Det graa Hus

Hans Excellence rejste sig i den Fyrretr?s Seng og t?ndte sit Lys. Saa stod han op. Han overg?d sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og st?rkt som et gammelt T?mmer.

Over den hvide V?g tegnedes det som en K?mpes Skygge.

Han kl?dte sig paa og han gik ind.

Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer,

Piedestaler og H?dersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i

M?rket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem

Sp?gelser.

Ved den sidste D?r stansede han et ?jeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i S?vne. I S?vne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var d?de.

Hans Excellence blev staaende, mens hans l?ftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.

Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede D?ren. I M?rket gik han frem mod Hendes Naades Seng.

Hendes Naade blev ved at tale-og h?jere, mens Hans Excellence lyttede:

-Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.

Hans Excellence stod der endnu, som en St?tte.

-Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.

Excellencen vendte sig og lukkede D?ren og gik videre.

Hans H?nder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den t?ndt, f?r han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, b?jede Margen paa dem og begyndte at skrive.

Han skrev, med Hovedet b?jet og med ?jnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Oph?r, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem v?k og fra sig.

Der h?rtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.

I det matte Lys saá ?rsted'er og Mynster'e og Hvide'r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa V?ggene Stuen rundt,-afd?de og stille.

Excellencen havde l?net sig tilbage i sin Stol:

-Aa, ja, aa, ja.

-Aa, ja, aa, ja. L?d det ud gennem Stuen.

Og han skrev igen.

Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.

Tjeneren kom ind og, b?jende sine ?mme Kn? foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Br?ndestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk-den havde saadan underlig opstaaende Kanter-og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.

Excellencen h?rte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.

-Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.

Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede

The-Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ?ldgamle

Legeme.

Ude i K?kkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede r?de Knokler.

-Skriver han? spurgte hun.

Tjeneren nikkede.

-Ja saa.

Bornholmeren ved Siden af K?kkenbordet l?d langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert t?vende Sekund m?jsomt og st?nnende op af en uendelig Br?nd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.

Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han l?ste ikke mer Aviser:

-Sker der noget? sagde han.

-Hvad sker der? sagde Hans Excellence:

-De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.

-Tag den bort, sagde han.

Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes

Naade lod sig daglig "Ledige Lejligheder" forel?se af sin

Selskabsdame.

Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken l?d saa s?rt langt inde i

Huset; det var S?nnes?nnen:

-Excellencen er hjemme? sagde han.

-Ja, svarede Georg, og han h?ngte den unge Mands T?j paa den samme

Knage som igaar.

-Du har skrevet, sagde den unge Mand og b?jede sit Hoved.

Den Gamle vendte sig:

-Ja, og Stemmen l?d vredt:

-Som jeg plejer. Man skriver og spilder Bl?k, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der g?r de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.

-Har Du f?gtet? spurgte han pludseligt.

-Ja.

Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans

Excellence:

-Du er en Sildef?ding. Du maa tage vare paa Dig selv.

Mens han blev ved at betragte S?nnes?nnens Ansigt, hvor L?berne midt i Blegheden var som Blod saa r?de, sagde han, med den samme Stemme som f?r:

-Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i

Familjen.

S?nnes?nnen, der f?rte den meget slanke Krop meget rankt, l?ftede de m?rke ?jenlaage en Kende:

-Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.

-Ja. L?s det h?jt.

-S?nnes?nnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at l?se-meget h?jt, for at Hans Excellence skulde kunne h?re ham:

-Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.

S?nnes?nnen l?ste h?jere, anstrengende sig for at samle den ul?selige

Skrift, hvor Bogstaver var glemt og S?tninger var faldet ud:

-Hvad er det, der staar?

S?nnes?nnen blev ved at l?se:

-Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.

Han greb Arkene. Og, vred og b?jet frem mod Lyset, fors?gte han selv at l?se alle de S?tninger, han allerede havde glemt.

-Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er ?jnene. ?jnene vil ikke.

Han slap Manuskriptet:

-?jnene vil ikke mer.

-L?g det hen.

Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.

Excellencen fulgte med ?jnene hans H?nder:

-Der er mange, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Excellencen havde lukket ?jnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence k?rte til Forl?ggere. Aarevis havde han k?rt fra D?r til D?r, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.

-Papiret er blevet for dyrt, min Go'e, sagde han.

Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da v?re et Gravvers over et

Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var ber?mt og som nu var

glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i

Avisen, med meget smaa Bogstaver.

-Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde S?nnes?nnen-hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, n?sten ?ngstende bl?d-og han lukkede Skuffen.

Hans Excellence lo:

-Erindringer, sagde han: Erindringer-vi har V?v nok. Erindringer-hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke ... De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.

Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:

-Og de g?r Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin D?d, vilde de d?mme ham til Tugthus i hans Grav-for der er jo Retf?rdighed i Himlen og paa Jorden....

-Nej, det er ikke v?rdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en

Stund. Saa sagde han:

-Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sv?reste, og at t?nke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker v?rdt.

S?nnes?nnen sad lidt:

-Du har jo os, sagde han.

-Ja, sagde Excellencen: I skal jo f?des og kl?des.

Det unge Menneskes Mund sitrede, n?sten um?rkeligt. Men den Gamle blev ved:

-Har-har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen h?rer. Hvem h?rer? Grosset snakker uden at h?re det selv.

-Dyrene, min Go'e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.

S?nnes?nnen sad sammensunken med m?rkeligt neds?nkede Skuldre:

-Ret Dig, sagde den Gamle.

-Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han st?dte sin Nakke paa

Stoleryggens Vaabenskjold.

-Nej, blev Excellencen ved at forts?tte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og d?. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke g?re sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger St?der og skaber sig Ber?mmelse . . . Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.

-Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa V?ggene: Der h?nger de med deres K?der, i deres Kaaber, som de Akt?rer de var og-Excellencen gjorde en Bev?gelse med sine F?dder, som rensede han sine Saaler-hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa d?de som de selv.

-Hvad er det Hele? blev han ved: det m?tter ikke ... Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen . . . han var vel den st?rste, ogsaa som Komediant, for det f?lges ad ... Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde t?nde R?gelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensber?mte Navn. Men den Dag var han vaagen-det var i hans V?rksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:

-"Ja, det er jo meget k?nt".

-Det var det Hele, naar man kendte det.

Excellencen lo kort, som n?d han sit eget Minde:

-Og Oehlenschl?ger d?de br?lende over sin egen Sokrates, som ingen gad l?se, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.

Han tog sig over ?jnene, og i en anden Tone sagde han:

-Men gamle Folk skal ikke ha'e st?rke Hjerner, for saa véd de for meget ... De skulde blive sl?ve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene v?re fri for-Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre . . . Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah-og Excellencen lo paa dette Ord-han d?r. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sj?len, saa vilde han d?. Og hvis det kunde t?nkes-men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt-at man saa sig selv til Grunden af sin Sj?l, saa vilde man betragte det, min Go'e, som en ringe men n?dvendig Straf selv og uden et Kny at l?gge sit Hoved paa en Blok-

-Naa-og paa en Gang br?d Hans Excellence af-jeg snakker . . . Men (pludselig saá han paa S?nnes?nnen og der var i mindre end et Sekund i hans ?je noget, der n?sten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det g?r vel ikke noget, for Du h?rer ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine ?ren.

Det unge Menneske rejste sig:

-Farvel, Grandpapa, sagde han kun.

-Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?

Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han sk?d en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:

-Ungdommen maa have Penge, sagde han:

-Farvel.

-Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:

-Farvel, sagde den unge Mand og b?jede Hovedet.

Georg h?ngte "Sedlen" ud paa D?ren: Paa et Stykke Pap stod med

Bogstaver, som var halvt fort?rede, Ordet: Consultation.

Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og l?ste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt-f?r han lagde den ned igen, men l?ngere inde, i M?rket.

-Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.

-Hendes Naade har ringet.

-Og min S?n?

-Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.

-Hm.

-Bring mig Journalen.

Georg bragte den sv?re Bog og slog den op.

-Hvad Datum er det?

-Den otte og tyvende, Deres Excellence.

-Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.

Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre

Rubrikker, der stod tomme.

-Tak, sagde han: Du kan gaa.

Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen t?t ved D?ren. Han

holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences

Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets h?je Krave og

Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paakl?dt men livl?st

Stativ op ad Panelet.

-Aa ja, aa ja, l?d det ud gennem Excellencens D?r.

-Georg r?rte sig ikke.

Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget h?j, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der l?ste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.

-Sig Baronessen Tak, sagde han.

-Men jeg la'er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer ... Hvordan har hun det?

-Tak, godt, Deres Excellence.

-Og han selv?

Tjeneren stod ret ved D?ren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den ?vrige

Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.

-Tak, Deres Excellence ... det er kun den Rysten ... men jeg ta'r "det

Styrkende", Deres Excellence.

-Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.

Den gamle Person blev staaende et ?jeblik, f?r han sagde-hans evige eller eneste Tanke-:

-Og det gaar saa daarligt med Serveringen.

-Saa skulde han la'e v?r', sagde Excellencen.

-Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans

Kl?'er.

-Farvel.

-Hans Excellence vendte sig og D?ren gled til.

-Hva' sa'e han? hviskede Georg ude i Gangen.

-Der er vel ikke no'et, til der ka' hj?lpe, sagde den anden.

Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod D?ren:

-Han er osse skidt.

Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:

-Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.

-Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.

-Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.

-Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder 'et.

-Ja, nikkede Georg.

-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.

Og idet han pegede hen imod Excellencens D?r, sagde han:

-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én

Gang for en vis Stramhed:

-Nej, sagde han: ikke endnu.

Men pludselig rettede de sig begge, da en N?gle l?d i Gangd?ren. Det var Faderen. Han tog Overt?jet af og spurgte:

-Er der nogen syge hos Baronens?

-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans

Excellence ... til Middag.

Den Gamle havde stotret i det:

-Ja saa-der var gaaet n?sten som en Bleghed over Faderens Ansigt-:

Godmorgen.

Faderen gik ind ad Hans Excellences D?r.

-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans ?jne ved Synet af S?nnen, der smilte til ham med et eget ?mt Smil, n?sten som en Kvindes:

-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, b?r ikke klage, naar de kun nogenlunde kan tr?kke Vejret.

-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig b?jet over Hans Excellence.

-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa b?re. Faderen vendte sig imod

Vinduet.

-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.

-Sikkert, sagde Faderen og undgik fors?tligt et "Ja".

Som i L?bet af et Sekund blev Excellencens Ansigt m?rkere:

-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.

Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:

-Hun er ellers saa glad ved at v?re her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonl?st som altid, naar han talte om sin Hustru.

Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.

-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.

-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til

Middag.

-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.

-Ja.

D?ren faldt til.

Georg sad som f?r, da det ringede igen.

Det var en lille Slags Pusling, der stod foran D?ren og vendte

Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:

-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.

-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.

-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en

Masse bleget Flor, der d?kkede hende fortil-Ryggen var skruttet-:

-Tak.

-Kom kun ind, sagde Georg.

Tjeneren aabnede Excellencens D?r, saadan lidt, som man aabner for et Kr?, der smutter ind ved den nederste D?rfylding, og Excellencen drejede Hovedet:

-Er det Dem? sagde han.

-S?t Dem.

Og Jomfru Villadsen satte sig, ved D?ren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes F?dder kunde naa Jorden.

-Saa er det vel galt igen?

-Ja, Deres Excellence.

-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog ?jnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.

-Ja.

Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:

-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...

-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister

Opr?mthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Gl?derne.

Jomfru Villadsen begyndte at gr?de, saa Graaden kr?ngede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den kr?ngede Mund lignede hun en Tudse:

-Ja, En b?der for'et, mimrede hun, man pines for'et, man b?der for'et, naar man er kommen i Ulykke . . .

-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Forn?jelsen.

Jomfru Villadsen blev ved at gr?de, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.

-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.

Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde h?rt den fra den f?rste Dag, da hun m?dte paa Hospitalet, og han, som forl?ngst havde opgivet at ?ve den F?dselshj?lp, der havde v?ret med at g?re ham ber?mt, i et pludseligt Anfald af en s?lsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forl?se-forl?se dette Kr?, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandk?n dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet s?tte et Menneske i Verden.

-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.

Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ...

Excellencen véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en

Str?m af Graad) En var jo dog et Menneske.

Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den h?je Stue, sagde han:

-Ja.

-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.

Der blev Tavshed et ?jeblik, til Excellencen paa ny vendte ?jnene mod

Tudsen.

-Og hvor er han? spurgte han.

"Han" var Jomfruens S?n.

-Ja, nu er han jo l?bet fra Konen.

-Naa.

-Og K?rresterne ta'er han blandt de v?rste, sagde Jomfru Villadsen.

-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun h?jere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et f?r:

-Det er osse en F?rdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, b?jede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:

-Det er en Sk?ndsel, det er en Sk?ndsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Sk?ndsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan v?re saa st?rk, at ogsaa den bliver et Levebr?d.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et

Spark, lagde han til:

-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

-Brug, hvad hun plejer, sagde han og sk?d to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.

Hans Excellence l?ftede Hovedet.

-Og hvor er hun selv? sagde han.

-Ja, man er jo hos S?strene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i

Jorden for hver S?tning.

-Bliver det stadig ved hos S?strene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde ops?gt Villadsen hos "S?strene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at sn?fte igen:

-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Sn?ften blev igen til

Graad: det bliver ved.

-Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkr?bling, ud af hvis K?d han havde skaaret et Menneskebarn:

-Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre-Hans Excellence rakte kun sj?ldent Haanden-:

-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

-Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart sp?rrede med Tr?benet, Erindringen om hans Opofrelse for F?drelandet:

-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillem?nt forsvinde i

Haanden, som F?drelandsforsvareren ikke havde mistet.

-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Tr?benet.

Porten faldt i.

Hans Excellence havde ringet paa Georg.

-Vognen, sagde han.

-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:

-K?rer Du ud? spurgte han. Men Excellencen h?rte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:

-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden v?re flere af de

Bestier, som aad deres egne Unger.

Faderen lo og sagde:

-Excellencens Sententser er forbryderiske.

-Maaske, Go'e-og Excellencen rejste sig-Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ...

Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale-han sagde altid saa meget, mens han skiftede Kl?der, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:

-Men l?g M?rke til, at den menneskelige Retf?rdighed er en?jet. Havde den to ?jne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.

Han fandt ind i Frakke?rmet:

-Eller vi fik slet ingen.

-Men Ulykken er og Ulykken bliver-og han talte sig hidsigere-at Menneskene, de er kun nogle forf?ngelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.

Han holdt pludselig inde:

-Sover Hendes Naade? sagde han.

-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.

-Godt.

Hans Excellence vendte sig og aabnede D?ren. Han gik n?nsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var m?rkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fl?jelsbaldakin paa de fire S?jler.

-Hvem er det? raabte Hendes Naade.

-Mig, sagde Excellencen, og han stod med b?jet Hoved, i en saa besynderlig Stilling-?m eller frygtagtig-foran Hendes Naades Seng.

-Hvordan har Du sovet? spurgte han.

-Du har rumsteret l?nge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.

-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange T?pper.

-Og nu k?r' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa ?jne gennem M?rket:

-Hvorfor k?r' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade t?vede et Nu, f?r hun sagde:

-Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han h?rte det maaske ikke. Han b?jede pludselig hastigt sit

Hoved-Bev?gelsen var n?sten sky-saa langt frem, at hans L?ber r?rte

Hendes Naades Pande:

-Farvel.

-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde r?rt sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubev?gelig med lukkede ?jne, midt i den m?gtige Seng, hvor, i M?rket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.

Faderen aabnede D?ren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bev?gelse sk?d han dem hurtigt endnu l?ngere ind paa Konsollen.

Excellencen havde set det.

-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence l?ste aldrig Posten, f?r han kom hjem.

-Bliv inde, sagde han og slog D?ren i for S?nnen. Georg fulgte ham, med Vognt?ppet over sin Arm.

-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa

Trappen.

-Jeg véd ikke, Deres Excellence.

-Han véd ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte t?t.

-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

-Det er snavs, svarte Johan t?rt.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar

dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste

Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig

Avance for at indk?be nye, ligeledes mod en Godtg?relse.

-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

-Den g?r'et ikke l?nge, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig n?rmere paa de Firf?dedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson tr?ngte sig frem i Porten, hen til Vognd?ren, som Georg vilde lukke:

-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde sm?kke

Vognd?ren i, men Personen satte tilf?ldigt Albuen imellem:

-Det var bare et Ord til Hans Excellence.

-Hvad?

Og Excellencen slap Vognd?ren.

-Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.

Excellences S?n.

-Ja, ja.

-Og nu var det ... Excellencen véd, at Deres Hr. S?n ...

Personen havde en saare h?flig Stemme-der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstr?get Silkehat-men han holdt stadig Albuen imellem.

-Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap D?ren.

-K?r, raabte han.

Og Vognen k?rte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget ?jnene fra

Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.

Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham l?nge og ?rb?digt.

Georg var gaaet op. I Halvm?rket i Entreen l?ste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og sk?d dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i M?rket.

Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.

Faderen aabnede D?ren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Str?mper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en T?ppebanker i hver Haand pryglede l?s paa Fl?jelsportiérerne, saa St?vet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede D?ren igen, for Tr?kken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.

-Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.

Snart var hun i Gang med D?rforh?ngene og snart var hun ved Vinduerne.

I Excellencens gamle Vink?lder var der ifjor flyttet en

Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis'er, der i

Morgentimerne vekselvis opholdt sig i K?lderhalsen.

De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor....

Jomfru Arkadia pryglede l?s paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.

Hendes Naade blev ved at ringe.

-Godmorgen, l?d det fra K?lderhalsen, fra én af de tre Handelsm?nd.

Arkadia var atter ved Vinduerne.

-Godmorgen.

-Travlt? spurgte Handelsmanden.

Jomfru Arkadia daskede begge T?ppebankerne ned mod den sorte Kommis i

K?lderhalsen.

-Man har vel mer at g?re end De-heldigvis, sagde hun.

Og v?k var hun og bankede igen. Pludseligt l?d der et:

-Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.

Det var "Moderen", der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog

Entréd?ren op oppe paa f?rste Sal og raabte sit:

-Kaffe, Kaffe.

Faderen dunkede paa D?ren inde i sit V?relse, ved Siden af Moderens:

-Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.

-Hva' si'er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?

-K?re Fritz, la'e dem si'e.

Moderen var i Seng igen og slog H?nderne ned over sin Dyne:

-Hvem kender de Personer? sagde hun.

Jomfru Arkadia havde sluppet "Bankeren", saa saare hun h?rte "Kaffen" og hun l?b gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i K?kkenet:

-Fruen har kaldt, sagde hun.

-Ja, svarede Sofie, der aldrig ?ndrede sit Tempo, og h?ldte Kaffen op, mens hun sagde:

-Hendes Naade har ringet.

