Faedra Brudstykker af et Livs Historie

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. F?r havde skiftevis

en Jens og en J?rgen Maag-de to var Sl?gtens Yndlingsnavne-fra

Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til

Fjorden, og ?tten havde h?rt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter ?re havde Sl?gten altid v?ret, og ydre Glands elskede de. S?nnerne holdt til ved Hove, og D?trene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa til Udlandet drog de-de yngre B?rn-og man havde ofte h?rt Ry af dem baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Sl?gten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. H?it var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa h?it, at Landet styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han dybt: ?xen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Sl?gtens krusede Mund og store tungsindige

?ine.

Velhavende var hun ogsaa-Maagerne var endnu rige-og Ellen havde haft

Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende

hjemme. Saa h?ndte det en Sommer-da Jomfru Maag var tredive Aar-at

Kongens yngste S?n paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Bes?g paa

Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa

Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter G?stebuddet gik Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det m?rknede. Saa, naar Natten faldt ind, og G?sterne s?vnigt br?d op fra Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante

Gang, og Sommer blev H?st, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.

Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst

lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes

Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Sl?gtsagn.

Men forf?ngelig og pragtsyg havde hele Sl?gten v?ret og en egen T?rst havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med ?tten: snart bortsolgtes en Skov, snart afh?ndedes et Stykke Jordegods, for stort skulde det stadig v?re paa Thorsholm.

Christen Maag ?dte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles, og da han kom hjem, lidt f?r den store Revolution, var han en forarmet Mand. Hans franske Tjener, en ung Kn?gt, som han havde fisket i Paris, og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, t?ttede for Vinduerne i det ?stre Taarn: og han polstrede V?ggene med alle Husets gamle T?pper-Maag var blevet sv?rt kuldsk?r i Udlandet-og pakkede ud en M?ngde Billeder af n?gne Hyrdinder, som sov paa Silkepuder, eller legede letf?rdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag de polstrede V?gge med de k?lne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sort?jet Marketenderske, som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en k?n Karl endnu, og som altid havde en Flaske Cognac staaende i K?kkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa l?nge siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person. Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en Erotik, der vel n?rmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men som alligevel f?rte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

?gteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets

Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og hul?iet, og hendes

Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun kr?b op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet l?net til V?ggen og H?nderne om sine Kn?. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes L?ber hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han kalde flere Gange, f?r hun h?rte det; eller hun vendte Ansigtet om imod ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr. Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ub?ndig Lunefuldhed, der sv?lgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den ?de Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde v?ret gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig. Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun d?de strax efter F?dselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en S?n, Han fik Navnet

Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sj?ldent og S?nnen syntes ham helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste L?rdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fort?lle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i Versailles. Han veiede sj?ldent saa n?ie sine Ord, Jacques, og det var oftest l?ierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at h?re.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til-indtil han faldt i S?vn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, d?de Christen Maag. Drengen s?rgede ikke, han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig forskr?mt og uhyggelig, saal?nge Liget var i Huset. Og saa var han blevet saa bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften f?r Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af

Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa

Sk?derne n?sten sl?bte efter ham; H?nderne blev borte helt oppe i

?rmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel gr?n frakke med Guldbroderi, der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu skulde de til Lit de Parade.

Han gik iforveien og slog D?rene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud og vilde ikke ind. Han blev saa r?d.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i

Kn? ved det,-og han f?rte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare

beh?ngte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle

Portr?tter, der havde det h?ngt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han n?ppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste

?inene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandl?se Mund.

Jacques blev ved at tr?kke i ham, helt hen til Kisten.

R?d lukkede han ?inene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget paa et Bord ved Hovedg?rdet, og han stod pludselig stille og stirrede. Paa et r?dt T?ppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af Sl?ifer og Stumper af Sl?r. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko med S?lvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine ?ine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa Silkeskoene og fra dem hen paa det gr?ngule Ansigt og det store malede Vaabenskjold paa Liglagenet over Kn?erne. Det var det store Vaabenskjold fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques kn?lede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.

Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med

Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og

Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at st?de sit Hoved, der dinglede, mod

Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyser?dt Flor og lagde det under Hovedg?rdet. Der stod Skum ud af Christen Maags tandl?se Mund, da Jacques l?ftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den m?rke Gang, og hans T?nder klaprede, da

Kistelaaget blev slaaet til.

