke en Gang n?jes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man gaar og h?nger Flor om-det er ikke de Minder, man l?nges efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru

Urne sad:

-Jo st?rre han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig ...

-Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere m?dtes et Nu deres ?jne og en Blodstr?m slog op i

Enkens Ansigt.

-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine B?rn.

-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "l?nges" li'edanne?

Fru Urne havde l?net sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:

-Hvorfor lyver de da alle?

-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdr?ttes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de v?rste . . .

-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes H?nder faldt sammen i hendes Sk?d.

-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over

Hans Excellences Ansigt.

-Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et ?jeblik. Saa spurgte han:

-Hvordan gaar det dine S?nner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

-Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke v?re Officer.

-Naa, er det nu opgivet?

-Ja, han vil ikke . . .

-Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

-Han vil v?re Ingeni?r.

-Ja, saa, sagde Hans Excellence:

-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her l?ber vi ad de Landeveje, der er.

Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:

-Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

-Og jeg synes ...at...at det er saa sv?rt...at det er, som om, som om vi alle forraadte . .. det, han d?de for.

-Hvad for no'et? spurgte han.

-Landet, sagde hun (hun vilde sige F?drelandet, men det blev kun til

"Landet").

-F?drelandet? sagde Hans Excellence:

-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver s?rger for sit og

F?drelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

-Han-og han l?ftede Haanden mod den d?de Generalstabsofficers Billede-d?de heller ikke for F?drelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . .

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos S?nnerne, for hun sagde:

-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen

Unge af Sl?gten tilbage i Landet.

Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav:

-Jeg t?nker sommetider, min Ven, at vi gamle Sl?gter, vi har maaske syndet nok ...

Han stod op:

-Lad nu de andre synde videre.

-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?

Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde st?ttet sig til Bordet:

-L?gnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne g?s sammen, som om en Kulde rystede hende:

-Onkel Hvide, sagde hun og bev?gede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

-Alle Altre bli'er saa tomme ...

Hans Excellence stod endnu foran hende, og han l?ftede sin Haand.

-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er-

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

-Som de vi er.

-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.

-Han-og Fru Urne tog sig atter sammen-: han bliver saa let febril, véd Du ...

-Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det h?rer hans Alder til.

-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans D?r.

-Farvel, min Pige.

-Farvel, Onkel Hvide-og Tak, fordi Du kom.

Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bev?gelse.

-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sided?r, f?r Porten langsomt blev lukket op og Vognen kunde k?re ind.

Mandslingen stod ved Vognd?ren, men Hans Excellence saá ham ikke og talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i Gangd?rens Laas-der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens ?ldgamle D?re-:

-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence, og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et ?jepar kom til Syne i Ko?jet i D?ren, f?r den blev lukket op:

-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Fr?ken Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var forblevet h?jbarmet og midjesm?kker som den, der ikke overgiver sig men bevarer sig og plejer sig og venter:

-Hvordan staar det?

-Hofj?germesterinden er i Byen, sagde Fr?ken Erichsen.

-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og st?dte selv D?ren til

Stuerne op med sin Stok:

-Jeg f?lger med Ravnene.

Fr?ken Erichsen sagde-men man vidste ikke, om hun havde forstaaet eller ej-:

-Ja, Konferensraaden er daarlig.

-Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence.

Fr?ken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de laasede Vinduesskodder gjorde det halvm?rkt, saa M?blernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der laa som Strimer af Guld paa Rococo-V?ggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte S?kke.

Han stansede foran den inderste D?r, der stod paa Klem.

-Hvad vil han her? l?d en Stemme, hvis Lammelse blev hv?sende under

Vreden; hvad vil han her?

-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

-Konferensraaden t?r ikke ophidse sig, sagde Fr?ken Erichsen, stille, som den, der har Magten:

-V?rsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der kr?b tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved:

-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med sin tykke Tunge.

-Jeg h?rte, det var blevet v?rre, sagde Hans Excellence, der n?rmede sig det nedtrukne Gardin.

-Lad Gardinet v?re, sagde Konferensraaden og l?ftede den venstre og vanformede Haand.

-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor, midt i Bullenheden, det venstre ?je stod frem eller ligesom hang ud af sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.