-Fr?kenen er inde, ("Fr?kenen" var Selskabsdamen) sagde Arkadia og l?b med Kaffen.

-Der kan hun l?be, sagde Sofie.

-Gud v?re lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som

Arkadia stillede paa Dynen.

-Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skr?k, om

Morgenerne, under Bes?get hos SvigerFor?ldrene.

-Ja, svarede Arkadia.

-H?ng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:

-Halvelve, sagde Moderen forf?rdet og lige efter:

-K?re Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.

-At De kan synge saa tidligt om Morgenen.

Det var Moderens Undren hver Morgen.

-Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de

Melodier . . . hvordan er det nu?

Hun begyndte selv paa et Omkv?d men hun kunde det ikke:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens F?rden forhen intet véd, og hun f?r Partiet stiftes s?ge vil at skaffe sig lidt god Besked-

Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.

-Ja, ja, sagde Moderen og sang med-hun sk?d Benene helt op under sig af lutter Iver-:

Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens F?rden forhen intet véd, og hun f?r Partiet stiftes s?ge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har v?ret dydig, kan hun faa ham unders?gt af Line Worm.

De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa' paa Uret:

-Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.

Faderen bankede inde paa sin D?r:

-Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la'er den Pige synge?

-K?re Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:

-Er det ikke dem, de s?lger paa Gaden?

Hun laa et ?jeblik. Saa sagde hun:

-Fra hvem er der Breve?

-Fra Hans, svarede Faderen indefra.

-Til din Fa'er?

-Ja.

Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand str?g

Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at r?re sig.

Derinde l?d Faderens Skridt.

-Fritz, hvad Dag er det?

-Fredag.

-Nej, men Dato.

-Den otte og tyvende.

Moderen r?rte sig ikke.

Derinde l?d Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at kl?de Hendes Naade paa. Det var en Smule besv?rligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvt?ppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

-Vi har den jo fra K?lderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undv?re min Vink?lder.

Selskabsdamen vidste det.

-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

-Tretten Grader.

-Hm. Lad dem saa h?nge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade sk?d L?berne frem, hvis sk?nne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:

-Men Hvide f?ler det jo ikke, sagde hun. Der l?d et Pappeg?jeskrig inde fra Stuerne.

Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:

-Fortuna fortis, ud gennem alle V?relserne.

-D?k dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen, til Selskabsdamen havde faaet Buret d?kket og igen var vendt tilbage.

-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilf?jede:

-Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og s?ttes h?jt op.

Hendes Naade, som for det ?vrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skr?k for Vand, lod sit Ansigt og sine H?nder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede S?lvt?j. I den store og halvm?rke Stue h?rtes ingen Lyd uden den sagte Klang af S?lvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske-med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I K?kkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Str?kone, der gaar i Gang med V?rket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en tr?t Rallen.

Henne paa R?rstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

--

Vognen k?rte bort-ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i S?let, som smudskede alle F?dder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.

Undertiden, naar Moderen k?rte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:

-Hvem var det, Grandpapa?

-Kender dem ikke, svarede han.

Men det kunde ogsaa h?nde, at Hans Excellence pludselig genkendte et

Ansigt og sagde, at det var den og den.

-Nej, sagde Moderen og lo: det maa da v?re S?nnen.

-Hm. Naa ja, nu er det vel S?nnerne, der l?ber rundt.

Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede H?nder foldede i sit Sk?d.

... Vognen rullede ned ad Raadhusstr?de op foran Det Braheske Pal?. Portneren, en gammel Hvidsk?g, if?rt r?dstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vognd?ren, f?r F?rstetjeneren kom til, der blev helt forskr?kket, da han saá Excellencen, og l?b igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde b?re ham, op paa f?rste Sal-saa Portneren maatte hj?lpe Excellencen ud:

-Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence ...

Det er nok blevet v?rre inat.

-Det er nok daarligt, Deres Excellence.

Hans Excellence, der kun h?rte Ordet daarligt og troede, Hvidsk?ggen talte om sine Gigtknuder, sagde:-Saa sm?r sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasd?ren.

Tjeneren var l?bet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:

-Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.

De to Baronesser blev ligesaa forskr?kkede som han og de raabte begge to:

-Mo'er, Mo'er, det er Onkel Hvide.

Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i D?ren til "den lille

Spisestue".

-Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham-hun slog de fyldige

H?nder sammen-:

-Jeg sagde det jo nok.

-Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.

De h?rte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:

-Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to D?tre, ud for at tage imod ham:

-Men, k?re Onkel Hvide-og Baronesserne slog Armene om ham-er det

Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den f?rste Frokost.

-Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha'e. Han kyssede begge D?trene-Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed-:

-Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.

-Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og f?rte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa D?trene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen h?rte efter.

-Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.

-Ja, vi t?nkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de

Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

-De Gamle er d?de, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:

-Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Sp?rgsmaalet om Emmely-for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien-og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:

-Ja, Emmely ...

-Er ude at ride, faldt en af D?trene ind.

-Med Preben, sagde den anden.

-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

-Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og

Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde bes?gt igaar:

-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

-Hm, sagde Hans Excellence: man beh?ver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Sk?rtej?ger og holde Husholdningsbog for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

-Ja, men den K?rlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Tr?kning over Excellencens Ansigt:

-Livsindhold-og han lo-ja, det er Livsindhold at sl?be en M?llesten paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurr?d i sit runde Ansigt-hun havde t?nkt paa Hans

Excellences eget ?gteskab, endnu f?r hun havde fuldf?rt sine egne

Ord-og ingen fandt noget at sige, da der pludselig l?d en St?j, i

Gangen bag Spisestuen, af D?re, som sloges op og i, mens man h?rte

Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt-fra r?d blev hun bleg-og satte sig, i et S?t, igen.

-Ida, se hvad det er.

Og den ?ldste Datter l?b.

-Hvorfor l?b hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde h?rt.

-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at l?be, der ude, frem og tilbage-Skridt frem og Skridt tilbage.

-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

-Hvad er det for K?d, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med r?dt Oksek?d.

-Det er Oksek?d, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde ford?je, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast-da D?ren blev revet op og Baronesse Ida l?b ind og raabte:

-Mo'er, stakaandet, uden at t?nke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:

-Mo'er.

-Hvad er der?

Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, f?r Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Sk?gget, og lod D?rene staa aabne, idet han raabte:

-Kom, kom, Emmely . . .

Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.

-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens D?ren sloges til.

Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.

I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt

syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at

Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en

Middagsindbydelse, for at han intet skulde g?tte . . .

Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han st?ttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livl?se Tr? blevet levende under hans Vrede.

Saa sagde han, og hans Stemme l?d roligt:

-Er I kommet hjem?

Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned-man havde det

Indtryk, at st?dte man til ham med en Albu, vilde han falde-sagde:

-Hvem? og saá paa Excellencen med ?jne, der intet saá.

-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod st?ttet til Stolen.

-I har jo redet.

-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.

Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure g?r.

-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:

-Gaar Du, sagde hun.

-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han-for

Baronesse Ingeborg turde ikke f?lge ham-ud gennem Stuerne.

Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik h?jt:

-Det g?r saa ondt, aa, det g?r saa ondt.

-Ja, ja, lille Emmely.

-Det g?r saa ondt.

-Ja, ja, rejs Dig lidt, h?rer Du, rejs Dig lidt...

Den Syge fors?gte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine H?nder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtl?st som var det skilt fra Kroppen:

-Nej, jeg kan ikke ...

-Nej, nej, det g?r saa ondt.

-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte n?sten vissende som til et sp?dt lille Barn:

-Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og gr?d stille.

-Sover hun? hviskede Preben.

-Ja.

Ida l?ftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa S?sterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at gr?de h?jere, og hun greb i Moderens Arm:

-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes ?jne, mens hun blev ved at stirre paa S?steren paa Puden:

-Skal vi ikke sp?rge Onkel Hvide? Moderens og Datterens ?jne m?dtes i et Nu:

-Nej, nej, sagde Baronessen saa h?jt, at hun v?kkede den Blundende.

-Hvor er Preben, hviskede Emmely.

-Her.

-Tak.

Og hun lukkede ?jnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han st?ttede sig ikke. N?sten rank stod han ind i sin Vogn, der k?rte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin

K?lder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit

K?kken.

-Det var den Gamle, sagde han.

-Excellencen?

-Ja, sagde Portneren, der havde foldet H?nderne.

Konen n?sten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at t?rre rundt i sit sv?re Ansigt med H?nderne.

Hendes Mand sad stadig med H?ndene foldede mod sine spidse Kn?.

-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er D?den.

-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at gr?de, som om

Baronesse Emmely allerede var d?d.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den h?jre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt sp?ndtes.

Han t?nkte paa Braherne, disse Braher; og alle Sl?gtens hemmelige Historier, som hans L?geviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den f?rste som han -luede for hans langsynte ?jne, i en frygtelig Hunger efter at m?tte sig med H?vn.

Han st?nnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

-Jo, jeg kender dem ...

-Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine H?nder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele ?jet n?sten hvidt: under en v?ldig Ansp?ndelse af Vilje sk?d han som en Jernskodde for sin egen Tanke-og havde begravet den.

Han vidste ikke mer om det.

Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen k?rte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

Hans Excellence steg ud. D?ren havde ingen Klokke, men kun en

D?rhammer, der ligesom ikke vilde mere.

En Pige lukkede op:

-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-M?blerne stod saa m?rkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et s?regent Lys i Stuen, som af Sk?ret fra et oph?ngt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.

Han h?rte ikke Fru Urne komme, f?r hun stod der. Hun var h?j og mager og helt i Sort.

-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans H?nder.

-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans H?nder, mens hun satte sig.

-Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke h?rt, hvad han havde sagt. Hun havde l?ftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:

-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.

-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes ?jne, mens en Hulken rystede hende:

-Og jeg kan ikke en Gang n?jes med Tanken om hans Bedrift... Og de Minder, man gaar og h?nger Flor om-det er ikke de Minder, man l?nges efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru

Urne sad:

-Jo st?rre han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig ...

-Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere m?dtes et Nu deres ?jne og en Blodstr?m slog op i

Enkens Ansigt.

-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine B?rn.

-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, "l?nges" li'edanne?

Fru Urne havde l?net sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:

-Hvorfor lyver de da alle?

-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdr?ttes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de v?rste . . .

-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes H?nder faldt sammen i hendes Sk?d.

-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over

Hans Excellences Ansigt.

-Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et ?jeblik. Saa spurgte han:

-Hvordan gaar det dine S?nner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

-Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke v?re Officer.

-Naa, er det nu opgivet?

-Ja, han vil ikke . . .

-Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

-Han vil v?re Ingeni?r.

-Ja, saa, sagde Hans Excellence:

-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her l?ber vi ad de Landeveje, der er.

Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:

-Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

-Og jeg synes ...at...at det er saa sv?rt...at det er, som om, som om vi alle forraadte . .. det, han d?de for.

-Hvad for no'et? spurgte han.

-Landet, sagde hun (hun vilde sige F?drelandet, men det blev kun til

"Landet").

-F?drelandet? sagde Hans Excellence:

-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver s?rger for sit og

F?drelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

-Han-og han l?ftede Haanden mod den d?de Generalstabsofficers Billede-d?de heller ikke for F?drelandet, men for sin Tro, som han havde mistet. . .

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet hos S?nnerne, for hun sagde:

-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen

Unge af Sl?gten tilbage i Landet.

Hvide saá ud for sig og hans Stemme blev lav:

-Jeg t?nker sommetider, min Ven, at vi gamle Sl?gter, vi har maaske syndet nok ...

Han stod op:

-Lad nu de andre synde videre.

-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?

Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde st?ttet sig til Bordet:

-L?gnen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne g?s sammen, som om en Kulde rystede hende:

-Onkel Hvide, sagde hun og bev?gede Hovedet en Gang frem og tilbage, som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

-Alle Altre bli'er saa tomme ...

Hans Excellence stod endnu foran hende, og han l?ftede sin Haand.

-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er-

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

-Som de vi er.

-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte han.

-Han-og Fru Urne tog sig atter sammen-: han bliver saa let febril, véd Du ...

-Ja, sagde Excellencen, jég ved det. Det h?rer hans Alder til.

-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans D?r.

-Farvel, min Pige.

-Farvel, Onkel Hvide-og Tak, fordi Du kom.

Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bev?gelse.

-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sided?r, f?r Porten langsomt blev lukket op og Vognen kunde k?re ind.

Mandslingen stod ved Vognd?ren, men Hans Excellence saá ham ikke og talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i Gangd?rens Laas-der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens ?ldgamle D?re-:

-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence, og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et ?jepar kom til Syne i Ko?jet i D?ren, f?r den blev lukket op:

-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Fr?ken Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var forblevet h?jbarmet og midjesm?kker som den, der ikke overgiver sig men bevarer sig og plejer sig og venter:

-Hvordan staar det?

-Hofj?germesterinden er i Byen, sagde Fr?ken Erichsen.

-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og st?dte selv D?ren til

Stuerne op med sin Stok:

-Jeg f?lger med Ravnene.

Fr?ken Erichsen sagde-men man vidste ikke, om hun havde forstaaet eller ej-:

-Ja, Konferensraaden er daarlig.

-Lad mig sé ham, sagde Hans Excellence.

Fr?ken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de laasede Vinduesskodder gjorde det halvm?rkt, saa M?blernes Omrids halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saás de brede Rammer, der laa som Strimer af Guld paa Rococo-V?ggene, hvis Sirater glimtede ud og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som fyldte S?kke.

Han stansede foran den inderste D?r, der stod paa Klem.

-Hvad vil han her? l?d en Stemme, hvis Lammelse blev hv?sende under

Vreden; hvad vil han her?

-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

-Konferensraaden t?r ikke ophidse sig, sagde Fr?ken Erichsen, stille, som den, der har Magten:

-V?rsgod, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der kr?b tilbage i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit opbulnede Hoved:

-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med sin tykke Tunge.

-Jeg h?rte, det var blevet v?rre, sagde Hans Excellence, der n?rmede sig det nedtrukne Gardin.

-Lad Gardinet v?re, sagde Konferensraaden og l?ftede den venstre og vanformede Haand.

-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor, midt i Bullenheden, det venstre ?je stod frem eller ligesom hang ud af sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.

Konferensraaden l?ftede det h?jre og sunde ?je op imod ham med et Blik som et Dyrs, der f?ler Reb surrede om alle sine Lemmer.

-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

-Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bev?ge

Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin

Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at f?le, haardt, rundt

i Konferensraadens Ansigt-rundt om det udh?ngende og blinde ?je.

Konferensraaden r?rte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af en Nagle.

-G?r det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge-sine

T?nder havde han-svarede ikke.

Hans Excellence slap:

-Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset under Familjel?gens Ry, tog ikke det sunde ?je fra sit Bord, f?r Excellencen b?jede sig, som vilde han tage om hans Ben:

-De er som de plejer, lallede han.

-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog til Krykkestokken, der stod l?net til Vindueskarmen.

-Du g?r altsaa Forretninger endnu?

Konferensraaden l?ftede sit ?je mod ham.

-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Tr?kning over Hans

Excellences Ansigt, f?r han sagde, som havde han intet h?rt:

-Du skulde skaane Dig.

Og han f?jede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod

Karmen:

-Det er paa Tiden.

-Det kan jeg sige Dig.

Der var ganske stille et ?jeblik, mens Hans Excellence flyttede sit Blik fra den Syge og saá ud i Stuen udover det m?gtige Skrivebord, hvor intet fandtes uden den nedarvede L?derpung med Kobber og Guldskrivet?jet, en Erindring om det kendte Velg?renhedsv?rk, der havde afm?rket Konferensraadens Vej-frem mod Stolene, der stod langs V?ggene, som en Vagt, og de to Paneld?re, t?t ved hinanden.

-Jeg g?r, hvad jeg vil, sagde Konferensraaden og hans M?le var n?sten blevet tydeligt under en overmaalelig Anstrengelse.

Det bankede paa den ene Paneld?r-f?rst svagt, saa h?jere:

-Kradser han her endnu? raabte Hans Excellence, der pludselig h?rte det:

-Kom ind.

Og D?ren gik op mens en Mandsperson forfjamsket kom ind. Han var lang og i sorte, slidte Kl?der. Man troede uvilkaarligt, at han ejede intet mer af Krop end sine blege H?nder.

Konferensraaden havde n?sten faaet rejst sig:

-Gaa, gaa-hvad vil De....?

Og D?ren lukkedes igen.

Excellencen lo og havde grebet om den ene Krykkes Tag:

-Saa Du aagrer endnu?

-Saa dine S?kke er ikke fyldte nok endnu?

Hans Excellence st?dte Krykken mod Bankierens Bord:

-Men Du ?ser dit Guld af dine egne fire Fj?le, det vil jeg sige Dig.

Konferensraaden var kommen op at staa, st?ttet til sin Krykke og sin h?jre og sunde Arm:

-Det vedkommer ikke Dig, sagde han, og alt hans M?le var n?sten vendt tilbage.

Excellencen betragtede et Nu hans vanf?re Ansigt, som det tilstr?mmende Blod syntes at ville spr?nge:

-Nej, sagde han og vendte sig.

-Og Du, raabte den Syge, der voldsomt st?ttede sig til sit Bord: Du bliver herfra:

-Jeg tr?nger heller ikke til Ole Hvide mer.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af

Excellencens Navn havde v?ret som Svinget under et Navnetr?k, og Hans

Excellence vendte sig, som i et St?d. Men da han talte, l?d hans

Stemme roligt:

-Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu.

Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han:

-Hofj?gemesterinden er her jo?

Konferensraadens ?je blev r?dt i det Hvide, og i et Sekund havde han l?ftet sin Krykke i den sunde Arm, der sk?lvede:

-Va'r Dig, sagde han og han raabte Ordene ud i et Aandedr?t:

-At ikke de, der skal arve Dig, skal komme til at gr?de.

Excellencen havde grebet om den Krykkestav, han holdt, som for at v?rne sig mod et Slag. Et Nu stivnede hans Ansigt. Saa havde Krykkens Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saa Fr?ken Erichsen rejse sig fra en Stol i den midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

-Han har det bedre.

Rynkerne, der d?kkede Fr?ken Erichsens Ansigt som Gittermasken

F?gterens, sitrede et ?jeblik.

Saa sagde hun:

-Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa um?rkeligt, at det netop kunde g?ttes, sagde hun:

-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

-Vil Erichsen hilse Hofj?germesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Fr?ken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Ber?ring med hendes Tales Stemme og som et Sekund forvr?ngede hendes Ansigts Rynker til forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter glattede ud-f?r hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund for hvert Ord.

-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken ud af hans Haand, f?lte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad dér i Lyset-og hun havde n?jagtig det Blik i sine ?jne som Excellencen havde, da han betragtede sit Ur, mens han f?lte hans Puls.