Saa sov Christen Maag den evige S?vn med Hovedet hvilende paa sit Livs

Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham l?be, som han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og blev en lang, opl?ben Kn?gt med h?rgul Manke og d?sige ?ine. Munden var de Maagers: en kruset, beg?rlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv s?vnig: han havde en egen Lyst til at flyde henad B?nken.

Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige

alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af

Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede n?rmest saadan en stor

Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landv?senet. Han pl?iede, spiste overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et st?rkt animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars Forl?b tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han fors?gte sig i Studeopdr?tning og bragte Avl og Indt?gt ikke saa lidt op. Hans Selskab var Prangerne som k?bte hans Stude. I deres Selskab blev der drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kj?bmand Lind i Veile, eneste Barn. Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun f?rste Gang Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide Dug paa Gr?nsv?ret, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte K?bmandsdatteren med ?inene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store ?ine, der saa saa langt-langt bort under de fine Bryn-saadanne ?ine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig fors?mt. Krattet var vokset saa h?it og frit mellem Lindene, at der var helt vildsomt og m?rkt. Erik maatte slaa Grenene bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Konges?nnen havde spist. Der havde han siddet-og der laa den Gang Humlehaven-og der-

Saa holdt han inde forvirret ...

Men den lille blege K?bmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.

Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja-det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren h?rte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte. Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne Sal.

Jomfru Lind h?rte stille, og Erik blev ved at fort?lle.

Det var en Admiral, der havde k?mpet paa et fremmed Hav ... Han havde v?ret Rigets Marsk.-Han saa hen.

-De h?rer ikke efter, sagde han. Hun stod og dr?mte med H?nderne foldede.

-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg h?rte godt. Og hun pegede paa et

Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at m?rknes. Den gamle K?bmand var blevet tr?t af alle de

gamle Excellencer, og han og Konen gik ?rkesl?se rundt og talte

Spindev?vene og Laserne i Tapetet ... Saa m?rkede de, der var Ekko i

Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet f?rdige med Billederne. De kom ind i

Taarnkammeret.

Marie havde aldrig f?r set Svinel?derstapeter og saa tunge Egetr?sstole, at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra Venedig-men al Forgyldningen var gaaet af-de var helt brune.

De var Present fra en Doge.

En Doge?

Ja-saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit

Navn i St?vet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa

Haven m?rk. Duften fra Lindene l?ste og l?ftede sig under den dugvaade

K?lighed; steg op imod dem. Marie b?iede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun st?ttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun m?rkede, at Erik b?iede sig dybere ned over hende, og hun f?lte hans

Aande over sin Kind. Hun sk?lvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske n?r og turde ikke ber?re hendes Haar med sin Haand ... Sk?lvede som hun.

Saa h?rte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af, hun havde gr?dt. Men Erik n?rmede sig hendes Ansigt i M?rket, og han tog om hendes Hoved med begge H?nder og kyssede Taarerne bort fra hendes Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa n?rmede Erik sine L?ber til hendes, og han ber?rte dem flygtigt, i let Svimmel.

-Marie-hvor er du-Marie ...

Den gamle K?bmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere

Ord, f?r Linds k?rte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen k?rte. Da saa Maries Sl?r forsvandt bag

Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.

Paa Stentrappen blev han staaende, og han l?nede sig et ?jeblik til

Gel?nderet.

Hvor det dufter,-han h?rte hendes Ord igjen-Hvor her er smukt.

Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og f?lte Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge H?nder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede L?ber det kolde Tr?.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen stak ham i Nakken.-

Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hj?lpel?s Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som n?sten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det br?ndende Hoved i H?nderne og t?nkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han maatte tale med Marie.

Ialfald derind-ind, hvor hun var. Og som om hans L?ngsel ikke kunde vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om det saa kun var i Smug at sé hende.

Bare at komme hende n?r.

Saa f?lte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For andet-nei-andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. T?ilerne faldt Erik af H?nderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa

Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen-og der ... omtrent ved

Kirken-laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han gr?sse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Tr?er, snart ad Veie, t?nkte ikke derover. Da Aftenen kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik f?lte sig saa uendelig tr?t.

Han stod atter af og f?rte Hesten ved T?ilen og pludselig vaktes han ved at h?re Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til

G?stgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tj?rn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.