Konferensraaden l?ftede det h?jre og sunde ?je op imod ham med et Blik som et Dyrs, der f?ler Reb surrede om alle sine Lemmer.

-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

-Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bev?ge

Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin

Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at f?le, haardt, rundt

i Konferensraadens Ansigt-rundt om det udh?ngende og blinde ?je.

Konferensraaden r?rte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle.

-G?r det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge-sine

T?nder havde han-svarede ikke.

Hans Excellence slap:

-Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset under Familjel?gens Ry, tog ikke det sunde ?je fra sit Bord, f?r Excellencen b?jede sig, som vilde han tage om hans Ben:

-De er som de plejer, lallede han.

-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod l?net til Vindueskarmen.

-Du g?r altsaa Forretninger endnu?

Konferensraaden l?ftede sit ?je mod ham.

-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Tr?kning over Hans

Excellences Ansigt, f?r han sagde, som havde han intet h?rt:

-Du skulde skaane Dig.

Og han f?jede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod

Karmen:

-Det er paa Tiden.

-Det kan jeg sige Dig.

Der var ganske stille et ?jeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det m?gtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede L?derpung med Kobber og Guldskrivet?jet, en Erindring om det kendte Velg?renhedsv?rk, der havde afm?rket Konferensraadens Vej-frem mod Stolene, der stod langs V?ggene, som en Vagt, og de to Paneld?re, t?t ved hinanden.

-Jeg g?r, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans M?le var n?sten blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneld?r-f?rst svagt, saa h?jere:

-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig h?rte det:

-Kom ind.

Og D?ren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Kl?der. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege H?nder.

Konferensraaden havde n?sten faaet rejst sig:

-Gaa, gaa-hvad vil De....?

Og D?ren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

-Saa Du aagrer endnu?

-Saa dine S?kke er ikke fyldte nok endnu?

Hans Excellence st?dte Krykken mod Bankierens Bord:

-Men Du ?ser dit Guld af dine egne fire Fj?le, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, st?ttet til sin Krykke og sin h?jre og sunde Arm:

-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans M?le var n?sten vendt tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanf?re Ansigt, som det tilstr?mmende Blod syntes at ville spr?nge:

-Nej, sagde han og vendte sig.

-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt st?ttede sig til sit Bord: Du bliver herfra:

-Jeg tr?nger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af

Excellencens Navn havde v?ret som Svinget under et Navnetr?k, og Hans

Excellence vendte sig, som i et St?d. Men da han talte, l?d hans

Stemme roligt:

-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

-Hofj?gemesterinden er her jo?

Konferensraadens ?je blev r?dt i det Hvide, og i et Sekund havde han l?ftet sin Krykke i den sunde Arm, der sk?lvede:

-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedr?t:

-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at gr?de.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at v?rne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saa Fr?ken Erichsen rejse sig fra en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

-Han har det bedre.

Rynkerne, der d?kkede Fr?ken Erichsens Ansigt som Gittermasken

F?gterens, sitrede et ?jeblik.

Saa sagde hun:

-Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa um?rkeligt, at det netop kunde g?ttes, sagde hun:

-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

-Vil Erichsen hilse Hofj?germesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Fr?ken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Ber?ring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvr?ngede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud-f?r hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord.

-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Haand, f?lte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset-og hun havde n?jagtig det Blik i sine ?jne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han f?lte hans Puls.

-Tr?k Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der f?lte Lyset-eller hendes Blik-som en haandbunden Mand en Sv?rm af Myg.

-F?rst T?ppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og b?jede sig for at l?gge

Plaiden fastere om hans Kn?.

Saa rejste hun sig og l?ste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned-for at det ikke skulde g?re St?j.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik N?glerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke faa det l?st op, og Fr?ken Erichsen maatte hj?lpe ham, saa Guldstykkerne fl?d ud i hans flade h?jre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Fors?g, som vilde han t?lle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet-de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofj?germesterinden er inde, sagde Fr?ken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.

Hun havde lagt sin s?rdeles hvide Haand ned paa Bordet meget t?t ved

Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit

?je fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.

-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Fr?kenens Haand, som han greb.

-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Fr?ken Erichsen og gjorde sin

Haand l?s.

-Nej, lad Hansen komme ind.

-Nu, Hr. Konferensraad?

-Ja, det haster.