-Tr?k Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der f?lte Lyset-eller hendes Blik-som en haandbunden Mand en Sv?rm af Myg.

-F?rst T?ppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og b?jede sig for at l?gge

Plaiden fastere om hans Kn?.

Saa rejste hun sig og l?ste Excellencens Knude op. Hun blev ved at holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned-for at det ikke skulde g?re St?j.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik N?glerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke faa det l?st op, og Fr?ken Erichsen maatte hj?lpe ham, saa Guldstykkerne fl?d ud i hans flade h?jre Haand. Han gjorde med den lammede venstre et Fors?g, som vilde han t?lle dem, men han magtede det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet-de faldt langsomt, maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofj?germesterinden er inde, sagde Fr?ken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.

Hun havde lagt sin s?rdeles hvide Haand ned paa Bordet meget t?t ved

Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit

?je fra Guldet over paa Haandens Hvidhed.

-Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Fr?kenens Haand, som han greb.

-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Fr?ken Erichsen og gjorde sin

Haand l?s.

-Nej, lad Hansen komme ind.

-Nu, Hr. Konferensraad?

-Ja, det haster.

Fr?ken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneld?ren:

-Hansen, kaldte hun og lukkede atter D?ren.

Hun stansede midt paa Gulvet:

-Konferensraaden skulde v?re forsigtig, sagde hun, og man vidste ikke ret, om hun mente hans Helbred eller den Forretning, der ventede og hun gik hen mod den store D?r.

-Det véd jeg.

Fr?ken Erichsen gik.

Hansen sneg sig ind ad Paneld?ren. Han bar en Bunke Papirer i sin

Haand.

Konferensraaden vendte sit ?je imod ham:

-Er det i Orden, spurgte han og hans Stemme blev paa én Gang atter tydelig, som da Hans Excellence var der.

-Ja.

-Alt?

-Ja.

Konferensraaden greb efter Dokumenterne:

-Lad mig se, sagde han.

Hans seende ?je blev st?rre, mens hans sunde Haand bladede i

Papirerne, som var fulde af Retssegl og Stempler.

-Jo, H?ftelserne er her, sagde han.

Han beholdt et ?jeblik Dokumenterne i sin Haand:

-Saa kan Bel?bet afsendes, sagde han.

Hr. Hansen, der stadig stod to Alen fra Bordet, sagde:

-Hr. Hans Hvide kommer selv Kl. to.

Konferensraaden slap sine Papirer.

-Er han her, sagde han og hans Stemme blev paa én Gang atter utydelig.

-Han kom hertil imorges.

Hr. Hansen syntes, at idag var Konferensraaden rent snavs, ogsaa

H?jrehaanden rystede paa Konferensraaden.

-Jeg vil ikke se ham, sagde Konferensraaden:

-Udbetal og lad ham kvittere.

-Vel, Hr. Konferensraad.

-Men dette vil jeg ha'e konvolutteret, sagde Konferensraaden.

-Nu?

-Ja, sagde Konferensraaden.

Hr. Hansen gik og vendte tilbage med en stor og sort Mappe, som han lagde foran Konferensraaden. Paa Bindet stod, paa en Etikette, Navnet Hvide, med en sort og stejl Skrift.

-Hvor er Konvoluten?

-Her, Hr. Konferensraad.

-L?g dem ind, og Konferensraaden pegede paa Papirerne.

Hr. Hansen gjorde det, mens hans Herres ?je fulgte hans H?nder.

-Hent saa Kandelaberen.

Hr. Hansen hentede Kandelaberen paa Konsollen og t?ndte det ene Lys.

Han bragte ogsaa Lak og Signetet.

-Godt.

Konferensraaden f?rte det r?de Lak ind i Lyset, hvor det blussede h?jt, og han lod det falde ned paa den blaa Konvolut. Der faldt et Par r?de Draaber paa Bordet (jo, han ryster ogsaa paa den h?jre, t?nkte Hr. Hansen) f?r han fik forseglet.

-Luk Mappen op.

Hr. Hansen gjorde det.

Konferensraaden lagde Konvoluten ?verst oven paa Mappens mange

Papirer. Hans Haand blev liggende et ?jeblik, tung, paa den st?rke

Dynge:

-Tag saa bort, sagde han.

Hr. Hansen tog det bort, alting, til Konferensraaden atter sad foran sit tomme Bord.

-Kald Fr?kenen ind, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad.

Hr. Hansen gik gennem den store D?r og Fr?ken Erichsen kom ind:

-Er det Puderne, Hr. Konferensraad? spurgte hun.

-Ja.

Fr?ken Erichsen lagde dem varsomt bag Konferensraadens Ryg og Hoved.

Mens hun gjorde det, sagde han:

-De Ting er i Orden.

-Sidder Konferensraaden nu godt?

-Men de Skillinger skal ikke hj?lpe ham, blev Konferensraaden ved: der skal mer til.

-Det Hul er for dybt. Det er ikke nok. Der skal mer til.

Pludselig fors?gte Konferensraaden at le med en Latter, der lignede en s?r Fugls Skrigen.

-For at faa det Hul fyldt, sagde han, maa Ole Hvide b?je sin stive

Ryg.

-Konferensraaden faar jo altid Ret, sagde Fr?ken Erichsen og gik hen over Gulvet med sine l?mpelige Skridt.

Konferensraaden var ene i sin Stue. Hans store og uformelige Hoved lignede det vansirede Stenhoved paa en Sfinx.

--

Moderen var paakl?dt. Hun havde slaaet sit Vindu op-ud, mod den kolde og bidende Luft.

Faderen havde h?rt det fra sit V?relse:

-Stella, dit Bryst, raabte han.

-Fritz, man maa have Luft.

Og hun blev staaende og saa ud i den snetunge Dag:

-Nu har de Engelsk.

Hun t?nkte paa det "Hvide Hus" derhjemme og paa B?rnene, hvis

Timetabel og Vej hun fulgte i sine Tanker fra Time til Time:

-Og den Mindste kan ingenting, t?nkte hun, og hun smilte.

Hun h?rte Faderen aabne og lukke sin D?r og gaa.

Moderen saa op mod Skyerne.

-Saa tunge Skyerne dog var idag, Haglskyer, n?sten som Tordenskyerne, naar de drev op over Haven hjemme.

Moderen gyste et Nu ved den kolde Luft, mens hun h?rte Arkadia rumstere med sine Redskaber inde i Faderens V?relse og slaa Vinduerne op med et Brag.

Pludselig saá Moderen ud i Gaarden og over mod K?ldervinduerne i

L?ngen: Saa stak det ene og saa det andet Mandfolkeansigt op af

K?ldervinduet.

-Tre var der.

-En sort og to blonde.

Og alle drejede de ?jnene ind i ?jenkrogene og keg opefter.

Nu var det den Blonde.

-Naa, det er ikke til mig, sagde Moderen pludselig ganske h?jt. Hun havde sét Arkadia, der h?ngte langt ud af Faderens Vindu, ikke fire Alen fra hende.

Hun gik lidt bort fra Vinduet, mens hun, med en munter Forbavselse, saa ned paa de Mandfolkefigurer, der, skiftevis, alle kiggede op efter det samme Kvindek?n.

Pludselig h?rte hun Hans Excellences Vogn i Porten og hun saá den rulle frem i Gaarden.

-Nej, B?rnlille, sagde hun, den N?rmer halter igen.

Og hun lo.

Johan var staaet ned fra sin Buk. Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene:

-Den g?r'et ikke l?nge, sagde han.

-Det ka' nok h?nds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden.

-Godmorgen, Johan, raabte Moderen, h?jt oppe fra, fra sit Vindue.

Det bankede paa D?ren. Det var Faderen.

-Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud.

Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence. Midt i D?ren lo Moderen:

-Nej, sagde hun: jeg vil aldrig komme til at begribe den menneskelige

Appetit.

Hun havde paa én Gang igen, i Tankerne, set det blonde Hoved stikke op af det K?ldervindue.

Faderen svarede ikke, men bevarede sit ubev?gelige Ansigt, og der gik en pludselig og tr?t Skygge over Moderens Tr?k.

Hans Excellence aabnede sin D?r:

-Georg, Brevene, raabte han.

-Godmorgen, min Ven, sagde Hans Excellence, da han saa Moderen, og hans Stemme fik en anden Klang.

-Godmorgen, Grandpapa, svarede hun og b?jede sig, mens Hans Excellence kyssede hende paa Panden med de kolde L?ber.

De gik alle tre ind i den forreste Dagligstue, hvor Hendes Naade sad, i Moirée-Mantille, ved det midterste Bord.

Hans Excellence saa hen paa hende-med det samme ligesom frygtagtige

Blik som om Morgenen-:

-Jeg skal hilse fra Brahes, sagde han og b?jede sig for at lade sine

L?ber naa hendes Haar.

Hendes Naade s?nkede brat sit Hoved:

-Godmorgen, sagde hun, medens Moderen, flygtigt, kyssede hendes Haand.

-Hvormange Grader er her? spurgte hun meget h?jt.

Og Selskabsdamen gik hen over Gulvet for at afl?se Temperaturen paa det oph?ngte Termometer.

... Georg havde lagt Brevene frem paa Hans Excellences Bord.

Hans Excellence havde sat sig ved sit Bord foran de fremlagte Breve.

Det tredje, han tog, faldt atter ud af hans Haand.

Saa rejste han sig og drejede N?glerne om i begge sine D?re, f?r han satte sig igen. Han havde lidt besv?rligt ved at gaa, men det var jo ogsaa for Hans Excellence allerede h?jt op paa Dagen.

Han tog igen det tredje Brev og han gennnemskar Konvoluten med en Kniv. Hans H?nder var holdt op at ryste og Brillerne havde han revet af, saa han l?ste med sine blotte ?jne:

Thorsholm den 26. Februar.

K?re Papa.

"Jeg takker for de sidste Skrivelser, der er modtagne og som var, som s?dvanlig, korte. Jeg har ofte bedet Papa, hvis Du ikke kan skrive selv, hvad der er rimeligt, da at diktere min S?n Fritz, der, naar hans Hr. Kammertjener har endt sit betydningsfulde Arbejde, vistnok har Tid til Raadighed. Hvad de Ting, som han ganske vist derved vilde erfare, angaar, da har hans Fader intet at skjule, medmindre Papa skulde ?nske, han forbliver det Pragtbind med Guldlaas, han er ved Papas Omsorg blevet, jeg véd ikke i hvilken Hensigt. De vedlagte Bel?b er modtagne men rakte, som Papa vil forstaa, ikke til de angivne og vedkommende Udgifter uden at jeg selv og ved Prokuratorhj?lp maatte g?re yderligere Udveje. Men til dette er jeg jo vant og jeg skal for stakkels Mamas og for mines Skyld heller ikke opgive Kampen, hvor haard den end falder."

Hans Excellences fremskudte Underl?be skjalv-for anden Gang-men han l?ste videre:

"Papa skriver: "For dine Forklaringer vil jeg vide mig befriet". Endsk?nt jeg vel kender Papas ?nske om at vide sig befriet, idetmindste for alt, hvad der angaar mig, maa jeg dog denne Gang falde Papa til Byrde med nogle Forklaringer, som jeg maa bede Papa at l?se, da Stillingen n?ppe vil kunne holdes mer og ikke vil kunne skjules l?nger, ikke en Gang for Mama, trods mine Anstr?ngelser. Jeg har, hvad Papa véd, aldrig indbildt mig eller troet, at jeg havde nogen Begavelse eller Slags Talent for Landv?sen. Men efter at jeg under en Operation, der mislykkedes for Papa, var besvimet og Papa havde erkl?ret ikke at kunne have en S?n til L?ge, som ikke kunde taale Synet af Blod, gik jeg Vejen, som Papa vel ansaa for tjenligst, naturligvis ogsaa fordi den i de f?rste Aar, da Broder Fritz og Fru Stella opholdt sig i Udlandet, for at Fritz kunde virke for Overs?ttelsen af Papas Skrifter, kostede mindre. I alle Tilf?lde vidste Papa jo bedre end alle, hvad det vil sige at arve et stort Navn sammen med en Virksomhed, og det stod til Papa at afg?re, hvad der syntes min Fordel, selv om jeg maatte opgive min Lyst til L?gevidenskaben og blive Landmand i en vanskelig Tid, men idetmindste indtog en Stilling, hvor jeg ikke generede Papas Anseelse. Det er desv?rre overfl?digt at tale om Gaardene, hvis K?b Papa, trods alt, hvad jeg har bedet, jo stadig har ladet gaa igennem Glud, der ogsaa k?bte Annebygaard. kort f?r han blev Etatsraad. Men i Papas Forhold til "Konferensraaden" Glud skal jeg ikke blande mig, sk?nt dette Forhold, hvilket Papa maaske vil indr?mme, f?rst og sidst er gaaet ud over mig, der fire Aar efter at jeg havde faaet Annebygaard, maatte overtage Thorsholm, hvis Hovedbygning tog ligesaa meget at restaurere som hele K?besummen, f?r Mama kunde bo der og idetmindste have lidt Fred for sin Person om Sommeren. Hvis derimod Papa havde indsat mig i en Forpagtning-men en Forpagtning passede naturligvis mindre for en J?germester-havde dog Midlerne, Papa mente at kunne tilstaa mig, kunnet slaa til og v?ret givne paa en Gang, hvorved jeg stod friere og fremfor alt den stakkels Mama ikke havde v?ret prisgiven en daglig Plage og Angst for mig og mine. Men Papas bekendte store Hjerte har jo altid fundet mange at give til og tit."

Hans Excellences Haand sk?lvede som i et Ryk og Aarerne i hans

Tindinger var svulne som knyttede Reb, men han blev ved at l?se.

Det tog i D?ren.

-Hvem er det? raabte han.

-Hans Excellence l?ser Posten, sagde Georg i Gangen til Faderen, der slap Laasen:

-Hendes Naade ringer, sagde Faderen og Georg gik.

Hendes Naade havde allerede slaaet to Gange paa S?lvklokken paa sit

Bord, medens Selskabsdamen med sin lydige Stemme blev ved at opl?se

"Lejligheder" af den opslagne Avis, uden at stanse:

-"Herskabelig Lejlighed, elve V?relser, alle Bekvemmeligheder.

Fredericiagade 16, andet Sted fra Bredgade. Portneren anviser."

-Hvor var det? spurgte Hendes Naade.

Selskabsdamen svarede.

-Ja, om man kunde opnaa at faa en f?rste Sal, sagde Hendes Naade: men

Hvide siger jo, han taaler ikke Trapper.

-Videre.

Selskabsdamen l?ste igen:

-"Herskabelig Lejlighed, ti V?relser, Anrettev?relse, Badev?relse o.s.v., f?rste Sal. Bredgade 60. Portneren anviser."

-Der boede Legationsraad Duus, sagde Hendes Naade og hun lagde til

-Legationsraadinden var d?d der og Hendes Naade gav ikke Agt paa

Lejligheder, hvor hun vidste om D?dsfald-:

-Der var ellers rart.

Georg var kommen ind.

-L?g T?ppet om mig, sagde hun, og da Georg havde b?jet sig for at l?gge T?ppet om hendes Kn?, sagde hun, mens Selskabsdamen blev ved at l?se:

-Hvor er hans Excellence?

Georg, der f?rte sine krogede Fingre hen over T?ppet, sagde:

-Hans Excellence l?ser Posten; og idet han l?ftede Hovedet og saá paa

Hendes Naade, lagde han til, mens han pludselig kr?ngede sine L?ber,

saa hans to eneste T?nder blev synlige-de lignede "Gnaverne" hos en

Rotte-:

-Der var Brev fra Hr. J?germesteren.

Georg skjulte med L?ben atter sine to T?nder og rejste sig.

-Han kan gaa, sagde Hendes Naade, der havde krammet om sin Pengepung, og, paa én Gang, med sit Lommet?rkl?de aft?rrede sine Tindinger, der var blevet fugtige.

Selskabsdamen var holdt op med at l?se.

-Hvorfor l?ser De ikke mere? spurgte Hendes Naade og h?rte ikke, hvad

Fr?kenen svarede.

Pludselig sagde hun:

-Hent Sofie; og holdt, med et Greb af sin Haand, Mantillen sammen om sig, mens hun, uden St?tte, gik gennem Stuerne ind i Sovekamret.

Hun havde aabnet sit Chatol og sad, med H?nderne i Sk?det, foran et lille Tr?skrin, der stod paa Klappen, da Sofie kom ind i Sovekamret, hvor Gardinerne var rullede ned og der var halvm?rkt.

-J?germesteren har skrevet, sagde hun med en Stemme, der var blevet h?s.

-Ja, svarede Sofie, hvis sorte Kappebaand under Hagen stod ud som et

Par m?rkere Skygger i M?rket.

Hendes Naade f?rte sine H?nder over hinanden:

-Jeg maa vide, hvad han skriver, sagde hun. Der var stille nogle

?jeblikke, i M?rket.

-Deres Naade skulde vente, sagde saa Sofie.

-Ja, svarede Hendes Naade, der ikke r?rte sig. Og hun spurgte om Maden til Middagen, som Sofie n?vnede for hende, henne fra M?rket, Ret efter Ret.

-Den kan gaa ud, sagde Hendes Naade og stansede Tyendet, der var ved at n?vne en Mellemret.

Sofie vilde svare, men hun sagde:

-Han m?rker det ikke. Han véd aldrig, hvad han selv spiser.

Sofie n?vnede Deserten:

-Saa forlanger Du Penge, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik Penge igaar.

-Det har han glemt, sagde Hendes Naade.

-Jeg fik dem af Georg, sagde Sofie, der stadig stod i M?rket.

-Saa faa dem af Excellencen selv, mens Georg melder, sagde Hendes

Naade, som den, der giver en Ordre.

Sofie blev staaende endnu, sk?nt der ikke taltes mer.

Hendes Naades Tanker var andetsteds eller de var helt gaaet derhen, hvor de havde v?ret hele Tiden, mens hendes Ansigt var n?sten som fortrukket af Smerte eller af en V?mmelse, hvorunder hendes tynde L?ber syntes at faa deres Fylde igen:

-Men det er mig, sagde hun:

-Det er mig, der skal pines og betale, og hun slog Haanden to Gange mod Chatollet.

Sofie svarede ikke men saá paa sin Frues Ansigt som den, der har forstaaet alting l?nge.

-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis L?ber paany var blevet smalle som f?r; og hun l?ftede Haanden, at Tyendet kunde gaa.

Da D?ren var lukket, tog Hendes Naade en N?gle frem og aabnede Skrinet foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde l?snet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over

Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde v?ret af Jern.

Det bankede paa D?ren-og en Gang til:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde

Kr?fter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne D?r.

-Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig st?tte af Fr?kenen, mens hun gik ind gennem

Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, sm?kkede Hans

Excellence D?ren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde l?ftet deres ?jne paa samme Tid og slog dem atter ned.

-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede Skuldrene sammen i sin L?nestol, ikke tog ?jnene fra Gaffelen, der rystede i Hendes Naades Haand.

-Fra Hans.

Der var stille nogle ?jeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til at spise.

-Som s?dvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev st?rre, mens hun bestandig betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saá fra Siden:

-Og B?rnene? sagde hun.

-De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine H?nder, hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt b?jede han sig ned og kyssede hende paa

Panden med just den samme Bev?gelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme ?ndredes lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

-Det er Harriette, sagde hun.

-Naa.

-Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede D?ren og Fru Harriette kom ind, indsv?bt i Fl?jl og

Pelsv?rk:

-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

-Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen:

-Goddag, Onkel Hvide.

-Goddag, min Ven, sagde han og r?rte flygtigt Marschalindens Kind med sine L?ber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Frav?relse ikke var til for ham.

-Hvor jeg havde gl?det mig til at se Dig, sagde Marschalinden og f?lte sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

-Vi har ogsaa gl?det os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med

Haanden b?d Fru Harriette en Stol:

-Og du er helt den samme.

-Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens ?jne, hvor det nogle Sekunder havde v?ret ligesom forsvundet.

-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overt?j.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin

Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.-Dig har jeg Hilsner til,

Onkel Hvide, og hun n?vnte et Par store Kolleger i ?strigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

-Slaar de ihjel endnu?

-Ja.

Idet han lo, sagde han:

-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en anden Tanke-ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret-lagde han til:

-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis ?jne, saasnart hun ikke talte, l?b rundt i Stuen ligesom om de s?gte.

-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik n?sten den samme Glans i sine ?jne, som da hun var kommen ind ad D?ren, lagde hun til:

-Hvor r?rt jeg har v?ret over, at Du har husket mig med alle dine

B?ger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forl?b nogle ?jeblikke, uden at nogen talte, begyndte hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

-Saa l?ber jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter

Tanten paa Panden, f?r hun gik.

Selskabsfr?kenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde, t?t bag den aabnede D?r. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede til Hobe rundt i Huset, sammen til store T?pper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde l?snet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans

Excellence:

-Skal Du svare Hans?

Men han h?rte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubev?gelig, med ?jne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Sl?gtens Billeder eller den tomme V?g . ..

-Nej, Harriette, Harriette-og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen-: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og f?rte Fru

Harriette hen til Vinduet:

-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

-Ja, sagde Moderen: er det ikke m?rkeligt, at der er Mennesker, som aldrig kan forandre sig.

-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet to Skridt og muligvis var det kun det ?ndrede Lys, der lod hende synes en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

-Jeg véd ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han skal hen? spurgte hun Faderen.

-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var h?j og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben.

-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud.

-Det er min Nev?s Tjener, sagde Faderen.

-Aa. Marschalinden lagde H?nderne ned i sit Sk?d: hvor er det dog vidunderligt at v?re kommen hjem.

-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin

Tallerken.

Hun tav et ?jeblik, f?r hun sagde:

-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et ?jeblik:

-Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med ?jnene stort aabnede:

-Véd I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Pl?nerne var gr?nne derhjemme.

De dejlige, de dejlige Pl?ner, sagde hun.

-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede n?ppe sine L?ber, mens hun sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Pr?sten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de r?dhaarede Pigeb?rn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter:

-Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da d?d.

-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter.

Fru Harriette lo:

-Ja, der sad de, baade Anders og Jens.

-Foran hver sit Hus lige ved Indk?rslen, sagde Moderen.-Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til.

Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden l?ftede

Armene:

-Nej, for de d?de jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde.

-Men Herregud, sagde hun og hendes Ansigt skiftede Udtryk: hvor de dog gr?d ved Papas Begravelse.

De tav et Nu alle tre, til Moderen begyndte at le:

-Men Harriette, husker Du, da Jens i Storskoven slog Char-à-banc-D?ren i paa din hvide Silkekjole.

-Aa ja, den hvide Silke, raabte Fru Harriette: Og jeg havde ikke maattet ta'e den paa for Mama.

-Gud, hvor blev den fl?nget, sagde Moderen.

-Ja.

-Du sprang jo ned fra Vognen, ligesom Jens slog D?ren i ... og badus var Kjolen i to Fl?nger ...

Marschalinden lo og lo.

Moderen maatte ud paa Gulvet for at vise, hvordan de havde sl?bt, de to Fl?nger.

-Det var gr?sseligt, sagde Fru Harriette og, pludselig pegende paa

Bordopsatsen, spurgte hun:

-Hvad er det for Blomster?

-De er vist fra Aalbygaard, sagde Faderen.

-De er dejlige.

-Men de maa skiftes, sagde Moderen: f?r de falder. Den hvide Sne fra

Blomsterne var begyndt at falde ned paa Dugen.

-Men, sagde Marschalinden, der var f?rdig med at t?nke paa Blomsterne og vendte tilbage til "Gaarden":

-Jens var dog bedst tilhest.

-Ja, hvor han sad, med strittende Ben og ?jnene stive i Hovedet.

Moderen lo og Fru Harriette lo med:

-Men, Du, sagde hun: det var jo ogsaa, fordi han havde K?lderen under sig. Du, Himlens Gud, hvad der gik med af Papas gode Portvin.

Marschalinden og Moderen blev ved at tale om de gamle Dage, mens det var, som Ungdomsminderne straalede paa deres Ansigter:

-Jens var stolt, naar han paa den Brune humpede bagefter Stamherren.

Faderen sagde:

-Berry var et dejligt Dyr, og fik pludselig et Udtryk i sit Ansigt, som sad han endnu paa den sk?nne Halvblods Hingst.

-Nej, men Stella, husker Du, sagde Marschalinden: hvor Papa blev vred, den Gang Du havde flyttet alle Hestene rundt i Baasene i Staldene.

-Det var da v?rre, da de var i Rugmarken, sagde Moderen, der havde skubbet sin Stol halvt ud paa Gulvet.

-Ja, da Du l?ste dem og de satte over V?nget alle seksten, ind i Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de fl?j, og Stella stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit r?de Sjal som en besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

-Men hvor saá Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes ?jne atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

-Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubev?geligt, som, lidt efter lidt, hele dets Udtryk forsvandt.

-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det Aar-Marschalinden saá over paa Faderen-Du kom hjem fra Bonn, Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog saá ud, da de kom op gennem ?resporten. Margrethe Stuepige var forrest, i gr?nt Liv med r?de B?ndler...

-Men Du blev Rosenbruden, Stella-Marschalinden begyndte at le-: Nej, saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med ét Tone:

-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det ?jeblik, Du blev kronet, midt paa den gr?nne Pl?ne.

-Under Blodb?gen, sagde Moderen.

Hun l?ftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig s?nket

Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt

Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne ?jne, som den,

der t?nker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide

Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for

Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

-Ja, det var den Gang, sagde hun.

-Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne ?jne, Skylleskaalene frem.

-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle H?nder: han h?ger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

-Skaal, Fritz, sagde hun.

-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saá paa hans Ansigt.

-Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kl?ften i hans Hage, den Kl?ft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

-Aa nej, sagde hun: Aarene st?ver os alle i Ansigtet.

Faderen st?dte sin Stol tilbage, saa Moderen fo'r sammen.

-Ja, Mahlzeit, sagde hun og rakte Marschalinden begge sine H?nder.

-Küss' die Hand, svarede Marschalinden og langsomt f?rte hun Moderens dejlige H?nder op mod sine L?ber.

Faderen vilde ikke drikke Kaffe og Moderen og Marschalinden rykkede hen til Vinduet. De sad en Stund tavse begge to, da Faderen var gaaet.

Saa sagde Marschalinden, der ligesom fo'r op af Tanker og saá fra V?g til V?g:

-Men at det kan blive ved ...

-Hvilket? spurgte Moderen.

-Det Hele, slap det ud af Fru Harriette.

Men Moderen havde vistnok ikke h?rt det eller maaske ikke forstaaet hende og Marschalinden, der ved en eller anden Tankeforbindelse var kommen til at t?nke paa Baron Brahes, sagde:

-Det er dog frygteligt med Emmely, der er saa daarlig.

-Hvem?-Emmely Brahe ... Men har Onkel Hvide ikke sagt Dig det?

-Nej, sagde Moderen og blev pludselig helt r?d i sit Hoved.

Tjeneren kom ind og, idet han b?jede sit armeniske Hoved meldte han,

at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte

Moderen, om hun ikke vilde k?re med: hun skulde kun g?re et Par

Visiter.

-Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.

-T?nk Dig, Harriette, hvilken Taalmodighed, sagde Moderen og slog

Haanden ud mod Selskabsdamens Klude.

Selskabsdamen havde rejst sig fra sit Arbejde:

-Der bli'er dog altid et Slags T?ppe ud af det, sagde hun.

-Ja, tilsidst, sagde Moderen.

De gik ind i Dagligstuen til Hendes Naade, hvis Ansigtsudtryk skiftede hastigt, da de kom-og de gik videre, ind til Hans Excellence:

-Ja, Farvel, Onkel Hvide.

-Nu gaar vi, til vi kommer igen, sagde Marschalinden og lagde begge

H?nder om hans Hoved, mens hun kyssede ham.

Hans Excellence r?rte sig ikke:

-Farvel.

De k?rte henad Gaden, da Marschalinden, der endnu f?lte som

Marmorkulden af Excellencens Hoved gennem sine Handsker, sagde:

-Men Onkel Hvide er blevet gammel.

-Det er maaske kun idag, sagde Moderen.

-Hvorfor?

Moderen svarede ikke.

Hun betragtede den faldende Sne, til hun pludselig sagde:

-Ja, hvis man kunde rejse langt bort.

-Langt bort?

Marschalinden vendte ?jnene mod Moderen og slog dem atter ned som i et

Ryk.

-Langt bort, gentog hun, og det saá n?sten ud, som om hendes L?ber sitrede under en eller anden uimodstaaelig Sindsbev?gelse:

-Det bliver det samme, Du, sagde hun.

Moderen saá langt ud over Sneen.

-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine ?jne:

-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen k?rte frem gennem

Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende ?jne.

Fru Harriette kom tilbage og de k?rte igen, da Moderen halvt raabte:

-Dér er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saá ind i Vognen og atter, hastigt, trak Hovedet bort.

-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

-Er det stadig det samme med Hans?

-Det er vist snarere v?rre.

Marschalinden nikkede:

-Jeg havde jo h?rt det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens D?r. Hendes Naade blundede allerede i sin

Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydl?st med sine

Klude.

-Aa ja, aa ja, st?nnede Hans Excellence i S?vne.

Den slanke Tjener, som havde sm?get de lyseblaa ?rmer op, saa man saá n?sten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. D?ren lod han staa, mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter Minut.

-Aa ja, aa ja, st?nnede Excellencen.

Husets gamle Tr?v?rk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med H?nderne i sit Sk?d sad hun foran en opslaaet Bog, uden at l?se.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens V?relse. De tre Kommiser stak

Hovederne op af deres K?ldervindu som L?nkehunde, der slaar den hede

Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens M?rke.

Den enbenede strakte sit Tr?ben fra sig efter Middagsluren og gik op af sit K?lderhul. Han begyndte at slaa den nye L?ber op ad Trappen. Hammerslagene l?d, mod det hule Tr?, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved D?ren og gik ind:

-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa D?rtrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin knyttede Haand:

-Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene-Georg fornam, at Hans Excellence var tung i sine Arme-strejfede han med sine ?jne Skuffen, hvor Brevet var lagt ned, og fortrak sit Ansigt.

-Er det Dig, sagde Hans Excellence, der, med et St?d, havde skubbet

Skuffen i, da han saá Moderen tr?de ind. Hun havde et ?jeblik og fra

Siden betragtet Excellencen. Saa gik hun hen og, med en hastig

Bev?gelse, b?jede hun sig og, mens deres ?jne m?dtes saa meget som et

Nu, kyssede hun hans Kind.

-Naa, naa, min Pige, sagde han og drog sig bort, og Moderen stod allerede i D?ren til Dagligstuen, da han sagde:

-Hvad er det for Lig, som idag er staaet op af deres Kister?

Moderen lo og sagde:

-Der er ingen kommet endnu.

Tjeneren havde slaaet Fl?jd?rene op, saa alle Rum var aabne. I den inderste Stue faldt Solen ind og lyste paa en S?lv-Merkurs l?ftede Stav.

Hendes Naade, der, med et Haandspejl i sin Haand, lod Selskabsdamen f?ste Nikolaj I's Diamantbrosche i sin Hals, sagde til Moderen:

-S?t Dig dog, bedste.

Moderens ?jne var faldne paa en Anton Melbye, hvis gr?nne og salte

B?lger pludselig g?d sig frem i Solen, og hun sagde:

-Hvor det dog er smukt, og hendes Ansigtsudtryk skiftede.

-Ja, svarede Hendes Naade, der irriteredes som blev hun bestjaalen, hver Gang et af V?ggenes Billeder maatte udlaanes til en Udstilling; det er rart, naar man har det hjemme.

Og da Selskabsdamen var gaaet, spurgte hun og saá paa Moderen:

-Har Du talt med Hvide?

-N?sten ikke, Grandmama. Jeg har jo v?ret ude.

-Ja, jeg ikke heller, sagde Hendes Naade og flyttede sine H?nder uroligt paa Bordet, til hun, lidt efter, sagde:

-Og saa har vi tilmed Middag idag.

-Er det ikke godt? sagde Moderen: Det adspreder altid Grandpapa.

Hendes Naade s?nkede Hovedet med et Suk:

-Ja, sagde hun: Hvide kan jo altid lade v?re at t?nke.

Moderen svarede ikke.

Faderen, som kom ind gennem Stuerne, stansede foran et Par Flakoner med Vin og spurgte Tjeneren:

-Hvad er det for Madeira?

Den Slanke bukkede:

-Hendes Naade har givet Ordre.

Faderen l?ftede et ?jeblik paa Glasproppen og f?rte Flasken op mod sit

Ansigt:

-Det er bedre at lade Georg give Dem en mere t?r, sagde han.

Den Liberikl?dte bukkede paany uden at bev?ge sit Ansigt.

Hans Excellence slog Portiererne til sin Stue tilbage og sagde:

-Slaa de Gardiner for.

Moderen rejste sig og slog Gardinerne for Solen, saa der var halvm?rkt i Stuen, da to Stiftsdamer kom ind, to S?stre, hvoraf den ?ldste havde v?ret Hofdame hos Hendes kongelige H?jhed Prinsesse Mariane og som tog Plads ved Bordet ved Siden af hinanden holdende sig meget ranke under deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bev?gede Mundene begge to, tusind Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen stadig var rask:

-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

-Vi har det godt, sagde Hans Excellence-al Talen om hans Befindende

var en Afsky for ham-og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille

Herre, spinkel og med studset Sk?g, af Udseende som en General og f?r

"Tabet" Overpr?sident i Kiel.

-Jeg vilde dog se Dig, k?re Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den n?ste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige Haandbev?gelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger, fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majest?t Kong Georg havde forskaffet ham fra de gr?ske ?er og som Kammerherren, i Vedb?k, paa "Ensomhed", fors?gte at omplante i Drivhuse:

-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen

Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra Embedstiden i Hertugd?mmerne og han var inde paa et Minde fra den Tid, da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa h?jt, at det klang gennem

Stuerne.

-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde b?jet sit Hoved.

-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

-Ja, svarede Faderen: vi ansaá det for vor Pligt.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den Lyseblaa bragte omkring paa en S?lvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet, der optog dem ganske:

-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har, bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den ?ldre faldt ind:

-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes ?jnes

Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

-Hendes Majest?t Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meget.

-Men der har jo, det tilstaar jeg, v?ret Aftener, sagde Hofdame-S?steren til Hofj?germesterinde Eichwald: hvor jeg har sagt til Charlotte Amalie, naar hun l?ste, at nu maatte hun holde inde, for der er jo ingen R?dsler, for hvilke man nutildags forskaanes i Aviserne.

-Og det endte grangivelig med, at man laa og saá Blod i sine egne

Senge om Natten.

Fr?kenen br?d pludselig af med Slagmarkerne og sagde til

Hofj?germesterinden i en Tone, som spurgte hun om Vejret:

-Hvorledes har Deres Fader det?

Fru von Eichwald, der var f?dt Glud, takkede, Konferensraaden havde det nogenlunde, og hun rejste sig halvt, frem mod Hans Excellence, som kom hen mod Bordet:

-Vi taler om Krigen, sagde hun og satte sig igen; det meget Brokade gjorde hendes Bev?gelser en Smule ubekvemme.

Hans Excellence sk?d Skuldrene frem:

-Udviklingen fordrer jo sine Slagtofre, sagde han.

En stoktynd, ganske hvid Mandsling, med rastl?st pillende Fingre, der var blevet krogede af at gennemse en ber?mt Faders Arbejder, sagde fra en Stol ved Vinduet:

-Jeg vidste ikke, at Onkel Hvide troede paa "Udviklingen".

Excellencen lo:

-Nej, sagde han: men jeg tror paa Slagtningerne.

De to Damer fra Vall? gjorde en Bev?gelse med Hovederne som et Par gamle H?ner, der faar en Sjat Spildevand i ?jnene, medens Hans Excellence vendte sig mod en Herre med Tr?ben, der just var kommen ind:

-Véd De, Baron, hvorfor man slaar Tyrkerne ihjel? sagde han.

Baronen vendte sit firsindstyveaarige Kadetansigt mod Excellencen: han vidste det ikke.

-Jeg ikke heller, sagde Hans Excellence: maaske er de Folk, naar alt

kommer til alt, det fornuftigste Skrab paa Jorden. De har dog i

Aarhundredernes L?b l?rt at indskr?nke sig til kun at passe deres

Piber.

Baronen smilede venligt, saa man saá alle hans hvide og indsatte T?nder, og sagde, at han selv i sin Samling havde et Par Vandpiber. Baronen, som var enbenet fra en Gr?nsetr?fning mod de Svenske fra de Dage, da Christian den Ottende var Konge af Norge, havde saadan en underlig Figur som en syttenaarig, der var skrumpet sammen. Han gik hen mod Hr. Fritz, foran hvem hans midjeslanke Tjener paa sin Vej var stanset et Nu.

-?nsker Herren Madeira, sagde Tjeneren hastigt til Baronen.

-Tak, sagde Baronen: det er netop Klokkeslettet, hvor jeg plejer at nyde mit Glas Madeira; og han tog et Glas, hvorefter han atter drejede Hovedet mod Hr. Fritz, idet han sagde:

-Hvordan staar det til?