Han l?ftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig b?iet t?t langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede H?nderne mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund g?ede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. H?rte saa Skridt i

Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med b?iet Hoved og H?nderne knuget sammen, som om han foldede dem.

Hr. Maag-hvad vil De her-Marie talte sagte, strakte H?nderne afv?rgende frem-Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind B?nner i hans

Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes F?dder.

Og mod hendes Kjoles S?mme trykkede han sine L?ber, mod hendes H?nder, mod Jorden, hvor hun stod-i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag-men Maag ... med en Stemme fuld af Graad.

Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den n?ste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit

Samtykke og lovede at holde Brylluppet til H?sten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af

Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om

Sl?gtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.

Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkj?rselen, for

baade Skjoldene og Vaabenet var for l?ngst faldet de gamle af Kl?erne.

Det var Sl?gtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og ?de Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom hun havde l?st. Her havde de f?rdedes, hendes Dr?mmes Helte, her de stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Sl?gt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med alle hendes Dr?mmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans Hustru.

?gteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa H?nder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under

Riddersalens Billeder for at v?lge Navnet til den S?n, hun bar under sit

Hjerte. Efter de ber?mmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, f?dte Marie en Datter og d?de samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.

Barnet vilde han ikke sé.

Da det var svagt og skr?beligt, lod Madam Lind det hjemmed?be og gav det i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og s?rgede i det hele for Barnet, hvad der var n?dvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og t?nkte kun paa Gravm?let til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der br?d sig stort om lille Ellen.

* * * * *

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som B?rn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opl?ben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at b?re Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage-som var ?ldre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilf?rdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.

Men h?ndte det hos L?rerinden, hvor hun l?ste med Justitsraadens D?tre, at en eller anden kom hende for n?r og kaldte hende for "Prinsessen"-hendes ?genavn-saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens ?ine, som gjorde den h?italende bange. Ellers var hendes ?ine m?rkelig d?sige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var besynderlig sv?mmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende-lige som en S?vng?ngers.

Barne?ine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig v?ret Barn. Hun havde gaaet dèr hos Bedstefor?ldrene, hvor Madam Lind fork?lede hende, og gamle Lind saa op til hende med en underlig tr?lsk Respekt, fordi hun h?rte med til dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en S?rling.

Han var hjemmeh?rende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte med at vogte Kv?g. Vist er det, at helt tomh?ndet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Kn?s at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, og Datteren Ellen voxede til, laante Niels-han havde nu taget Navnet Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom-Ellen mange venlige ?ine og Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse m?rkede ikke stort til det hele, han var som sagt blevet saa sv?rt gammel, men Madammen gr?mmede sig, saa hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter d?de hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa s?r efter Moderens D?d, besynderlig lyssky og skr?mt. Saa skaltede Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet br?ndte det for Lind. Han havde l?nge ?nsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det v?rste var, at gamle Kruse br?ndte inde, men han vilde jo alligevel nok v?re d?d inden l?nge.

Lind byggede alt op fra nyt-Assurancen havde v?ret meget h?i-og gjaldt nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie f?dt. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og d?de.

Al Fork?lelsen overf?rtes da paa hendes Datter. Og Ellens Fork?lelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. Tjenestefolkene kaldte hende Fr?ken; hun havde sit eget V?relse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Sp?g: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Val?.

Saaledes blev Ellen fork?let af begge Bedstefor?ldrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretenti?st: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedstefor?ldrene fj?rnt og f?lte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok v?re k?rlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte h?ndte, sad stille hen og gr?d, og Ellen reiste sig fra Forh?iningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og tr?stede hende, da var der dog altid i hendes K?rtegn noget overlegent, n?sten noget nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sj?ldent. Hun foragtede ham med B?rns

Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger h?vnede sig paa Faderen for al Tr?lskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de k?nneste Navne i Barnets N?rv?relse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et ?ieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte f?lges strax.

-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa-Satan-han slog til Tallerkenen-og saa kan den Usselhund ikke en

Gang hente dem selv ...

-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.

Lind saa lidt over.

-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e sp?nde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurr?d. En Time efter k?rte hun til Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sj?ldent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros-man maatte altid g?re endel for Bedriftens Skyld.