Fr?ken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneld?ren:

-Hansen, kaldte hun og lukkede atter D?ren.

Hun stansede midt paa Gulvet:

-Konferensraaden skulde v?re forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store D?r.

-Det véd jeg.

Fr?ken Erichsen gik.

Hansen sneg sig ind ad Paneld?ren. Han bar en Bunke Papirer i sin

Haand.

Konferensraaden vendte sit ?je imod ham:

-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der.

-Ja.

-Alt?

-Ja.

Konferensraaden greb efter Dokumenterne:

-Lad mig se, sagde han.

Hans seende ?je blev st?rre, mens hans sunde Haand bladede i

Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.

-Jo, H?ftelserne er her, sagde han.

Han beholdt et ?jeblik Dokumenterne i sin Haand:

-Saa kan Bel?bet afsendes, sagde han.

Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:

-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.

Konferensraaden slap sine Papirer.

-Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa én Gang atter utydelig.

-Han kom hertil imorges.

Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa

H?jrehaanden rystede paa Konferensraaden.

-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:

-Udbetal og lad ham kvittere.

-Vel, Hr. Konferensraad.

-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.

-Nu?

-Ja, sagde Konferensraaden.

Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet Hvide, med en sort og stejl Skrift.

-Hvor er Konvoluten?

-Her, Hr. Konferensraad.

-L?g dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.

Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres ?je fulgte hans H?nder.

-Hent saa Kandelaberen.

Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og t?ndte det ene Lys.

Han bragte ogsaa Lak og Signetet.

-Godt.

Konferensraaden f?rte det r?de Lak ind i Lyset, hvor det blussede h?jt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par r?de Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den h?jre, t?nkte Hr. Hansen) f?r han fik forseglet.

-Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten ?verst oven paa Mappens mange

Papirer. Hans Haand blev liggende et ?jeblik, tung, paa den st?rke

Dynge:

-Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran sit tomme Bord.

-Kald Fr?kenen ind, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store D?r og Fr?ken Erichsen kom ind:

-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Fr?ken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.

Mens hun gjorde det, sagde han:

-De Ting er i Orden.

-Sidder Konferensraaden nu godt?

-Men de Skillinger skal ikke hj?lpe ham, blev Konferensraaden ved: der skal mer til.

-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig fors?gte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en s?r Fugls Skrigen.

-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide b?je sin stive

Ryg.

-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Fr?ken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine l?mpelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.

--

Moderen var paakl?dt. Hun havde slaaet sit Vindu op-ud, mod den kolde og bidende Luft.

Faderen havde h?rt det fra sit V?relse:

-Stella, dit Bryst, raabte han.

-Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

-Nu har de Engelsk.

Hun t?nkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa B?rnene, hvis

Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

-Og den Mindste kan ingenting, t?nkte hun, og hun smilte.

Hun h?rte Faderen aabne og lukke sin D?r og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, n?sten som Tordenskyerne, naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun h?rte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens V?relse og slaa Vinduerne op med et Brag.

Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod K?ldervinduerne i

L?ngen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af

K?ldervinduet.

-Tre var der.

-En sort og to blonde.

Og alle drejede de ?jnene ind i ?jenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

-Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske h?jt. Hun havde sét Arkadia, der h?ngte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindek?n.

Pludselig h?rte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den rulle frem i Gaarden.

-Nej, B?rnlille, sagde hun, den N?rmer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene:

-Den g?r'et ikke l?nge, sagde han.

-Det ka' nok h?nds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

-Godmorgen, Johan, raabte Moderen, h?jt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa D?ren. Det var Faderen.

-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.

Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i D?ren lo Moderen:

-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige

Appetit.

Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det K?ldervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubev?gelige Ansigt, og der gik en pludselig og tr?t Skygge over Moderens Tr?k.

Hans Excellence aabnede sin D?r:

-Georg, Brevene, raabte han.

-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang.

-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og b?jede sig, mens Hans Excellence kyssede hende paa Panden med de kolde L?ber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saa hen paa hende-med det samme ligesom frygtagtige

Blik som om Morgenen-:

-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og b?jede sig for at lade sine

L?ber naa hendes Haar.

Hendes Naade s?nkede brat sit Hoved:

-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget h?jt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at afl?se Temperaturen paa det oph?ngte Termometer.

... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.