Og uden at vente paa Svaret begyndte han paa sit ligesom udslidte Norsk at tale til Hr. Fritz (Baronen holdt overhovedet mest af at tale med ganske unge Mennesker, ligesom om hans egen hele Udvikling var standset den Dag, han mistede Benet) om noget m?rkeligt han havde l?st i sin Avis om de Vilde, i det stille Ocean, hvordan de gjorde Ild.

Hr. Fritz blev staaende med b?jet Hoved, til Baronen pludselig saá paa

ham og stoppede med de Vilde for at gaa hen over Gulvet med sine runde

?jne ufravendt f?stede paa Glasset i sin Haand, som det var hans

?rgerrighed ikke maatte ryste.

-Fritz, kaldte Hendes Naade, og Hr. Fritz gik gennem Stuen hen imod Bedstemoderen, foran hvem han b?jede Overkroppen lidt, mens han h?rte paa hende, f?r han gik videre, ind i den n?ste Stue, hvor Grevinde Schulin med S?n og Datter sad i nogle L?nestole og talte med en r?dblond og bred Godsejer fra deres Egn.

-K?re Ven, sagde Fru Schulin til Godsejeren: jeg vilde jo dog, Francis skulde have v?ret her, nu han var hjemme... Det er dog altid en Erindring, naar han bliver gammel, og intet Menneske véd jo, hvor l?nge det varer.

Da hun pludselig saá Fritz, sagde hun h?jere og lidt r?d i sit

Hoved-mens Fritz og Grev Francis, der havde rejst sig, et ?jeblik

betragtede hinanden med et Blik omtrent som det, hvormed to Damer ved

Ankomsten f?r en Middag betragter hinandens Toilette-:

-Deres Fader er jo i Byen.

Hr. Fritz havde pludselig, hvad der var hans eneste Bev?gelse, l?ftet sine ?jne:

-Ja, sagde han.

-Ja, vi saá ham, nu vi k?rte herhen...

De talte om Universitetet i Svejts, hvor Grev Francis studerede, medens hans Moder pludselig gav sig til at le:

-Ja, sagde hun: Francis taler saa elendigt Dansk... Men, k?re Rottb?ll, hvad skal han ogsaa her i Landet, naar han ikke netop interesserer sig for Landbrug.

Godsejeren, hvis Frakke var lidt for sn?ver i ?rmegabene, hvad han hele Tiden f?lte, sagde:

-Nej, der er s'gu nutildags ingen, der véd, hvad de skal g?re af deres egne B?rn.

Og Grevinden, der blev i sin Tankegang, sagde:

-Nej, der er, som ogsaa min Mand siger, oprigtig talt, ingen, der er saa overfl?dige som vi.

Alle Stuer var blevet fyldte og der taltes h?jt, fra alle Hj?rner.

Over alle Stemmerne h?rte man Marschalinden, der lo:

-Nej, Onkel Hvide, Du er for slem, sagde hun, og hun blev staaende hos Moderen og den ?strigske Minister, medens Hans Excellence gik hen mod to Herrer, der stod ved et Vindu og talte om Landstingsvalget i Varde, hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre tr?nger frem langs v?ggene i det andet Ting.

Hans Excellence lo:

-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig faa Partier og altid kun have ét Parti, de Nationalliberale, som skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale og forbliver-og Hans Excellence gjorde en Bev?gelse, som om han t?rrede sin Fodsaal mod T?ppet-af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

-Sandheder, man ikke vil h?re, kalder man Paradokser, sagde Hans

Excellence:

-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil n?jes med

Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham h?nge.

Den f?rste Herre sagde:

-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

-Ja, sagde han, jeg har levet l?nge.

Og han fortsatte:

-Vi havde en General-han l?ftede pludselig Haanden og pegede paa et

Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord-:

-Han var min Ven, og jeg véd, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den ?strigske Minister, havde sét Excellencens Haandbev?gelse og sagde med en pludselig Tankeforbindelse:

-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes ?jne paa

Faderens Ansigt, der i den n?ste Stue smilende, saa man saá

Smilehullerne i hans Kinder, var b?jet over den unge og friske Fr?ken

Schulin.

-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen imod Kammerherre Urne, der talte med den ber?mte Faders S?n.

-Jeg har aldrig haft den ?re at blive Dem forestillet, sagde

Ministeren bukkende.

Kammerherren b?jede det graa Hoved:

-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde v?ret Medlem af en ?strigsk Kommission i Hertugd?mmerne og, da Hans Excellence kom til, sagde han:

-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar-forrige Sommer-i Flensborg og paa Dybb?l.

-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret s?rgmodigt paa mig.

-Ja, sagde Kammerherren, hvis L?ber ikke ganske adl?d hans Vilje:

-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.

Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde:

-Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Gev?rglimtene fra Dybb?l vil lyse gennem Historien.

Hans Excellence havde h?rt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en St?tte, som han stod:

-Maaske.

Og et Nu efter lagde han til:

-Det er maaske Glimtene fra ?ressalverne over vor Grav.

-Deres Excellence, sagde Ministeren, kan ikke tro saa lidet paa Deres

Folk.

Hans Excellence rystede paa sit Hoved, med det samme Udtryk i sit

Ansigt:

-Jeg taler ikke om Folket, sagde han: et Folk lever l?nge og som det kan.

-Det er kun Sl?gterne, der d?r og hvis Arbejde kan d?mmes.

Der fl?j et Udtryk af Bev?gelse over Kammerherrens Ansigt, mens

Ministeren sagde:

-Deres Excellence har Ret.

Marschalinden, der s?gte om et Emne, sagde efter et Par ?jeblikkes

Forl?b:

-Stella, har Generalinde Rye det godt, og Hans Excellence gik tilbage gennem Stuerne, hvor en halvfjerdsindstyveaarig Lyriker med meget stort Skjortebryst og langt Haar havde taget Plads ved Siden af Hendes Naade.

Hans Excellence gik ind i sin egen Stue og lukkede efter sig.

Sofie stod derinde i en Krog:

-Hvad vil hun? sagde han.

-Hun skulde-hun skulde gerne ha'e Penge:

-Til Hendes Naade, stammede Sofie hastigt.

-Hm, sagde Hans Excellence.

Der var gaaet en Skygge over hans Ansigt, mens Sedlerne kom op af Chatollet, og pludselig, medens han rakte Tyendet dem, saá han hende ind i Ansigtet:

-Hvem er Hustyvene her i Huset?

Sofie f?lte det som var hun naglet til den Gulvplanke, hvor hun stod, og hun fornam sit Hjerte som en Hammer.

-Gaa, sagde Hans Excellence.

Og hun gik.

Hans Excellence lukkede Klappen og st?ttede sig, med de fremstrakte

Arme, et ?jeblik til Chatollet.

Saa gik han hen og laasede D?ren og satte sig i sin Stol.

Hendes Naade vendte Hovedet et ?jeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nys?, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette:

-Hvor er Hvide?

-Grandpapa er her, sagde Moderen og s?gte selv Hans Excellence med ?jnene, mens den ?strigske Minister tog Plads og talte hen over Fru von Eichwald, der stadig havde holdt sig ved Siden af Hendes Naade -talende om Gastein.

-Hvor Deres Naade har v?ret saa mange Gange, sagde Ministeren.

-Vi var der ifjor, sagde Fru v. Eichwald.

Ministeren ventede et Sekund, men Hendes Naade r?rte sig ikke for et forestille ham for Fru von Eichwald:

-Og har efterladt saa mange Erindringer, sagde Ministeren.

Fru v. Eichwald var blevet meget bleg og havde med Laagene skjult et pludseligt Glimt i sine graa ?jne.

-Min Fader, blev Ministeren atter ved: har naar han talte om sine

Ungdomserindringer ofte talt om Deres Naade.

-Gewiss giebt es sch?ne Weiber in D?nemark, plejede han at sige, sluttede Ministeren og b?jede sig for Hendes Naade, en Smule frem over Fru von Eichwald.

Hendes Naade smilede.

-Man smigrer saa let i ?strig, sagde hun, men hendes ?jne fulgte Moderen, der havde grebet i Excellencens D?r og f?lt, at den var laaset.

-Men hvad er det dog, Stella, sagde Marschalinden, da Moderen slap

D?ren:

-Du er jo helt bleg.

-Det er ingenting, sagde Moderen, og idet hun pludselig f?rte Haanden hen over Panden, sagde hun:

-Jeg synes, Luften er fuld af Ulykker.

Og mens hun paa én Gang gav sig til at le, sagde hun til Ber?mthedens

S?n, der stod bag hende i en Krog:

-Tror De paa Datoer?

S?nnen blev staaende med aaben Mund.

-Jeg, Kandidat, hader alle Ottetaller, sagde Moderen.

Kandidaten fors?gte at le, men Moderen sagde:

-Ja, l?g en Gang M?rke til dem. Et Ottetal ligner de Jern, man l?gger om Forbryderes Ankler.

-Ja, sagde Ber?mthedens Afkom, der havde fattet sig; det er jo i og for sig m?rkeligt, saa ofte man finder bestemte Datoer knyttede til ber?mte M?nds Liv.

Kandidaten udbredte sig videre over Emnet:

-Der var i hans Faders Liv ikke mindre end fem Syttentaller, som virkelig synes at have spillet en Rolle for ham.

-Men, sluttede Kandidaten, man b?r naturligvis vogte sig for den Slags

Overtro.

-Thi hvor vil den vel f?re hen? sagde Kandidaten.

-Men hvor er dog den k?re Excellence, sagde en Dame pludselig meget h?jt og plantede sig, bredt, i Stolen hos Hendes Naade, Digteren lige havde forladt.

Det var Fru Etatsraadinde Mouritzen, der var kommen gennem en gal D?r fra Entréen-det var Etatsraadindens Skik at gaa gennem gale D?re i hendes Bekendtes Lejligheder-og som var sejlet gennem alle Stuer:

-Hvor er den k?re Mand, gentog hun til Hendes Naade og lagde til, ligesaa h?jt som det ?vrige:

-Man er dog altid bange for ham naar man ikke ser ham, mens de korte og ringfunklende Fingre faldt ned i hendes Sk?d.

-Hvide kommer straks, sagde Hendes Naade og, som om hun f?rst havde set Hofj?germesterinden i samme Nu, forestillede hun paa én Gang Ministeren for baade Fru von Eichwald og Fru Mouritzen.

... Sofie gik ind i K?kkenet. Hun syntes, hun l?ftede Benene saa underlig h?jt op i Luften, mens hun gik.

Der l?d et Slag paa D?ren, da hun kom ind.

-Hvem er det? raabte hun.

K?kkenklokken skrattede, f?r hun lukkede op:

-Det er mig, sagde J?germesteren, som stod foran hende, i D?ren, i sin

Pels.

-Er det J?germesteren?

Sofie troede, hun skulde falde.

-Ja, det er mig, sagde Hans Hvide og klaskede ned paa en Stol som noget, der ikke er Liv i.

-Hr. J?germester, Hr. J?germester! Sofie blev staaende foran ham med sammenknugede H?nder, og pludselig sagde hun:

-Saa er det rent galt.

Og uden at vide det, mens hun var af Farve i sit Ansigt som K?kkenbordet, slog hun D?ren i til Anrettev?relset, hvor Kogejomfruen stod over Garneringerne.

-Ja, nu ramler det, sagde J?germesteren.

Sofie svarede ikke. Det var, som st?nnede hun ligesom Bornholmeren.

-Jeg skal tale med den Gamle, sagde J?germesteren og vilde Staa op.

-Vi har Fredag, sagde Sofie.

Hans Hvide lo:

-Se, om han er inde.

-Ja, sagde Sofie og blev staaende.

-Se, om han er inde, gentog J?germesteren.

-Ja.

-Hun begyndte at gaa. Og paa en Gang sagde hun og aabnede ?jnene, som hun havde holdt lukkede hele Tiden:

-Er der ikke no'et, J?germesteren vil ha'e?

Hans Hvide, der allerede stank af sin Hals, sagde:

-Jo, bring mig et Glas.

Hun l?b gennem Gangen ind i Spisestuen og greb en Karaffel. Hun h?ldte

Vinen op i et Vandglas. Der var ikke andet.

-Dér, Hr. J?germester, sagde hun.

-Tak, sagde Hans Hvide, der havde t?mt det.

Sofie gik op. Hun saá alting saa tydeligt, V?ggene og D?rene og

Karmene-alting, f?r hun lettede paa Excellencens D?r.

Hans Excellence sad ved sit Bord endnu.

-Han er der, sagde Sofie, da hun var vendt tilbage.

-Saa maa det v?re.

J?germesteren stod op:

-Aa, Herre Jesus, sagde Sofie, der saá op i hans Ansigt, mens hun greb om hans to H?nder, der var kolde som et svedende Ligs.

-Ja, sagde han.

-Det er mig, sagde han, da han havde aabnet Excellencens D?r.

Hans Excellence drejede Hovedet:

-Jeg ventede Dig, sagde han.

-Det er jo godt, svarede S?nnen, der skjalv:

-Jeg maa have Penge.

-Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen.

-Jeg kommer naar det er n?dvendigt, sagde S?nnen.

-Hvor kan det v?re n?dvendigt at skaffe Penge, naar Du pants?tter dine

Skorstenspiber? sagde Hans Excellence.

-Det forslaar ikke, sagde S?nnen.

-Hvad forslaar?

Hans Excellence var staaet op. Man syntes, det var en D?d, der havde rejst sig.

-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.

Udenfor blev D?re slaaet op og D?re slaaet i, og paa Gangen l?d der Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun ?jnene levede:

-Det kan ikke v?re Forbi.

-Det skal.

-Det er Veksler.

-Jeg betaler dem ikke.

-Du maa.

Ordene kom som Hug.

-Jeg g?r det ikke.

-Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

-Hvorfor? sagde Hans Excellence.

-Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

-Skrevet i dit Navn, sagde S?nnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, f?r Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som

En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

-For hvor meget? sagde han.

-Tredive Tusind.

Hans Excellence r?rte sig ikke. Bordet sk?lvede under hans sk?lvende

Arm.

-Tredive Tusind, sagde S?nnen igen, som om Hans Excellence ikke havde h?rt det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

-Har Du dem ikke? mens Sveden l?b ned ad hans blodl?se Ansigt.

-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til S?de i sin

Stol.

Det ruskede i D?ren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

-Hans kongelige H?jhed.

-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod S?nnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser og Liv var skrevne deri:

-Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap D?ren.

Hans Hvide havde b?jet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes, foran Faderens Ansigt, l?ftede han det igen og sagde:

-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

-Hvorfor?

I et pludseligt Raseri l?b han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans ?jne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, f?r han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter l?d som den plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige H?jhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade og n?rmede sig, mens alle Stemmer l?d mere d?mpet, til Faderen, med den h?je Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem mod Hans Excellences D?r.

Faderen b?jede Hovedet:

-Der er en Patient hos ham, Deres kongelige H?jhed, sagde han, der havde genkendt Broderens Stemme gennem D?ren. Og som ved et Tilf?lde r?rte hans Albue ved Portièrens Knude, saa det sorte Fl?jels Gardin med Hvidernes Vaaben pludselig faldt ned for D?ren som en V?g.

-Ja, Hvide er utr?ttelig, sagde Hans kongelige H?jhed og smilte.

-Deres kongelige H?jhed maa undskylde, sagde Hans Excellence i det samme og sk?d Portièren bort.

-Det er den aldrig tr?ttede, som vi ?rer, sagde Hans kongelige H?jhed og tog Excellencens Haand.

Og Hans kongelige H?jhed talte sp?gende om et Storkors, der nylig var givet Hans Excellence af Hans kongelige H?jheds Broder i Gr?kenland.

Hans kongelige H?jhed indviklede Kammerherre Urne i Samtalen og

kammerherren sagde-mens al anden Tale blev meget stille og der paa

Gulvet blev et tomt Rum omkring Hans kongelige H?jhed, Excellencen,

Kammerherren og Kadetten-angaaende sit Arbejde, at det var

Udviklingen af Hertugernes Forhold til Tronen, som beredte

Vanskeligheder.

Hans Excellence, der muligvis ikke h?rte efter, sagde:

-Ja, Deres kongelige H?jhed, vi Gamle har kun Erindringerne tilbage.

-Ja, V?rket har meget interesseret Hans Majest?t, sagde Hans kongelige

H?jhed, og idet han vendte sig mod Kadetten, sagde han:

-Hvorledes staar det med Deres Helbred, Hr. Baron?

Den firsindstyveaarige bukkede og sagde:

-En Invalid t?r ikke klage, Deres kongelige H?jhed.

-Ja, sagde Hans kongelige H?jhed, medens det svindende Lys fra Vinduet faldt ind over ham og de tre Oldinge, der tegnede deres Skikkelser mod Striberne med Hvidernes Vaaben:

-Ja, sagde Hans Excellence og slog sin Haand ned paa Kadettens

Skulder:

-Det er Resterne af gamle Norge.

Hans kongelige H?jhed begyndte, maaske en lille Smule brat, en Runde mellem Damerne og vendte sig til Marschalinden, hvem han kendte fra Wien, idet han talte om de nye Museer i Donaustaden og om Prag.

Hans Excellence, der havde set rundt i Stuen, sagde pludseligt, efter f?rst et Nu at have trukket de tykke ?jenbryn i Vejret:

-Fru von Eichwald kommer lige derfra, Deres kongelige H?jhed.

Hans kongelige H?jhed, der uvilkaarligt havde trykket Hatten en Kende t?ttere ind mod sin Figur, vendte Hovedet mod Hofj?germesterinden og sagde:

-Er Hofj?germesteren i Byen, Frue?

Der var paa en Gang blevet ganske stille i Stuerne.

-Nej, Deres kongelige H?jhed, sagde Hofj?germesterinden, som nejede meget dybt: min Mand er paa Egeh?j.

Der opstod en Pause, f?r Hans kongelige H?jhed sagde-Etatsraadinde

Mouritzen var tr?ngt frem lige bag Fru von Eichwald og bev?gede sig

saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes

T?ppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget l?srevne Ord h?rtes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige

H?jhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige H?jhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige H?jhed til D?ren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om J?rgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to B?rn havde fjernet sig, sagde:

-J?rgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved-og Moderen, der havde fulgt Faderen med ?jnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem sine Blomster, h?rte pludselig efter-jeg synes nu ikke, at det har nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa B?rn, men de bliver sj?ldent gamle nok, til deres B?rn begynder at blive gamle.

Moderen saá paa Grevinden og havde f?rt sin ene Haand ind mod sit

Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes L?ber forblev let aabnede, da hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget, sagde:

-K?re I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et ?.