R?dkindet var han blevet og meget sv?r.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige-hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra Jacques-fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store M?nd var af hendes Sl?gt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle B?ger med Storheden fra Thorsholm.

Den sk?nneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun h?rte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde hun h?re Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det ?stre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres V?relse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det sp?gede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt s?rgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med B?kken gjennem B?gelunden. Indtil det m?rknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Tr?er, hvor der var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran

Marmormonumentet.

Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende l?se Indskriften for sig.

-L?s den igen, sagde han. Og Ellen l?ste:

MARIE AF MAAG F?DT DEN SJETTE AUGUST 1829. D?D DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at gr?de.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Gr?sb?nken ved Stenen og glemte

Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det h?nde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

-Hvad vil du-

-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver m?rkt.

-Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag v?re livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kj?reture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kj?reture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirseb?rvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige-og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa r?d og saa h?ir?stet. Hun var bange for hans ?ine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hj?rne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, r?dblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med t?rre ?ine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny

Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forl?nge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overl?deret tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun g?s ved at h?re St?ien fra Sk?nkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens Stemme mellem de andre og sk?lvende kr?b hun op, holdt sig fast paa K?lderhalsen, og saa ind i G?stestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han-Aa hvor han lo-med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...

Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa

Maven ...

Ellen h?rte hans Latter, og hun slap K?lderhalsen og sl?v faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, l?ftede Overl?deret og gemte sig i M?rket for at gr?de.

Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen-Ellen var allerede n?sten tretten Aar-hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen gr?d, Bedstemoderen gr?d, og gamle Lind sk?ndte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og k?rte.

Faderen talte n?sten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange

Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at v?re alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til N?rup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i K?lderen, under Koret.

Gamle Linds For?ldre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende

Kors, S?nnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile

og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og l?ste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra M?rket. Og pludselig l?b hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og s?gte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Br?ndet ...

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med H?nderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende-hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé ...

Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det bl?ndede hende.

-Er Du kommen?-Hun kunde n?ppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...

Hun m?rkede, han havde ikke drukket.

-Aa-at du kommer.

Han lo:-For jeg har slet ikke v?ret ude-sagde han.-Kun gjort i Orden til iaften.-

Ellen saa paa ham.-Til iaften-?

-Ja--ser du ikke, hvor jeg er fin-sagde han,-vi har Fest idag, i

Riddersalen.-Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

-Men vi to alene, Fa'er?-Ellen lo: Det havde hun aldrig h?rt.-Og ingen andre?-

-Vi to. Ja-der er f?rdigt-sagde han. Han b?d sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog D?ren op.

-Men, Fa'er.-Ellen slap hans Arm,-har du t?ndt i Kronerne- ...

Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede-? sagde Maag.

-Jo-der var det.-Det er nyt? sagde hun.

Men-Fa'er-naar har du faaet det?

-Ja-jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet H?nderne og stod foran sin Hustrus Billede.-Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod l?nge, og pludselig d?kkede han Ansigtet med sine H?nder og gr?d.

Ellen gik hen til ham. Han m?rkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, s?nkede han H?nderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.

-Hvorfor skulde hun ogsaa d?, sagde han, og-jeg blive-en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes ?ine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.

De gr?d, st?ttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fort?lle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Sk?nhed og deres f?rste M?de.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han f?rte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun havde l?net sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den h?iryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Sk?r lagde en blaalig Glands hen over Pl?nernes Sne.

Maag st?ttede sig til Karmen og stirrede l?nge ud. Ellen saa, at han gr?d paany, og hun sagde:

-Her er koldt, lad os gaa ind.

-Ja-det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han v?ret Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med B?nnebogen og de store ?ine-hun var kendt som den sk?nneste Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte V?g. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.

-Dig-hvem-det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og-hans Datters ?ine l?ftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

-Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af S?lv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halsk?der og B?lter med ?dle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilh?rt, og naar de var sk?nket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,

begyndte at sammenligne og veie dem i H?nderne ... Hun f?lte n?sten

?refrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Sp?nder med de Maagers

Navnetr?k sammensat af funklende Stene, og K?der, hvor Sl?gtens eget

Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes

Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes

Skuldre, og hun f?stede hurtigt et Par K?der om Hoved og Hals.

-Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og l?b ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus

Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok-man havde burdet kalde hende Marie.