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg t?nkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule, som talte hun til sig selv: jeg er saam?n ikke meget kl?gtig, og Gud véd, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden Ting, som man l?nge har t?nkt over ... Og jeg tror, at en Kone f?rst rigtig har tabt i ?gteskabet, naar hun ikke l?nger er Kvinden, Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bev?ge sit

Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde h?rt le henne ved D?ren, traadte hen i N?rheden af dem og blev pludselig staaende foran Grev Francis, der, i en anden L?nestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde siddet med det sk?nne Racehoved st?ttet i sin smalle Haand, men som nu rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa én Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en Menneskealder siden var Forf?rdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja t?nk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bev?gelse med sine L?ber, som udst?dte han en Slurk R?g:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil g?re det samme Arbejde.

Han gik videre og kom i N?rheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du v?ret, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin lidt fugtige Haand k?rtegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog ?jnene op mod Hans Excellence og han satte sig, brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange G?ster idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men-og Hendes Naade saá igen ind i Excellencens

Ansigt-Du er anstr?ngt.

-Jeg, sagde han-der var i hans Stilling, som han sad, noget, der mindede om et hvilende Stordyr af Rovsl?gten-:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von Eichwald, saá over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig, midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sj?ldent-at se saadan et ?gteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse-Etatsraadinden talte altid saa h?jt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for Omverdenen-:

-Underligt er'et, at ingen af B?rnene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just stod b?jet over et Par unge D?tre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en H?j?rv?rdighed, som i en lang Arvef?lge havde arvet en Kirke sammen med et h?jkirkeligt Syn, og som nu n?rmede sig Hendes Naade-Hans Excellence kom hen til Moderen og sagde:

-Hvad taler I om?

-Vi talte om Genier, sagde Marschalinden.

-Genier, Genier, sagde Hans Excellence: Genierne, min Pige, er kun

Burene om de st?rste Dyr.

Marschalinden lo:

-Du v?lter alting idag, Onkel Hvide.

-Nej, sagde Hans Excellence, hvis Ansigtsudtryk skiftede: jeg stiller paa Plads.

-Forresten, sagde Marschalinden, der stadig smilede: talte vi egentlig om K?rligheden.

-Ja, fo'r Etatsraadinden brat ind, der nu havde forstaaet

Marschalindens Ord fra f?r.

-K?rligheden, sagde Excellencen og et ?jeblik kr?ngede han sin altfor sv?re Mund: K?rligheden? Menneskene bliver aldrig sunde af Begreb, f?r alle de pyntelige Ord er blevet h?vlede af Sproget.

Marschalinden blev ved at le, men Hans Excellence, der vendte sig halvt, sagde, som fejede han noget v?k:

-Og forresten véd jeg heller ikke, hvorfor I vil forlange saa meget af

Abernes B?rneb?rnsb?rn.

-Eller hvad mener Du? spurgte han henimod Moderen.

-Jeg, sagde Moderen, hvis Ord syntes uden nogen Sammenh?ng med alt, hvad der var sagt: Jeg tror, man b?r give Menneskene fri.

-De ta'er sig fri, sagde Hans Excellence og gik videre.

-Den k?re Excellence er saa munter idag, sagde Fru Mouritzen og rokkede let med sit Hoved, og, som om hendes N?se pludselig havde vejret et eller andet, sagde hun paa en Gang:

-Hvad er her h?ndt?

-Intet jeg véd af, svarede Marschalinden, der ved hendes Ord havde l?ftet sine ?jne mod Moderens Ansigt og atter hastigt taget dem bort. Og hun spurgte om en m?rkelig Perleindfatning af en Medaillon, der hang halvskjult under Etatsraadindens Hage:

-Den maa v?re meget gammel, sagde hun.

-Ja, Stykket er historisk.

-Etatsraadinden, der udtalte o'et som et aa, tog Medaillonen af:

-Den har tilh?rt Marie Antoinette.

-Mouritzen har Beviserne, sagde Etatsraadinden: Men vi har Stykket fra

Frankfurt.

-Ja, sagde Marschalinden, som sad med Medaillonen imellem sine Fingre:

Saadanne Ting gaar jo nutildags saa mange Veje.

-Ja, det er underligt, sagde Fru Mouritzen og hun tilf?jede-naar

Etatsraadinden talte om Medaillonen, talte hun saa m?rkelig ud i ét-:

Pastellen fremstiller Dauphin.

-Det er aparte, saa de Brillanter er "fattede", sagde Marschalinden og kneb ?jnene sammen, som Kendere g?r.

-Nutildags, sagde hun og saá uvilkaarligt over paa Hendes Naade, mens Hofj?germesterinden fulgte hendes Blik: indfatter man ganske anderledes.

-Ja, sagde Fru von Eichwald, idet hendes Laag atter d?kkede et hastigt

Glimt i hendes ?jne som da hun f?r sad, med Ministeren, ved Siden af

Hendes Naades Stol: det var interessant at se.

Og mens hun gik, sagde hun:

-Hendes Naade vil ikke blive vred.

Fru von Eichwald b?jede sig over Hendes Naade og bad om de maatte sammenligne Indfatningen.

Hendes Naade havde grebet lidt nerv?st op om Kejser Nikolajs Brosche, n?sten som om hun vilde skjule den:

-Den skal ingen Skade komme til, sagde Fru von Eichwald smilende og med den samme Stemme.

-Naturligvis, sagde Hendes Naade og Fru von Eichwald tog Broschen af.

Marschalinden havde faaet begge Klenodierne i sin Haand og f?rte dem op mod Lyset.

-Forskellen er tydelig, sagde Fru von Eichwald. Marschalinden havde brat f?rt Juvelerne bort fra Lyset, og mens hun holdt Broschen i en halvt tillukket Haand, sagde hun:

-Russiske Brillanter, Frue-Marschalinden understregede Frue-er altid ganske s?regent indfattede.

-Tak, sagde hun og var selv gaaet hen over Gulvet for at f?ste

Broschen paa Hendes Naade, med en Haand, der rystede ganske lidt.

Etatsraadinden br?d op, og Fru von Eichwald talte med Hans

H?j?rv?rdighed, der bad hende takke Hr. Konferensraaden for Stagerne.

Konferensraaden havde ladet et Par Alterstager i hans Kirke bel?gge

med Guld:

-Og de virker saare sk?nt paa deres hellige Sted, sagde Hans

H?j?rv?rdighed.

Marschalinden var vendt tilbage til Moderen:

-Du er saa tavs idag.

Moderen stod l?net til Vindueskarmen, hvor hun saá ud som en Vandrer, der paa en endel?s Vej et Minut har l?net sig til et Tr?, og sagde:

-Jeg har t?nkt saa meget igennem i de sidste to Timer.

Fru Harriette stod et ?jeblik, f?r hun sagde:

-Men undertiden taler man for at skjule, at man t?nker.

Og idet hun vendte sig, sagde hun og pegede let over mod den unge Hr.

Fritz, som i Stuens Baggrund, i den halve Skumring, stod l?net mod et

Ibenholts Skab:

-Er det Hans' S?n?

-Ja.

Marschalinden blev ved at se paa ham:

-Ham glemmer man ikke, sagde hun og gjorde en lille Pause mellem hvert

Ord.

Da den ?strigske Minister traadte til for at sp?rge, om de skulde gaa, b?jede hun Hovedet i Retning af den unge Hvide:

-Har De set ham? spurgte hun.

-Ja, sagde Ministeren og betragtede den unge Hr. Fritz, der, meget rank i Krop, b?jede det antikke Hoved mod den Ibenholts Baggrund:

-Han er sk?n som et Gravm?le.

-Det er underligt, sagde Marschalinden, der var faret let sammen: jeg stod netop og t?nkte paa, at han skulde egentlig have en nedadvendt Fakkel i Haanden.

-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Ber?mthedens S?n kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portr?t, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde for?ret Hans Excellences Fader under et Bes?g i Weimar.

-Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra

Karmen.

Hun blev forestillet for Professoren og vedblev:

-Ja, Weimar er et henrivende Sted ... jeg var der endnu for to Aar siden. Jeg fulgte min Mand, han skulde repr?sentere ved et Slags Regeringsjubil?um.

Og de vedblev at tale om Weimar og om Goethe.

Hans Excellence havde, inde i den anden Stue, sat sig paa en Stol foran Kadetten og, pludselig, var han sunken sammen. Med ganske tomme ?jne sad de to Oldinge, midt mellem de Talende, og stirrede paa hinanden.

De to Stiftsdamer, der endelig skulde gaa, kom forbi Pappeg?jens Bur:

-Se Fuglen, Anna Frederikke, sagde Charlotte Amalie og stak sin ringbesatte Finger ind til Fuglen.

Poppe blev rasende og hugg i Fingeren, saa Stiftsdamen hvinede let, mens Poppen skreg, med udspilede Vinger:

-Fortuna fortis, fortuna fortis.

-Hva' er 'et, Dyret siger, Charlotte Amalie.

Hans Excellence vaagnede brat:

-Det er Latin, sagde han og stod op.

Hans Excellence gik forbi Hofj?germesterinden og Hans H?j?rv?rdighed og h?rte Hans H?j?rv?rdighed sige:

-Ja, Frue, Menneskene vil altid tr?nge til at se opad.

-Det er rigtigt, Deres H?j?rv?rdighed, sagde Hans Excellence: lad dem se opad. Saa bliver de aldrig sig selv vár.

Han vendte sig til Hofj?germesterinden:

-Din Fa'er er snavs, sagde han.

-Ja, desv?rre, svarede Hofj?germesterinden.

Der fl?j et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i

Fru von Eichwalds Stemme.

-Vogt ham for Sindsbev?gelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv k?rt.

Hans Excellence traadte hen til Gruppen ved Vinduet og fangede Navnet Goethe, medens alle G?sterne, der beredte sig til Opbrud, stod op og dannede som en stor Kreds udover Stuen, frem mod hendes Naade, hen bag hvis Stol den linjeslanke Tjener havde flyttet en Standlampe, som han netop t?ndte.

-Goethe, ja, sagde Hans Excellence: han drev det vel saa vidt som et Menneske kan: At dyrke sig selv som en Gud og have Ret dertil, naar han maalte sig selv med de andre.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen.

Ministeren, der skulde henvende nogle Afskedss?tninger til Hendes

Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udm?rket Sl?gt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade-og et kort Nu var Hendes Naades Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa ?jne straalede-set saa smukke M?nd som Prinserne af Huset Weimar.

Der sk?d en R?dme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt, der syntes at kunne h?re en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes M?de med Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til

Ministeren.

Hans Excellences ?jne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt og med en urimelig Bev?gelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i en usynlig L?nke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav

Drivfjedren Vinger og l?ste Sammenh?ngen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev r?d som et Blod og et Nu talte ingen, f?r Hans Excellence, efter at have kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede han usynlige V?kster op med alle deres R?dder:-F?rst nogle B?ger, saa én Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis Form Ingen kan tyde mer.

Ber?mthedens S?n, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre ber?mte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin b?jede foran Hendes Naade sit Hoved i en tom ?rb?dighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede paa den anden Side Stolen.

-Fortuna fortis, skreg Pappeg?jen i et stadigt Raseri.

-Det er Gammelmandssnak, sluttede Ber?mthedens S?n.

Den slanke Tjener aabnede D?ren og lukkede den igen, rank med nedslagne ?jne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence l?ftede Hovedet brat og stod som et Lys:

-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Ber?mthedens Afkom, har g?ttet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende Statsunderst?ttelser, n?rmede sig Excellencen til Farvel (under Lampen b?jede Hendes Naade uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske V?relse og inderst inde i den n?ste Stues M?rke den sammensunkne Kadet som en fjern Ruin, sagde han:

-Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren k?rte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og ?strigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han:

-De h?rer ikke efter.

-Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der v?re et og andet at t?nke over.

-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet:

-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.

Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:

-Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, f?r Ministeren stod ud.

Da Vognen atter k?rte videre, f?rte Marschalinden pludselig hastigt

Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

* * * * *

Hans Excellence sad foran sit Bord:

-Hvad er Klokken?

-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

-Klokken fem skal Vognen k?re frem.

Georg rettede sig.

-Her er Middag, sagde han og saá hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence r?rte sig ikke:

-Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bev?gelse i sit

Ansigt betragtede han Hans Excellence:

-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede, da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

-Sig ham til, at her spises Klokken seks.

-Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget ?jnene fra den unge Mand, hvis Mund maaske sitrede en um?rkelig Kende, idet han bukkede.

-Har Du h?rt det?

-Ja, Grandpapa.

-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var str?mmet over den unge Mands Ansigt og han gik.

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

-Hvor er Hvide? spurgte hun.

-Hans Excellence er i sit V?relse, sagde Selskabsdamen.

-Jeg paakl?des Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bev?gelse med Haanden.

-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev slukket over Hendes Naade, der blev ene.

D?ren blev sagte lukket op og lukket i, og der listede nogen hen over

Gulvet:

-Hvem er det? sagde Hendes Naade og fo'r sammen.

-Det er mig, hviskede Sofie.

-Véd Fruen det?

-Hvad? sagde Hendes Naade, som f?rte H?nderne op og ned i sit Sk?d.

-J?germesteren er i Byen, sagde Sofie. De to hvide Ansigter stirrede et ?jeblik paa hinanden gennem M?rket.

-Jeg t?nkte det, st?nnede Hendes Naade: Har Du set ham? Sofie svarede ikke straks:

-J?germesteren har talt med Hans Excellence.

-Naar?

-Under Modtagelsen.

Hendes Naade st?nnede paany og bed de hvide L?ber sammen:

-Gaa, sagde hun saa sagte, at Pigen n?ppe kunde h?re det.

D?ren blev lukket.

Hendes Naade havde pludselig rejst sig og gik hen over Gulvet. Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences D?r.

Han sad ved Lampen og havde ikke h?rt hende.

-Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig?

Han havde l?ftet sit Hoved og saá paa hende.

-Hans er i Byen, sagde han.

Hendes Naade havde foldet sine H?nder-i det sorte Skrud, som hun stod med Nikolaj I.s Brillanter, lignede Hendes Naade et af de velbevarede Lig, man undertiden kan finde, naar man opbryder Kirkegulve-:

-Hvad har han sagt?

Hans Excellence blev ved at se paa hende som den, der ser paa hele sit eget Liv.

-Han har talt Sandhed, sagde han og vendte Hovedet bort.

-Og Du skulde hvile Dig, sagde han straks efter:

-Du er tr?t.

Hendes Naade vendte sig og gik.

Moderen var gaaet op. Hun t?ndte Lysene i Armstagerne og blev staaende foran de hvide Lys.

-Jeg skulde kl?de mig paa, sagde hun, og Armene faldt tr?tte ned langs hendes Sider.

Lidt efter aabnede hun D?ren til Gangen:

-Arkadia, raabte hun:

-Arkadia.

Men Ingen svarede. Moderen smilte og aabnede Vinduet. I Gaarden var der n?sten m?rkt.

-Arkadia, raabte Moderen.

-Slip mig, Frederiksen, l?d det nede fra, i Skumringen.

Moderen lukkede Vinduet og vendte tilbage til Lysene.

Selskabsdamen bankede paa og kom ind. Hun spurgte, om hun ikke kunde hj?lpe Fruen.

-Jo Tak, sagde Moderen, medens de dejlige H?nder laa i hendes Sk?d: hvis De vilde tage min Kjole op af Kufferten.

Der var to store Kufferter med mange Rum. Selskabsdamen tog Kjoler op og Sk?rter op og ?sker op. Moderen fulgte hendes Bev?gelser.

-Det er en sort Barége, sagde hun.

-Med Underkjole af Reps.

Selskabsdamen blev ved at rode op.

-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saá pludselig paa et straagult Kjolesk?rt:

-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.

Og pludselig sagde hun:

-Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens

Kufferter, sagde, mildt afv?rgende:

-Men den er jo saa god som ny.

-K?re Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

-Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Kl?dningsstykke hen paa en Stol og fandt tilsidst den Baréges:

-Her er den, sagde hun.

-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle ?jeblikke foran Lysene, f?r hun slog Eau de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var kl?dt paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag til Middag lod l?gge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule Blomster?jne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre B?ger paa sit Bord tog hun den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, f?r hun l?ste:

Og daglig mer og mer Diones Sind

Sig slutter til-hun dr?mmende kun leved;

Det evigt nyt Erindrings Billed v?ved,

Men Livets Indtryk lukked ej det ind.

Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,

Og saá i Luften ud, hvor Skyen sv?ved,

Af Vinden f?rt, saa tung og m?rk forbi:

Et Spejl af hendes Sj?ls Melankoli.

Dog, hvad er Ord forn?dne?-Samme Spil Kan her beskues som paa Livets

Scene; F?rst Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp

f?r det sig lukker til. F?rst Haab og L?ngsel, derp? Savn alene. Saa

Tomheds Taarer, der ej stanse vil. F?rst dobbelt Liv og Kraft i hver

Fornemmelse, Saa Tr?thed, Slaphed, Sl?vhed og Forglemmelse.

Moderen l?ftede sit Ansigt. Et ?jeblik lukkede hun sine ?jne. De r?de

L?ber sk?lvede.

Saa l?ste hun igen:

Du svigter mig-du flyer mit ?jes Blik, Sk?nt ?mt jeg kalder, Du vil ej mig h?re; Du for min Hilsen lukket har dit ?re Og r?kker bortvendt mig den bitre Drik. Det svinder hen-min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand s?gte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun f?rte den til en n?sten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun l?ste:

Og intet mer kan mig tilbage f?re De Straaler, som min Gl?de f?dtes i,

Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde v?re-nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit

Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,

foruden Tr?st; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets

Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en

Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke:

Farvel-Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst beg?rte Af Elskov, Lykke, Fred paa denne Jord.

Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,

Hvis sidste Haaben i dens B?ger bor,

Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,

Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer str?mmede ud af hendes ?jne, og et Nu st?ttede hun sit

Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa t?rrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige ?jne mod

Bogen, hvis Bind stod l?net mod Spejlets Rand som en B?nnebogs mod en

Bedepult:

Min Sj?l er tr?t, men paa mit ?je falder

der ingen Slummer; rastl?s Tanken gaar

I Sorgens F?lge gennem Fortids Haller

Og stille for hvert dejligt Billed staar.

Hver Dr?m, der fryder, jeg tilbagekalder,

Jeg str?kker Haanden ud-men ej den naa'r

Den flygtige, den lyse H?r af Minder,

Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da v?kkes jeg, af L?ngsels Toner kaldt,

Da f?ler end med dobbelt Kraft jeg Savnet

Af alt det Herlige, min Arm har favnet,

Af Dig, din K?rlighed og din Gestalt.

Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet

Endnu jeg har, sk?nt dette Navn er alt,

Alt, hvad jeg t?nker, f?ler: Lyst og Kummer,

Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide H?nder. Ansigtet var let strakt frem:

O, Du-Men Taaren falder ned og sletter

Mig Skriften ud; og t?rres end den bort,

Den v?lder frem paany og Brevet pletter

Saa selv min Afskedshilsen g?r mig tort.

Lad her mig ende. Dig jeg ej forg?tter,

Dertil et bittert Liv var mig for kort.

Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.

Kun dette Kys-nej, nej. Og dog-det blive.

Hendes H?nder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet, ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.

-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa v?re.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde h?gte Fruens

Kjole.

-Tak, jeg er f?rdig, svarede Moderen.

Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:

-Men skal jeg dog ikke f?ste Blomsterne? sagde hun.

Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et ?jeblik endnu betragtede hun de hvide Blomster.

-Tak, sagde hun:

-Men lad dem visne her.

Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:

-De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.

Selskabsdamen vilde gaa, da der h?rtes St?j i Gaarden.

Det var Hestene, der blev sp?ndt for.

-Skal der sp?ndes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod

Selskabsdamen.

-Ja, Hans Excellence k?rer ud, svarede Selskabsdamen.

-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.

-Hans Excellence har ikke sagt det.

Moderen gjorde en Haandbev?gelse mod Selskabsdamen, der gik.

Porten blev slaaet i. Hans Excellence var k?rt ud.

--

Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev ikke aabnet.

-K?r ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens D?r.

Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede

Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en

Herre i Pels, som vendte Ryggen til.

Der gik en voldsom Tr?kning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.

Den Skruttede naaede ikke Vognd?ren, f?r hans Excellence var ude og havde sparket D?ren op til Trappen, hvor der var m?rkt.

-T?nd, sagde han.

Den Skruttede l?b, med en T?nder, som en Gnom, foran Hans Excellence op ad alle Trapperne, tankel?st t?ndende alle Lamper.

Hans Excellence ringede og saá to ?jne, der kom frem bag D?rens ?je og igen forsvandt.

Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.

Fr?ken Erichsen var l?ben ind i Spisestuen, hvor Hofj?germesterinden, if?rt en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.

-Det er Hans Excellence, sagde Fr?ken Erichsen, der n?sten var blevet forpustet.

Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:

-Igen.

Hun l?ftede sit Hoved:

-Saa skal han have Penge, sagde hun.

Men med et pludseligt Glimt i sine ?jne, som Fr?ken Erichsen saá, sk?nt Hofj?germesterinden havde s?nket Laagene for at d?kke Blikket, sagde hun efter et Nus Forl?b, n?sten bl?dt:

-Hans Excellence kan man ikke afvise, Fr?ken. Meld ham hos

Konferensraaden.

Fr?ken Erichsen saá et ?jeblik Hofj?germesterinden lige ind i

Ansigtet:

-Som Hofj?germesterinden mener, sagde hun og gik.

Hun aabnede Gangd?ren:

-Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange

Stuer:

-Her er m?rkt, sagde Hans Excellence.

-Nu skal jeg t?nde, Deres Excellence, sagde Fr?ken Erichsen og t?ndte to Lys paa en Konsol, f?r hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa, frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen over Loftet, medens Rokokov?ggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind, som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.

-Det er Hans Excellence, sagde Fr?ken Erichsen og stod midt i

Konferensraadens Stue.

Konferensraaden l?ftede det vanf?re Hoved og der sk?d som et gult Lyn frem fra hans seende ?je:

-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen tydeligt:

-Jeg har ventet ham.

-Vel, Hr. Konferensraad.

Konferensraaden havde l?ftet den h?jre og sunde Arm:

-Tag Puderne bort, sagde han.

-Ja, Hr. Konferensraad. Fr?ken Erichsen gjorde det.

-Og Sk?rmen af Lampen.

-Ja, Hr. Konferensraad; Fr?ken Erichsen l?ftedeSk?rmen.

-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var fast i hans Mund.

*........

-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.

-Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde ?je Fra

Excellencens Ansigt:

-Du kommer igen.

Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.

-Det haster, sagde han:

-Jeg skal bruge Penge.

Konferensraaden tav, bestandig med ?jet paa ham.

-Jeg maa s?lge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene ?je bestandig hvilede paa ham, som vilde det t?lle Sveddraaberne paa Hans Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans Legemes Porer:

-For der er vel Papirer?

Konferensraaden lod Ordene d? hen:

-Naar skal Du s?lge? sagde han.

-Straks, sagde Hans Excellence og f?rte uden at vide det den venstre

Haand op for at aft?rre sine Tindingers Sved.

-Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke r?rte sig.

Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit

Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en k?mpem?ssig

Ansp?ndelse, mens han sagde meget brat:

-Der er altsaa s?lgelige Papirer?

Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "s?lgelige", men hans Stemme l?d som altid:

-Saa maa Du s?lge, sagde han.

-For hvormeget?

Hans Excellence tav et ?jeblik:

-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.

Man h?rte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans

Excellence sagde uden at se paa ham:

-Du maa forstaa, det er n?dvendigt.

Konferensraaden l?ftede den h?jre og sunde Arm:

-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Fors?g paa

Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:

-Genierne prutter ikke.

Hans Excellence l?ftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede

Haand ned mod det m?gtige Bord:

-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:

-Er Pengene mine-eller er de det ikke?

Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv det d?de og h?ngende ?je syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:

-Du véd jo, de er dine.

Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans L?ber var saa hvide som hans Sk?g.

-Og-Konferensraaden n?sten rejste sig, i en overm?gtig F?lelse af

Triumf-:

-De er til Udbetaling straks.

Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han f?rte den atter tilbage:

-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:

-Tag N?glerne selv.

N?gleknippet faldt fra hans sunde H?jre ned i Hans Excellences Haand, der kun var halvt aabnet:

-Dér er N?glen til Pengeskabet.

-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.

Hans Excellences H?nder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens han aabnede Skabets D?r. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som havde ogsaa hans H?nder f?rdedes der hver Dag.

-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.

Man h?rte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:

-Dér, sagde han og sk?d Anvisningen bort:

-Vil Du kvittere.

Konferensraadens ?je betragtede Excellencen, mens han skrev paa det fremlagte Blad.

-Tak, sagde Hans Excellence og l?ftede Ansigtet.

Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte

Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Tr?kning som en

Grimasse hen over hans lammede Ansigt.

-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans

Excellence, der havde rejst sig:

-Vil Du s?tte dit Segl under.

En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han sagde kun et Ja, der l?d som en St?nnen:

-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans ?je blev ved at f?lge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte t?nde et Lys og b?re det hen og tage den m?gtige Signetring af, i hvis store ?delsten Hvidernes Vaaben var graveret.

Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for l?nge, saa alt formeget

Lak svulmede op-som den f?rste Strime Blod, der rinder af et Saar.

-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.

Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:

-Farvel, sagde han.

-Farvel.

Hans Excellence var ude.

Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen kom ind ad den lille Paneld?r:

-G?r i Orden, sagde han.

Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.

-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte

Hvidernes Mappe.

-Luk den op.

Hr. Hansen gjorde det.

-Tak.

Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den ?verst i den store Bunke:

-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen, l?ftede Konferensraaden sit ?je paa sin Skriver.

-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.

Hr. Hansen f?rte forfjamsket de blege H?nder frem og tilbage.

-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.

-Hvad har De mere end Kejserens Broche?

-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.

-Hvilket? spurgte han.

-En Brillantsnor.

Konferensraaden flyttede sit ?je:

-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i V?rdi.

-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:

-Sk?rmen, sagde han.

Hr. Hansen satte Sk?rmen over Lampen.

-De kan gaa.

Den store D?r gik op. Det var Hofj?germesterinden, der kom ind og stod midt i Stuen:

-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens ?je stak over paa hende:

-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund.

-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.

Og-Hofj?germesterinden saá Faderen ind i Ansigtet-: vi beh?ver ikke

Hviderne mer.

Konferensraaden svarede ikke.

Hofj?germesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.

-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:

-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbev?gelser.

Konferensraaden l?ftede sit ene ?je:

-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om mit.

Hofj?germesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med et Smil, som Konferensraaden ikke saá:

-Jeg skal g?re det, sagde hun og gik.

Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanf?re Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin St?tte.

... Da Faderen h?rte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i D?ren til Porten:

-Hvor Du kommer sent.

-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand k?rer som k?rte han til Lig.

-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen h?ftigt op mod Johan, medens

Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.

-Den N?rmer vil ikke l?nger, sagde Johan tv?rt.

-Vil ikke? sagde Faderen, r?d af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.

-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom f?r.

Faderen fulgte efter Hans Excellence.

-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal kl?des om.

-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.

Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun h?rte Faderen gaa frem og tilbage og kl?de sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde hun ikke r?rt sig.

Kun nu og da aabnede hun ?jnene og lukkede dem igen.

Faderen bankede paa hendes D?r.

-Ja, kom, sagde hun.

Faderen kom ind, kjolekl?dt og rank:

-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:

-Jeg har t?nkt saa meget i Dag, sagde hun og f?rte de foldede H?nder ned imod sit Bord.

-Hvorpaa? sagde Faderen.

Moderens L?ber sk?lvede et ?jeblik og der kom et Tr?k om hendes Mund som det, der tidt kan ses hos Fanger:

-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun t?nkt paa én Ting.

Hun tav et ?jeblik:

-Og nu har jeg t?nkt den til Ende.

Hun bev?gede de to dejlige H?nder:

-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.

Faderen havde i Halvm?rket, hvor han stod, gjort en Bev?gelse med sin

Haand:

-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa l?nge siden?

-Men jeg maa tale, Fritz-hun vendte det blege Ansigt imod ham-: for at forsvare mig.

-Forsvare Dig?

-Ja, Fritz.

Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvh?jt og langsomt som den, der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:

-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke f?dt til at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske-og alligevel har Du holdt uendelig meget af mig.

-Men det er saa sv?rt for den, der elsker, at gaa ved Siden af den, der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.

Faderen gjorde et Skridt:

-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende ?jne mod den, som b?jes dybest, sk?nt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.

Hun l?ftede sit Ansigt:

-Jeg har v?ret egenk?rlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som hun talte til nogen over sig:

-Men jeg skal ikke v?re det l?ngere og din Livsevne skal ikke mere v?re d?d.

Faderen stod i M?rket:

-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?

Moderen rystede paa sit Hoved:

-Du skal ikke svare mig, sagde hun:

-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.

Der var et ?jeblik stille. Um?rkeligt knugede hun de dejlige H?nder mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:

-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os-ikke en Gang paa den Dag, hvor vi d?r.

Faderen stod et Nu. Saa sagde han:

-Og hvorfor har Du netop talt idag?

-Hvorfor?

Moderen f?rte Haanden op til sine ?jne og tog den atter bort.

-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker og de smaa Ting.

Faderens Ansigt sitrede:

-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde n?ppe h?res:

-Kan Du aldrig blive glad?

Moderen vendte et Nu det sk?nne Ansigt imod ham:

-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.

Og Faderen gik.

Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes ?jne. Men hun betvang dem. Og mens hun f?rte begge sine H?nder ned langs den sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.

Saa bankede hun paa Faderens D?r:

-Skal vi gaa ned? sagde hun.

... Hendes Naade var paakl?dt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et

Smykke af oksyderede S?lvblomster i Hendes Naades Haar.

Det bankede paa den ene af D?rene:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set J?germesteren, hendes S?n, der aabnede D?ren:

-Det er mig, sagde han.

-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:

-Lad t?nde.

Hendes Naade b?jede sig ned over J?germesteren, der allerede, hulkende, var falden ned i en Stol:

-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han gjort Dig?

Hendes Naade f?rte sine H?nder ned over hans Haar og ned over hans

Hals:

-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?

J?germesteren blev kun ved at hulke:

-Jeg kan ikke sige det.

-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede H?nderne sammen.

-Ja, sagde J?germesteren og l?ftede Ansigtet, mens den ludende Krop faldt sammen igen:

-Det er ordnet.

-Saa Gud v?re lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over

Stolens Sider.

-Men vi skal vel ind, sagde J?germesteren og stod op. Hans ?jne var endnu ganske forvildede.

-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.

Hendes H?nder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store

Vandfad:

-Saadan, sagde hun, og J?germesteren f?rte det dyppede Haandkl?de hen over sit Ansigt.

-Laan mig det, sagde hun og hun f?rte et ?jeblik det fugtige Kl?de ind mod sine egne ?jenlaag.

-Saa, sagde hun:

-Giv mig din Arm.

De gik ind.

Kronerne var allerede t?ndte i alle Stuer.

-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersl?jfe.

-Ja, Deres Naade.

-Vel.

-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.

-Ja, Deres Naade.

Tjeneren gik.

-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.

-Nej.

-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de t?ndte

Lys.

Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg f?stede Storkorset.

Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:

-Hvor Du skal v?re fin!

-Ja, vi skilter vel alle.

Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod paa Skrivebordet.

-Der er mange, sagde hun.

-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:

-De har v?ret gode for Forretningen.

Da Moderen aabnede D?ren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:

-Er Hans der?

-Ja, svarede J?germesteren.

-Kom her ind.

J?germesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med

?jnene.

-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham

Anvisningen, som havde det v?ret en Recept paa nogle Hostedraaber.

Sveden var sprungen frem paa J?germesterens Pande.

-Tak, sagde han og gik.

Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en

Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin

Silkepuddel:

-Men jeg t?r ved Gud ikke la'e det Kr? alene med Tjenestefolkene.

Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens

Sk?d.

-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i

Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.

Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom ind:

-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?

-Godaften Augusta, sagde han og sk?d Brystet frem, som kastede han en

Byrde fra sig: det g?r godt at se et Menneske.

-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?

-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I h?rer jo til

Familjen.

Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i Udenrigsministeriet, Sl?gtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at af alle St?der foretrak hun Florents.

-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man f?ler sig saa bitte, midt i alt det.

Hans Excellence sagde:-Hvor stor vil Du v?re?

-K?re Onkel Hvide, man vil dog helst f?le det, som var man af almindelig St?rrelse.

-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa og rode dernede. Man l?rer saa rart at se, at de fra f?r var mindst lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.

-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:

Rom er for dem, som har begyndt at vende N?bet nedad. Bliv Du gammel,

Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.

Hendes Naade fandt, at intet var saa sk?nt som Messen i Vatikanet.

Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom ind, til J?germesteren, at der var vidunderligt i Neapel.

-Ja, det er saa l?nge siden, jeg har v?ret der, sagde J?germesteren, der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den slanke Tjener isk?nke sig et Glas Madeira, da D?ren til Gangen gik op og den unge Fritz kom ind:

-Er det Dig, sagde J?germesteren og slap Glasset.

-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine ?jne fra det t?mte

Glas.

-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde J?germesteren.

-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, f?r J?germesteren var gaaet f?rst.

Den slanke Tjener havde l?ftet de blanke ?jne paa sin Herre.

Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.

-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en

Haandslag:

-Og Tak, at Du kom.

-Hvordan gaar det med Gigten?

-Den er da ikke v?rre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der b?jede den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.

-Jeg er altid bedr?vet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med sin Bas.

-Tak, Augusta.

-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.

-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.

-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen m?nstrede, idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans Ansigt mod en Armstage:

-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.

-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.

-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som var De bedr?vet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?

Hans Excellence, der uafladelig holdt sine ?jne f?stede paa Hendes Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med S?lvblomsterne i sit Haar, sagde:

-Han ser ud som et Menneske b?r; og Hans Excellence vendte sig mod

Faderen:

-Skal vi spise?

-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom og Grevinden straks i D?ren sagde:

-K?re Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi k?rte om ad Brahes.

Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overd?vende alle de andre:

-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?

-Der har ikke v?ret Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og talte omtrent ligesaa h?jt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans Excellence slog i H?nderne, da D?rene var blevet aabnede:

-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og f?rte, som det var Skik hos

Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.

Alle stod op, mens Herrerne s?gte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til

Grev Eck:

-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen, som skulde anbringes i Spisestuen paa et T?ppe.

Marschalinden lo ad Kr?et, der bj?ffed. Men Gehejmeraadinden vendte sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:

-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig godt ind, naar Du k?rer hjem.

Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen-Hendes Naade med J?germesteren sidst-og der skubbedes med Stolene om det brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig, medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener b?jede sig bag Moderen:

-Sherry eller Madeira?

-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det skinne i Lyset:

-Hvor man kender dem, sagde hun.

-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.

Alle talte om Glassene.

-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de blev k?bt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra Regentskabet....

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til

Excellencen:

-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde h?rt hendes Ord, sagde:

-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Tr?kning over

J?germesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge

Fritz Hvides Stol, slog de blanke ?jne op mod sin Herres Ansigt:

-Sherry eller Madeira?

-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og b?jede det lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde f?stet en af Bordets tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker den Slags Ting.

-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.

Hans Excellence, der havde h?rt det som alt, hvad Hendes Naade talte om, sagde:

-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder etsteds og melder sig, naar de skal.

-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa Dugen, og havde f?stet den ved sit Bryst.

-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens

Brystbuket.

Moderen tav et ?jeblik og f?rte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De ikke, det siger Ofelia.

Greven tog en Mundfuld Fisk:

-Saa? sagde han: det er saa l?nge siden, de spillede det Stykke.

-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid v?re Forbud mod, hvad de G?glere leml?stede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.

Gehejmeraadinden sagde:

-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store Tanker skulde de helst lade v?re i Fred og ikke forfalske dem paa deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne ?bler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider spille dem.

-Men er der nogen, som l?ser dem? spurgte Grev Eck.

-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Sl?gtninge og der vil l?nge leve nogle af dem.

Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget sv?rt ved at konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om sin Rejse.

Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for meget.

-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.

-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig og de talte om det halve Europa rundtomkring:

-Det er ligesom Michel Angelo ...-Det er dog for meget ...

-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine

Formeninger om Michel Angelo.

-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt, Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte L?nkerne og vidste, hvor de var knyttede.

Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et ?jeblik stift

som en Maske; men hun b?jede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes

Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om

Katolicismen-:

-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa trygt.

Professor Berger l?ftede Hovedet fra sin Tallerken:

-Naar de f?rst har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.

-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.

Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Pr?st paa

Godset, som var ny:

-K?re, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.

-Jeg h?rer ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel heller ikke H?jskole og al den Slags.

Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.

-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de v?rste. De synger saa l?nge, til de faar st?rke Lunger. De Folk t?r saagu se deres Vorherre ind i ?jnene.

Marschalinden slog H?nderne ned mod Bordet og sagde:

-Tante Augusta bander endnu.

-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med til min D?d.

Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, t?nkende paa

Grundtvigianismen:

-Ja, min Hr. Halvf?tter var gal, men han havde sine lyse ?jeblikke: han gjorde "Synden" til Gl?de og Gl?den til et Sakrament. Han fik Himlen til at sp?nde over Jorden-og det er vanskeligt.

J?germesteren, der saá hen over sine t?mte Glas, sagde halvh?jt:

-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.

Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om

Karpaterne og sagde til Fru Harriette:

-Du har vel ogsaa v?ret der?