Han gav sig igen til at gaa.

-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portr?terne. Det var den samme Mund, fyldig r?d-lysten og tr?t, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle.-De var saadan, Kvinderne af de Maager-

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med l?ftet Blik over B?nnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme.

-Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og st?dte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt sl?be henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter k?rte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end s?dvanlig, talte ikke med nogen. Var det Sommer, s?gte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke sp?rges ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa Kl?deskasket og den r?dbrune Paryk, som sad sk?vt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede m?rke Bod med sine Sild og sine uldne T?rkl?der og den evige Stank af Skraatobak og gammel Lampeolie. Og B?nderne, der trampede ind med deres Tr?sko og sk?ndtes om T?ndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i D?ren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste K?b. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til D?ren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene ?re af; og Konen vendte tilbage og f?lte igen paa T?iet med: "N?"-og "Li'eveller"-og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling-

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt ude paa Trappen, gav Svenden K?b og Konen fik T?iet-

En Dag spurgte Ellen Svenden: S?lger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken.-

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte

Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke h?rte det. Hun havde ikke talt til

Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

-Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule r?d;-Ja, jeg bragte dem.

-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres

Grav, sagde hun.

-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hv?lvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget r?d og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at k?re med din Fader? sagde han langsomt.

Ellen forstod. Nei.-Hendes Stemme var rolig-det var for koldt, lille

Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, d?de Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, og der blev talt l?nge inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle Lind en Gang var d?d, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;

Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende

paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og sk?vede til

Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover T?ppestrimlene fra D?r til D?r.

Og under Stilheden h?rte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten.

Ellen var forskr?mt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i H?nderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at l?se. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubev?gelig paa den hvide

Seng, greb hun krampagtig om D?rstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved St?ien: Er det dig? sagde hun stille. Er du bange for mig? Ellen blev staaende.

-Kom herhen. Ellen gik, og hendes H?nder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet, altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun l?ftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og r?rte hendes Haar: Ellen-mit Barn.

Hun F?lte den d?endes Haand paa sin Pande og sk?lvede. Og fattende f?rste Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afm?gtig Sorg greb hun den d?endes H?nder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog g?re? Bedstemoder, d? ikke-

Den d?ende l?ftede Hovedet, begge de famlende H?nder vilde fatte om

Ellens Hoved, og hun n?rmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille

Barn, sagde hun, er du saa bedr?vet? Hun faldt tilbage med et Smil om

sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes

Hoved ned mod sit Ansigt og fors?gte at tale ... Saa var hun d?d.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.

... Ellens Sorg var i de f?rste Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at h?nge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun v?re alene. Hun kunde sidde med Hovedet st?ttet i sine H?nder den lange Sommereftermiddag, fortabt i sine Dr?mme uforstyrret.

Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den f?rste Tid hun var paa Thorsholm, havde hun k?mpet med Faderens Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen, hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i V?relset i det ?stre Taarn. Saa sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit Arbeide, Ansigtet b?iet ind under Lampen: Faderen r?g med Cognacsflasken foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, l?st og fast, blot hun vidste noget at fort?lle ... Maag sad og h?rte, dorsk med Albuerne paa Bordet, og g?d R?gskyer ud i Str?mme. Men naar han saa havde faaet fat paa Glasset og ilf?rdig t?mt det og sat det ned, saa kom der st?dvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens han blandede det n?ste Glas, fik Sukkeret opl?st og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at sp?rge ham. Det var altid om Moderen. Og der var

Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad

Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev

ved at gaa ... Og Ellen f?lte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans

Toddy. Hun gjorde den ligesaa st?rk, som han pleiede. Maag smagte paa

den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede

Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og sm?kkede med Tungen og aandede, som om det br?ndte ham.

Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive

Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent

Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen

r?rte Drikken med L?berne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige st?rk, gjorde den f?rst langsomt svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for st?rk min Pige, ikke for st?rk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun k?mpede ikke mere; hun vilde nu kun fors?ge at skjule: d?kke, for at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Pr?stens l6-aarige S?n i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen sp?nde for, og Mademoiselle kj?rte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede, eller Hun havde taget en Bog-men Syt?iet faldt ud af hendes H?nder og hun l?ste ikke ... Hun sad kun ?rkesl?s og forstenet, og uden at hun vidste af det, kunde hj?lpel?se Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med Sneblomster paa Ruden. Men hun m?rkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik, begyndte hun at br?nde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde ikke Ro, gik rastl?s fra V?g til V?g.

Hun gav sig til at tale til Billederne-

Og hun talte h?it om sine Sorger-hun gav sine Lidelser Ord-hun raabte i Kummer. Aa-hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte H?nderne frem, hun gr?d, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun dog gj?re ved sin Fader? Det blev jo kun v?rre og v?rre, og alt, hvad hun gjorde, var forgj?ves, og alt, hvad hun bad, var omsonst-og hvad skulde hun dog gj?re? Sig mig dog-hvad skal jeg gj?re?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hj?lpe? De saa jo dog, hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde n?ppe Br?det, at Alting var ved at smuldre v?k-alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de s?lge Thorsholm ...

Ellen L?ste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder br?ndte. Men hun h?rte op at gr?de. At s?lge Thorsholm. Hun vidste, det maatte komme, men hun kunde ikke t?nke det; det forstenede hendes Graad ...

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad V?ggen her, og hun vilde skj?re dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde br?nde dem allesammen.-Og saa f?rst var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad

Stentrappen.

Hun h?rte ham bande og vakle over mod V?ggen ude i Gangen og le og snakke med sig selv.-Hvor hans Ansigt var r?dt! Naar han var fuld, vilde han altid have hende om sig. Hun skulde s?tte sig paa hans Sk?d, og han havde Anfald af ?mhed, hvor han klappede hendes Haar-og kyssede hende og stirrede saa stift paa hende med dorske ?ine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige K?rtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke-og hun var glad ved at kunne reise sig og sk?nke for dog at komme bort fra hans Sk?d-

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved tilbage og vidt aaben Mund-

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun sad alene i den store Dagligstue, og f?rte Strikkepindene med sine febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi Ruderne, g?s hun og lyttede-nei-det var ikke ham, og hun blev ved at strikke og bev?gede L?berne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at d?kke Stykker over M?blerne og at rydde op til Natten, hun vilde ikke blive oppe; hendes ?ienlaag faldt sammen af Tr?thed, og hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i S?det, lukkede ?inene og blundede.

Hun v?kkedes ved en St?i: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun troede, det var Faderen.

Men det var kun Ole, som stod henne ved

D?ren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.

Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent-jeg venter paa Fa'er-

Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

-Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Fr?kenen ikke jeg k?rer ud med Vognen-der er saa meget-glat paa Veien.

Ellen blev blussende r?d ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.

Lidt efter hentede Ole Maag nede i N?rup Kro.

Til Veile kom hun sj?ldent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog n?sten R?dsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kj?rt ud for at se efter Maag, fandt han ham med begge Ben br?kkede liggende i en Gr?ft. Han l?ftede ham op i Vognen og k?rte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene svulmede voldsomt op. L?gen erkl?rede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt st?rk Feber den f?rste Tid, var blevet meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen. Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende f?r sin D?d. Ellen vilde f?rst ikke tage bort, men da Faderen ?nskede det, reiste hun. Hun maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det skulde ikke v?re den Gang, sagde han selv, da han igen kom til M?let.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og

tredive Aar, og som ved Hj?lp af Pudder, falske T?nder og et S?t

Nakkekr?ller kom til at sé ud, som om hun var i N?rheden af de fyrre.

Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede

Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, fl?d hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed, og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets

Tegn, naar hun n?vnede Robespierre.

Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen F?rdighed i at l?gge Maags Puder til rette bag Ryggen og i at l?se ham i S?vn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen n?ppe tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.

Faderen stammede, gav sig til at klynke.

-Hun har sat den her hen-og vi er-ja-vi er jo svage ...

-Hvilken hun?

-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke s?tte ... Splid ... for ...

Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen h?rte intet eller vilde ikke. Hun var begyndt at gaa til Pr?sten og skulde konfirmeres til November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

-Ellen og Mademoiselle l?ste i Havestuen. Ellen var kommen ned f?r

Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun f?lte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med Blikket, mens hun sad og d?sede, Insekterne, der virrede, og hun aandede dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller f?stne hendes Opm?rksomhed, og hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt distraherede hende: et Insekt, som fl?i forbi, et Blad, der faldt til Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun l?ste, gled ned ad hendes Sk?d, uden at hun m?rkede det.