-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin lo og sagde:

-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De saa deroppe, Gehejmeraadinde?

Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:

-Naar man kommer lidt h?jt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar ogsaa et andet Ansigt.

-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.

-Et st?rre.

Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til den unge Fritz Hvide:

-Aa, Fritz, vil Du s?rge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin

Medicin.

Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, h?ldte han et kvart Glas Portvin ud paa en Underkop foran Kr?et, der var placeret paa et T?ppe foran Kakkelovnen:

-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu, sagde hun:

-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.

-Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis ?jne lyste under Fest og Lys.

-Paa de Tider, som gik, sagde hun og st?dte pludselig sit Glas mod Faderens, mens hendes Ansigt, et ?jeblik, blev saa blegt som Perlerne om hendes Hals.

-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?

-Ja.

Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilf?rdige Stemme:

-F?r vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det, tror jeg, vi har Tid til at have Venner.

-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen for sig.

-Og de ulykkelige?

-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og s?nkede sit Hoved, mens

J?germesteren saá op paa hende.

-Mama, sagde han ganske sagte og st?dte sit Glas mod hendes.

-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, h?rt om Heste, der tr?kker samme

L?s, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.

-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens

Gehejmeraadinden sagde:

-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:

-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.

-Netop, sagde Hans Excellence og f?rte det m?gtige Krystalglas med

Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra

Hendes kongelige H?jhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:

-Derfor er jeg n?gtern.

Og idet han lod Blikket l?be nedover Bordet, sagde han:

-J?germesteren drikker for mig.

I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var blevet graablegt, h?rte man Baron Rosenkrands, der talte om den tyrkiske Krig, sige:

-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.

Hendes Naade havde under Bordet grebet J?germesterens Haand, der var hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der sk?d Brystet frem over Bordet, sagde:

-Gud, der maa da v?re en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.

-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.

Tjeneren sk?nkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage siden var l?ben bort fra sin Mand.

-Men hvorfor er hun l?bet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod

Bordet.

Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.

-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg kunde heller ikke, Lydia, t?nke mig noget frygteligere end at blive elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.

Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to r?de Pletter op i Hendes

Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:

-Er Du tr?t?

Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden, gennem St?jen op til Moderen:

-Stella, har Du aldrig v?ret skinsyg?

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at v?re skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre.

Marschalinden lo igen:

-Og det er aldrig faldet Dig ind?

Der gled et Smil over Moderens Ansigt:

-Nej, aldrig, sagde hun.

Marschalinden blev et ?jeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.

Saa sagde hun til Faderen:

-Stella er vidunderlig.

-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.

Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet

Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere st?nnende, med en

Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine ?jne, hun aldrig havde

set:

-Saa er Du alligevel lykkelig.

-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste Lyn.

Hendes H?nder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt sit Ansigt bort.

Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i

Samtalen, sagde til Faderen:

-Jeg har for Resten v?ret i Haremet.

-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit vejrbidte Ansigt:

-Det var der ikke meget ved.

Grev Eck havde kun v?ret hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt sig i Athen for at vejlede den unge Konge.

Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter Hovedet over Fl?jlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole, og sagde:

-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om

Konstantinopel.

Ved en s?r Tankeforbindelse-maaske fra Seraillets Damer til

Smykker-begyndte Marschalinden paa en Gang at fort?lle om

Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig

tilbage paa Stolen:

-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens

Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".

Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:

-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.

-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo ogsaa N?dstilstand i mange gamle Familjer.

Marschalindens ?jne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, b?jede sig frem mod hendes Skulder og sagde:

-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.

-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa historisk. De siger, det har tilh?rt Madame Dubarry.

Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortl?bne

Kusine og afsluttede sine Bem?rkninger ved at sige:

-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine B?rn.

-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der smilede over sin lysende Halssnor.

-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der t?rrede sin lille Kirseb?rmund med

Servietten: det er saam?n meget muligt, at der ikke er saa meget ved

Livet.

-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun

pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.

-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som

De om Livet?

Grev Eck s?nkede det lille og fine Hoved:

-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.

-Men alligevel?

Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede halvt:

-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et oph?ngt Lagen.

Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:

-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?

Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:

-Et Glas, sagde han.

Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og t?mte i ét Drag:

-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?

Mens Gehejmeraadinden lo, h?rte man Professor Berger sige i

Stilheden-Herrerne var blevet r?de i Hovederne-:

-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.

Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans Excellences Ord og h?rte Grev Schulin, der hovedsagelig besk?ftigede sig med Silkekr?et ved Kakkelovnen, sige:

-Dyret er s'gu drukkent.

Moderen smilede og sagde:

-Dyret er klogt.

-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv t?mte et Glas til Dyreryggen.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud om en ledende Politiker, en Folkef?rer.

-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan aarevis i Udlandet.

-Men, sagde hun om Folkef?reren: tror De da virkelig, at han selv tror paa alle sine egne Ord?

-Undertiden.

-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens

Midtpunkt.

-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro t?r ingen miste.

Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden h?rte ham, sagde han:

-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....

-Sandflugten, Grandpapa?

-Ja, Sandflugten gennem ?rkenen.

-Og-Hans Excellences Stemme l?d paany som f?r og, et Nu, saá hans

?jne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet

Smerte-: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i

den hede Sky.

-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter h?jt ned til Eck og

Marschalinden.

-Politik, sagde Marschalinden.

-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse og sad med H?nderne st?ttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle, vilde straks l?be Panden mod Talerstolene.

-Og-Hans Excellence lo-den, som vilde vove at hugge Talerstolene ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sand?e eller hvem takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde sm?re dem om Munden og f?re dem til Dannevirke.

Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom til at t?nke paa Hans Christian ?rsted og blev ved at le:

-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.

Hans Excellence sad lidt, f?r han sagde:

-Ja, han var Anders Sand?es Broder. Men det var alligevel under Hans

Christians Fingre, Ariadnetraaden fl?j ud.

-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.

-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til, hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.

De h?rte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:

-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i

London.

Hans Excellence sagde:

-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i

?tna, var den f?rste, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra ?tna og stadig sad fordybet i sin egen Stemning, l?ftede ?jnene og saá sig uvilkaarligt om i Stuen:

-Ja, sagde hun: saa mange M?nd, der egentlig er gaaet ud og ind af disse Stuer.

-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv V?relset med et langt Blik: mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.

Der var et ?jeblik stille i Stuen.

Saa sagde Grev von Eck:

-Og Telegrafp?lene over Jorden.

-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige L?gne.

Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.

Samtalen var n?sten stanset, og Grevinde Schulin b?jede sig ned mod Professor Berger, der, medens han spiste, f?rte sine meget fine H?nder n?sten som en Kvinde:

-Hvad er der dog h?ndet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en

Fornemmelse, som om Gulvet gynger.

-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde h?rt eller ikke havde villet h?re.

-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.

N?sten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og Hendes Majest?t Enkedronningen, som desv?rre var syg.

-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.

Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der l?nge havde siddet og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:

-Hvad t?nker egentlig De paa?

Den unge Mand l?ftede det blege Ansigt.

-Greven g?r mig et Samvittighedssp?rgsmaal, sagde han.

-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.

Den unge Mand svarede ikke mer, men b?jede kun sit Hoved.

Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den f?rste.

-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.

-Ja, sagde Hans Excellence.

Det var en ?ldgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker, en Present af en afd?d Prins af Philipsthal.

-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.

-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.

Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af

Hvidernes Vaaben glimtede.

Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:

-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.

-Ja, sagde Hans Excellence: de f?rreste.

Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit l?ftede Glas, sagde:

-Den er som Blod.

-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og st?dte sit Glas mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde v?ret med til alle atten Flasker, op gennem Aarene.

-Ja, sagde Baronessen.

Og med Glasset op til sine L?ber sagde hun, halvsagte, over til sin

Mand:

-Du.

-Dja, sagde Manden-Dja var hans K?lenavn for Lydia-og de drak, seende hinanden dybt ind i ?jnene.

I det samme havde Moderen b?jet sig frem, som om hun vilde drikke med nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.

Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas, hvis Vaabenskjold syntes blodspr?ngt paa Vinens Baggrund.

-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og l?ftede Glasset ned mod

J?germesteren.

-Skaal, svarede han.

Og for at sige noget sagde Marschalinden:

-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. J?germesteren svarede og saá op:

-Saa maa Du skynde Dig. F?r Taget ramler sammen.

-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.

-Jeg taler Sandhed, sagde J?germesteren, mens Hans Excellence havde rejst sig med det l?ftede Glas i Haanden:

-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig, t?mte de den sidste Draabe af den r?de Vin paa Hendes Naades Vel.

Georg slog D?rene op og alle gik ind, Hendes Naade f?rst ved

J?germesterens Arm.

Da D?ren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned over Bordet og fik ?je paa den unge Hvides ur?rte Glas.

Den unge Mand t?mte det hastigt, f?r Georg vendte tilbage.

-Kaffen, sagde Georg.

Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.

Da Georg var alene, gav han sig selv til at t?mme Slatterne, hulter til bulter.

... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste

Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,

Schulin og Professoren.

-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor

Gehejmeraadinden lagde et Lommet?rkl?de over sit brede Ansigt og, et

Minut efter, var falden i S?vn.

Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hj?rne, gav sig til at le:

-Tante Augusta har altid sovet som de Retf?rdige, sagde hun.

-Ja, sagde Moderen.

Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder, som det virkelig var sv?rt at faa:

-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.

Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue h?rte man Kortenes

Fald.

Moderen l?ftede Hovedet en Smule og sagde:

-Saa underlig denne Dag maa have v?ret for Dig, Harriette.

-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.

-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.

-Ja, sagde Marschalinden: n?sten tyve Aar....

-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.

-Rejser? sagde Moderen.

-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg jo set Jer.

Moderen svarede ikke, og de h?rte igen Kortenes Fald. Saa sagde

Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:

-Det var lige f?r mit Bryllup, Du rejste.

Marschalinden havde foldet H?nderne over sit Kn?.-Ja, sagde hun: det var lige f?r dit Bryllup.

Og efter et ?jebliks Tavshed lagde hun til:

-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.

Faderen traadte hen til dem:

-Hvad sidder I to og taler om?

-Vi talte om ét og t?nkte paa noget andet, svarede Marschalinden.

-Hvorpaa da?

Alle tre Ansigter saás sammen i Sk?ret af Standlampen.

-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og t?nkte paa Lykken og

Livets Gang.

Faderen svarede ikke.

Men Marschalinden sagde:

-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.

Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos

Baronesse Rosenkrands.

-Det maa alligevel, sagde hun, v?re underligt for Harriette at v?re kommen hjem og nu se alt det.

-Hvordan alt det?

-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der t?nker paa noget, der ligger meget langt tilbage:

-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden fra B?rn.

-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella-og saa rejste Harriette ned til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.

Grevinde Schulin tav et ?jeblik:

-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.

-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde b?jet Overkroppen helt frem.

-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over ?jnene:

-De er et Barn.

-Men, sagde hun og betragtede et ?jeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og st?rk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Aarene:

-Livet vil nok l?re Dem mange Ting.

Baronesse Rosenkrands sk?d Kirseb?rmunden frem:

-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.

-Skal vi k?re? spurgte hun Baronen, der kom til.

-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.

Georg kom l?bende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans

Excellence:

-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.

Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.

-Er Vognen der? raabte han.

-Ja, Deres Excellence.

Alle havde rejst sig i begge Stuer-undtagen Hendes Naade.

-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.

-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.

-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod

Excellencen.

-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:

-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.

Ved D?ren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, b?jede

Hovedet over den store Krave.

-Det haster, Deres Excellence, sagde han.

-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:

-K?r.

Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.

Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.

Portneren l?b til og var n?r snublet over Vognens bageste Hjul, mens hans Kone stod paa K?ldertrappen, l?net op til V?ggen, med Forkl?det over sit Hoved, og gr?d, saa det genl?d i Porten:

-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.

-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.

Ved den aabnede D?r ventede Kammertjeneren.

-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han havde tjent i Huset i tyve Aar.

-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den faldt paa Gulvet som en tung S?k. f?r Tjeneren kunde gribe den.

-H?ng den op, sagde Hans Excellence.

Han aabnede D?ren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit Ansigt, der var ophovnet af Graad-han, der ikke var vant til at gr?de-om mod Excellencen:

-Tak, sagde han og rejste sig.

Baronessen kom l?bende og slog sine Arme om Excellencens Hals:

-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence l?snede hendes Arm fra sin Hals:

-I henter mig sent, sagde han.

Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en

K?mpes:

-Lad mig se hende.

-Ja, sagde Baronessen og gik foran, st?ttende sig til M?blerne, ind gennem Stuerne, hvor der ingen var.

En Gang stansede hun, l?nende sig til en Stoleryg:

-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.

Han svarede ikke.

Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilf?ldig Stol. Han f?rte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som var det hans L?ber, der smertede ham.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.

-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have h?rt.

I den lange Gang havde de to S?stre flyttet to L?nestole ud, hvor de sad, udenfor Emmelys D?r, angste og sammenkr?bne, uden at kunne gr?de, mens en Kammerjomfru, l?ngere nede, i Halvm?rket, gik frem og tilbage som en Skygge.

-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.

-Godaften, B?rn, sagde Hans Excellence.

Baronen slap D?ren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i

V?relset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydl?st.

Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.

I det matte Sk?r traadte N?sen frem over hendes indfaldne Kinder, mens man h?rte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.

-Tag Sk?rmen af, sagde Hans Excellence.

Baronessen strakte st?nnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:

-Vil De v?re saa elskv?rdig? sagde hun.

Sygeplejersken l?ftede Sk?rmen, saa Lyset fl?d ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at r?re sig, ved Sengens Fodende, ubev?gelig, foran den unge D?ende.

-S?t Sk?rmen paa, sagde han og havde ikke r?rt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev m?rkt paany.

Det var, som den D?ende vaagnede og hun s?gte at l?fte Haanden fra

T?ppet:

-Hvem er det? hviskede hun.

-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.

Der gik n?sten et Smil hen over hendes Ansigt og hun fors?gte at nikke.

-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte ?jnene, der maaske n?ppe mer kunde se.

-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og han gik.

Baronessen havde ikke rejst sig.

Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.

De to S?stre var fulgt efter, lydl?se som to Skygger.

-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.

-Ja, sagde Baronen.

-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.

-Ja, sagde Baronen.

Ingen r?rte sig.

-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.

Preben rejste sig fra en Stol.

-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.

Hans Excellence tav et ?jeblik, mens Preben gik hen over Gulvet, usikker som En, der har drukket.

-Godnat, B?rn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til

Ansigt, f?r han gik.

Baronen var fulgt efter ham og kunde n?sten ikke gaa:

-Hvordan er det? sagde han, da de kom til D?ren.

Den st?rke Mand sk?lvede som et L?v.

-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens

Haand med et Greb, saa det sved.

Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.

-Godnat, sagde Hans Excellence igen og D?ren faldt til.

-K?r, sagde han og steg ind.

Og Vognen k?rte bort.

Der var n?ppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer, der var trukket op.

Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en S?tning, ud i

Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet h?rtes uden

Kortenes Fald.

Gehejmeraadinden sagde:

-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?

Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun fr?s.

-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe

R?st.

-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.

Alle tav igen, til Marschalinden sagde:

-Hvor gammel var hun egentlig?

-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.

-Tyve Aar, gentog Marschalinden.

Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:

-Ja, alting her i Verden er blindt-ogsaa D?den.

Der h?rtes en Vogn i Gaden og Marschalinden l?ftede Gardinet. Men det var ikke den.

-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.

Den unge Hvide l?ftede sit Ansigt fra en Bog:

-Papa er i Spisestuen.

-Hent ham, sagde Hendes Naade.

Men den unge Hvide r?rte sig ikke.

-Gaar Du? sagde Hendes Naade.

-Ja, Grandmama.

Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen, fandt J?germesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.

-Grandmama ?nsker at tale med Dig.

-Naa. J?germesteren fors?gte at staa op.

-St?t Dig til mig, sagde S?nnen.

-Hvad skal jeg, sagde J?germesteren, hvis drukne ?jne flammede op.

-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen falde tilbage i sin Stol som en d?d Klump.

Da S?nnen var gaaet, rejste J?germesteren sig og dinglede hen over

Gulvet.

Ude i den lange Gang st?dte han med Albuerne en D?r op og fandt frem til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et ?jeblik efter, at snorke h?jt.

Det var Hans Excellences Seng.

Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:

-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.

Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede:

-Dér er han, sagde hun og l?ftede Gardinet igen.

-Ja, sagde Moderen og rejste sig.

Vognen k?rte ind ad Porten.

Der var ikke blevet talt, f?r Hans Excellence kom ind og

Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:

-Det var altsaa D?den? sagde hun.

De fire Herrer var holdt op at spille.

Hans Excellence nikkede uden at tale.

-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man n?sten ikke kunde h?re:

-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til

Spillebordet.

-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans

Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.

--

G?sterne var taget bort.

I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol. Brillantsnoren lyste saa s?rt om hendes Hals i det meget Lys fra de n?sten nedbr?ndte Kroner.

Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der var m?rkt.

-Er Du der, min Pige, sagde han.

-Ja, Grandpapa.

Sk?ret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over V?ggene, hvor Billederne af Aarhundredets M?nd dukkede frem i et usikkert Lys og igen Forsvandt.

Moderen sagde, ud i M?rket:

-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.

Han drejede Hovedet:

-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at udstede deres D?dsattester, sagde han.

Der var l?nge stille, saa sagde Moderen:

-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser paa den samme Ting.

-Paa hvad?

-Paa Vragene.

Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.

Saa sagde Hans Excellence:

-Sidder hun derovre endnu?

-Hvem?

-Mener Grandpapa Elsebeth?

-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.

Der var et ?jeblik stille i M?rket. Saa talte Hans Excellence:

-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:

-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker v?rd.

Han tav igen, f?r hans Stemme f?d paany:

-Og det, vi dog r?ddes for, kommer tidsnok.

Moderen havde b?jet sit Hoved:

-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.

Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.

Moderen l?ftede, i M?rket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:

Som Planten visner for dens Rod er uden V?de; som Blomsten bliver bleg, for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen, for Du har ej mig k?r.

-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra M?rket.

Moderen fo'r sammen.

-Nej, Grandpapa, sagde hun:

-Jeg sukkede kun.

Georg aabnede D?ren til den lyse Stue, idet han bukkede paa D?rtrinet:

-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.

-Vi kommer, sagde Hans Excellence.

Og de rejste sig.

"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.

SIRENETTA:

Har Du gr?dt?

SILVIA:

Ja-en lille Smule.

SIRENETTA:

Det er ligesom Du havde gr?dt et helt Aar. Dine ?jne br?nder. Dit

Hjerte g?r altfor ondt.

SILVIA:

Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at v?re roligt.