Hun bare dr?mte ... sad hen og dr?mte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde t?nkt, f?lte blot som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid tr?t, gad ikke gaa og intet foretage sig.

Hun gr?d ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet, saadan gav det sig til at banke. Hun blev r?d og hvid uden Grund; altid havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin K?rlighed paa en graa Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Sk?det og klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ?dsel med K?rtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke, hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet op i Solen og stirrede. Eller hun kr?b op i et af de store Lindetr?er i Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af den s?dlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i den sidste Tid.-

Ellen blev v?kket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i

Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

-Som s?dvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa L?rerinden og aabnede

Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.

Hun l?ste s?vnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede med sine Fingre.

-Jeg ved ikke, om ma petite h?rer efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at l?se. Mademoiselle tog nerv?se Tag til Haaret, sagde:

-Nei-De forstaar ikke Sk?nheden. Ellen pillede.

Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende, begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

Et Jocelyn arrivant-

Mademoiselle vilde hj?lpe hende:

Et Jocelyn arrivant-

Men hun stammede, holdt op ... Et Jocelyn ...

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket paa hendes Bryst, sagde hun:

-Jeg har faaet det igaar.

Ellen var meget bleg.

-Det er en Present ... af Deres Papa.

Uden at vende ?inene bort, drog Ellen Veiret dybt:

-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

-Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og l?ftede Haanden for at l?se det:

-Nei, han har givet mig det-det er mit. Ellen ventede.

-Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om

Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes ?ine blev st?rre. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det

Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende l?ste hun Smykket.

K?den gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine

Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af D?ren og ned ad Trappen med

Hovedet b?iet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, l?ftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange faldt de Maagers K?de spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.

Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

* * * * *

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Pr?sten i N?rup var en asketisk Mand, som pr?dikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi b?dede og det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i Forsagelse og i B?n.

Ellen havde aldrig v?ret meget religi?s. Der havde i hendes Liv hidtil ikke v?ret Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud, Om S?ndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm var der endnu mindre Religion. Om S?ndagmorgen, naar Vinden bar til, kunde man h?re Kirkeklokkerne fra N?rup, men ingen br?d sig om deres Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i S?vn med Rosenkrandsen mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken. Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun l?ste hos Pastor Assens, blev, hvad hun l?rte, ogsaa ved at v?re Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende. Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sj?l.

Alt, hvad hendes store Sl?gt havde forbrudt, det faldt som en tung, uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gj?re end at bede og bede og l?gge sig i Kn?, Dag og Nat. Nu forstod hun det altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at l?se i Biblen, at bes?ge de Syge i N?rup og tilbringe lange Aftener hos Pr?sten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved Synet af hendes seksten Aar, der kn?lede saa tungt under Jehovas Sv?be.

Midt under G?ringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om N?tterne, og hun havde Syner, hvori Flammesv?rdet bestandig var l?ftet h?it for hendes ?ine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om F?drenes Synd, som nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Bes?g hos Pr?sten. I sin opskr?mte Forf?rdelse gav hun, der var vant til at tie og b?re, sig pludselig til at tale. Pr?sten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind-Alt. Om hvorledes hun havde k?mpet imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds Dom var over hende.

N?tterne tilbragte hun kn?lende paa sit Gulv. Hun bad de samme B?nner, indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i N?rup Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i B?n og pinefuld Angst, som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en s?vnl?s Nat om Morgenen til Pr?stegaarden bleg, og skr?mmet af Syner: hun havde ikke Mod til l?ngere at bede alene; da tilbragte Pr?sten og hun lange Timer i f?lles B?n.

Og uafbrudt gav hendes Sl?gts Historie, som hun l?ste og udfrittede allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede N?rups Kirkeprotokol, hvor Pr?sterne havde f?rt Bog over Familien, og hvor der var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fort?llingerne.

Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en Samling Relikvier; om Livet, som den Gang f?rtes i det ?stre Taarn paa Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodf?rdiges Aar, og han malede Vellysten med mange Farver, for at lade den s?nderknuses dobbelt i Forbandelser under Straffens H?l. Og bestandig lagdes der nye Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt tr?ngte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i sit Kammer, og hun h?ngte et sort Kors op over sin Seng. S?ndagen var dog hendes Anf?gtelsers H?itidsdag.

Hun havde l?rt at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til

Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par st?iende

Pr?ludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,

sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende ?ine til Pr?stens

Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye

Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom

Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der ikke: hun f?lte noget som Sky for Sl?gtsbillederne, hun havde tilbedt; og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved br?ndte af Bods Sang, gik hun derind for at haane dem, Billederne paa V?ggen. Thi dem var det, som havde trodset i Vantro og k?mpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Ford?rvelse. Det var Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for "de lukkede V?relser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og hvor Pigerne Vintern?tter h?rte Sang bag de laasede D?re. Ellen gik aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forf?ngeligheden.

Ellen talte ikke derom til Pr?sten, hun vilde gaa derind alene, sk?ndt hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig efter en s?vnl?s Nat. Hun f?lte, nu havde hun Modet; og hun bad br?ndende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til Taarnd?ren, og den gamle N?gle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa hendes Pande i store Draaber. Hun knugede H?nderne mod sit Bryst og lukkede ?inene t?t i.

Luften var tung og gammel. Hun f?lte den t?r om sine L?ber.

Hun gik frem og sk?d D?ren op. Men da hun i Halvm?rket saa de st?vd?kte

Lagener over alle M?bler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over

Speilet, blev hun svimmel og st?ttede sig.

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes ?ine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen rev Lagenet bort, og hun f?lte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de gamle Silket?pper op imod sig. Hun l?ftede T?ppet og indaandede dets Duft.

Hun f?lte sit Hjerteslag tungt.

Nei-nei-sagde hun-det er Dj?vlen ... Hun slap T?ppet. Da hun l?ftede

Blikket, saa hun over Hovedg?rdet, halvt skjult af Sengehimlen, et

Billede.

En n?gen Mand, der k?mpede med en Kvinde ...

Ellen betragtede det forstenet, f?rte Armene frem og tilbage over sit Hoved og blev ved at stirre derpaa-tungt, liggende ind over Sengen, med de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bev?gelse. Hovedet st?ttet paa Armen, udstrakt paa Bedstefaderens Seng, halvt bed?vet af T?ppernes Duft stirrede hun paa Billedet, indtil hun med opl?st Haar flygtede med l?ftede H?nder ...

Hun blev ved at l?be; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen; over Pl?nen-fl?i hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af B?nner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen kunde hun ikke finde Ro.

Med Pr?sten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Bes?g i

Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes

B?nner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sl?v og s?vnig, gled

det ind i hendes Tanker-bestandig.

Og svimmel og d?dstr?t, en Afmagt n?r, kunde hun aabne Taarnets Vindue og l?net ud, mens Efteraarets Slud v?dede hendes Pande, l?ngtes hun efter at synke dybt ... glide saa bl?dt og-faa Fred-

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som s?dvanlig ene. Veiret var haardt, og Ole var k?rt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen s?r Uro over Ellen. Hun havde taget Sk?rmen af Lampen for at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge, og hun gik rastl?s frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de m?gtige Lindegrene larmende mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste l?nge, som om hun fr?s. Og Veiret tog stadig til, og midt under Stormen h?rte hun den store Vindfl?i paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa gaa i Seng og beh?vede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var kommen hen til D?ren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde h?it.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en til. Saa h?rte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte v?re kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa m?rkt, man kunde ikke sé det mindste. Hun tog Lampen og aabnede D?ren til Gangen ... Karlene klaskede med deres Tr?sko op ad Trappen. Der blev rusket i D?ren.

-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det? raabte hun igen. Saa aabnede hun D?ren og saa begge Karlene blege og forvirrede med Lygterne i Haanden.

-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i N?rup?

-Nei, Fr?ken Maag, det var en Stemme fra M?rket, og der kom et Ansigt frem i Lyssk?ret, Kongen er d?d!

Krigen br?d ud.

I de strenge Tider, som kom, m?dtes Ellen og Pr?sten igen: de saa det begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige Sl?gt. Pastor Assens holdt M?der i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug for alles Hj?lp.

Tilsidst t?nkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen fandt de hende liggende bevidstl?s foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen sv?vede mellem Liv og D?d, skiftede Aaret, og det blev

Foraar. Fjenden oversv?mmede Jylland.